Bloggen

Ved I, hvad jeg gjorde i går? Jeg flirtede.
KÆFT, hvor har jeg savnet det!
Min manny (hans eget forslag. ”Barnemand” lyder så suspekt) er så sød at afhente prins Anton hver lørdag formiddag, hvor jeg så plejer at tage ned og træne. Men i går nat, da jeg var oppe for 4. gang, kunne jeg lige mærke, at jeg trængte til noget tid, hvor der ikke var nogen, der græd på mig og sparkede til mig i frustration over, at jeg åbenbart ikke fatter, hvad det er, man er short of nu!nu!NU!
Trængte faktisk til, at der ikke var nogen, der talte til mig overhovedet.
Så jeg smed en bog i tasken og cyklede ned til byens nye kaffebar, hvor der KUN arbejder pæne mennesker. I går var ingen undtagelse, og min barista-ven med de nøddebrune øjne langede min americano over disken med tillægsspørgsmålet ”Og hvad skal du så lave i dag?”
Blev først sådan helt… ”Øh, hvem, mig?”-agtig. Men det var jo for fanden så tidlig morgen, at det nærmest stadig var nat, så jeg var den eneste derinde.
Og så snakkede vi lidt om Mikael Simpson, Jørgen Leth og Rasmus Klump, og må jeg godt indrømme noget? Det var bare så rart at få lov til at være Linda igen for en time og ikke kun Antons mor.

I promise. Synes bare, at den her diskussion er så skide interessant. Hvis I overhovedet ikke har det på samme måde, så vær søde at bære over med mig; mit kommentarfelt er det tætteste jeg kommer på et socialt liv i disse dage.
Flere af jer har skrevet, at I ikke mener, at man kan tillade sig at blande sig i andres opdragelse, så længe der ikke er tale om decideret vanrøgt, og at man ikke kan bedømme kvaliteten af opdragelse ud fra en enkelt hændelse; at alle forældre kan have dårlige dage og kan presses derud, hvor man ikke troede, at det var muligt at komme.
Et langt stykke hen af vejen er jeg enig.
Men (og nu håber jeg ikke, at jeg kommer til at fremstå som forstanderinden for den fordømmende, elitære naziskole) jeg mener faktisk godt, at man må have en holdning til andre menneskers indsats – eller mangel på samme. Jeg tror, at det er sådan, vi som samfund er med til at opdrage hinanden, og sætte den sociale standart for, hvad vi mener, er acceptabel adfærd.
For hvis vi ser bort fra de desperate mødre og fædre med dårlige dage og unger i trodsalderen, der råber af deres børn i ulvetimen, ved vi vel alle sammen godt, at det ikke gør en kæft til forskel for de stakkels børn, der får tæv, at en fremmed i Bilka beder far om at slå på nogen af sin egen størrelse.
Eller hvad? Er det ligesom når Nato fordømmer volden i Egypten; et signal til de mindste om, at verden udenfor følger med, og ikke synes, at det er i orden, hvad de bliver udsat for? Og selvom det ikke batter ret meget i det store regnestykke, måske alligevel er med til at understøtte barnets følelse af, at det bliver udsat for noget, der er meget, meget forkert?
Hvad godt det så end skal gøre.
Og jeg godt kan se pointen i ikke at dømme det, man ikke kender baggrunden for, men langt de fleste af dem, der slår deres børn, har selv fået tæsk derhjemme. Og hvor tragisk og forfærdeligt det end er, så gør den forklaring og baggrund ikke meget godt for det barn, der står med aftrykket af 5 fingre på kinden.
Selvom det selvfølgelig er at sætte tingene på spidsen, synes jeg, at det er ok at være fordømmende i nogle situationer; at man skal være meget varsom med ikke at gøre forklaringer til undskyldninger, for hvis man kan undskylde alt, kan man gøre alt, og så bliver alting lige meget.
Jeg ved godt, at der er langt fra bevidst ligegyldighed og det, at overlade ansvaret for barnets opdragelse til barnet selv til vold, men personligt vil jeg hellere leve i et samfund, hvor elastikken lige er lidt for stram, end i et, hvor den er for løs, for hvis laissez-faire holdningen får lov at gennemsyre det offentlige rum, tror jeg, at grænsen rykker sig, så det, vi i dag stempler som forkert, sniger sig over i den acceptable zone uden nogen opdager, hvordan dét skete.
Uden nogen sammenligning i øvrigt, tror jeg f.eks. at det er det, der er sket med vores sprog. Jeg tror ikke, at der var nogen i 0 B, der hen over majonæse-maden kaldte læreren for luder for 50 år siden.
Men det fine ved den her diskussion er, at det lyder til, at de fleste gør, det de gør – eller ikke gør – ud fra en betragtning om, at deres valg af våben hjælper børnene. Og så længe det bare ikke er ligegyldighed, der ligger bag, tror jeg, at der er håb for os alle endnu.

I kommentarfeltet til mit forrige indlæg om børn, der prøver grænser af, og forældre, der leger bestukket mexicansk grænsepoliti, skrev Morten i mit kommentarfelt:
”Gjorde du noget? Og hvis nej – hvorfor ikke?”
Den har jeg spekuleret en del på. For jeg gjorde det, som jeg forestiller mig, at 8 ud af 10 danskere ville have gjort: Sendte vantro, fnysende øjne og smed en ætsende kommentar i nakken af dem (de gik 5 meter foran mig.)
Hvilket jo i bund og grund er det samme som ingenting.
Da jeg læste Mortens kommentar, var min første tanke, at jeg ikke ”gjorde noget” – og med ”noget” mener jeg ”mere” – fordi en del af mig mener, at man ikke kan tillade at blande sig i andres (manglende) opdragelse. For selvom jeg ikke et sekund var i tvivl om, at jeg syntes, at de to forældre var helt forkert på den, så var der jo en mikroskopisk, helt ubetydelig og hypotetisk chance for, at jeg tog fejl; *Please!-smiley* jeg har trods alt ikke fået patentet på at skrive de adfærdspolitiske regler. (Endnu.)
For at slippe for den uvelkomne mistanke om, at jeg er et af de mennesker, der bare lukker øjnene og går forbi, varmede jeg mig derfor skyndsomt ved tanken om, at jeg HELT sikkert ville have gjort noget, hvis jeg havde været vidne til noget rigtig slemt, f.eks. forældre, der slog deres barn.
Og der er så her, jeg ind imellem ville ønske, at jeg kunne kvæle min indre Djævlens Advokat, for hun rakte straks poten i vejret og krævede at få at vide, hvad jeg SÅ ville have gjort. Sådan helt lavpraktisk.
Og det eneste jeg kunne komme op med, var en variation over temaet mal de ojo/misbilligende kommentar.
Fik det næsten som jeg gjorde forleden, hvor det gik op for mig, at jeg talrige førstehjælpskurser – både som deltager og som tolk – til trods, ikke ville ane, hvordan jeg skulle gribe hjertemassage og kunstig åndedræt an, hvis en af mine forældre pludselig faldt om.
Det kan sgu da ikke være rigtigt!?
Nu kan jeg så ligge vågen de næste 100 nætter og spekulere på, hvor grænsen går for, hvad man må blande sig i, og hvordan man indberetter mennesker til de sociale myndigheder, når det eneste man ved om dem er, at de tilsyneladende holder mere af spandex og fleece, end af deres børn.
Så Morten: Tak for en god kommentar, selvom den irriterer mig ad helvede til.

Min fantasi er ualmindelig levende. Så levende, faktisk, at den burde udstyres med eget navn og cpr-nummer. Jeg har ikke problemer med at forestille mig noget som helst, hvor usandsynligt, det end måtte forekomme, og kan derfor gøre mig selv decideret angst, når jeg tænker tanker som:
”Tænk, hvis man kom gående hjem, og man på afstand kunne se, at der stod nogen i stuevinduet…”
(Virker kun skræmmende, fordi jeg bor alene, dog.)
Eller:
”Tænk, hvis der stod en inde bag mit bruseforhæng.”
(Som bare har stået der og .. stået. Hele natten.)
Eller:
(I nattens mulm og mørke)
”Gad vide, hvad det er for en skygge? Mærker lige efter. Tænk, hvis det var en skelethånd, der stak op af en grav.”
(…. Aj, men så send mig dog til psykolog!)
(Kunne sgu da godt være!)
Jeg kunne skrive de VILDESTE gysere!
Tør bare ikke rigtigt.

Det er vist ikke nogen hemmelighed, at jeg godt kan være lidt til den hidsige side, og jeg kan også blive så sur, at det næsten er synd, at det ikke kan omsættes til bæredygtig energi. Til gengæld er der langt imellem, at jeg bliver forarget. Sådan rigtigt, i hvert fald. Men det skal jeg lige love for, at jeg blev i går.
Scenen er – af alle steder – sat i Bilka, hvor jeg lørdag kl. 10 (dvs. IKKE fredag i ulvetimen, hvor manglende overskud kunne bruges som (dårlig) undskyldning) kommer trissende med min vogn. (Hej, Nye Liv.) Foran mig går en lille familie; mor, hængende ind over vogn, far, med fraværende undskyld-jeg-er-her-attitude og to børn. Da vi kommer til plastikafdelingen, passerer vi en udstilling af nogle cylindere af en slags. Drengen på omkring 5 år, tager fat i en af dem, og smider den helt bevidst på gulvet. Mor vender sig om, kigger på ham og siger: ”Vil du godt samle den op!” Drengen kigger hende lige tilbage i øjnene og svarer: ”Næh.”
Hvorefter mor OG far trækker synkront på skuldrene og går videre.
Og nu ved jeg godt, at vi principielt ikke dømmer nogen, før vi har været en tur rundt om blokken i deres sneakers.
(Men hvis jeg lige må lave en hurtig voice-over her, så tror jeg ind imellem, at det er det, der fucker den offentlige debat op i dag. Der er ingen, der tør stå ved, hvad de mener, fordi ingen vil risikere at kunne beskyldes for at være racistiske/homofobiske/formynderiske/konservative/you name it, og derfor tør vi ikke mene en skid om noget.)
Men det der? Det synes jeg kraftedeme var kritisabelt på alle tænkelige måder, og jeg stemplede dem LIGE der som årets dårligste forældre.
For den dreng? Han kommer til at koste os alle sammen skattekroner. Det bliver ham, der tegner graffiti på vores kirker, tømmer sit askebæger ud af bilvinduet, smadrer busskurene, når han er stiv og stjæler din cykel, når hans egen er flad.
Fordi han ikke har lært en skid om respekt derhjemme.
Og det er muligt, at du synes, at det er meget at lægge i den ene gestus, men jeg kan GARANTERE dig, at hvis det havde været Anton, der havde følt trang til at prøve grænser af på den måde, så havde vi sovet derude i lige så mange dage, som det havde taget mig at få ham til at sætte dimsen tilbage på plads.
Og det må du gerne printe ud og laminere i håb om at kunne rive det i snuden af mig senere. Bare du ikke føler, at det tager plads fra noget andet og vigtigere, for du kommer til at flytte rundt på det, til verden går under.
Der er bare nogle kampe, man tager med sine børn, slut, færdig!

Det kan godt ske, at det ikke helt sidder, som det gjorde, da man trænede 6 dage om ugen.
Det kan også godt ske, at der er røget noget muskelmasse, og at tallet stadig svinger lidt, fordi jeg ammer.
Men idag har jeg meget lyst til at ringe til min gamle læge, og sige noget i retning af:
“Hej. Kan du huske mig? Mig, du blev ved med at ville diabetesteste? Mig, du mente tog alt for meget på, og aldrig ville tabe det igen? Jeg ringer bare lige for at sige….
HVAD SAGDE JEG, MAND!?”
For da jeg stillede mig på vægten i morges, kunne jeg se, at jeg på 4,5 måned har tabt 24 kilo af de 23, jeg tog på, da jeg var gravid.
*Yay-fucking-me-smiley!*

Du kunne bare ikke lade være, vel? Skulle liiiige bruge mit stuegulv som catwalk igen kl. 3 i nat for at understrege, at du kunne.
Åh, men du havde så meget undervurderet betydningen af, at jeg er på barsel og dermed ikke kan konkurrere med nogen som helst! *Dø-motherfucker!-smiley*
Og du havde nok ikke forestillet dig, hvor langt jeg var villig til at gå for at få ram på dig. (Skal lige have sat møblerne tilbage på plads, når Anton sover næste gang.)
Men hovmod stod for fald, hva, min lille 6-benede 8-benede plageånd?
MUHAHAHAHA!
Det kan du jo passende stå og tænke over ude i opgangen, pakket pænt ind i 8 lag køkkenrulle og 2 poser med dobbeltknude, din lille fladmaste so.

Nej tak:
* Til overskudsfarve i nye jeans, der smitter af i regnvejr. Hej. Jeg hedder Linda. Min far er smølf.
* Til stor, klam, ækel edderkop, der slentrer hen over stuegulvet om natten, når man er taget til fange i ammehjørnet, og som, når man er færdig, er *pist* væk. Vi er NØDT til at aftale, at den er kravlet ud af nøglehullet og hjem til .. edderkoppeland (føjføjføj!!!), for ellers er der kun tilbage at a) flytte eller b) brænde lejligheden ned.
Kan I huske:
* Hvad der var i fjernsynet, før reality-tv?
* Det der, man altid fik at vide som barn; at man skulle lade være med at gøre sig skeløjet, for øjnene kunne sidde fast? (Tænk, at man var så naiv. Det kan de jo ikke.) (Vel?)
* Tiden før d. 11. september, hvor terror primært var noget de var bange for i film med Steven Seagal?
Jeg er liiiidt spændt på:
* At tage til mor/barn træning i dag. 75 minutter, hvor børnene skal ligge på gulvet og underholde sig selv…
* Det der salmesang, jeg har meldt Anton til. Noget med børns stemmeudvikling i forhold til akustik i kirker og sådan. (Jeg HAR tjekket, at man gerne må komme, selvom man er hedning.) Får bare altid dårlig samvittighed, når jeg er i kirke, for de mennesker der er der, er altid så utrolig rare og velmenende og jeg kan ikke holde op med at føle, at jeg snyder dem.
Kære Doktor. Er det normalt:
* At jeg faktisk allerede godt vil have et barn mere? For jeg har jo for fanden hænderne så utrolig fulde med det jeg har? (Flere af mine læsere har 2 eller flere børn selv, men de er også way, way sejere end mig.)
Søde, søde Anton. Vil du ikke nok snart:
* Lære at tage sutten tilbage i munden, i stedet for bare at hive den ud – for så at gå i helt uforstående panik over, hvor den blev af?
* Lægge dig til at sove om aftenen? Det er så uværdigt som 34-årig at stå lænet op af sin entrevæg og tude om kap med dig.
* Gro noget hår?
* Lære at man hoster, når man er forkølet? Det er ikke et farligt angreb, eller noget, der truer dit liv eller din sikkerhed, så du behøver ikke at skrige af skræk til du næsten brækker dig. Hver gang.
Til gengæld lover jeg:
* At jeg ikke griner helt så højt, næste gang du bliver jagtet af et møl.
* Ikke at holde det imod dig, når vi sætter nye rekorder til babysvømning, som f.eks. sidste fredag, hvor vi var der 4 minutter. (…!)
* Ikke at kramme dig helt i stykker, når du synger. Eller ser sådan her ud:

Da jeg startede på handelsskolen, gik jeg i alt for store Guns n’ Roses t-shirts og militærskjorter, Doc Martins og rød attitude, og jeg svor, at de aldrig skulle have held til at ændre mig og gøre mig til En Af Dem.
På hue-billederne 3 år senere, er jeg iført mørk blazer og hvid skjorte.
Og ikke på den ironiske måde, I might add.
Da jeg blev gravid, svor jeg, at jeg ikke ville blive en af de mødre, der glemte både sig selv og det faktum, at andre ikke nødvendigvis synes, at barnet er ligeså fantastisk, som man selv gør. Jeg gik til fester, som jeg plejede, spiste (næsten) som jeg plejede, og underviste i både pump, spinning og combat, indtil 3 uger før jeg fødte.
Jeg skulle jo for fanden bare have et barn, og det projekt kunne sagtens eksistere parallelt med mit Liv Som Linda. Ikke?
Så fødte jeg, og da de første læsere begyndte at forsvinde, fordi der var gået mommyblogging i den, gjorde det nærmest fysisk ondt, for deres sortie var et tydeligt bevis på, at jeg var blevet det, som jeg aldrig troede, jeg skulle blive.
Til at starte med strittede jeg imod, både IRL og på bloggen. Jeg slæbte Anton og 40 tons lort med i fitnesscentret og brugte 4 timer på at træne 20 minutter. Når medlemmerne spurgte, hvornår jeg kom tilbage til alle mine timer, undskyldte jeg nærmest, at jeg ikke var tilbage endnu, og når jeg skrev, forsøgte jeg at undgå at skrive om de ting, der er så kedelige, at man næsten bliver autist af at være i dem. Jeg prøvede at tage pis på det, der var så hårdt, at jeg ikke kunne beslutte mig for, om jeg skulle brække mig, hoppe i havnen eller melde mig ud, og jeg forsøgte ikke at blive alt for pastelfarvet omkring de mange, mange øjeblikke, der er så store og smukke, at man næsten ikke kan rumme dem, og den altopslugende, fuldstændig forrykte kærlighed, man føler, når man kigger på sit barn.
Mine forsøg blev mere og mere forkrampede, og frustrationen over at forsøge at få to meget forskellige identiteter til at smelte sammen blev værre for hver eneste dag, der gik.
I sidste uge sendte jeg så en besked til mine afløsere på alle andre timer end den, jeg kører igen; at de skulle betragte timerne som deres egne, for det var ikke realistisk at jeg kom tilbage foreløbigt. Jeg skrev til mit arbejde, at jeg forlængede min barsel med to måneder, og jeg lagde pludselig mærke til, hvor mange nye læsere, jeg har fået (velkommen til).
Hvor min handelsskoletransformation skete gradvis over 3 år, og hvor jeg er ude af stand til at pege på det præcise sted på tidslinien, hvor fællesskabfølelsen blev vigtigere end det at være et omvandrende statement, er det at få et barn er nok et af de eneste tidspunkter i livet, hvor man skifter identitet overnight, og hvor alle kan se det – og forventer det.
Og hvor nyhedens interesse fortager sig i forhold til de fleste andre livsændringer som f.eks. nyt job, ny kæreste eller nyt opholdssted, er jeg ved at få en mistanke om, at man med et barn er tilskuer til et ongoing miracle, der aldrig holder op med at forbløffe en.
Så det jeg egentlig vil sige med dette indlæg er, at jeg tror, at jeg er ved at føle mig til rette i min nye identitet. Jeg tror, at jeg har taget afsked med de ting, der ikke længere er mulige, og jeg tror, at jeg har sluttet fred med, at jeg, da jeg fik Anton, begav mig ud på en vej, som er ensrettet, og som redefinerer alt, hvad jeg er.
Jeg tror, at jeg endelig er blevet mor.

Jeg er skidt idag, og Anton opfører sig, som om han er aldeles ligeglad (wtf?!). Undtagen når jeg pudser næse, dog. Så opfører han sig, som om jeg prøver at ae ham med et tændt glattejern.
Skal man godt nok på FB for at få noget medlidenhed i det her hus??
(Selvmedlidenhed hjælper beklageligvis ikke.)