Jeg burde udgive kogebogen ”101 måder at sluge kameler på”
Da jeg startede på handelsskolen, gik jeg i alt for store Guns n’ Roses t-shirts og militærskjorter, Doc Martins og rød attitude, og jeg svor, at de aldrig skulle have held til at ændre mig og gøre mig til En Af Dem.
På hue-billederne 3 år senere, er jeg iført mørk blazer og hvid skjorte.
Og ikke på den ironiske måde, I might add.
Da jeg blev gravid, svor jeg, at jeg ikke ville blive en af de mødre, der glemte både sig selv og det faktum, at andre ikke nødvendigvis synes, at barnet er ligeså fantastisk, som man selv gør. Jeg gik til fester, som jeg plejede, spiste (næsten) som jeg plejede, og underviste i både pump, spinning og combat, indtil 3 uger før jeg fødte.
Jeg skulle jo for fanden bare have et barn, og det projekt kunne sagtens eksistere parallelt med mit Liv Som Linda. Ikke?
Så fødte jeg, og da de første læsere begyndte at forsvinde, fordi der var gået mommyblogging i den, gjorde det nærmest fysisk ondt, for deres sortie var et tydeligt bevis på, at jeg var blevet det, som jeg aldrig troede, jeg skulle blive.
Til at starte med strittede jeg imod, både IRL og på bloggen. Jeg slæbte Anton og 40 tons lort med i fitnesscentret og brugte 4 timer på at træne 20 minutter. Når medlemmerne spurgte, hvornår jeg kom tilbage til alle mine timer, undskyldte jeg nærmest, at jeg ikke var tilbage endnu, og når jeg skrev, forsøgte jeg at undgå at skrive om de ting, der er så kedelige, at man næsten bliver autist af at være i dem. Jeg prøvede at tage pis på det, der var så hårdt, at jeg ikke kunne beslutte mig for, om jeg skulle brække mig, hoppe i havnen eller melde mig ud, og jeg forsøgte ikke at blive alt for pastelfarvet omkring de mange, mange øjeblikke, der er så store og smukke, at man næsten ikke kan rumme dem, og den altopslugende, fuldstændig forrykte kærlighed, man føler, når man kigger på sit barn.
Mine forsøg blev mere og mere forkrampede, og frustrationen over at forsøge at få to meget forskellige identiteter til at smelte sammen blev værre for hver eneste dag, der gik.
I sidste uge sendte jeg så en besked til mine afløsere på alle andre timer end den, jeg kører igen; at de skulle betragte timerne som deres egne, for det var ikke realistisk at jeg kom tilbage foreløbigt. Jeg skrev til mit arbejde, at jeg forlængede min barsel med to måneder, og jeg lagde pludselig mærke til, hvor mange nye læsere, jeg har fået (velkommen til).
Hvor min handelsskoletransformation skete gradvis over 3 år, og hvor jeg er ude af stand til at pege på det præcise sted på tidslinien, hvor fællesskabfølelsen blev vigtigere end det at være et omvandrende statement, er det at få et barn er nok et af de eneste tidspunkter i livet, hvor man skifter identitet overnight, og hvor alle kan se det – og forventer det.
Og hvor nyhedens interesse fortager sig i forhold til de fleste andre livsændringer som f.eks. nyt job, ny kæreste eller nyt opholdssted, er jeg ved at få en mistanke om, at man med et barn er tilskuer til et ongoing miracle, der aldrig holder op med at forbløffe en.
Så det jeg egentlig vil sige med dette indlæg er, at jeg tror, at jeg er ved at føle mig til rette i min nye identitet. Jeg tror, at jeg har taget afsked med de ting, der ikke længere er mulige, og jeg tror, at jeg har sluttet fred med, at jeg, da jeg fik Anton, begav mig ud på en vej, som er ensrettet, og som redefinerer alt, hvad jeg er.
Jeg tror, at jeg endelig er blevet mor.
3. april 2011 @ 09:01
Jeg vil gerne takke dig fordi du er så hudløst ærlig omkring hvordan det er at være blevet mor, for selvom jeg ikke selv har prøvet det (endnu), så har min bedste veninde for fem måneder siden fået et lille barn, og havde det ikke været for f.eks. din blog og dine ærlige beretninger omkring overskud (eller mangel på samme), så havde vores venskab måske været på gyngende grund. Men fordi du er så god til at tage dig tiden til at fortælle om, hvordan det er (noget, som min veninde ikke lige nu føler, at hun kan), så forstår jeg alligevel, hvad der foregår inde i hende, og det gør at singleveninden og den nybagte mor kan acceptere de nye roller. Så tak til dig Linda, fordi du er så pissesej at være ærlig og tage dig tiden til at fortælle om dine tanker og dit liv.
3. april 2011 @ 09:51
Hvor skønt. Og er det ikke bare FANTASTISK at være mor…også selvom ens liv slet ikke er, som man troede det ville blive, inden man fik barn.
3. april 2011 @ 10:36
Fedt! Tillykke med erkendelsen og tak for et super godt indlæg! Selvom det "bare" er et barn, får man simpelthen redefineret sig selv når man er blevet mor. For mig var det at blive mor startskuddet til at blive "rigtigt voksen" og mere mig selv. Det at have hovedansvaret for et lille barn, gjorde at jeg også lærte at tage ansvaret for mig selv og mit liv og bl.a. valgte at flytte fra barnets far, fordi det forhold simpelthen var helt forkert ift hvad jeg vil med mit liv. Og i dag hvor min søn er tre et halvt er mit liv HELT anderledes end jeg havde regnet med at det ville blive, før han blev født. Men tusind gange bedre 🙂
3. april 2011 @ 10:43
Jeg bliver sgu meget rørt over dit indlæg (ok er også mega PMS men alligevel…). Tak for ærligheden og tillykke med at tingene falder på plads for dig. Det tog faktisk flere år for mig, at få det hele til at hænge sammen indeni.
KH
3. april 2011 @ 11:03
Jep, de børn tager røven på en!
3. april 2011 @ 11:34
Det fedeste er, at du stadig er Linda …
3. april 2011 @ 14:20
Jeg har fulgt dig i mere end et år, og du har skrevet nogle indlæg, der i den grad har sat aftryk hos mig. Det første jeg husker var om mobning og om at lære, at man ikke kan vinde over mobberne, men man kan gå den anden vej. Og nu dette indlæg.
Jeg er selv gravid nu, og jeg har det egentligt lidt mærkeligt med det, for selv om jeg glæder mig, så ved jeg også godt, at jeg skal tage afsked med nogle ting. Tak fordi du sætter ord på.
– Anne
3. april 2011 @ 14:34
Wow. Der fik jeg en klump i halsen.
Fortsat god rejse ad den vej – der er mere personlig udvikling i vente:)
3. april 2011 @ 14:57
Der er ingen større kunst, end den at sluge kameler – den bog ville blive end sikker bestseller!
Tillykke med din erkendelse og den fred det giver at slutte fred med sig selv – og af hjertet tak for de ærlige indlæg du skriver og som giver os andre muligheden for at mærke hvor du er og dermed hvor vi selv befinder os 🙂
Linda
3. april 2011 @ 15:21
Min ældste er 14 snart 15… Og ja… jeg ved sgu ikke rigtig om jeg har vænnet mig til at være mor endnu…
Men en ting er sikkert.. De unger tager røven på en.. gang på gang.. i en hver aldre… Forstået på den måde at det bare er super vildt at følge og se et menneske man har skabt, vokse sig større og klogere…
Pøj pøj..
Hyggehygge
Marianne
3. april 2011 @ 16:09
Tak for dit ærlige indlæg og alle dine tidligere indlæg om at være mor. Jeg nyder at læse om dine erfaringer, og samtidig gør jeg mig tanker om, hvad der sker med mig om ca. 3 måneder, når jeg bliver nogens mor.
3. april 2011 @ 16:34
Flot flot indlæg Linda !!
Stærke erkendelser du er kommet til og så må vi jo lære at leve med, at du ikke combatter lige nu 😉
Knuser
3. april 2011 @ 16:38
Jeg kan godt lide Den Nye Linda, for hun skriver præcist lige så sjovt og skarpt, som Den Gamle Linda gjorde – og så gør det slet, slet ikke noget at emnerne har ændret sig lidt…:o)
3. april 2011 @ 17:01
Så smukt og dejligt. Tillykke. Og andre rørstrømske ting fra mig.
3. april 2011 @ 17:28
Jeg kom helt tilfældigt forbi din blog og her blev jeg da hængende! Du fik mig til at mindes, hvordan jeg troppede op på handelsskolen med hjemmefarvede lilla cowboybukser og langt hår med midterskilning – og ligesom dig forlod jeg den tre år senere i mit tilfælde transformeret til en med tækkelig page og tøj fra InWear. Selvstændig…Hmmm? Mennekser er flokdyr 🙂 Jeg melder mig som fast læser og hænger på!
3. april 2011 @ 18:00
Det er noget af det der er fedt ved at blive mor: pludseligt er der ingen tvivl om, hvad der er de vigtige ting i livet, og man kan med nemhed skære de ting og mennesker fra, som livet er for kort til. Alting bliver sat for vildt i perspektiv. Og det aller bedste er, at man stadig er sig selv, bare en endnu bedre udgave 🙂
3. april 2011 @ 18:13
Dejligt indlæg! Jeg er imponeret over din ærlighed – for kæft, jeg blev lidt tøse-misundelig, da du bloggede om, at du snart var på fulde omdrejninger ifht. dine timer. Selv var jeg i hvert fald et år eller lidt mere, før jeg fandt mig til rette i min nye identitet som mor. Og det var med en superforstående mand ved min side og en ret planlagt livsstilsændring fra festlig studerende til familie-på-3.
Måske røg nogle læsere i svinget – andre (som mig) er derimod kommet til. Og planlægger at blive.
3. april 2011 @ 20:03
Tillykke med erkendelsen og velkommen til mor-verdenen.
Desværre kan jeg ikke love, at du aldrig mere vil blive frustreret over ting, som du gerne ville men bare ikke lige kan som mor – eller ikke vil være bekendt at gøre over for Anton som mor. Men at erkende, at det gamle liv ikke bliver det samme igen, og at starte på begrænsningens kunst er jo det afgørende vendepunkt. Jeg tror mindst min søn var et år, før jeg selv kapitulerede og så virkeligheden i øjnene…
4. april 2011 @ 07:43
Tillykke med den flotte erkendelse
4. april 2011 @ 07:48
Glædelig mor-hed. Hvor må det være dejligt at føle sig godt tilpas og hjemme i sit (nye) liv.
4. april 2011 @ 13:01
For at citere fra storfilmen "Dude, where´s your car".
DUDE!
Virtuel krammser herfra!
4. april 2011 @ 17:52
Tillykke med erkendelsen. For mig sku der gå et år og en fødselsdepression før jeg nåede til samme. Så godt gået dér. Og ja, du er sgu rimelig sej til meget præcist at beskrive både de fede og knap så fede ting ved at få barn!
4. april 2011 @ 20:47
HERLIGT indlæg! KH Lene
5. april 2011 @ 18:41
Ja, hvad er der i grunden så slemt ved at være "en af dem"/os?
:0)