M2020, uge 47

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg tømt min salgskasse i bryggerset; den, jeg smider ting i hen ad vejen. Denne gang indeholdt den et par jakker, et par rulleskøjter, to My Curvy Little Love kjoler, jeg har fået foræret, men ikke bruger og et tracksuit størrelse Frida. 

Jeg elsker den kasse, for hvor det næsten ikke føles som besværet værd at oprette ét salgsopslag for at sælge en jakke til 50 kr., så tager det ikke meget længere tid at oprette en håndfuld salgsopslag samtidig, og lige her solgte jeg i løbet af en dag for 230 kr.

Kassen giver mig et sted at samle tingene, så de ikke bare ligger og flyder, og jeg bruger den også til tøj, der er slidt/hullet/for småt. Hvis affaldssortering og genbrug skal fungere, tror jeg, at det er ret afgørende at finde en løsning, der fungerer i hverdagen, og jeg ville aldrig køre på genbrugsstationen med ét par bukser. Nu samler jeg bare sammen efterhånden, og så sorterer jeg, når kassen er fuld. Det plejer at passe med, at der så er en pose eller to, der skal til Røde Kors, samt en håndfuld ting, der skal sættes til salg eller foræres væk.

Det er forskelligt, hvordan man har det med den slags, og nogle mennesker har det fint med at have ting til at ligge i flere måneder, mens de venter på en køber. For mig er det faktisk næsten vigtigere at få tingene ud ad døren, end at tjene penge på dem, så jeg ruller med et ret kort transfervindue. Derfor valgte jeg at lægge den ene jakke, der ikke var nogen, der havde skrevet på, i posen til hende, der købte den anden*. Dem, der købte tracksuitet, fik et sæt termotøj med, som Frida pludselig ikke længere kunne passe, og de to smukke MCLL kjoler valgte jeg efter lidt debat med mig selv at give til Røde Kors. Begge havde fået et skud i second hand-MCLL gruppen til den yderst beskedne sum af 100 kr. pr. stk, og ingen havde budt på dem. Først havde jeg egentlig tænkt, at jeg ville lægge dem op og spørge, om nogen ville have dem, for de er for fine til ikke at blive brugt. Men jeg nåede frem til, at når ingen ville betale 100 kr. for dem, så var der ingen, der ægte gerne ville have dem – og så ville det være en af de situationer, hvor nogen ville takke ja, fordi gratis = fedt. Og jeg syntes egentlig, at de her kjoler fortjente en bedre skæbne end dét. Derfor gav jeg dem til Røde Kors i håbet om, at de kan sælge dem og tjene lidt mere på dem, end de gør på aflagt H&M tøj – og så håber jeg, at den køber, der falder over dem, føler sig heldig over at gøre et røverkøb, og vil bruge og elske dem, så de kommer til gavn i stedet for bare at hænge i et skab og glo.

(*Jeg spurgte selvfølgelig, om hun kunne bruge den først).

2.

Har jeg bagt boller til Antons fødselsdag, og givet min søster de overskydende med hjem. Vi skal til fødselsdag ved min niece lørdag, og på den her måde bliver bollerne spist, og min søster slipper for at skulle have ovnen igang.

3.

Er jeg blevet klogere ift. Klarna, som jeg omtalte i sidste uges indlæg, og uden at det skal blive alt for konspirationsteoretisk, vil jeg opfordre til, at man lige skimmer kommentarfeltet, så man er lidt bedre klædt på, når man selv støder på dem derude.

4.

Købt et krus i Søstrene Grene. Og hvorfor er den på her, spørger du? Fordi krus er mit kryptonit. Jeg ELSKER dem, og ser jeg et, jeg synes er fint, er det mig næsten umuligt at gå forbi det.

Af samme grund ville det være løgn at påstå, at jeg mangler krus.

Så jeg så kruset, forelskede mig – og tog hjem og sov på det. Først dagen efter stak jeg ind forbi efter det, og for mig var det en sejr. For jeg bliver nok aldrig så meget minimalist, at jeg udelukkende køber, hvad jeg hard core mangler. Jeg bliver stadig glad af ting. Et par fine øreringe, et sæt smukke orakelkort eller det perfekte krus kan gøre mig i godt humør, hver eneste gang jeg har dem og det i brug, og de små, emotionelle stjernekastere lyser livet og hverdagen op for mig. Men det føles som en miniature-milepæl, at jeg har fået bremset den impuls, der bare smider i kurven, når jeg ser et af mine svagheds-items, for 8 ud af 10 gange har jeg glemt dem, når jeg kommer hjem/logger af.

Sådan var det ikke denne gang, og derfor føltes det så også ok at give efter for fristelsen.

Published by

7 Replies to “M2020, uge 47

  1. Jeg har alt for mange viskestykker. Det føles som sådan en praktisk ting at anskaffe sig, og kan derfor legitimeres som ikke-fråds… men der er vitterligt for mange nu…

    1. Må jeg ikke foreslå at bruge nogle af de overskydende til at sy madposer af? Jeg har 3, som er syet af viskestykker, og som jeg bruger både til børnene (som frugtposer), men også i min egen taske. Det er rart at have noget, der kan “holde sammen” på en madpakke, det både består af en bøtte eller to, et stykke frugt og eventuelt en dansk vand. De fungerer også supergodt til nybagt brød, der ikke er helt koldt, men som stadig ikke skal ligge og glo på en bagerist i flere timer, fordi man lige skal ud at handle.

      1. Eller viskestykker som gave indpakning, der kan bruges igen og igen. Det er den helt rigtige stof-dims at have for mange af 😉😂 Prøv at søg på Furoshiki – en japansk (vist nok) måde at pakke gaver ind ved brug af stof.

  2. Tidligere på dagen i IKEA (ja, en lørdag ved middagstid #dont) tog jeg flere gange fast førergreb i mig selv og gik forbi både krus og skåle. For vi Mangler. Ikke. Flere. Krus. Eller. Skåle. Men de er så fiiine!
    Og så jeg jeg i bedste Linda-stil:
    – Fået taget 4 cm af højden på mit gamle studieskrivebord så jeg endnu bedre kan bruge det på hjemmearbejde pladsen. Det sparede ca. 2200 til et nyt hæve-sænke bord.

    Fået lavet noget som bliver sidste af mange forsøg på at forhindre plastikbuksbomkuglerne (som er dekorative med lyskæder) i at flyve væk i blæsevejr. Jeg KAN ikke holde liv i ægte buksbom (nej, jeg forstår det heller ikke).

    Det var ikke sket før M20XX, tak.

    1. Åh skåle. Det kan jeg heller ikke styre. Hvad er det med porcelæn!?

      Og hvor er jeg glad for, at vi ved fælles hjælp får bremset nogle af de automatreaktioner, der tidligere fik os til at smide ting, og i stedet prøver at reparere og upcyckle. Kæmpe highfive til os!

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.