Lay your hands on me.

Kan vi ikke lige snakke lidt om, præcis hvor mange tatoveringer man må få, før man skal tvinges til Big Fat Ugly Stupid Nasty Snake koncert? Har været nede og blive tegnet op, og kan – meget mod min vilje – godt mærke, at jeg har lyst til at få én mere. Bare en lille bitte en. Men altså. Gider jo ikke være truckertøs. Og ved også godt, at fysisk går det ned af bakke herfra: Jeg kunne godt tænke mig en (lille!) stjerneregn, men magter heller ikke, hvis tegning og virkelighed ender med størrelsesmæssigt at matche 1:1.

Jeg er på den anden side glad for de to, jeg har. Jeg fik dem lavet, fordi jeg ikke magtede at gå med mit pentagram mere. Det bliver relativt hurtigt træls at skulle besvare følgende: “Aj, er du satanist?!” “Nej.” “Er du så jøde?” (Er lidt i tvivl om, hvem der kan sagsøge hvem for vildledende brug af symbol?). Mit pentagram var ment som en påmindelse til mig selv. Et forsøg på at huske, at livet og meningen med det, er et kæmpe lærred, som jeg står så tæt på, at jeg kun kan se aftrykket af et hår fra penslen. Derfor forekom det mig at være en fin løsning at skifte smykket ud med et par små tegninger. De hjælper mig stadig med at huske, at alt er et resultat af samspillet imellem maskulint og feminint, og at det kræver balance imellem de to, hvis der skal være harmoni – men uden alle de belastende spørgsmål fra omverdenen.

Jeg kan med andre ord sagtens argumentere mig selv ud i endnu en tur på briksen, omgivet af sammenbidte mænd, som stirrer stift ud i luften, mens tatovør synger “Jeg ringer på fredag”, og hans heavy-posse brummer: “Hold nu kæft med den sang, Claus”. Jeg tror også godt, at jeg en gang til kan messe ‘deterikkesåslemtdeterikkesåslemt’, så jeg ikke kommer til at råbe “AAAAV!!!”; det virker uværdigt, når jeg er den eneste i biksen, der ikke skal have tøjet helt af for at blive tegnet på. Og som ikke bløder. Jeg vil bare så nødigt udsættes for rød skyllefarve og Bonsoir Madame.

Tæller det, hvis man får lavet en mere, og går til Bon Jovi koncert?