Klask cykelmyggen!

Der findes en bestemt type af cyklister, som jeg nærer et indædt, nærmest religiøst had til: Amatørrytteren. Ham, der cykler 25 km til og fra job hver dag på sin SCO cykel og har fat forneden i gedebukkestyret. (Jo, det hedder. ‘Rytterstyr’ er ligesom at kalde træsko for ‘clogs’. Vi kan stadig godt se, hvad det er.) Han er kendetegnet ved at have cykeltasker/flag/refleksslikkepind monteret på bagagebæreren, og er altid iført cykelhjelm. Det kan jeg godt forstå, for han kører råddent dårligt cykel. Han opfatter livet som en lang tour-etape, og sig selv som wildcartet, der ved modig og fræk kørsel trækker sejren hjem til holdet. Man ser ham flandre rundt ude i krydset, fordi han ‘lige kan nå med over’, når lyset for længst er skiftet, hvilket medfører livstruende situationer for alle andre trafikkanter, som ikke havde forventet midaldrende galning på havelåge midt i motor/trafikvejskryds. Men hvad betyder det for en dare-devil som ham? Andre cyklister og fodgængere forventes at udvise hav-adfærd, når Moses kommer drønende, ellers bliver der ringet hysterisk med oversizeringeklokken og gestikuleret truende (altid med knyttet hånd – måske har han cyklet rundt derude så længe og hurtigt, at det er forbigået hans opmærksomhed, at alle andre bruger fingeren?). Jeg får sådan lyst til at stikke en cykelpumpe i hjulet på ham, når han kommer halsende forbi i sit skidne, forvaskede fjeldräven outfit. Men en meget stor fluesmækker ville også kunne gøre det.