Kan I huske dengang, tid var noget, man havde for meget af?
Ved I, hvad jeg synes stinker ved at blive voksen? At det er tiden, der får lov til at bestemme, om man får nye venner eller ej.
Gennem de sidste par år har jeg mødt mange dejlige mennesker, og blandt dem flere, som jeg sagtens kunne se mig selv være venner med. Ikke bare Baresso-venner. Ægte venner med grin, gråd, amputerede parader og hele svineriet.
Der er bare kun 24 timer i et døgn, og kemi og gode intentioner til trods, er det desværre ikke altid nok til at ofre den tid, det kræver at nusle om en relation, så den bliver stærkere, slår rødder og lader et nyt venskab vokser frem.
Selvom man på skift udviser forståelse for marathondage og surpriseopgaver, kan jeg mærke, at jeg synes, at vi starter fra scratch, hvis der går for lang tid imellem, at vi ser hinanden, så længe relationen stadig er ny. Det er noget andet med dem, man har fulgtes med i mange år; der er så meget ballast og tyngde i venskabet, at det godt kan tåle en periode med lidt længere intervaller mellem møderne.
Men det nye smuldrer, synes jeg.
Og det er virkelig ærgerligt.
24. april 2010 @ 15:45
Vi bliver forblændet af en hverdag hvor så mange andre ting skal fungere.
24. april 2010 @ 15:54
Er helt enig. Opgiver nogle gange på forhånd at deltage i ditten og datten, fordi jeg godt ved, at selvom man møder nogle af dem der, der kunne være et vennepotetiale i, så får jeg aldrig gjort mere ved det selv. Selvom jeg rigtig gerne vil. Tiden er knap, og der skal prioriteres. Især med småbørn om benene 😉
24. april 2010 @ 19:07
ja der er alt for meget andet der fylder op i en moderne hverdag, hvilket betyder at vi ofte glemmer livets sande værdier og i al enkelthed det bare at leve!
24. april 2010 @ 19:34
Jeg har lige sagt nej til mere arbejde på mit studiejob af samme grund. Vil simpelthen bruge lidt mere tid på det jeg godt kan lide i tilværelsen – og jeg må sige, at den første måneds tid har været helt fantastisk (selvom jeg har måtte sige nej til cafémad og shopping) 🙂
Lyder som en fed tur til SF og Canada, du har haft. Man får helt lyst til at tage af sted 🙂
25. april 2010 @ 08:30
Ja det er så ærgerligt, for faktisk oplever jeg, at det er som voksen, at jeg møder mennesker, som jeg rent faktisk har noget til fælles med (og ikke bare er født i samme skoledistrikt som eller af en eller anden tilfældig grund har valgt det samme studie som). Jeg tror jeg går glip af nogle meget fine venskaber, fordi ingen af os prioriterer det.
25. april 2010 @ 11:54
Enig, kender det alt for godt. Engang imellem ville det nok være sundt at sige "fuck it!" og smide sig i kongens have med en øl og en ny bekendt.
Men jeg tror også det handler om at af-formalisere samvær med andre end familien. Herhjemme er folk velkomne til middag i hverdagen, men jeg laver ikke ekstra speciel mad eller sidder til kl. 23. Så er det en time ved spisebordet, inden manden og jeg igen er alene. Lidt ligesom da man var barn og legede med hende fra vejen i ½ time inden aftensmaden. Nu jeg tænker over det, er det ved at være for lang tid siden vi har gjort det faktisk…