Endelig! Igennem. Har i nat haft til opgave at tjekke armbånd ved en af specialindgangene. Til alle vagter, som jeg mødt som almindelig koncertgænger: Undskyld, at jeg forsøgte at være sjov, og prøvede at argumentere. At jeg spurgte, hvor jeg kunne lægge mit rygmærke. At jeg troede, at charme virkede. Jeg har nu på den hårde måde lært, at det ikke engang er sjovt og underholdende første gang. Efter gang nr 17893 har man lyst til at nærlæse straffelovens voldsparagraf, så man ved, præcis hvor meget amok man kan gå, uden at komme i fængsel.
Jeg har grebet tre granvoksne mænd, da deres kroppe glemte at stoppe med at bevæge sig frem, da benene gjorde. Har tålmodigt fundet mig i at blive krammet og kindkysset. Har takket pænt nej til at få målt min kavalergang med tommestok. Og endnu engang har jeg anet omfanget af mit store, pædagogiske potentiale: Anders Matthesen og hans posse skulle eskorteres over pladsen. Jeg fik dem til at gå på række, 2 og 2 med hinanden i hånden, mens de sang Jamiaca, Jamaica af deres lungers fulde kraft. Vil vædde med, at det ikke ser nær så sjovt ud på blå stue. Vil til gengæld også vædde med, at pædagogerne ikke bliver trykket i hånden af drengene, 4 minutter efter at knægtene har tisset i en busk…
Jeg har et telt, en skov og en masse musik, der kræver min udelte opmærksomhed de næste 4 dage. Vi ses igen på mandag:)
Published by