Jeg har været nede og træne *sejrs-smiley*. En hel time, kun afbrudt 17 gange af at skulle give sut, tage op af lift, lægge tilbage i lift, lave ansigter (kom lidt af sig selv. Er I KLAR over, hvor fesne muskler bliver af at ligge i dvale i 3 måneder??) og forsøg på at tvinge ungen til lige at tage 5 minutter mere, med lys, optimistisk stemmeføring alene. Men hold nu kæft, hvor var det godt! Der er jo faktisk stadig en hel verden derude.
Jeg kan næsten synes, at det er sjovt, at jeg – som for et halvt år siden trænede med venstre hånd, mens jeg passede fuldtidsjob, var tillidsrepræsentant, planlagde undervisning og afholdte kurser med højre – må se mig tvunget i knæ af 56 cm insisterende jernvilje. Alene det at komme ud af døren er en præstation i sig selv. Jeg prøver lige at beskrive scenariet. Ikke fordi jeg tror, at I vil finde det specielt interessant, men fordi jeg simpelthen er nødt til at prøve at se på skrift, hvad fanden det er, der tager 2½ time, når man HAR pakket tasken aftenen forinden.
Kl. 8:00: Jeg står op. På den forsigtige måde for ikke at vække barnet, der på trods af at have festet igennem det meste af natten, allerede har sutten til at køre rundt i ansigtet på Simpson-måden, hvilket er trin 3 af 4 mulige i Opvågningsfasen.
Kl. 8:03: Bad afviklet. Barn nu i fase 4 for fuld udblæsning.
Kl. 8:40: Barn ammet, skiftet og nettet.
Kl. 9:00: Morgenmad og kaffe fikset og indtaget med venstre hånd.
Kl. 9:20: ”Kom nu – du vil jo gerne være i din kravlegård, ikke skat?” legen indledt og afsluttet 6 gange. Har dog nået at samle nattens roderi sammen, og fordele opvask, vasketøj, sengetøj i deres respektive kurve, vaske og senge imens.
Kl. 9:35: Ammer. Igen.
Kl. 10: Skifter ham. Igen.
Kl. 10:15: På vej ud af dør med lift, affaldsposer (ja, dem smutter man jo ikke bare lige ned med mere) træningstaske, Antons taske (hvori jeg har pakket en rangle og en raslefisk. Jeg ved ikke hvorfor. Han er for lille til at gide at lege med dem. Tror måske bare, at jeg føler mig som en lortemor, hvis jeg stiller uden noget?) og Sov nu for satan, skat!! tatoveret i hele ansigtet.
Kl. 10:45: Træder ind af døren i fitnesscenter, pænt overrasket over, at det rent faktisk lykkedes, svedig og med fornemmelsen af allerede at have spinnet 7-8 timer.
There you have it.
Men jeg siger det lige igen: Det var FANTASTISK!!
Og ved I hvad?
I morgen gør vi det igen.
Uhhh… Du er sej! Lover at det bliver letttere med tiden.
Fandeme godt gået. Og glæd dig over at der ikke kommer en mand hjem og siger: "Har du slet ikke lavet noget i dag? Nååh du har trænet? Det må da være dejligt at have tid til det sådan en formiddag". Sådan en havde jeg nemlig!! (Bemærk 'havde')
Hvor er det godt, at han giver dig bare lidt tid til at komme afsted den bette. Jeg håber, det kan skæres ned til to timer i morgen. 😉
Hvor er det sejt! Bare det at du er kommet ud ad døren, betragter jeg som en succes 🙂
Jeg tilslutter mig Klejs' bemærkning om at det bliver lettere: Dels bliver du mere rutineret, og dels bliver børn bare nemmere når de bliver større. Jeg er endelig nået dertil hvor min søn (3 år) er vokset fra både sut, ble og middagslur, og det gør bare alting 1000 gange nemmere at man ikke skal medbringe pusletasker og indrette dagen efter sovetider! Men "bare" sådan en udvikling som at barnet fx selv kan sidde op, gør også mange ting nemmere, for nu at opmuntre dig med noget der er lidt mere inden for rækkevidde! 🙂
som de andre : -) Du er sej og det er fedt, at du er begyndt at kunne komme lidt ned i dit andet hjem igen : – ) Glæder mig til at se jer i næste uge!