Et er et søkort at forstå.

Det har ikke været nogen stor dag. Tværtimod. Nu er klokken 21, og jeg er er villig til at sælge ud af alt, hvad jeg tror på, hvis bare nogen lover mig, at det bliver bedre i morgen. Gud, kulhydrater, feng-sui, krystaller, nummerologi. Stik mig det hele. Bare det hjælper. Jeg vil give penge for at sove ordenligt igennem uden at blive forstyrret af ubudne gæster. Jeg er træt af at blive talt ned til, holdt hen og snigløbet af følelser, som ikke længere er velkomne her. Men kiosker og kirker er lukkede, jeg kan ikke overskue at ommøblere min stue, og de autonome har brugt alle stenene som kasteskyts. Det eneste, der er at gøre, er at ride stormen af. Heldig, at jeg er så god til at vente – og at skibet er ladet med vin.