Somme tider kan det være en udfordring at blogge, fordi man er bange for uforvarende at komme til at træde nogen over tæerne. Hver gang jeg har skrevet et indlæg af de mere kantede, vågner jeg til mobil fuld af “Erdetmig?Deterikkemigvel?Hvisdetermigskaldusigedet” beskeder.
Og det er svært. For selvfølgelig handler mine indlæg om nogen, og selvfølgelig er der altid en triggerhandling, der gør, at et indlæg bliver til. Men der er ingen af mine indlæg, der ikke har en rem af huden. Når jeg skriver, at jeg ikke kan lide pyl, er det ligeså meget hos mig selv, jeg finder det frastødende, som hos andre. Mine indlæg er ofte overvejelser, jeg gør mig om, hvordan jeg kan udvikle mig som menneske, og prøve at undgå af falde i nogen af de mange fælder, der er derude, som kan sluge livet – og glæden ved det – i en enkelt mundfuld.
Og netop livsglæden var faktisk, hvad jeg havde tænkt mig at blogge om idag, indtil jeg pludselig blev bange for at sparke til nogen, der i forvejen ligger ned. De sidste mange dage, har jeg haft folk omkring mig, som har været gode steder i livet, og været glade. Da jeg også i tiden har svært ved at få armene ned, har det været en fantastisk oplevelse, for der kommer nogle store samtaler ud af det, når alle implicerede parter har det godt.
Jeg tror, at kvinder i særdeleshed er slemme til at få skabt en kultur, hvor vi på skift fortæller om det, der ikke går. De fleste af os bearbejder problemer gennem munden, og derfor er det meget naturligt, at den negative samtalespiral opstår. Det levner bare ikke megen plads til at have det godt. Ofte tror jeg, at det er os selv, der lægger en dæmper på begejstringen, fordi vi er bange for at fremstå som afstumpede egoister uden empati. Jeg tror faktisk ikke helt, vi ved, hvad vi skal stille op, når én i klanen pludselig melder ud, at: “Jeg har det godt!” Vores redskaber til at vise, at vi holder af hinanden på forsvinder, når vi ikke kan ae på hår og holde i hånd. Og hvad skal vi snakke om? Bare heppe, mens den heldige remser op, hvad der går godt, eller hvad?
Den sidste tid må jeg med skam melde, at mit sociale behov har været for nedadgående. De gange, jeg har været sammen med folk, der også har været glade, har det været selvforstærkende i en grad, der nærmest synes overnaturlig, og jeg har ofte siddet tilbage med en blanding af ydmyghed og ekstatisk taknemmelighed over, at alting går så godt. Det føles fantastisk, men samtidig også uendelig skrøbeligt. Derfor kan jeg mærke, at hvor jeg før havde behov for ligesindede at bytte problemer med, har jeg nu behov for ro. Jeg er bange for, at for meget drama og for mange problemer, æder mit overskud og min livsglæde, og derfor bliver jeg pludselig utrolig opmærksom på, hvad jeg omgiver mig med.
Det strider bare imod alt, hvad jeg tror på, hvis livsglæde er noget, jeg skal holde for mig selv. Det er min klippefaste overbevisning, at overskud smitter, at optimisme er ringe i vandet og at kærlighed er en af de få gaver, der belønner giveren mindst ligeså meget som modtageren. Det ville gøre mit liv fattigere, hvis jeg ikke fik lov at deltage i mine venners liv, både når det er let og når det er svært. Det ville forkrøble min glæde, hvis ikke jeg kunne dele den med mine nærmeste. Jeg er bare ikke sikker på, hvordan man skaber plads til at fortælle om egen glæde uden at forklejne andres sorger.
Jeg kender én som for første gang i ret så lang tid er klar på sådan et “jeg har en masse dejlig overskud” møde!! Skal vi tage den over en iceblend og en gåtur på strøget?? 🙂 Når jeg altså er færdig hos mirakellægen imorgen – som bare har at fikse den ryg så jeg kan gå og træne igen!! Er vel ikke for meget at forlange?
Det lyder absolut kun rimeligt. Nævn tid og sted: Jeg giver!:)