Uncategorized

Advarsel: Nedenstående indlæg indeholder meget højdramatiske og spændingsmættede passager, og er derfor uegnet for mindre børn og folk med svage nerver.

Nå. Men i går, da min veninde spurgte, hvordan det gik med mig, kom jeg til at råbe: ”Jeg er USÅRLIG!!” På den triumferende måde. Nåede at prale af mit træningsafledte, grotesk velfungerende immunforsvar til ikke mindre end 6 forskellige mennesker.

Hvilket karma naturligvis ikke lader gå upåtalt hen.

Så efter en nat med kvalme, opkast, blodnæse og skøjten rundt i febersved, overgav jeg mig kl. 4 i morges og ringede til vagtlægen. (Som jeg – ærligt – tror, var enten stiv eller havde haft snuden lige langt nok nede i æteren. Gentog sig selv 7 gange, spurgte om de særeste ting og snøvlede så jeg næsten ikke forstod hende. Må de det?? Ved godt, at det må være pisseuhyggeligt at sidde der helt alene og lege Nattevagten, men stadig?) Synes ikke, at jeg har hørt, at det der med at vende vrangen ud på maven er en del af grisekonceptet, men har på den anden side heller ikke samvittighed til at lægge Århus øde, fordi jeg ikke er ordentligt orienteret.

Det kunne vi ”ikke udelukke.”

Super.

Og tak for krystalklar diagnose.

Nu ligger jeg her, iført 4 trøjer, to par træningsbukser og min dyne, med ømme muskler, der føles som de er krympet 2 størrelser og derfor trækker min krop sammen i uskøn King Kong/foster-stilling.

Ud over 17 sodavandsis og 80 kopper the, har min dag budt på:

* Et bad. Hvilket jeg godt lige synes, at vi kan bruge et øjeblik på at være imponerede over, for det tager fandme tid, når man hele tiden skal ned og sidde, og det at stå under strålerne føles som at få pisk med issyle. Måtte tage det i etaper og redde hår liggende. Men if you look good, you’ll feel good, som de siger. Løgnersvin.

* Fjernelse af en edderkop. Tog det meste af 20 minutter, fordi jeg lige skulle græde færdig først. Kunne overhovedet ikke overskue at gøre noget, men turde på den anden side heller ikke lade være.

* 12 afsnit af Lost. Vigtigt med nye venner, nu hvor man er i karantæne som en anden pestramt spedalsk. Et afsnit varer 45 minutter og det passer fint med, at det så er tid til at blive vendt, så jeg får lige mange liggesår på højre og venstre side.

* 4000 tryk på ’opdater’ på mine yndlingsblogs. Og på den støttende måde: Hvorfor fanden skriver I ikke noget?!? Kom nu. Vi er nogen, der har brug for jer. I er mine eneste forbindelser til verden udenfor.

Men jeg har det allerede meget bedre, synes jeg, og min mor sagde selv, at det sagtens bare kunne være almindelig influenza. Feberen er for nedadgående + jeg kaster ikke op mere = næsten rask.

Men jeg venter nok lige en dag eller to med at erklære mig usårlig.

Når jeg bladrer gennem listen af navne i min telefon, indeholder den primært mennesker, jeg deler hverdag med – eller har gjort indtil for nyligt. Der er venner fra blogsfæren, fra fitnessverdenen, fra studiet og fra jobbet, men jeg kan desværre se, at dem, som man har haft en fælles relation med, har en tendens til at forsvinde, når relationen forsvinder. Nyt job, flytning, opsigelse af medlemskab kan alt sammen være første skridt på vejen til at miste kontakten, og det er efterhånden gået op for mig, at man ikke skal undervurdere værdien af de små møder i hverdagen, hvor man lige får samlet op på det vigtigste, så man er up to speed, når man har tid til at ses.

Det har jeg brugt noget tid på at ærgre mig over, for der ryger nogle dejlige damer og herrer på den konto, og da jeg er forsvarende dansk mester i selvbebrejdelse, har jeg gået rundt og hyggemarineret lidt i skyld og dårlig samvittighed.

Det ville være løgn at påstå, at det ikke har betydning for kontakten, hvor vi befinder os på singlometeret og børneskalaen, for det er altså nemmest at forholde sig kvalificeret til et liv, man forstår indholdet i.

Men jeg tror ikke kun, at det handler om konkrete omstændigheder. Jeg tror i lige så vid udstrækning, at det handler om, hvordan man tilpasser og udtrykker sig i forhold til hinanden.

Når man f.eks. har en af de perioder, hvor man har så travlt, at man glemmer, hvad man hedder, er man i forvejen rigeligt plaget af dårlig samvittighed, og de venner, der verbaliserer deres savn med sætninger som: ”Jeg ser dig aldrig mere!” og ”Jeg savner dig!” har en tendens til at blive dem, man stille og roligt lader sive ud af sit liv. Ikke fordi man har lyst, men fordi det simpelthen er alt for uoverskueligt at skulle stille op til 3 timers spanking af samvittigheden, når man endelig har fri og mest bare trænger til at sove. Derfor tror jeg, at man har tendens til at omgive sig med mennesker, der lever som man selv gør; som ved, at vi ses, når vi ses; som forstår, at sådan må det være lige nu, og at det ikke handler om uvilje eller dårlig planlægning.

Jeg tror også, at folk med børn finder det langt mere afslappende at være sammen med dem, der har forståelse for, at voksensamtale er noget, der foregår i pauserne mellem bleskift, og forsøg på at holde strikkepindene ude af stikkontakterne, end med os, der stadig synes, at vi i en alder af 30+ har krav på 4 timers sammenhængende mig-tid, og siger ”det gør ikke noget” uden at mene det.

Når singleveninden går i løsnings-mode og kontant idømmer skilsmisse med ordene: ”For det skal du bare ikke finde dig i!” er det måske mere en løsning, man kan bruge, der hvor hun er, end når man sidder i Hadsten med 2 børn og en Berlingo.

Da vi gik på handelsskolen, brugte vi vennerne til at lære os selv at kende, og udvikle identitet med. Vi hang sammen som ærtehalm, og kunne efter en hel dag i skole sammen, fortsætte samtalen i telefonen i timevis, mens vi snoede ledningen om pegefingeren og drev vores forældre til vanvid.

2-3 uddannelser og 200 forpligtelser senere er venner nok mest noget, man bruger i en af de to ekstremsituationer, hvor man enten slapper af eller er i knæ. De er ikke længere en del af hverdagen på samme altopslugende måde, hvor man bruger så mange timer sammen, at det i løbet af en uge udligner sig selv, hvem der taler og hvem der lytter; hvem der falder og hvem der støtter.

Derfor er jeg nået frem til, at jeg tror, at vi har en tendens til at vælge at være sammen med dem, der kan møde os, hvor vi er.

Det trøster mig lidt. For det betyder, at vi måske ikke smider hele historien væk, fordi vi mister kontakten et par år.

Men det betyder måske også, at vi skal være bedre til at acceptere, at der kan være perioder, hvor vi glider lidt fra hinanden, fordi vi lever så forskellige liv, at vi ikke kan give hinanden det, vi har brug for.

Noget af det eneste pæne, man kan sige om tømmermænd er, at de normalt giver sådan en dejlig fornemmelse af at være i live, og at man dagen efter pludselig har det som om, man har fået en ny og velfungerende krop udleveret. (Indtil a) man begynder at træne i den eller b) de moralske tømmermænd sætter ind, fordi systemet endeligt er blevet enigt med sig selv om at overleve, og nu pludselig har ledig kapacitet til at afsøge aftenens hændelsesforløb for pinligheder.)

Derfor skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg føler mig dobbeltsnydt over at vågne for 2. dag i træk i et defekt korpus.

Jeg er simpelthen så forkølet, at det er til grin.

Lad det være sagt med det samme: Jeg er en af dem, der harcelerer længe og indædt over mennesker, der stiller pissesyge og bakteriebefængte på job, og jeg er ikke bange for at holde et 20 minutters foredrag om, hvordan pandemier som pest og svineinfluenza kunne være undgået, hvis folk da for fanden bare kunne holde op med at føle sig så uundværlige og blive hjemme, når de var syge!!

Det er naturligvis noget HELT andet, når det er mig, der er syg. Jeg må afsted alligevel. Jo, jeg må. Der er mig, der er ansat til at føre opsyn med verden, så jeg kan ikke bare blive hjemme.

Problemet er så, at jeg har så meget (mange?) propper i ørerne, at jeg intet kan høre. Ikke optimalt, når man lever af at leje sine ører ud. Derudover pudser jeg næse 24 gange i minuttet, hvilket lægger temmelig meget beslag på de hænder, jeg ellers skulle bruge til at tale med.

Og det værste er, at jeg ikke engang synes, at forkølelse tæller som rigtig sygdom. Mere hang-around end prospect, faktisk, så føler mig toTALT snigløbet over at være fikseret her af øget nasal vandtilførsel og undertryk i hovedet.

Jeg keder mig.

Forkølelse SUCKS!!!!

Selvom en meget energisk trommeslager fra Øse Efterskole tilsyneladende er i praktik i mit hoved, hvor han får tiden til at gå med rytmisk at hamre en metalsyl ind i min højre frontallap, skal I ikke snydes for update på fitnessjulefrokosten 2009 i listeform:

Thumbs up til:
Tøjskabe, der gylper noget brugbart op alligevel.
Godt selskab og rundborde.
At få at vide af en, man ikke længere ser, men stadig utrolig godt kan lide, at man er et godt menneske.
Amerikanske kolleger, der monterer deres bryllupsdiademer på én, fordi de synes, at man ligner en prinsesse.

Er vi ikke snart færdige med:
At have cheerleadere til at stå og pon pon’e os ind af døren? Bliver skideforskrækket hvert eneste år over at træde ind og blive modtaget af: ”LET’S GO-etellerandetjegaldrigfårfati-LET’S GO!! LEEEEEET’S!! GO!!!”
Fællesunderholdning på scenen. Lad nu være. Halvdelen af selskabet kan ikke se, hvad der foregår, den anden halvdel kan ikke høre det, og resten er stive og ligeglade.

Til gengæld kunne vi godt:
Leje nogle mennesker med lut og trompet, der kunne spille os ind med en fanfare. Synes generelt, at der er alt, alt for lidt fanfare i mit liv.
Afskaffe sammenfald af tømmermænd og forkølelse. Der er en 10’er til den, der forbarmer sig og skyder mig.

Hvorfor husker vi aldrig:
At give de gode komplimenter, når vi er ædru?
At sige nej tak til shots? Det kan ikke være så svært. Gentag efter mig: ”Nej. Tak. N-e-j t-a-k. Nej tak. Nejtaknejtaknejtak.”
At lyve når det er påkrævet? Ærlighed er overvurderet.

Er det noget med:
At det klinger lidt hult, når man dømmer andre mennesker efter selv at brugt hele aftenen på at rappelle ned af piedestalen?

Tænk at der stadig findes:
DJ’s, der spiller Joyride med Roxette. Og mener det alvorligt.

Og når min kammerat finder manden i sit liv, vil vi stadig grine af:
“Linda. Kom nu. Gift dig med mig. Du er så fantastisk!! Jeg tror faktisk godt, at jeg kunne holde ud at kysse dig, og så kunne du gå tur med Vaks?”

På en eller anden måde er det allerede lykkedes december at starte herovre, hvor jeg står. Der har i hvert fald været julehygge med venner og rødvin de sidste par dage, og i dag skal min veninde og jeg køre halvanden times nisse-spinning (fitnessfolks ide om sjov og spas), inden vi i aften skal til julefrokost. Beklædningsmæssigt kan jeg vælge mellem træningstøj eller ingenting, fordi der tilsyneladende har været nogen med en meget stor støvsuger forbi mit tøjskab.

Det er det samme hvert år.

Nå. Men jeg kan vel bare klistre en palliet på hvert bryst, og køre resten hjem på charme.

Eller det der.

Det kan godt betale sig at bruge 10 sekunder ekstra til at finde på et bedre eksempel, når man skal forklare sin chef betydningen af ordet “stash”, i stedet for bare at lade følgende falde ud af munden:

“Det betyder en slags hemmeligt lager. Du ved; som i den beholdning af narko, jeg har gemt?”

Onsdag kl. 22.30:

Flade forhjul på cyklen: 2 (Hvis det sker mere i denne uge, så ryger den fandme i havnen! Sammen med cykelsmeden.)

Cykelture i snevejr: 3 (Det er kun NOVEMBER, for crying out loud!!)

Defekte anlæg i forbindelse med undervisning: 1 (Svært at undervise i takt til .. ingenting.)

Defekte headsets i forbindelse med undervisning: 1 (- og til lyden af stemmerne i hovedet.)

Taxachauffører, der har spurgt, om jeg skal ”bruge en bing-bon?”: 1 (Tak, kære Gud.)

Timer brugt på koordinering, fordi andre mennesker ikke melder tilbage: 17

Højlydte eder udtrykt over ovenstående: 17.258

Hemmeligheder modtaget: 8 (Så mangler vi 40…)

Spydige bemærkninger camoufleret som sjov modtaget: 4 (Ha ha. Eller det der.)

Spydige bemærkninger camoufleret som sjov afsendt: 8 (Mmmm. Ha tilbage. Bite me!)

Trøste-skildpadder spist: 3 (Lasse, bliver du sur, hvis der kun er bananer i din lagkage?)

Sygedage: 1 (Dumme skulder.)

Lemmer mistet til forfrysningsrelateret koldbrand: Ingen. Endnu. (*dommedagssmiley*)

Pinlige dates mødt i forbindelse med tolkeopgaver: 1 (Bliver aldrig gammel nok til at være cool med det. Aldrig!)

Hvis nogen skulle mangle mig og mit sprudlende humør i morgen, har vi i nattens mulm og mørke haft held til at flygte til Caribien. På kælk.

De sidste par år har jeg opdaget, at jeg er meget svær at gøre bange. Tanken om, at der kan ske noget med dem, jeg holder af lammer mig af rædsel, og jeg er født i Tvivlerens Tegn med Skeptisk i ascendanten, men jeg stoler helt grundlæggende på min egen evne til at løse det meste af det, jeg stilles overfor.

Sådan troede jeg egentlig, at alle havde det, og tidligere kunne jeg blive helt irriteret, når andre gnattede rundt, usikre og bange for at gøre noget forkert; Jeg så det som et forsøg på at score opmærksomhed og sænke omverdenens forventninger, så de enten imponerede vildt, hvis de klarede sig godt, eller havde undskyldt på forhånd, hvis de stank.

Efterhånden er det dog ved at gå op for mig, at det nok er mig, der har fået en ekstra styrke foræret og ikke de andre, der mangler den, (jeg vil gerne starte med at takke min mor og far *tårevædet-takke-smiley*) og jeg er blevet bedre til at huske, at vi alle gør det bedste, vi kan, med de ressourcer vi har.

Derfor er det meget uvant (men nok i virkeligheden temmelig sundt), når jeg i arbejdsregi har fået en opgave, som jeg virkelig, virkelig ikke har lyst til skulle løse. Overhovedet. Den udfordrer alle mine svage sider på én gang, og selvom jeg forbereder mig i vildskab, kan jeg ikke se, hvordan jeg skal kunne løse den tilfredsstillende. Min eneste chance for at klare mig bare lidt over niveauet Stinkende Dårlig, er at skynde mig at udvikle en ny personlighed, der er plat, hvor jeg er kronet.

Gælder det, hvis man i en alder af 32 ringer hjem til sin mor, og siger, at man ikke vil i skole, fordi man har ondt i maven?

I dag har jeg besøgt min veninde og hendes kæreste i Holstebro, og hilst på deres lille, nye, fine pige. Hun er frygtindgydende bedårende, vi er allerede bedste venner og jeg vil have en selv. Lige nu. For fanden, hvor er hun sød!

Jeg har jo sådan set besluttet at gøre det. Der er bare lige nogle forskellige ting, jeg gerne vil nå inden, men hvis alt går efter planen, begynder jeg at prøve om et års tid. Og jeg skal da lige love for, at det gør noget ved samtaleemnerne, når vi pludselig er enige om, at børn er vejen frem. I dag brugte vi f.eks. utrolig lang tid på at snakke om fordelene ved alufælge på barnevogne (nogen vil mene, at det trods alt er meget godt at jeg lige venter, for jeg gik straks i optimeringsmode og konceptudviklede på Pimp My Ride, barnevognsudgaven: Jeg tænker rævehaler. Jeg tænker undervognslys. Jeg tænker spillekort monteret på egerne, så de flaprer, når man kører. Det bliver en FEST!!) når man bor i lejlighed, lifter og autostole, og jeg tvang min veninde til at fortælle ALLE detaljer og PRÆCIS hvor ondt, det gjorde at føde.

Og hun er den bedste veninde i verden, for hun var ærlig. Også om alt det, der ikke er charmerende og pastelfarvet, hvilket jeg har et enormt behov for at høre om, fordi jeg inderst inde er en lille smule bange, fordi jeg skal gøre det selv og derfor gerne vil være forberedt.

Men hun kender mig så godt, for efter en cool og udramatisk beretning, sluttede hun med at sige de magiske ord, der kan få mig til at kaste mig frygtløst ud i stort set hvad som helst: ”Jeg tror, at du vil være rigtig god til det.”

Ros mig, og jeg er på.

Jeg vidste bare, at de her hofter ville come in handy.