Uncategorized

men jeg har simpelthen så ondt i knolden, at jeg opgiver at blogge.

I får den i morgen.

Kh

Cliffhanger-Linda

Jeg er vokset op i et hus med en have. I al den tid jeg boede hjemme var sommer noget med havestole, grill og vasketøj, der duftede af Frisk, og de sidste par år er jeg begyndt at savne det mere og mere. Selvom de er søde, er det bare ikke helt det samme at dele en baggård med 100 andre, svedige klaustrofobikere, eller at skulle huske ALT (som helst skal kunne bæres af én gang), når man går ned. Og igen, når man hver 45. minut skal op og nifle, fordi at det ville være at friste skæbnen unødigt at lade en Iphone og et par labre høretelefoner ligge ubevogtede hen.

Jeg savner en have, man kan dappe ud i i undertøj, og hvor havemøbler og parasol står, hvor man efterlod dem i går. Jeg savner en have, hvor Smokey Joe grillen kan stå i fred og ikke, som min ven Lasses, bliver stjålet ved højlys dag. Jeg savner tørresnore uden mug, og fornemmelsen af at kunne spise morgenmad i det fri, uden at det forvandler sig til omfattende, udstyrstungt event.

Måske er det redebyggergenet, som jeg har hørt så meget om, men som jeg indtil nu ikke har følt røre på sig, der endelig sparker ind. Det ville også forklare, hvorfor jeg forleden sad og dagdrømte om en kummefryser. Jeg havde faktisk lovet mig selv ikke at sige det til nogen, for det er jo for fanden sidste stop inden Crocs og praktisk korthårsfrisure. Men I siger det ikke til nogen, vel? Så kunne man bage noget ordenligt brød i stedet for at æde det pap, de sælger her i byen og man slap for at leve af den samme ret i en uge, når man har lavet mad nok til at smide et par portioner i fryseren, fordi man er nødt til at spise dem, så der er plads til poserne med frossent frugt, som Netto havde på bud. Hvis den var stor nok, kunne man også lige smide sig i den en halv time, når blodet ramte kogepunktet.

Hej. Jeg hedder Linda og er født 40 år for sent.

Når jeg er vejleder, plejer jeg at snakke med mine praktikanter om, at der sjældent er meget hjælp at hente hos folk, der er sure på dig, forstået på den måde, at det godt kan betale sig at bede pænt om det, man har brug for – også når man er RØVpresset – fordi sandsynligheden for at få det, stiger proportionalt med høflighed og forståelse for den andens situation. En stresset lærer, der skal nå at formidle et pensum på et semester, vil have mere lyst til at afbryde sin undervisning, så tolken kan få sin pause, hvis man beder pænt om den, end hvis man med det samme (fordi man er så træt, at hjernen er ved at koge over, og armene føles som sandsække) kommer til at hvisle noget om arbejdstidsregler og tolkens krav på 10 minutters pause for hver time, der skal tolkes.

Det kan jeg sagtens sige, for jeg har været tolk i 10.000 år, og har efterhånden cement i stedet for hud, men jeg synes stadig, at princippet holder – også i andre sammenhænge.

Eksempelvis har jeg på meget kort tid fået både nye over- og underboer, som virker søde, høflige og meget, meget unge. På vi-er-lige-flyttet-hjemmefra-måden.

Underboerne, som er 3 unge piger, har kastet deres kærlighed på ejendommens baggård, hvor der står bord og stole til fri afbenyttelse, og de sidste mange uger har de fået mange aftener og nætter til at gå med at sidde og drikke vin og ryge en uhyrlig mængde smøger LIGE nedenfor min altan. Og med ’lige nedenfor’ mener jeg virkelig lige nedenfor. Jeg bor i stuen, og har altanen i mit soveværelse, så hvis jeg tager et skridt ud over gelænderet, står jeg på det pågældende bord. Det har en lille smule føltes som at have dem på hyttetur i min seng. Men i stedet for at tabe besindelsen og vræle af dem, da jeg for 6. nat i streg lå på et lydtæppe af gymnasiebrandert, tog jeg fat på dem den efterfølgende eftermiddag og spurgte, om vi kunne finde en løsning, så de følte, at de kunne bruge gården til det, de skulle, og så jeg stadig kunne sove. Det udviklede sig til en lang snak om studier, min graviditet og sommeraftener, og jeg har nu 2 kommende pædagogstuderende og en kommende jordemoderstuderende, der står og tripper for at få lov at være barnepiger.

I lørdags holdt mine to, nye overboer fest det meste af natten, og jeg holdt ud helt til kl. 2.30, før jeg gik ud på altanen, og høfligt råbte, om det var muligt at dæmpe den del af festen, der foregik på altanen, bare lidt? I dag ringede det på døren, og udenfor stod to skamfulde ungmøer, der bare gerne ville sige undskyld. De havde snakket med pigerne i kælderen, og havde hørt, at jeg var gravid, og de så overordentligt lettede ud, da jeg spurgte, om vi ikke bare kunne aftale, at hvis de larmer alt for meget, så siger jeg til, og så lover de til gengæld ikke at synes, at jeg er den sure, gamle underbo.

I rest my case. Princippet holder stadig. Man HAR bare mere lyst til at tage hensyn til folk, man kan lide, end folk, der er nogle sure spassere.

“Armstrong styrtede før etapestart “

Er der ikke snart nogen, der forbarmer sig og stikker den mand et sæt støttehjul?

Jeg har ikke selv-valgt været i kirke siden min konfirmation. Det er ikke så slemt, at vandet i døbefonden fordamper, og præster falder jamrende på knæ, mens de slår korsets tegn for sig, når jeg til venners bryllupper og barnedåbs lægger vejen forbi, men jeg tror, at jeg indså at kristendommen was not for me, da jeg var omkring 17.

Jeg ville ønske, at jeg kunne tro. De mennesker, der gør, virker som om de hviler i visheden om, at der er en mening med det hele – trods alt. Også selvom vi ikke altid forstår den, og jeg har altid været misundelig på deres overbevisning om, at nogen et sted derude har en plan.

Men faktisk er det ikke den del af kristendommen, jeg savner mest i mit liv. Det er tilgivelsen. Ikke af omgivelserne, for den del af det synes jeg egentlig, at jeg er rimelig nede med, i det omfang jeg finder det nødvendigt, men derimod tilgivelse af mig selv.

Det der med at have en repræsentant for den øverste forældremyndighed til at sige, at hvad du end har gjort, så kan regningen betales med en bodshandling, og du kan give slip. Dét savner jeg. Vi andre troløse må klare os med den dårlige samvittighed, hvilket i bedste fald svarer til at være idømt en behandlingsdom på ubestemt tid, for hvornår har man angret nok? Hvornår kan man rette ryggen, puste ud og let it go? Hvor meget skyld, skam og fortrydelse går der på en enkelt tilgivelse? Jeg har ledt, tænkt og savnet, men jeg har stadig ikke fundet omregningsfaktoren.

Som alle andre, jeg kender, er jeg altid hårdest ved mig selv, og selvom jeg med mit hoved godt ved, at uanset hvor mange nætter jeg tilbringer i selvhadets skærsild, ændrer det ikke det fjerneste på, hvad det end er, jeg fortryder at have gjort, så føles det i hjertet alligevel som om, at det da er det mindste, jeg kan gøre.

Når jeg nu er så forfærdeligt et menneske, og ikke har en Gud til at insistere på det modsatte.

Nu siger jeg det for sidste gang: Vi går IKKE i bare tæer i det offentlige rum. Det er gøglagtigt og lowlife, og vi andre bliver dårlige ved synet af dine skæve, behårede hobbitklumper, og tanken om at du jokker i en lort.

Nu er det officielt: Min hjerne er smeltet.

Jeg bor i Århus, hvor mågerne er så store, at jeg selv har set et eksemplar af slagsen flyve afsted med en kvart pizza (stadig på paptallerken) OG en halv banan med skræl i næbbet, og har vidne, der vil aflægge ed på, at han har set en måge tage en solsort i flugten. Som i: En levende solsort. Af dem med næb, klør, vinger og sår’n. Velbekomme.

I denne uge er jeg kontordame, og i dag jeg har siddet med åbne dobbeltdøre ud til en baggård, hvor en fortvivlet mågeunge hele dagen har løbet rundt og sagt en ynkelig lyd, der mest af alt mindede om et fåre-bræg.

Måger er klamme. Måger er klamme, lige meget hvad folk siger.

Derfor finder jeg det helt ufatteligt, at man kl. 12 i dag kunne se mig løbe rundt i gården, tyk og i klip klappere, og opføre mig som en mellemting mellem en mågecoach, der forsøgte at få ungen til at gå ind i sig selv og finde VILJEN til at flyve, og den øverstansvarlige i kontroltårnet i færd med at lande et fly.

”Kom så! Ja!! Du kan godt! Nemlig! Mere af det der! JAJA!! Ikke give op!”

Forgæves.

Jeg tror, at jeg kunne have lært at flyve lige på stedet for at slippe væk fra mig selv.

Jeg kender mange mennesker, som lige nu står overfor en af de forandringer, der har det med at ændre livet for good. Flytninger, børn på vej og potentielle diagnoser, der ikke er ret sjove at få.
Vi har snakket meget om venner og venskaber.

For sjovt nok er forandring i livet som regel lig med oprydning i omgangskredsen. Det er som om, den nye fremtid tænder et slags spot, der pludselig oplyser strukturer og støvede kroge i venskaber, som ikke var tydelige i al den tid, hvor den ene dag bare tog den anden og ingen rigtigt tog sig tid til at bemærke rollefordeling.

F.eks. begynder man at lægge mærke til dem, der tager uden at give. Når man pludselig har ualmindelig meget, man har brug for at fortælle, opdager man, hvem der altid taler og aldrig lytter. Det bedste eksempel på dette var en bekendt af en bekendt, som fik konstateret kræft, og derefter måtte være den, der trøstede veninden: Hun kunne slet ikke tage mere, for ALLE omkring hende blev syge. Og hvor sandt – og trist – det end måtte være, synes jeg, at der er en, der er blevet lidt for vant til at være i centrum i venskabet, når situationsfornemmelsen og omtanken ikke rækker længere end det.

Og uanset om man står overfor noget stort, som er positivt og ønsket, eller noget negativt og svært, bliver det også pludselig tydeligt, at de fleste mennesker tilhører en af to grupper: Enten er de som udgangspunkt tilfredse med livet og indstillet på selv at tage ansvar for det, de ønsker at ændre, eller også tilhører de Klynkerne. Ikke dermed være sagt, at man kun kan være venner med folk, der altid har det nemt og aldrig oplever svære tider og kriser; man har bare meget mere lyst og overskud til at lægge skulder til, når det er en forbigående tilstand frem for en permanent.

Når der er forandringer på vej, bliver det klart, hvorfor det er vigtigt at omgive sig med positive mennesker; mennesker, der tager initiativ, genererer noget energi, og som man bliver ladet op af at være sammen med, så man er klar i hovedet og rustet til, hvad der måtte komme. De mennesker, der som passive, sorte huller suger al energi ud af dig uden at bekymre sig om at give noget igen, og som opfører sig som om venskab er noget, de har krav på, skal man overveje grundigt, om man kan rumme.

Og om man skal.

Må jeg lige starte med at sige noget, som slet ikke har noget med det, jeg egentligt ville sige at gøre, og som jeg godt ved, er en lille smule irriterende? Jeg elsker at træne! Og at undervise. Ligemeget hvor sur eller stresset jeg er, når jeg træder ind af dørene; lige meget hvor dårlig min dag har været, så er der altid renset ud og 0-stillet i hovedet, når jeg går ud gennem dem igen. Det MÅ være en af de allerbedste grunde til at dyrke sport: At dårligt humør ikke overlever en time i selskab med det.

Nå, men jeg havde bare lige lyst til at fortælle, hvordan status er med maven. Den bliver større. Mini er nu omkring 21 cm, hvilket er det samme som et A4 ark på den korte led, og vejer ca. 170 gram, hvilket er det samme som 1) en solid kyllingefilet eller 2) 2 magnumis eller 3) en IPhone. (Ja. Jeg vejede den. Jeg har en FEST!)

Fik jeg sagt, at der var nogen, der sparkede mig forsigtigt i maven forleden, mens jeg børstede tænder? Og at det slet ikke gjorde noget? Overhovedet?

Og så er vi ved at sjusse os ind på, hvilken retning vi skal i, rent musikalsk. (Det her foregår mest inde i mit hoved, for ifølge Bibelen kan mini ikke genkende musik endnu.) John Mayer giver mig ondt i maven, hvilket jeg tolker som moderat utilfredshed. Til gengæld virker det som om Ella Fitzgerald, Nina Simone, Moi Caprice og Infernal falder i ret god jord. Pink Floyd er udsat til efteråret, da jeg finder det blasfemisk at partere et album, og det stadig er alt, alt for varmt at sidde med hørebøffer presset mod maven mellem 90 og 120 minutter.

Men selvom den lille bandit får mig til at svede som et svin, ville jeg ikke bytte det her for noget i verden.

Jeg sveder. Jegsvederjegsvederjegsveder!

Og jeg VED godt, at vi – som alle mennesker siger hele fucking tiden – ikke må klage, men for satan. Jeg troede, at overophedning var et feature, der blev tilføjet i den sidste del af graviditeten, men åbenbart ikke her i huset.

Til gengæld har vejret gjort, at jeg igen har formøblet en hel weekend på hyggelige sommersysler. Denne gang var det frokostaftaler, hygge/bar-aften, (føltes utrolig underligt at bede om en diet coke med en mund, der var klar til at sige ’snakebite’) kagens dag (ja. Igen.) og grilltamtam i Mårslet.

Når det er så varmt, som det er nu, kan jeg under ingen omstændigheder stille skarpt på at skulle entrere en bus, og da jeg krakkede Mårslet, kunne jeg se, at der kun var 10 km derud, så jeg besluttede at cykle.

Jeg skriver ’kun’ for at illustrere min ufattelige naivitet og manglende evne til at omsætte 10 papirkilometer km til asfalt.

Vand i flasken, solcreme på armene, musik i ørerne og afsted. (Cykelhjelmen er ikke kommet endnu.) Havde kørt i under 10 minutter, da jeg greb mig selv i at ønske, at nogen ville lave en etnisk udrensning på naturen og udrydde alle de verpühlte dyr, der også skulle til Mårslet, og tydeligvis opfattede mig som the free ride.

40 bebakkede, svedende, kløende og storbandende minutter senere nåede jeg frem. Hvilket vel ikke helt kvalificerer mig til Tour de France, men på den anden side vel stadig er nok til at køre fra Lance A. (Som FANDME må være glad for sin hjelm, sådan som han ligger og snaver asfalten hele tiden!)

Omkring kl. 22.30 tænkte jeg, at det nok var på tide at vende snuden mod centrum. Havde trods alt ikke glemt, hvor langt der var derud, og ville godt hjem, inden det blev mørkt og suspekte elementer indtog og skamkørte det bakkede vejnet i udborede Toyotaer.

Havde faktisk En Naturoplevelse de første 10 minutter. Temperaturen var faldet, så det ikke længere føltes, som om luften var lavet af flydende lava, og jeg blev sådan helt ’de træer er over 200 år gamle, og hvor er vi egentlig små’-agtige. (Dog ikke mere zen, end at der stadig var underskud til at turbohadede det kriblende dyreliv.)

Men så blev det mørkt.

Og så blev jeg sindssyg.

Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg giver TV5 skylden, som de sidste par uger har kørt trailers for alt, hvad der er lavet af klamme, amerikanske og japanske gysere, med close up’s af underernærede, pjaltede og ualmindeligt vrede pigebørn, der hænger i loftet og kravler op af brønde og ud af fjernsyn.

Onde lyde fra underskoven, forvredne skygger og skilte, der til forveksling lignede noget, der var kravlet op fra Helvedes slimede dyb. Vil tro at min puls sneg sig op på omkring 250. Var simpelthen så pissebange til sidst, at jeg sad helt lænet frem over styret og cyklede så hurtigt, at min hestehale stod lige vandret bagud, og min tunge lå i cykelkurven.

Hvordan fanden skal jeg nogensinde på en troværdig måde blive nogens mor, der siger beroligende ting om nat og mørke? Jeg frygter, at et mere realistisk scenarie er Linda, der efterlader sit angste barn på en sti for selv at sprinte i sikkerhed.

Men jeg kan se, at jeg ikke er den eneste, der lider af problemet. Det trøster mig lidt.

Tror, at jeg vil stille mig ud i fryseren og skamme mig. Jeg skal bare lige være sikker på, at pæren forbliver tændt, når jeg lukker døren.