Uncategorized

Jeg er så fuckertræt i dag, at man ikke fatter det. Nogen her i huset synes nemlig, at ’dag’ er noget, der starter lige omkring kl. 3.30, og han er ikke umiddelbart til at overbevise om det modsatte.

(Hvor gamle skal de egentlig være, før man kan koste dem ud på en avisrute? I Kina kravler de vel nærmest lige fra skrævet til symaskinen for at sy sportssko til fede, hvide folk?)

Så jeg ville bare lige stikke hovedet herud for at fortælle to ting:

1)
Har I også spekuleret på, hvem der egentlig bruger testerne på make-up hylderne i Magasin? Jeg har. Har altid syntes, at det var drønklamt, at nogen kunne få sig selv til at dele bakterier på den måde.

Well….

Det viser sig, at målgruppen for kollektiv øjenbetændelse er enlige mødre med aftaler down town, der efter spinning har måtte storme ud af omklædningsrum med vådt hår og albinofjæs, fordi føromtalte barn er træt (fucking surprise!! 3.30, mand….), og truer med at bide struben over på barnepigen.

Så så man lige mig snige mig duknakket omkring i blandt eyelinere og pudderkvaster, mens jeg med lige dele skam og angst for at blive afsløret som Hende, Der Ikke Skal Købe Noget, forsøgte at komme til at ligne noget, der igen var værdigt til at indgå i civilisationen.

Svært at få gode resultater, når man forsøger at ramme øjenvipperne, mens man lader som ingenting, dog. Blev så forskrækket, da ekspedient kom svingende om hjørnet i en sky af lydefri teint og Dior, at jeg fik smattet mascara ud over det hele.

Og man kan jo for fanden ikke bede om en Kleenex til at rette op på de undvegne produkter, man står og er i færd med at stjæle, vel? Så forsøgte at fjerne det med en fugtet finger (som vi bliver nødt til at kalde det, for jeg Kan. Ikke. Holde. Ud, at jeg er blevet sådan en, der spytvasker mig selv), hvilket bare resulterede i, at jeg fik det tværet ud over hele øjenlåget og det meste af kinden.

Lignede en, der havde fået tæsk, da jeg gik derfra.

But I don’t care for

2)
jeg afløser på spinning hver torsdag hele måneden, og fra i næste uge har jeg min egen mandagstime igen. HURRA!! Fordi jeg har den bedste ven i verden, som godt kunne se, at jeg var lige ved at visne over, at microfonen var blevet taget fra mig, og som derfor ridderligt stillede sig selv og sin tid til tjeneste.

Så fra næste uge er det officielt muligt både at blæse og have mel i munden.

Med min nye make-up stil, skal jeg så nok bare være lidt varsom med ikke at komme til at stå med ansigtet mod vindretningen.

Hvis det her fortsætter, er vi snart klar til at tage Sølvfrø-prøven, Anton og jeg. Den udvidede. Uden korkbælte. Vi har i weekenden været på besøg i svømmestadion Danmark i Esbjerg, og holy fuck, hvor er det bare tusind gange mere lækkert end Gellerupbadet derhjemme.

For de uindviede kan jeg fortælle, at det er begrænset, hvor man kan gå til babysvømning i Århus, og da jeg er tæt på at være den ringeste svømmer i verden (og derfor selvfølgelig hader det), er det meget begrænset, hvad jeg har set af svømmehaller i Smilets By. Da min svømmemakker (ikke Anton. Den voksne af slagsen) foreslog Gellerup, tænkte jeg derfor, at det vel kunne være ligeså godt, som alt muligt andet.

Jeg tog fejl. For det første er der ikke plads til barnevogne nogen steder, hvilket jeg kan blive mere end almindelig irriteret over. I tilbyder babysvømning, for crying out loud. Havde I forestillet jer, at vi kom med dem i lommen? Og jeg siger ikke, at de skal rive hele hallen ned og bygge en ny for min skyld (jo, jeg gør. Lidt.), men altså.. et halvtag af plastik, eller noget? Lidt opsyn? Et eller andet? Jeg er ligeglad med, at det er Gellerup; jeg lader ikke en Oddervogn til 10.000 kr. stå og gøre sig lækker på en parkeringsplads uden anstandsdame nogen steder.

Skabene derude er lige præcis så brede, at der kan være en af de gammeldags gymnastiksko i dem. En af de der elastikbanditter med rågummisåler. Hvilket betyder, at man skal hoppe vandret ind i dem på den meget insisterende måde for at få plads til voksiposen. Pusletasken, overtøjet, skoene og træningstasken kan man jo så passende tage i kinderne.

Jeg ved godt, at jeg lyder pissesur, og det er jeg sgu også lidt, for jeg synes ikke, at det kan passe, at man tilbyder noget, uden at forholde sig til, om man rent faktisk har faciliteterne til det. Og det er ikke fordi, jeg er nærig, og bare har valgt det billigste. Jeg giver 70 kr. pr. gang, hvilket er, hvad det koster alle steder.

Nå, men som sagt var vi på visit i Esbjerg, og hvis jeg nognsinde skal gifte mig med en svømmehal, bliver det den. (Helle for at være den, der skal i kjole og diadem!) Der var en hel førstesal indenfor – som i: i tørvejr – at stille barnevogne på, og da jeg mumlende ærgrede mig over, at jeg havde glemt nøglen til min lås, døde de tilstedeværende nærmest af grin.

Der bliver ikke stjålet barnevogne i Esbjerg.

Åbenbart.

I receptionen var de ved at falde over deres egne ben for at hjælpe mig, og om jeg ikke ville låne en paraplyklapvogn til at gå rundt med ham i indenfor? Øhm.. Det ved jeg ikke?? (Sagde nej tak. Kunne ikke lige overskue at indrømme, at jeg ikke vidste, hvad en paraplyklapvogn var, eller havde fantasi til at forestille mig, hvad man skulle bruge paraplyen til indenfor) I omklædningsrummet var der – udover store skabe – 20 mormødre, der alle sammen forelskede sig i Anton på stedet (som kvitterede med gratis smil til hele banden, mens han lå i bar røv og sprællede af begejstring. Min lille skat), og selvom de ikke var ansatte (eller var de?), så gav det alligevel lidt mere hurra-følelse, end når man tudende bliver ignoreret i over en time. Babybadet var skærmet af, hele rummet var ekstra opvarmet, og der var puslefaciliteter derinde, hvilket letter badelogistikken en HEL del.

Til 65 kr.

I fucking love it.

Hvis ikke jeg passer på, ender det med, at jeg begynder at svømme. Sådan i virkeligheden.

Som en slags elegant kommentar til mit indlæg om store kokosnødder, har Nemesis nu sørget for, at min nye shampoo lugter meget kraftigt af melon. [Indsæt bryst-joke]

Hvilket teoretisk set ikke er en skid bedre end en hver anden afdeling i Frugt & Grønt, men hvor kokosnødderne giver mig let 80’er-kvalme, bliver jeg altid i godt humør af melonduften, fordi min ungdoms yndlingssolcreme duftede af det samme, så den får altid minder om Roskilde Festival, sol og kolde fadøl til at stå i kø. (Er det mig, eller er bloggen på det seneste kommet til at handle utrolig meget om alkohol??)

Det er sindssygt som dufte kan sparke døre ind til værelser fulde af minder; ikke bare begrænset til erindringer i billeder, men også uløseligt forbundet med følelser. Forleden, da jeg sad i toget, kom der f.eks. to fyre ind, der til forveksling lignede Mads Mikkelsens figur i Pusher. De satte sig lige ved siden af mig, og 20 sekunder efter kom jeg pludselig til at tænke på en kæreste, jeg havde, som ikke kunne give en kompliment, om så hans liv afhang af det. Det tog yderligere 3 sekunder for den gamle følelse af frustration at indfinde sig, og med sig i hånden havde den alle de gamle spekulationer om, hvordan en mand, der på papiret vidste så meget om følelser, og som selv havde så voldsomt et behov for ros, var ude af stand til at sætte sig i mit sted på netop dette punkt.

Hvilket fik mig til at tænke på en anden kæreste, der altid lød som om han læste op fra en bog, når han sagde noget pænt. Tanken var god, og fake it ’till you make it og alt det, men hånden på hjertet fandt jeg det tåkrummende pinligt, når han gjorde det, fordi han lød som en skuespiller fra en b-film, der havde svært ved at få sine replikker til at vende rigtigt i munden.

Den overvejelse ledte videre til spekulationen om, om vores generations mænd mon mangler et sprogligt register til at udtrykke kærlighed? Alle ved, at når vores fædre sætter en hylde op, eller ringer og spørger, om du mangler rawplugs, så betyder det ”jeg elsker dig”, men i takt med at jeg og mange af mine kvindelige jævnaldrende er blevet selvhjulpne i nærmest alle henseender, er der ikke meget gestus tilbage at udtrykke sig gennem. Og så er mændene måske tvungne til at forsøge sig med vores virkemidler, når de vil udtrykke deres kærlighed, hvilket for nogen kan komme til at lyde temmelig kunstigt og tillært.

(Og hvis du kun kender mænd, der er verbale genier, når det kommer til at utrykke sig emotionelt, så er det naturligvis ikke dig eller dine mandlige bekendte, jeg snakker om. Dit heldige bæst.)

Alt sammen pga. min tog-nabos valg af aftershave.

Det er muligt, at vejen til mandens hjerte går gennem maven. Vejen til min hjerne går åbenbart gennem næsen.

Ha HA!! Babysvømning, take two? Grande, grande succes.

Så meget, at jeg havde overskud til at stå i omklædningsrummet og spekulere på, om ikke vi snart er færdige med at lugte af ting, der ellers primært begår sig på palmer? Er det ikke rimeligt 1992 at stå og iføre sig noget, der får en til at lugte som verdens største kokosnød?

Personligt savner jeg ikke odøren af de suspekte produkter i bronzefarvede poser, vi nærmest badede i, når vi forsøgte at branke os i fast forward, inden vi skulle til fest på Handelsskolen i blazer, babydoll og Doc Martens.

Sådan er jeg rimelig alene om at have det i kvindeomklædningen i Gellerupbadet, hvor kokoslotion er the shit.

Jeg håber sådan, at det er forklaringen på, at jeg siden kl. 10.30 har haft lyst til et ordentligt svin af en Malibu og cola.

Anton blev skidt i går. Dislike gange 100. Han stoppede først med at trække vejret i hvad der føltes som 1000 år, hvorefter han sprøjtbrækkede sig på den måde, man ellers kun ser hos 15-årige alkoholnovicer til halbal, hvor det står ud af både næse og mund, og han blev simpelthen så forskrækket.

Det gjorde jeg sådan set også.

Det er i den slags situationer, at man virkelig kan mærke den sagnomspundne moderfølelse, for selvom man sidder der, gennemblødt og med kaskader af mælk, der lige har været en tur i centrifugen overALT, så er det bare skideligemeget, sammenlignet med at få trøstet den lille, bange fyr.

(Må dog indrømme, at jeg lige skelede til Iphonen, der lå ved siden af i sofaen, men den havde heldigvis valgt at placere sig ved bredden af søen sammen med sin bedste ven fjernbetjeningen.)

Da han endelig faldt i søvn i armene på mig, kom jeg til at hyle en lille smule på ham, fordi han fandme bare så så lille og sårbar ud, som han lå der med åben mund og tillid ud over det hele.
Jeg hader, at man ikke kan fortælle ham, at det bare var en grim forskrækkelse, og at det bliver godt igen. Eller .. altså, det kan man jo godt, men han forstår det ikke. Og derfor ligger jeg allerede nu søvnløs over mandag kl. 11.30, hvor han skal vaccineres.

Jeg troede, at jeg ville være markant mere cool med den slags, men det er jeg åbenbart ikke. Jeg kan næsten ikke holde ud, at de skal stikke ham med store, væmmelige nåle i hans små, bløde lår.

Ja, nåle. Plural. En i hvert lår.

Jeg VED godt, at det er pylret og dumt, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det bliver hans første møde med verden, som den også kan være. Den version, der gør ondt. Indtil nu er hans eneste erfaring med livet, at jeg er der og hele tiden forsøger at hjælpe ham, og dække hans behov. Nu skal han så lære, at der er situationer, hvor jeg ikke kan beskytte ham, men tværtimod skal være en del af det, der gør ondt (for lur mig, om ikke jeg skal holde ham, mens de stikker *hade-smiley*) og som han ikke forstår, og bare kan forsøge at trøste ham bagefter.

Åh! Hvorfor er der ikke nogen, der har opfundet en vaccine, som man kan give mig, og så kan han bare få the juices gennem mælken?

Jeg har en kammerat, der i sin fritid arbejder inden for servicebranchen, og som virkelig, virkelig, VIRKELIG brænder for det produkt, hans virksomhed leverer.

Han er en af de medarbejdere, der ser organisationen som et hele, og som derfor opererer ud fra devisen ”lad os hjælpe hinanden, så kunden får det bedste produkt.”

Det er der selvfølgelig en kvindelig mellemleder, der nu har fået ondt i røven over, fordi hun indeni er et usikkert, lille menneske er meget opsat på med næb og kløer at klamre sig til sin titel.

Hele miseren handler om Facebook, som virksomheden har valgt at være på, og som hun er administrator for. Problemet er bare, at hun er hundrede år og en dag om at svare på henvendelser, når kunderne skriver derinde. Derfor har min kammerat forsøgt at give siden lidt kunstigt åndedræt ved at svare på kundernes henvendelser, og poste info, som virksomheden vel at mærke selv har valgt at have hængende til offentlig skue i kundeområderne.

Nu har han så modtaget en meget spids mail om, at det altså ikke er HAM, der er administrator, så han bedes lade være med at svare på kundehenvendelser derinde. Og hvis han skal skrive noget derinde, så bedes han venligst udskifte sit profilbillede, hvorpå han er iført firmatrøje med logo, for – igen – folk kunne opfatte det som om, det er ham, der er administrator.

Det hører med til historien, at firmaet gennem flere år har valgt at give tøj med logo til medarbejderne i julegave.

Jeg bliver fandme så træt over at høre sådan nogle historier, for jeg synes – og nu bevæger jeg mig ud, hvor isen er usikker – at det er et problem, man primært hører om, når der er tale om kvindelige mellemledere. Når mænd vil pisse territorium af, er det min erfaring, at de gør de det ved at forsøge at blive bedre. Det er også min erfaring, at kvinder bitcher og spiller bestemme-kortet. I’m sorry, men det synes jeg. Og det går der godt nok meget god PR tabt ved, for den bedste reklame er tilfredse medarbejdere; det er dem, der bliver spurgt til familiefester – og svarer ærligt. Og det er da utilfredsstillende ad helvede til, at man skal forsvare en virksomhed og et produkt, som man godt selv kan se ikke fungerer optimalt, og da specielt, når der skal så lidt til for at ændre på det.

Hvis en virksomhed vælger at være på FB, må man antage, at de gør det, fordi de mener, at de kan hverve nye kunder af den vej ved at signalere, at de er med, hvor det sker. Så kan det sgu da ikke hjælpe, at de bliver sure over, at kunderne bruger det, eller opfører sig, som om de gør DEM en tjeneste ved at svare dem!?

Men min yndlingssentens i hendes mail er følgende:

”Som sagt tidligere så svarer jeg så ofte det er muligt – og nogen ting skal desuden ikke svares på. Jeg læser alt hvad folk skriver, men jeg ønsker ikke at vænne folk til, at de får svar med det samme om alt muligt.”

Nej, Gud da forbyde, at kunderne vænner sig til god service.

For det er jo ikke dem, I lever af, eller hvordan?

Det kan godt ske, at jeg ikke har sovet siden d. 18. november.

Det kan også godt ske, at jeg bander over, at man bør have snekæder på barnevognen, og at Århus Kommune ikke ejer så meget som ét jævnt fortov uden huller (seriøst: Hvad gør folk i kørestol? Der er ca. en million steder, hvor det er UMULIGT at komme rundt med hjul på).

Men når jeg sidder på spisebordet i nattøj med en kop kaffe, stearinlys tændt og Anton på skødet og kigger ud i mørket på sneen, mens han begejstret snakker til bilerne, der kører forbi, ved jeg, at det ikke bliver større end det.