Uncategorized

Godt. Så fik jeg tudet af og tørret øjnene og jeg erklærer hermed fredagens svømmeseance for værende åben for jokes. Det har f.eks. hjulpet at tænke tilbage på øvelsen, hvor ungerne skulle sættes ned i små baderinge: Alle de andre havde små, yndige flydere, der grinede begejstret, mens jeg havde den vrede doughnut med raseridrevet påhængsmotor, og set i bakspejlet er det faktisk meget sjovt.

På fredag er der (heldigvis!!) vinterferie, så vi har lige 14 dage til at samle kræfter og spænde vilje-musklen, før vi gør det igen.

Men ikke mere svømmesnak, for i dag skal vi snakke om en myte, som jeg forfærdelig gerne vil til livs. Alle livsfaser har deres charmerende one-liners, som omverdenen kan irritere én ud af huden med, f.eks. ”Hvorfor har en pige som dig ikke en kæreste?” og ”Skal I så bare sidde derhjemme og være kærestekedelige på fredag?”. Når man er alene med et barn, er sætningen: ”Nå, men det er da også en ret god forretning at være enlig mor, er det ikke?”

For åbenbart kender alle mindst én, der har en kommunal sponsorske så langt oppe i røven, at man kan ane guld i halsen på dem, når de åbner munden.

Jeg ved ikke, hvad disse mytiske kvinder har gjort for at fortjene, at Århus Kommune køber en 5 værelses lejlighed til dem down town, eller hvad fanden man skriver på en ansøgning, for at få sagsbehandleren til at punge ud for at få hår syet på (wtf!?), fordi man har tabt noget af det, da man ammede, men lad mig være den der siger, at det altså ikke er reglen.

Jeg får samme børne/unge ydelse, som alle andre med børn. Hverken mere eller mindre. Som enlig forsøger, har jeg derudover mulighed for at søge noget, der hedder forhøjet børnetilskud, hvilket er ca. 3300 pr. kvartal. Dette beløb kan søges af alle enlige forsørgere, dvs. at jeg også kunne søge det, hvis barnets far f.eks. sad i fængsel.

Ift. til institutionsplads (som enlige mødre i penthouselejligheder med påsyet hår åbenbart ikke betaler noget for), kan jeg oplyse, at min egenbetaling er udregnet på baggrund af min indkomst. Som tegnsprogstolk sidder jeg på lønstolen lige imellem pædagoger og folkeskolelærere; jeg ligger ikke og roder rundt nede i overførselsindkomstzonen, men det er heller ikke sådan, at McKinney-Møller arvingerne skuler misundeligt til mig, når jeg går forbi på gaden. Jeg får ”rabat” på ca. 52.000, fordi jeg er alene, hvilket vil sige, at hvis jeg f.eks. tjente 252.000 om året, ville de sætte min årsindkomst til 200.000, når betalingen skulle udregnes. I lavpraktiske tal betyder det, at mine venner med børn betaler ca. 1200 pr. voksen til institutionspladsen. Jeg kommer til at betale ca. 1050.

Boligydelse? Samme, indkomstbaserede historie, hvilket betyder, at jeg kan regne med at få ca. 150 kr. pr. måned, hvis jeg er heldig.

Så en hurtig sammentælling i hovedet giver et merbeløb til mig på 1400 kr. i måneden fra det offentlige, fordi jeg er enlig mor.

Og jeg vil gerne slå fast med store, fede syvtommersøm, at jeg synes, at det er uTROlig fornemt, at jeg overhovedet kan få noget. Jeg var min økonomi igennem med en lup, inden jeg fik Anton, for jeg synes ikke, at det virker rimeligt at sætte et barn i verden, hvis man ikke selv kan forsørge det hovedparten af tiden, men jeg har bestemt ikke fået ham for at score kassen.

Det bliver ikke mærketøj og røde bøffer hele vejen, men vi kan sagtens klare os.

– så nu ved I, hvorfor jeg går rundt og ser lidt tyndhåret og forvasket ud.

Nå. Han bliver så hverken dykker eller livredder.

Startede ellers meget godt med dyb fascination af varmerørene i omklædningen, og han var heller ikke utrøstelig over bruserne, men da vi kom i bassinet, blev han vred. Forsøgte at fixere ham med sutten. Gik dårligt. Forsøgte at udstråle ”Nej, hvor vi har det sjovt, og vand er ikke SPOR farligt!”. Hoppede han heller ikke på. Efter 10 minutter fornemmede jeg, at det ville tangere børnemishandling at blive i vandet, så med meget skrigende baby på armen, flygtede jeg ud i omklædningen.

Hvor han skreg.

Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg.

I 45 minutter.

45 minutter, taget til fange i fucking badedragt. 45 minutter, hvor det ene babyhold efter det andet passerede med smilende pludrebabyer og mødre, der kastede stjålne, medlidende blikke i min retning. Jeg holdt ud i 7. Så begyndte jeg også at tude.

Så sad vi dér.

Kunne i den forbindelse godt have undværet, at to af deltagerne på det efterfølgende hold, var piger, der sidder på en af de uddannelser, hvor jeg tolker. Farvel professionelle magtbalance. De var søde, og lod som om de ikke havde set, at jeg sad iført store lår og sammenbrud, men stadig.

Der kommer lige til at gå et stykke tid, før jeg kan grine af det her, for jeg havde sådan glædet mig til at gøre noget sjovt med ham, og det er ikke til at holde ud, at jeg åbenbart ikke kan ramme det niveau af stimuli, som er tilpas for ham. Føler mig som en mor, der har fundet sine opdragelsesprincipper i en bog af Sidney Lee og Malou Stella, når jeg sidder der, og tydeligvis er trampet ind over alle hans små grænser.

Bedre held næste fredag, Linda.

Når hele verden går på røven over et eller andet nyt, resulterer det som regel i, at jeg bliver kontrær og med vold og magt forsøger at undgå, hvad det nu end er, the fuss is about. Således var jeg i 1995 nok den sidste kvinde i verden, der læste Åndernes Magt, og jeg var ikke for fin til at blive en lille smule fornærmet på den over, at jeg faktisk syntes, den var god.

Så da hele verden sidste år blev zumbaficeret, gad jeg det allerede på forhånd ikke, og med en sjælden kombination af vilje og talent, er det lykkes mig at undgå fænomenet fuldstændigt.

Indtil i dag kl. 18.30.

For når barnemanden kan passe Anton, er svaret: ”JA TAK!” og så skal jeg sgu nok lære at elske, hvad der end er på holdplanen. Even zumba.

Så nu har jeg prøvet det, og det var en meget …. beige oplevelse. Jeg hverken hader eller elsker det, for helt ærligt: Er det ikke bare old school Jane Fonda low tilsat noget AOF salsa?

Det som dog er helt forrykt er, at ham eller hende, der har udtænkt zumba, har været i så dårlig form, at vedkommende ikke har haft luft til at cue, så en del af konceptet er (hvis der skulle sidde en enkelt læser i et mørkt hul på månen), at instruktøren ikke må sige noget, men at deltagerne bare skal lade sig opfylde af den hellige dans og følge med.

Jeg tror ikke, at jeg fornærmer nogen, når jeg siger, at det påvirker resultatet.

Og jeg må være ærlig og sige, at jeg til enhver tid foretrækker en spinningtime eller en gang combat over at ryste røv til Shakira sammen med en masse damer i bare tæer.

Eller også er jeg bare sur over, at jeg fik sidestik.

I dag er jeg godt, gammeldags blå.

Anton sover, dagene er længere og lysere og jeg har, takket være barnepige og frisør, markant bedre hår, end jeg har haft hele sidste år – og alligevel kan jeg ikke rigtig ryste vemodet og melankolien af mig.

Kontakter, jeg gerne ville bevare, glider ud. Jeg føler mig udenfor alting, og verden racer af sted uden mig. Jeg bliver bange for tiden, som både føles lang og alligevel smuldrer bort mellem fingrene på mig, og angsten for at miste gør mig trist og tung om hjertet.

I dag føles fremtiden som noget, der er fuld af fælder og spidse tænder, og jeg får ondt i maven af at tænke på den.

Og i weekenden melder de sne.

Øv.

Når Anton og jeg er hjemme i Århus, går der somme tider hverdag i den, selvom alle bøgerne skriver, at man skal huske at tage sig tid til bare at være, for ”den første tid kommer aldrig igen”.

Jeg går altid lidt i panik over at læse den slags. Vil jo gerne presse det maksimale ud af livet hele tiden og sådan, men altså … hjemme ved os kommer der ikke lige en fe og vasker tøj. Og slaven er NOGET lemfældig med rengøringen (det svin), og så må man jo gøre det selv, på bekostning af være-tiden.

Så noget af det bedste ved at være hjemme ved mormor og morfar er, at der er mulighed for at lade tiden gå i stå, og her til aften har jeg brugt 2 timer på bare at sidde ved brændeovnen med Anton på armen.

Jeg fatter ikke, at jeg har lavet et lille menneske, der er så fint. Opstoppernæsen, der indbyder til at blive fulgt med fingeren og de små ører, hvor det ene krøller mere, end det andet. Det skaldede hoved med de høje tindinger, kinder, der ser ud som om de er lavet af marcipan, og små, brede fødder, man MÅ nulre, fordi det ville være synd at vække ham ved at bide i dem.

Når han er rigtig veltilpas, smiler han i søvne, og trækker vejret ind med den fineste minilyd i verden.

Ind imellem linder han lige på det ene øjenlåg for at tjekke, at jeg stadig kigger beundrende på ham – og det gør jeg.

Han er det bedste, jeg nogensinde har gjort.

De første par dage efter, at jeg havde født, havde jeg ikke fantasi til at forestille mig, hvordan jeg nogensinde skulle blive i stand til at købe ind igen, for jeg fik angstkløe i ganen, når jeg forsøgte at overskue tanken om at få både afkommet og mig selv klar på bare nogenlunde samme tid, OG få barnevognen op af kælderen.

Den første uge gik, og jeg var lige ved ikke at være ked af, da vi fik forbud mod at gå ud, for så havde jeg en undskyldning for ikke at give mig i kast med projektet.

Efter 3 uger blev bommen løftet. På det tidspunkt havde jeg fået så meget inde-spat, at det overskyggede Klargøringsangsten, og selvom det var med mere vilje end elegance, kom vi ud.

Så begyndte jeg at stresssvede ved tanken om at skulle i mødregruppe, for hvordan fanden skulle jeg være i stand til at gennemgå hele ovenstående cirkus for så at gentage det med modsat fortegn og publikum et vilkårligt sted i Århus?

Efter 5 uger mødtes vi første gang, og alle ungerne snorksov sig gennem seancen.

Hver eneste gang jeg begynder at have fod på noget af alt det her mor-halløj, udløser det lige præcis overskud nok til at begynde at frygte det næste projekt, uanset om det er offentlig amning, (hvad nu hvis mælken er skredet i blufærdighed?) det lovpligtige møde på arbejdspladsen senest 8 uger efter man har født, (hvad nu hvis han bare skriger og skriger og skriger?) eller at bevæge sig væk fra de sikre pusle/amme-zoner, hvor man kan søge dækning, hvis ungen går i flitsbue, når man er ude (hvad nu hvis han går i stykker af sult eller ulykkelighed, når jeg står på en mark 10 km uden for Århus?).

Men jeg har lovet mig selv, at vi skal prøve det hele, mens jeg er på barsel, og der er tid til at ringe efter en spændetrøje og røde indlæggelsespapirer, så en efter en æder jeg mig som en lille angst, men stædig Pacman gennem forhindringerne.

Så i morgen skal vi ud og køre med tog. Langt! Og jeg er på forhånd ved at skide en hel koloni af snemænd. Jeg har ALDRIG skænket en tanke, at det kunne være første gang, nogle af de mange mødre med barnevogne, jeg har set på perronen, skulle med tog, men lige pludselig melder en mur af spørgsmål og forhindringer sig. Hvordan kommer vi i det hele taget ned på perronen? Hvor fanden er elevatoren? Og hvordan, åh kære Gud hvordan, skal vi få 20 kilo vogn, 5,5 kg. barn og dobbelt op på bagage løftet ind i toget? Hvem spørger man? Og hvad hvis de siger nej? Eller spørger mig, hvor de skal tage ved? Ved jeg sgu da ikke, mand! Har aldrig løftet dyret før. Så kan man stå dér og ligne en nybagt idiot.

Og så er vi ikke engang nået til hele hvad-gør-vi-med-ren røv/surt barn/amningsproblematikkerne.

*suk*

Hvis det er rigtigt, at mod er at være bange og gøre det alligevel, vil jeg gerne indstilles til en heltemedalje af en slags.

Vi sover. Vi sover ikke altid lige meget, længe eller dybt, men vi sover. Er sat ind med nazi-stilen, hvor Anton max får lov at være vågen i 2 timer af gangen, og så er der tvangsputning med sut og Solen er så rød, mor på repeat.

Hurra. Hu-fucking-ra!

Alt den søvn (mit tidligere jeg griner højt et sted ude i fortiden) betyder, at min personlighed pludselig er kommet ud af skabet igen; i ét gigantisk spring med diadem og et begejstret ”Tadaaaah!”, og der er gang i nogle af de gamle mekanismer igen. I går grinede jeg f.eks. meget højt og længe, helt uden hysteriske undertoner. Jeg har også overskud til at være træt af, at jeg synes, jeg er post-graviditets-tyk (den del af mig selv har jeg ikke savnet), og der er tankekæder bestående af mere end 2 led. Så den anden dag, da jeg sad og ammede, var der noget, der gik op for mig.

Og inden I læser, hvad jeg skriver nedenfor, skal I LOVE, at I ikke farer i tastaturet og roser mig, for det kommer unægteligt til at lyde som om jeg fisker, og det er IKKE det, der er meningen.

Jamen, jeg skriver ikke mere, hvis ikke I lover det!

Amager halshug?

Ok, så.

Jeg har fundet ud af, hvorfor jeg bliver så forbandet, når folk omkring mig uopfordret ringer eller stiller med gode råd (keyword being uopfordret).

Det er fordi, jeg i mit tyndslidte, nærtagende øre hører det som om, at de ikke synes, jeg gør det godt nok.

Tænk, at det er derfor. Det er så banalt, at det kommer helt bag på mig selv.

Mine medlemmer i fitnesscentret var altid søde til at komme og sige tak for en god time, min chef i tolkejobbet var god til at klappe på skulderen, og mine kolleger, for hvem jeg er TR, highfivede mig med jævne mellemrum for mit arbejde. Alt det er jeg på barsel fra, og nu skal jeg til at redefinere mig selv og mine styrker og svagheder, og det er bare pissesvært, når den eneste, der i virkeligheden kan evaluere mit arbejde, sover i heldragt med tryklåse.

Den del af min hjerne, der stadig klamrer sig til de sidste rester af social kompetence, ved godt, at alle – uden undtagelse – mener det godt, når de ringer for at fortælle, at det bare er et spørgsmål om at hænge en stofble op foran barnevognen, når han skal sove, for så er alle problemer løst. Jeg ved virkelig godt, at det er et udtryk for kærlighed og et forsøg på at komme mig til undsætning.

Det bliver bare så problemorienteret, og jeg ville sådan ønske, at de også en gang i mellem ringede for at sige, at de synes, jeg gør et godt stykke arbejde. Sådan helt uden aber dabeis.

Arh! Fingrene af tasterne! I lovede!