Uncategorized

Da jeg startede på handelsskolen, gik jeg i alt for store Guns n’ Roses t-shirts og militærskjorter, Doc Martins og rød attitude, og jeg svor, at de aldrig skulle have held til at ændre mig og gøre mig til En Af Dem.
På hue-billederne 3 år senere, er jeg iført mørk blazer og hvid skjorte.
Og ikke på den ironiske måde, I might add.
Da jeg blev gravid, svor jeg, at jeg ikke ville blive en af de mødre, der glemte både sig selv og det faktum, at andre ikke nødvendigvis synes, at barnet er ligeså fantastisk, som man selv gør. Jeg gik til fester, som jeg plejede, spiste (næsten) som jeg plejede, og underviste i både pump, spinning og combat, indtil 3 uger før jeg fødte.
Jeg skulle jo for fanden bare have et barn, og det projekt kunne sagtens eksistere parallelt med mit Liv Som Linda. Ikke?
Så fødte jeg, og da de første læsere begyndte at forsvinde, fordi der var gået mommyblogging i den, gjorde det nærmest fysisk ondt, for deres sortie var et tydeligt bevis på, at jeg var blevet det, som jeg aldrig troede, jeg skulle blive.
Til at starte med strittede jeg imod, både IRL og på bloggen. Jeg slæbte Anton og 40 tons lort med i fitnesscentret og brugte 4 timer på at træne 20 minutter. Når medlemmerne spurgte, hvornår jeg kom tilbage til alle mine timer, undskyldte jeg nærmest, at jeg ikke var tilbage endnu, og når jeg skrev, forsøgte jeg at undgå at skrive om de ting, der er så kedelige, at man næsten bliver autist af at være i dem. Jeg prøvede at tage pis på det, der var så hårdt, at jeg ikke kunne beslutte mig for, om jeg skulle brække mig, hoppe i havnen eller melde mig ud, og jeg forsøgte ikke at blive alt for pastelfarvet omkring de mange, mange øjeblikke, der er så store og smukke, at man næsten ikke kan rumme dem, og den altopslugende, fuldstændig forrykte kærlighed, man føler, når man kigger på sit barn.
Mine forsøg blev mere og mere forkrampede, og frustrationen over at forsøge at få to meget forskellige identiteter til at smelte sammen blev værre for hver eneste dag, der gik.
I sidste uge sendte jeg så en besked til mine afløsere på alle andre timer end den, jeg kører igen; at de skulle betragte timerne som deres egne, for det var ikke realistisk at jeg kom tilbage foreløbigt. Jeg skrev til mit arbejde, at jeg forlængede min barsel med to måneder, og jeg lagde pludselig mærke til, hvor mange nye læsere, jeg har fået (velkommen til).
Hvor min handelsskoletransformation skete gradvis over 3 år, og hvor jeg er ude af stand til at pege på det præcise sted på tidslinien, hvor fællesskabfølelsen blev vigtigere end det at være et omvandrende statement, er det at få et barn er nok et af de eneste tidspunkter i livet, hvor man skifter identitet overnight, og hvor alle kan se det – og forventer det.
Og hvor nyhedens interesse fortager sig i forhold til de fleste andre livsændringer som f.eks. nyt job, ny kæreste eller nyt opholdssted, er jeg ved at få en mistanke om, at man med et barn er tilskuer til et ongoing miracle, der aldrig holder op med at forbløffe en.
Så det jeg egentlig vil sige med dette indlæg er, at jeg tror, at jeg er ved at føle mig til rette i min nye identitet. Jeg tror, at jeg har taget afsked med de ting, der ikke længere er mulige, og jeg tror, at jeg har sluttet fred med, at jeg, da jeg fik Anton, begav mig ud på en vej, som er ensrettet, og som redefinerer alt, hvad jeg er.
Jeg tror, at jeg endelig er blevet mor.

Jeg er skidt idag, og Anton opfører sig, som om han er aldeles ligeglad (wtf?!). Undtagen når jeg pudser næse, dog. Så opfører han sig, som om jeg prøver at ae ham med et tændt glattejern.
Skal man godt nok på FB for at få noget medlidenhed i det her hus??
(Selvmedlidenhed hjælper beklageligvis ikke.)

I dag skal vi snakke om reklamer, jeg ikke forstår, for måske er der nogen af jer, der kan opklare mysterierne for mig, og så er jeg fri for at begynde at klø i forståelsescentret, hver eneste gang, de ruller over skærmen. Jeg er sikker på, at der er mange, mange flere end de to, jeg har tænkt mig at hive frem, men nogen reklamer er SÅ dumme, at de bare skal ties ihjel. (Ja, Nykredit. Jeg taler til jer.)
Den første af de uforståelige er Kohberg. Ikke så meget deres reklame, egentlig, men mere deres nye pay-off (hedder det det? Her må fagkundskaben enten lige hjælpe eller bære over):
”Bager med fuldkorn”
Hvad sker der lige med den grammatiske form? Hvorfor skriver de ikke ”Bagt med fuldkorn”. Det giver da ingen mening det der, gør det?
Eller kan det finde på at være navnet på den kendte, indianske bager, der har udviklet opskriften?
Den anden reklame er Maggi Juicy Chicken. Igen er jeg ude efter deres pay-off (Aj, sig det lige. Hedder det det? Sgu da lidt irriterende, hvis det er helt forkert, og jeg bliver ved med at sige det.)
“It’s huggin’ good”Nu spørger jeg – og jeg spørger virkelig, fordi jeg er i tvivl – men er det ikke sådan et ”haHA! Det troede du nok lige, at vi sagde ’fucking’, hva!?”-trick? Er det ikke? Eller er det noget, som alle, der har haft perifer berøring med USA ved, at man siger over there? I så fald: Bare afbryd læsning her (og send mig en mail med forklaring, tak) Men hver eneste gang jeg ser den, bliver jeg virkelig forstyrret af, at jeg ikke kan komme i tanke om noget, der virker længere fra en verden, hvor man siger ’fucking’ end den gule, tyske plastikfamilieidyl, de forsøger at tegne et billede af.
Måske er reklamebranchen blevet helt, helt anderledes og revolutioneret, siden jeg gik på handelsskolen (ikke utænkeligt), men dengang snakkede man meget om, at reklamerne skulle repræsentere noget, som forbrugeren enten kunne eller gerne ville identificere sig med.
Og jeg har altså ikke tænkt mig at komme tilbage fra barsel, hvis det, vi alle sammen gerne vil være nu, er stilforvirrede native americans med hang til turban og tivolihypnose.

Forleden så jeg et afsnit af Two And A Half Men, hvori Charlie Sheen bliver slyngveninder med sin brors eks-kone, fordi han, hver gang hun fortæller om sine problemer, svarer: ”Jeg forstår”. Joken er selvfølgelig, at manden ikke på nogen måde forstår noget som helst, men at kvinden føler sig hørt. *klap-stavelser-smiley*
Min omgangskreds består fortrinsvis af kvinder, og det betyder at vi meget stereotypt både får luft og trøster hinanden ved at tale om tingene, men på det seneste har jeg snakket med flere af mine veninder om, hvor svært det egentlig er at sige det rigtige. For selvom intentionerne er de bedste, ender det faktisk med at generere mere frustration end trøst, når den der lytter, siger alt det forkerte.
Der er bred enighed om, at noget af det værste er at få ”- og tilbage til mig!”-svaret, hver gang man fortæller om noget, der er svært. Jeg tror faktisk, at det er et forsøg på at spejle, og dermed øge sin egen forståelse for samtalepartneres situation, for derved bedre at kunne trøste, men når alle svar starter med: ”Det kender jeg BARE godt, for det var ligesom dengang jeg..” kan det meget hurtigt komme til at føles som om, at den anden ikke lytter, men at man bare bytter taletid. Du får lov at tale nu, så jeg kan få lov at tale bagefter.
Feje-Af-Bordet-trøsten er næsten ligeså slem. Det er den, hvor du bestemt får at vide, at det du frygter, ikke kommer til at ske. ”Selvfølgelig er det ikke kræft!”. Nej, det håber jeg sgu heller ikke, men med den bemærkning er der ligesom lukket for, at jeg kan få lov at være bange, hvis ikke jeg vil ud i at argumentere FOR noget, som jeg virkelig, virkelig ikke håber, kommer på tale. Denne trøsteform virker faktisk kun, når man taler med sine synske venner.
Personligt må jeg dog sige, at det er Bagatellisere-forståelsen, jeg for tiden har det sværest med.
Og inden jeg begynder at male med selvmedlidenhedens tunge pensel, så siger jeg det lige, så alle ved, at den del er jeg med på: Jeg har selv valgt at få et barn alene. Og det er det bedste, jeg nogensinde har gjort.
Men når nogen spørger mig, om det er hårdt, og jeg siger ja, bliver jeg helt elektrisk indeni af irritation, når svaret lyder: ”Jamen, Helge arbejder også hele tiden, så det er det samme hjemme ved os.” Nej. Det er ej. For Helge kommer hjem, så der er nogen at snakke med, der rent faktisk svarer, og som også finder det oprigtigt interessant, at afkommet har gylpet sig igennem 5 sæt tøj på 3 timer. Han kan formentlig også stadig finde Føtex, eller lave mad bare engang i mellem. Du skal ikke bede om tjenester og stifte taknemmelighedsgæld for at få barnet passet, så du kan få tjekket dit underliv hos lægen eller få pandehåret klippet ud af øjnene, og Helge med de to arme kan vel også holde ungen, så du kan gå ud og skide i fred, hvilket man overraskende nok skal både koncentrere sig om og slappe af, for at kunne gøre, så du slipper for at blive syg af forstoppelse. Så nej. Det er ikke det samme hjemme ved jer. Hvis vi kan blive enige om det, vil jeg til gengæld gerne slutte op om, at jeg ikke ved, hvordan det er, at have et spædbarn og en kæreste, der opfører sig, som om man forvandlede sig til Askepot, da man fødte.
Fik jeg lige hidset mig selv op der? Det gjorde jeg vist. Jeg bliver bare så træt af, at folk spørger for så at krydse af i ”Forkert”, når jeg svarer. Og det er ikke fordi, jeg vil have ynk. Jeg vil bare gerne have forståelse. Fuldstændig ligesom i tv-serien.
Om jeg selv er bedre? Desværre nej. Jeg er også skyldig i samtlige anklagepunkter.
Hvis det er nogen trøst.

De sidste mange uger er der en fra min opgang, der har sat sin cykel på min barnevognsplads i kælderen.
Min plads, som jeg møjsommeligt har ryddet, spurgt pænt om lov til at have og hvor jeg hver eneste gang, jeg sætter vognen, forsøger at fylde så lidt som overhovedet muligt.
Og uden at jeg skal kede jer med de logistiske detaljer om at få tryllet en barnevogn ned i en låst kælder, samtidig med at man får barn og frostvarer ind og 2 mennesker pakket ud af overtøj og voksiposer, så kan jeg oplyse, at det der, der altid står på frostvarer om, at man ikke kan genfryse indholdet, når det først er tøet op? Det passer ikke.
Eller.. Det er (tilsyneladende) ikke farligt.
Nå. Men i går stod den igen og grinede af mig, den gamle rustne lortebunke af en møgcykel. Og så blev det bare lige for meget. Så.. altså… jeg … kom lidt på … på en måde… ved en frygtelig fejl, selvfølgelig….
Ok, fuck it: Jeg gemte den. JA! Jeg gemte den! Og jeg frydede mig hele aftenen ved tanken om, hvordan spasseren er kommet for sent på arbejde, fordi han ikke kunne finde den!
Man skal aldrig messe med en kvinde, der inderst inde er 4 år gammel.

Så blev det godt nok Sarah, der vandt X-Faktor? Hmm. Havde ellers heppet på Anne Louise. Synes, at hun har sådan en fin blå og røget stemme, men når en konkurrence afgøres med sms-stemmer, må man bøje sig for smartphonegenerationen, og hun synger nu også ok, den lille drengepige.

Men jeg må indrømme, at jeg blev lidt træt, da jeg spadserede en tur forbi min FB væg og kunne se, at the gay community gik helt ballistic. På one small step for man, one giant leap for mankind måden. Og altså. For helvede. Hvorfor kan vi ikke bare konstatere, at ungen har x-faktor, og derfor er fortjent vinder? Hvorfor skal det absolut gøres til sådan noget gay-pride noget?

Jeg synes, hun er sej. Jo, jeg gør. Og jeg synes, at det er fantastisk, at man i så ung en alder er helt på det rene med, hvem og hvad man er. Men jeg forstår vist stadig ikke, hvorfor en kæmpe gruppe af mennesker pludselig gør krav på hende, og gør alt, hvad hun kan til et spørgsmål om, hvem hun går i seng med, og jeg synes lidt at det er at stramme skruen, at gøre det til historie, at en homo har vundet X-Faktor.

Personligt mener jeg, at mennesker, der dømmer andre ud fra, hvem de bliver kærester med, skulle have lemlæstelige tæsk, og jeg kan, om det så gjaldt mit liv, ikke se, hvad fanden problemet er, og hvordan det nogensinde skulle få betydning for, hvordan man passer sit arbejde, eller opdrager sine børn.

Og jeg forstår godt, at homoer grupperer sig, går i byen samme steder og hænger ud med hinanden, fordi der er nogle ting, vi andre bare ikke fatter, og fordi man altid, uanset om vi taler om religion, køn eller civilstatus, har mest til fælles med sine egne.

Jeg får det bare lidt, som jeg får det, når jeg læser i avisen, at en eller anden virksomhed har ansat en KVINDELIG top-chef; jeg tror aldrig, at jeg har set det fremhævet, når en virksomhed har ansat en MANDLIG top-chef.

– og inden rødstrømperne går helt bananas i kommentarfeltet: Jeg VED godt, at vi stadig ikke har ligestilling, og at det handler om, at det stadig er mest forventeligt, at der sidder en mand i toppen, ligesom jeg også er sørgeligt klar over, at homoer bliver diskrimineret, og at det derfor kan være nemmere at prøve at skjule, hvem man er. Og det er fandme trist.

Jeg synes bare, at både kvinder og homoer og alle mulige andre minoriteter selv er med til at holde liv i Os vs. Dem, når de fremhæver forskelligheden, hver eneste gang det går godt

Jeg har fået brev fra min forsikring i dag, som fortæller mig, at ”vi løbende udvikler vores forsikringer, så de passer til vores kunders behov” så nu ”opdaterer vi din hjemmeforsikring, samtidig med, at vi desværre må hæve prisen som følge af stærkt stigende skadeudgifter”.

Det er fandme det mest forlorne ’desværre’ jeg har set på skrift i årevis.

Må jeg komme med et forslag? Kunne vi prøve at holde lidt igen med de der opdateringer? For jeg kunne bedre lide min forsikring for 2 år siden, hvor den var 1000 kr. billigere, og jeg tror godt, at jeg selv kan punge ud, hvis jeg bliver udsat for tricktyverier derhjemme (aj, men for satan!).

Det kan også undre mig umådeligt, at dækning af skader på cykel i tilfælde af færdselsuheld skal vælges til og koster ekstra, mens min ægtefælle eller samlever, der bor i beskyttet bolig er omfattet af opdateringerne.

Jeg kan lige se for mig, hvordan de sidder omkring kaffebordet og brainstormer på usandsynlige skade-typer, som 1 promille af deres kunder har behov for, hvorefter de udpensler dækningen af disse i detaljer i brevet, så man skal forledes til at tro, at man får en heeeeel masse for de 20 %, præmien pludselig stiger. Om året.

Og de der ’stærkt stigende skadeudgifter’? Hvem fanden er det, der er så klodset, at det koster os alle sammen 500 kr. ekstra? Er jeg ved en fejl endt i samme forsikringsselskab som samtlige motorikspassere i hele Danmark?

Jeg hader forsikringsselskaber.

Mens jeg gik og var tyk og byggede rede, forsøgte jeg at bevare et rimelig realistisk billede af, hvad man har brug for, når man får et barn. På den ene side vil man gerne købe det hele, for alting er jo for fanden sødt i størrelse x-small, men samtidig har man heller ikke lyst til at købe så meget, at ungen må gå rundt i størrelse 56, til han fylder 5, fordi der ikke var råd til mere.

Jeg forsøgte derfor at tænke lidt økonomisk og spare hvor jeg kunne, så jeg lånte et sæt babyalarmer, som så ud til at være lige noget for mig: Hvide, robuste plastikkasser (=kan tabes) med tysk brugsanvisning (tysk holder. Altid. Det ved alle) og valgmulighederne ”Tændt” og ”Slukket”.

Så kom Anton, og on/off viste sig at være for overvældende at skulle sætte sig ind i, så efter 2 måneder havde jeg stadig ikke fundet ud af andet, end at få dem til at larme (=on) eller ikke larme (=off). Med det resultat, at altandøren bare stod åben hver gang han var ude og sove, for jeg kunne simpelt hen ikke holde ud af have dem tændt.

Jeg minder lige om, at han ankom i november. Åben dør + permafrost = meget kold lejlighed.

For en måned siden opgav jeg så, og smed 1300 kr. efter et sæt funklende, nye alarmer.

Og jeg elsker dem, som var de Antons uægte søskende. De er formidable, og ligner lidt nogle små walkie’er, hvilket jeg forestiller mig, at vi nok skal få noget sjov ud af, når han bliver stor nok til at tage fat i dem, og bede om at blive hentet ind, roger, over and out. Der er små pictogrammer på, de kan måle temperatur osv. og så lyser de, når ungen hyler, hvilket betyder, at man også kan se, at nogen er ved at gå amok derude, selvom man er i gang med at støvsuge.

Beklageligvis er de så gode, at jeg modtager signalet fra dem, der bor ovre på den anden side af karreen, hvilket er ca. 20 kilomenter væk, (fik fandme et chok første gang, jeg sad og læste, og der pludselig var en voksen, der brølede ”Hallo?! Hallo?!” på mit stuebord), men de skratter ad helvede til, når forældrene derovre tænder deres, fordi de trods alt har lidt svært ved at finde signalet gennem de tusinder af lag af beton.

Det er PISSE irriterende, og jeg ville ønske, at de ville skride over på en anden kanal.

”Hvorfor gør du det ikke bare selv?” hører jeg jer spørge. Fordi jeg var her først, så A er MIN kanal! (og lidt fordi jeg ikke kan finde ud af det.)

I dag overvejede jeg seriøst at lade Anton ligge og skrige i 5 minutter, bare for at irritere dem nok til at forføje sig.

Den store pædagog. Det er mig.