Uncategorized

Jeg var ovre i mit nye center og undervise i dag.

Nå, lige meget. Videre til historien.

Men altså. Man løber jo ikke efter hende ud i centret i bar røv, vel? Og der var ikke andre tilbage i omklædningen, jeg kunne bede om at stikke efter hende, så jeg besluttede mig for bare at aflevere dem i receptionen, når jeg gik.

Jeg svinger tasken over skulderen, går over til hende og rækker frem efter hovedtelefonerne, mens jeg siger:

”Det er ikke dine, vel? For jeg..”

”… så.. hende … der gik.. ” (wtf??)

Totalt med løg på, mand! Hvor gode nerver har man så!?

For jeg er lidt forpustet i de her dage. Synes pludselig at det vælter frem med møder og surpriseopgaver af den slags, man godt et sted i en perifær afkrog af kalenderhjernen ved ligger på lur, men som man helt forskrækket tænker: ”Ajmen, det er da ikke NU?” om, når de springer frem med et ”TA-DAAH!!” Og når arbejdsdagen ikke skal være mere end to timer længere, end den plejer, før hele læsset vælter, og jeg sidder og damage controller, fra Anton er puttet, til jeg selv rammer dørken, (gror de maritime metaforer også på jer?) synes jeg pludselig, at det bliver lidt småt med tid.

Hvilket er grunden til, at det eneste, jeg blogmæssigt kan tilbyde i dag, er et kort kig på tværsnit af min hjerne fra dagens 5 timer i bil.

– Ih, hvor jeg altså synes, at LOC er pæn. Er man for gammel til plakater?

– SKRID NU FLUE!!! KÆFT, hvor irriterende! Hvordan kom den ind?? Ignorer den. Ignorer! Sgu da for dumt at gå glip af Antons opvækst, fordi jeg absolut MÅ vinde kampen over det lille lortedyr, og derfor glemmer at styre.

– HEY!! Kan sgu da bare hænge dem op inde ved Anton, og sige, at det var ham, der ville have dem!

– Hvor ER kaffe egentlig undervurderet. Varmer dejligt i en øm hals, smager godt, velegnet at vågne på (og det er derfor, at te aldrig kommer til at overtage verdensherredømmet!), og virker så fint som icebreaker i mit job. Folk vil én alt det bedste, og er altid utroligt gavmilde med flødeboller og hjemmebag; det er bare så svært at tolke med en kanelsnegl i hånden. Kaffe er måden at sige ja tak nok til, at de ikke føler sig som lorte-værter, samtidig med, at jeg kan passe mit arbejde – uden at blive tyk(kere).

– Åh nej, Steve. i(m)Sad.

– Jeg ELSKER min GPS!! Prøv lige at TÆNK, hvor meget Krak-print, jeg skulle have siddet og bladret febrilsk i, med den ene hånd på rattet og et halvt øje på vejen, hvis jeg skulle have fundet det her sted for 3 år siden. (Later-mover-Linda. Det er mig.)
– Er det for prætentiøst at købe en diktafon? Jamendeterbarefordi! Jeg kommer altid i tanke alting, når jeg kører, både blogindlæg, ting, jeg skal huske at købe og alt muligt andet vigtigt, men tilsyneladende er min hjerne tilsluttet bilmotoren, og slukker derfor sammen med GPS’en, når jeg parkerer.

– Nej! Nejnejnej! Hvad er nu det!?! NEJ! Hvad er det for en lampe??! Hvorfor lyser den?!

Et katastrofeblinksbelyst ophold i nødsporet senere:
Ok, rolig nu. Roooolig nu. (- men præcis hvor almindeligt er det, at biler eksploderer? *ængstelig-smiley*) Træk vejret og brainstorm på alt, hvad du ved om udstødningsproblemer. GO!

Og bare så alle kan falde i søvn i aften, kan jeg berolige med, at problemet viste sig at være overgnavede kabler. ”Ja, du har da ordentlig haft gnavere på besøg!” som den sjove Renaultmand spøgte.

Personligt mistænker jeg Anton.

Nå, men her er gået ret meget tid med at våge over barn, der lider af den vrangforestilling, at han kan både gå og løbe, og jeg har lyst til at beklæde alle vægge og kanter med skumgummi og bobbleplast, så vi er beredte, næste gang han beslutter sig for at lege chicken med tyngdekraften.

Men midt i al dramaet har jeg helt glemt at fortælle om i fredags, hvor jeg var ovre og træne.

Vi står stadig op omkring kl. 5 hver dag, så når det passer med mit arbejdsskema, bliver Anton fluks flyttet ud i bilen, når han begynder at blive lang i blikket, hvor min præfabrikerede træningstaske allerede står stand by. Så haster vi i samlet trop til træningscentret, hvor klapvognen foldes ud, og Anton bliver puttet lige uden for spinninglokalets vinduer med babyalarmen monteret i fodenden. Her sover han under mit kyndige opsyn og –hør (?), mens jeg sveder. Turbobad til mig, og efter 50 minutter er 2 x Elvis klar til igen at forlade bygningen.

Så i fredags sidder jeg på cyklen.(Ved ikke, hvorfor denne historie foregår nutid, der ellers er forbeholdt politimænd og professionelle sportsfolk, men det føles rigtigt.) Jeg har lige fyret op for Examples ‘Changed the way you kiss me’ (som nok er det fedest spinningnummer i 7-800 år), og ja. Der synges. Dynen i klapvognen er faldet til ro, og det insisterende ”BA!BA!BA!BA!BA!” er reduceret til lige-på-kanten-af-god-nat-mumlen.

W.T.F!!?

Med mit barn i.

Da jeg efter 2,24 nanosekunder står i mandens ansigt med hvad-HELVEDE-laver-du!!? smurt ud over det hele, kigger han på mig og siger:

”Ja, han græd. Jeg ved ikke, hvad der er i vejen.”

Ja, altså. Det sagde jeg jo ikke, vel? For et sted i mit hoved ved jeg jo godt, at han bare ville hjælpe, så jeg formåede at holde det til et stramt ”Tak for det, jeg tager den herfra” og undlod at rive struben over på ham med neglene.

Hvorfor hedder det ikke: “Skulle være gået til Louis Nielsen”?

Der bor 71.000 mennesker i Esbjerg.

Så når det bliver min tur på apoteket, og jeg siger ”Hej. Jeg skal hente noget medicin, der er ringet ind til min søn og jeg?” og damen ved disken uden ophold svarer ”Ja, til Linda og Anton?” – så bliver jeg fandme imponeret.

Jeg er 34 år, hvilket med LOC’s poetiske ord betyder, at jeg er halvvejs gennem pisset. Forudsat at jeg ikke træder ud foran en lastbil, selvfølgelig. Efter 3 årtier i mit eget sel(v)skab, har jeg så småt sluttet fred med den, jeg er. Jeg kender mine stærke og svage sider, og er ret klar på, hvor jeg selv er med til at bære til bålet, når tingene går galt. Nogle af de mindre flatterende sider af min personlighed arbejder jeg med, andre lever jeg med, som f.eks. mit temperament og min udpræget høje grundspænding.

Som f.eks. dyremennesker.

Den ro de udstråler, er uhyggelig, mand. Får mig til at føle mig som det mest støjende og overfladiske menneske i verden, og på samme måde som jeg får skyldkløe over det hele, hver gang politiet kommer forbi, giver de her mennesker mig altid fornemmelsen af at være endt op med de helt forkerte værdier..

Sig det!

Hej. Jeg hedder Linda. Jeg er ikke hidsig og hysterisk; jeg er sinke og motorisk udfordret.

Anton har været til fotograf her i weekenden. Ja. Jeg ved det. Jeg troede heller ikke, at vi var sådan nogen, men efter at tilmeldingssedlen havde siddet på garderobedøren hos Tyttebøvserne i 3 uger og emmet ”…og du er HELT sikker på, at du er ligeglad med at få din søns barndom foreviget…?” bukkede jeg under for presset, og skrev os på.

Én ting er de babybilleder, hvor ungen ligger på fars tatoverede arm og ligner noget, en tjener skal til at skovle over på din tallerken, men helt i særklasse er bryllupsbillederne.

De ’sjove’ billeder, hvor manden kigger op under kjolen, eller kvinden ligger på knæ og manden spiller kostbar, giver mig lyst til at kravle ind under gulvtæppet af skam på parrets vegne.

Og hvis min mand sagde ja til at lade sig fotografere med en sort paraply magen til min den hvide, ville det være grund nok til hive op i skørterne og sprinte tilbage til kirken i mine diamantbesatte Nikes (hvad!? Bliv SELV gift i stiletter, når du er 1.80!), mens jeg råbte ”IKKE ALLIGEVEL!!!” af mine lungers fulde kraft. Der mener jeg faktisk ikke, at man kan tillade sig at blive hverken sur eller forbavset, når han om 2 år stikker af med sin frisør.

Det eneste billede, som virkelig sagde mig noget, var det sort-hvide, semidystre foto, hvor brud og gom sad på hver sin perronbænk i støvregn og kiggede alvorligt lige ind i kameraet.  Det synes jeg til gengæld var hysterisk fedt.

Jeg kan ikke finde ud af at indstille radioen i min bil, hvilket betyder, at jeg har P3 på alle mine kanaler. Da der er grænser for, hvor meget P3, man kan tage, uden at føle trang til med fuldt overlæg at køre sin bil hårdt ind i en betonmur (seriøst: Jeg forstår ikke, at man som journalist ikke er nødt til at afbryde udsendelsen for at sparke sin kollega i løgene, når han i ramme alvor fortæller en historie om en mand, er vandrer rundt i bjerge og dale i et ’kopieret’ terræn.), oplever jeg i disse dage glade genhør med mine gamle cd’er.

I går, da jeg kørte til Århus, havde jeg fået smidt Bon Jovi’s New Jersey i tasken. (Og jeg er ligeglad med, hvad ALLE siger: Det album HOLDER!) Mens jeg sad og sang med, kom jeg i tanke om, at det var den plade, Rune havde med til engelsktimerne i 8. klasse, hvor vores engelsklærer var hip nok til at lade os analysere sangtekster, i stedet for andre markant mindre relevante ting, som f.eks. Shakespeare.

Det er 20 år siden.

Jeg ved ikke, om jeg som 20-årig flygtede mere end jeg flyttede, men fact er, at jeg følte mig fastlåst i den person, som vi alle ved fælles hjælp havde fået mig gjort til. Jeg syntes, at Esbjerg husede de mindste mennesker i verden, og jeg følte ikke, at der var hverken plads til eller forståelse for dem, der ikke lagde sig pænt til rette i skabelonen.

Da jeg flyttede, var jeg faktisk ikke længere bange for at være anderledes, men jeg var arret på kryds og tværs over den behandling, det havde udløst at være det. Og så var jeg træt. Træt af små, bitte mennesker, træt af offerrollen og træt af at slæbe rundt på min egen historie.

Hvilket nok er en stor del af grunden til, at jeg ikke har været udelt begejstret over at flytte tilbage, for jeg er så meget på vagt overfor alt og alle, at jeg er som en overspændt guitarstreng. Jeg er så bange for at gamle bekendte fordeler rollerne i forventning om, at jeg stadig er den, jeg var, at jeg er meget tæt på at gøre det til en selvopfyldende profeti.

Men måske er det tid. Måske er jeg der, hvor jeg er nødt til at rejse tilbage til udgangspunktet for at forstå, at den person, der gemte sig under alle lagene, viste sig at være den rigtige. Og at det derfor ikke længere gør nogen forskel, hvor jeg placerer mig fysisk og geografisk.

I bund og grund er det vel den endelige test. Hvis jeg kan tage tilbage og opdage, at ingen længere har magt over mig eller mulighed for at gøre mig til den, jeg var, forstår jeg måske, at den, jeg er i dag, er den rigtige version af mig, og ikke bare noget, jeg leger indtil nogen råber: ”Afsløret!”

Jeg beklager den lave frekvens af indlæg på bloggen, men jeg er – stadigvæk, for satan i hede, hule helvede! – syg, og mine tanker bevæger sig derfor med samme hast som en skildpadde på valium, der svømmer rygsvømning i sirup.

Anton er ligeså skidt (men har arvet sin mors konkurrencementalitet, og forsøger at toppe mig med en gang øjenbetændelse) og vågner derfor en gang i timen fra jeg putter ham til kl. 3, hvorefter han sætter intensiteten op, og vågner hver halve time, indtil jeg giver op.

Vil I have mig undskyldt et øjeblik, mens jeg går ud og hænger mig?