Nå, men her er gået ret meget tid med at våge over barn, der lider af den vrangforestilling, at han kan både gå og løbe, og jeg har lyst til at beklæde alle vægge og kanter med skumgummi og bobbleplast, så vi er beredte, næste gang han beslutter sig for at lege chicken med tyngdekraften.
Der kommer nok også lige til at gå et år eller to, før lyden af hans lille (stadig hårløse) hoved, der ramte dørkarmen, fortager sig.
Men midt i al dramaet har jeg helt glemt at fortælle om i fredags, hvor jeg var ovre og træne.
Tillad mig kort at opridse de praktiske rammer omkring arrangementet først.
Vi står stadig op omkring kl. 5 hver dag, så når det passer med mit arbejdsskema, bliver Anton fluks flyttet ud i bilen, når han begynder at blive lang i blikket, hvor min præfabrikerede træningstaske allerede står stand by. Så haster vi i samlet trop til træningscentret, hvor klapvognen foldes ud, og Anton bliver puttet lige uden for spinninglokalets vinduer med babyalarmen monteret i fodenden. Her sover han under mit kyndige opsyn og –hør (?), mens jeg sveder. Turbobad til mig, og efter 50 minutter er 2 x Elvis klar til igen at forlade bygningen.
Anton er stadig, af princip, imod søvn, så han har for vane at ligge og snakke/synge/råbe for sig selv, indtil han – meget modvilligt – må overgive sig.
Så i fredags sidder jeg på cyklen.(Ved ikke, hvorfor denne historie foregår nutid, der ellers er forbeholdt politimænd og professionelle sportsfolk, men det føles rigtigt.) Jeg har lige fyret op for Examples ‘Changed the way you kiss me’ (som nok er det fedest spinningnummer i 7-800 år), og ja. Der synges. Dynen i klapvognen er faldet til ro, og det insisterende ”BA!BA!BA!BA!BA!” er reduceret til lige-på-kanten-af-god-nat-mumlen.
– da jeg pludselig i alarmen hører: ”Nå, lille ven. Ligger du der og græder? Hvad er da det for noget?”
W.T.F!!?
Og da jeg kigger op, står gammel, trenchcoatbefængt mand og låser min klapvogn op, som han derefter spadserer af sted med.
Med mit barn i.
Vi ved nu, at man sagtens kan spurte i spinningsko.
Da jeg efter 2,24 nanosekunder står i mandens ansigt med hvad-HELVEDE-laver-du!!? smurt ud over det hele, kigger han på mig og siger:
”Ja, han græd. Jeg ved ikke, hvad der er i vejen.”
Nej. Det gør du ikke. For du kender ham ikke. Men det gør jeg, FOR HAN ER MIT BARN, OG DU HAR KRAFTEDEME BARE AT HOLDE DINE KLAMMME NIKOTINSNITTER AF HAM!!!!
Ja, altså. Det sagde jeg jo ikke, vel? For et sted i mit hoved ved jeg jo godt, at han bare ville hjælpe, så jeg formåede at holde det til et stramt ”Tak for det, jeg tager den herfra” og undlod at rive struben over på ham med neglene.
Hvilket jeg egentlig godt vil have en medalje for, nu I spørger.
Ja, det er et ret actionpacked liv, vi holder os hernede på havnen.