Uncategorized

I mine voksenår har jeg fået mig en tandlæge, som er så begejstret for mine tænder, at hun de første par gange, jeg var på briksen, kaldte på sin klinikassistent, så han også fik mulighed for at beundre kunstværket. Jeg ved ikke helt, hvad der er så fantastisk ved mit tandsæt, men de lovpriser skoletandplejen i Esbjerg, så man nærmest skulle tro, at det var en guddommelig instans. (Selv husker jeg det mest som et sted, hvor man skulle være MEGET stille, hvis man sagde “av!” – ellers fik man skæld ud, fordi man skræmte de andre børn i venteværelset. Jeg kan også huske de små bægere i forskellige farver, vi fik, når vi skulle skylle munden med flour, de røde sladretabletter, vi skulle spise efterfølgende (som smagte en lille smule af lakrids), fornemmelsen af at kraniet krympede to numre, når bøjlen blev strammet, og endelig hvordan jeg flere gange gik lige direkte ind i væggen, når de havde overdoseret lattergassen.)

Undtaget det årlige tandtjek, hvor jeg ligger og forsøger ikke at have spyt på tænderne, tænker jeg sjældent på min tid i børnetandplejen, men forleden befandt jeg mig hos en skoletandlæge og det var som at være 9 år igen. Jeg kan oplyse, at det er unødvendigt at konservere en børnetandpleje i Den Gamle By: Om 200 vil den stadig se ud som den gjorde for 22 år siden.

Der vil stadig være de samme, gamle plakater fra Sundhedsstyrelsen, både den, hvor man kan se, hvor mange sukkerknalder der er i en cola, og den, hvor mad med ben løber om kap; hvor æblet, mælken og rugbrødsskiven vinder i overlegen stil, mens kagen, colaen og lakridsen kommer humpende bagerst med stok og sidestik. Der vil stadig være gamle reoler med gamle blade, bamser, som ingen gider lege med, og ansatte, der omtaler de tilstedeværende forældre i 3. person: “Du skal være ekstra grundig, når du børster de nye kindtænder, og det vil mor garanteret gerne hjælpe dig med.” Lur mig om ikke også, man stadig kan finde den samme, gamle køleskabsboks, som indeholder de samme klistermærker, som man må få, når man er færdig.

Gad vide, om Lisbeth egentlig stadig er tandlæge på min gamle skole? Om børnene stadig forsøger at trække vejret gennem munden, fordi hun har nikokaffeånde? Og hvornår man i stedet for klinikassistenter begynder at ansætte kustoder?

I mit forhold til andre mennesker, har jeg altid lidt af skizofreni. Den ene side af mig elsker selskab. Den anden har voldsomt behov for at være alene. Det er relativt let at løse, hvis jeg er alene, og pludselig får lyst til være social. Det er straks sværere, hvis jeg er sammen med nogen, og pludselig får akut behov for at være lone wolf. Jeg bliver en dum og tarvelig kælling. Rastløs, pirrelig, ikke mentalt tilstede, og hvis mine tanker var tekstede, ville jeg kunne se frem til at tilbringe resten af mit liv i yderst fortjent ensomhed. Samtidig har mit overjeg travlt med at skælde ud, fordi jeg ikke bare kan hygge mig, men absolut skal ødelægge alting med min selvdestruktive, socialt deforme personlighed. (Mit overjeg er ikke specielt venligt eller forstående anlagt.)
Sideløbende med disse muntre tanker, bliver jeg ramt af jante. ‘Hvem fanden siger, at vedkommende ikke sider og tænker præcis det samme om dig? Folk sidder jo ikke bare her og venter på, at det behager dig at drysse selskabsstøv på dem, vel?!.’ Jeg godt ved, at det ikke er dem. Det er mig, den er gal med. Hvis jeg til sidst undskylder mig og tage flugten, ender jeg tit med at tage fornemmelsen med hjem. Meget svært at koncentrere sig om at noget som helst, når mentalkanalen kører et indslag med titlen: “Du fortjener at rådne op i ensomhed, din utaknemmelige kost!”
Hvis man kan gradbøje elendighed, så er det værste, når behovet for Lebensraum opstår, når jeg er sammen med nogen, jeg ikke kender så godt. Hvis jeg befinder mig hos dem, kan jeg selvfølgelig relativt nemt trykke på escape. Det er mere kompliceret, hvis de er hos mig. Trangen til ro og rum kan ramme som et lyn fra en klar himmel, og den har ikke det fjerneste at gøre med personen, jeg er sammen med. Det er bare ikke så nemt at forklare folk, jeg ikke kender. Hvis jeg bliver overmandet af fornemmelsen, forsøger jeg først at ignorere den, derefter at tankeoverføre ‘gåhjemgåhjemgåhjem’, men det er sket mere end en gang, at jeg til sidst er blevet så desperat, at jeg har kigget på folk og sagt “Du skal gå hjem nu.” Jeg forstår så absolut dem, der fandt det lige besværligt nok. Er faktisk mere imponeret over dem, der tog udfordringen op.
På den måde kan man fremtrylle issues, hvis man synes, at man har det for nemt. Tænk, hvis jeg en dag får et virkeligt problem.

Som den samfundsbevidste borger jeg er, har jeg for tiden påtaget mig at holde hånden under den samlede verdensøkonomi. Mit visakort er nu så velafrettet, at det selv hopper op i hånden på mig, når vi passerer en kontantautomat. Når jeg bliver besat af Den Købelystne Klæbeånd, lider jeg af den tvangstanke, at jeg kan købe, hvad der passer mig; Verden skylder mig big time, og jeg kan bare bruge løs. (Desværre har selvsamme ånd en uheldig tendens til at fortrække tilbage til den mørke side, når vi får brev fra banken, og skal forklare, hvordan man på en time kan få hårdt brug for 4 par nye sko.)

Idag forsøgte jeg at hjælpe Houng, der arbejder på Only’s jeansfabrik i Thailand. De 3 par jeans jeg købte, kan vel holde ham med the ugen ud? Men han gør det ikke nemt for mig at hjælpe ham, den lille. Jeg har prøvet 17 par jeans idag, og jeg undrer mig. Hvorfor er det, at halvdelen af dem følger almindelige buksestørrelser, og den anden halvdel følger tommesystemet? Og har de ikke mønstre, skabeloner eller vejledninger, de følger? (Slår mig lige, at det måske er fordi man ikke kan læse, når man er 5 år?) Jeg har købt 3 par jeans i 3 forskellige størrelser og 2 forskellige længder. Det giver da ingen mening, når det er fra samme firma?? Jeg ved godt, at der er forskel på modellerne, men 34″ i længden er vel 34″? (Selv en 5-årig kan vel bruge en linial?)

Endelig vil jeg gerne vide, hvad det er, der sker, når man kommer ind i et prøverum? Så står man dér, og ligner en deform strandvasker. De eneste prøverum med rigtig belysning og gode spejle i Århus, befinder sig i lingeriafdelingen i Magasin. Jeg ved ikke, hvordan det lykkes dem at forvandle Ulla Terkelsen til Tyra Banks – og jeg er egentlig også ligeglad. Det holder! Og så er der den der Bunny stemning, hvor der vimses og rettes og alle er sexede. Hmm… Måske kortet og jeg lige kunne nå en tur i Magasin i morgen?

De seneste dage har jeg modtaget en del henvendelser vedrørende min blog. Nogle positive, andre negative. Fælles for dem alle er, at ingen af dem er lagt som kommentarer her på sitet. Jeg har modtaget vrede sms’er fra folk, der føler sig hængt ud, er blevet ringet op og stoppet af andre, som har moret sig eller følt, at der er blevet sat ord på noget, de selv har rodet med, og endelig har jeg af omveje modtaget en lind strøm af 2. håndskommentarer. Det er dejligt at vide, at I er derude, og at I læser med. De positive kommentarer er selvsagt rare at få, men jeg er udemærket klar over, at når man lægger noget til offentligt skue, vil det, der falder i nogens smag, falde andre for brystet. Det er ok. Uenighed og diskussion giver gode muligheder for at blive klogere og få udvidet horisonten. Det gavner bare ingen, når de negative kommentarer kommer til udtryk som verbale overfald på gaden og mumlen i krogene. Derfor vil jeg gerne skrive et par linier om, hvad min blog er, og hvordan jeg bruger den. I stedet for at skulle gentage min forklaring 10 gange i real life, vælger jeg derfor at skrive den her – hvor jeg jo så ved, at den bliver læst…

Modsat hvad nogen tilsyneladende tror, så er bloggen ikke tænkt som hverken domstol eller tabloidavis. Min blog er mit redkab til at få styr på mine tanker og bevare overblikket i mit liv. Hvis nogen føler sig personligt forfulgt, kan jeg kun sige, at det ikke har været min hensigt, da jeg skrev pågældende indlæg. Jeg forstår mig selv og mit eget liv bedre, når jeg perspektiverer til verden omkring mig. Jeg forsøger at skrive, så eksemplerne kan bruges, uden at folk kan genkendes. De mennesker, der kender mig privat, kan naturligvis gennemskue, hvem der gemmer sig bag de forskellige pseudonymer – men da det er mennesker, som i forvejen sidder på 1. parket i mit liv, kender de historierne, længe inden de rammer bloggen. Ingen andre aner, hvem jeg snakker om, og det er ikke mit indtryk, at det interesserer folk. De få gange jeg er blevet spurgt om identiteten på nogen i et indlæg, har mit svar været, at hvis jeg ville have kaldt vedkommende ved navn, havde jeg gjort det på bloggen. Jeg er som sagt ikke ude på at ødelægge noget for nogen eller at hænge nogen ud.

Når det så er sagt, vil jeg gerne understrege, at det her er min blog. Jeg vil under ingen omstændigheder acceptere at blive pålagt censur, eller dikteres hvad jeg må skrive herude. Under hvert eneste indlæg ligger en åben invitation til at argumentere imod mine synspunkter eller anfægte mine subjektive sandheder. Den mulighed er alle læsere mere end velkomne til at benytte sig af. Og hvis man får forhøjet blodtryk af irritation over bloggen og dens indhold, ligger løsningen jo heldigvis lige for: Lad være med at læse den.

I dagens udgave af Urban, kan man læse historien om Peter, der tidligere tæskede sin kæreste. Han var ret grundig, og hun lever idag med braktud og nedsat hørelse som souvenir fra sin tid med ham. Peter har valgt at fortælle sin historie, fordi han har fået hjælp og idag kan få afløb ved at ‘at gå en tur på havnen’. Historien melder ikke noget om, hvor stor pågældende havn er, eller om den befinder sig i en anden by – må immervæk kræve mere end bare en 10 minutters slentretur at trampe vold af den kaliber ud af systemet. Jeg er absolut for, at der findes steder, hvor mænd som Peter kan få hjælp. Jeg bliver bare meget, meget træt, når jeg ser Peter udtale følgende:

“Det er svært at sige til nogen, at du har tævet din kæreste.”

Stakkels Peter. Helt, helt urimeligt, at man ikke bare omkostningsfrit kan banke sin kæreste handikappet. Det er naturligvis ham, det er synd for.

Jeg forstår ikke helt, hvor den er forsvundet hen, logikken. Når man handler på en given måde, påvirker det naturligvis andre menneskers opfattelse af dig. Min venindes utro flirt, som efterhånden har lagt ryg til en del eksmpler her på bloggen (og det, som er til at blive sindsyg over er, at jeg faktisk godt kan lide ham. Jeg kan bare ikke få hjernen omkring, hvordan en sympatisk fyr som ham kan lægge den opførsel for dagen?), er endnu et godt eksempel på, at “Hvis: A – Så: B”-logikken er afgået ved døden. Han har (som tidligere nævnt) opført sig som hendes kæreste i alles påsyn, de er ankommet som par til fester, og han kender så udemærket til alle rygterne. Alligevel er han pigesur over, at hun har fortalt andre om deres forhold.

En anden lille pige jeg kender, lider alle helvedes kvaler og har fået lykke udskrevet på recept, fordi det er så svært for hende, at ham, hun holder af, leger kæreste med hende, men er gift med en anden. Beklageligvis læser de sammen, og selv efter at han har været det tarveligste menneske i hele verden overfor hende, er hun så bange for at være illoyal, at hun holder på hans hemmelighed, selvom hun bogstavelig talt bliver syg af det. Han pisser hende op og ned af ryggen uden på noget tidspunkt at overveje, at det alene er hendes tavshed, der gør, at han stadig har en kone at komme hjem til. Hun har film- og billedmateriale nok til at sprænge hans ægteskab og liv, som han kender det, i stumper og stykker. Han er enten meget modig eller meget dum.

Heksen på kvisten oplevede for nyligt, at det ringede på døren kl 5.30. Udenfor stod Gammel Flamme med et frækt tilbud. Selvsamme Gamle Flamme, som tidligere har udtalt, at han følte sig forfulgt, fordi han fandt det påfaldende, at hun ofte var i byen, når han var. Jeg skal selvfølgelig ikke udelukke, at det var Stockholmsyndromet, der ledte ham til hendes dørtrin, men han så nu ikke specielt traumatiseret ud, da han gik. Når man i ramme alvor udtaler den slags, for derefter at komme snigende i nattens mulm og mørke, så må man forvente, at veninderne hører om det. Ikke desto mindre fornemmede vi, at Flammen efterfølgende ikke var helt tilfreds med, at historien om hans stunt undslap dobbeltsengen.

Nu er det så, jeg gerne vil vide: Hvad er det, de her drenge mener, pigerne skylder dem? De har ikke gjort noget som helst for at fortjene hverken venskab eller loyalitet. Deres arrogance og fornærmede attituder får det til at se ud som om, de mener, at pigerne er underlagt tavshedpligt. De opfører sig som om, at de ikke har del i situationen eller ansvar for egen adfærd. Som om det er pigernes udtalelser, der gør dem utro og utroværdige. Hvis man nu gerne vil have, at alle folk synes, at man er en super fin fyr, så kunne man – jeg tænker bare højt nu – måske prøve at opføre sig ordenligt? Jeg begriber ikke, hvordan man oprigtigt kan mene, at de mennesker, man har behandlet skidt, skylder én deres loyalitet. Er det bagsiden af medaljen, når man som generation har beskæftiget sig med psykologi og tekstanalyser fra 3. klasse? Er det fordi, vi tror, at hvis vi bare er ærlige om egne behov og tilbøjeligheder, så er det fribillet til at gøre, hvad der passer os, uden at andre mennesker kan tillade sig at have en holdning til det? “Jeg har jo sagt, at jeg ikke kan vælge/det er svært at sige, at man tæver sin kæreste/du vidste fra starten, at jeg var gift og ikke ville gå fra hende.” Én ting er, at man gør, som man gør. Det er et valg, man træffer. Men at man samtidig insisterer på, at resten af verden skal synes, at det man gør, er i orden; det synes jeg godt nok er at stramme den. Al psykologi i verden ændrer ikke på det faktum, at i samspillet med andre mennesker, får du stadig, hvad du giver, og høster hvad du sår. Heldigvis.

Hvor har det været en fantasisk weekend. En af de weekender, hvor man er tæskefuld af overskud, når man hopper i kuverten søndag aften. Hvor jeg godt kan overskue, at det er mandag i morgen, at de næste 14 dage bliver hæsblæsende, og at jeg stadig har lunger som pensioneret storryger fra Asbestfabrikken. En af de weekender, hvor man ikke bare snakkede om Aros, men rent faktisk kom afsted. Hvor alting gik op i en højere enhed, og der var tid til alt det, som er blevet forsømt alt for længe; det, som jeg i hverdagen ikke opdager, at jeg savner, men som jeg bliver overvældet og taknemmelig over, når jeg får præsenteret. Life is good.

Det burde jo ikke være så svært. Man skal bare holde munden lukket, så er man home free. Beklageligvis kan det være nærmest fysisk umuligt. Hemmeligheder er noget sjovt noget. Alle elsker at høre dem, de fleste elsker at fortælle dem (hvis de er saftige nok), men ironisk nok har de kun værdi, så længe de er – netop – hemmelige. Når først alle kender historien, er der ikke noget sjovt ved at være en af de indviede mere.

Når vi fortæller hemmeligheder, gør vi det ofte for at placere os socialt i forhold til hinanden. Vi kan på den måde vise andre, at vi stoler nok på dem til at betro dem noget vigtigt, enten om os selv eller om nogen vi kender, og således indlemme dem i gruppen. Vi kan også bruge dem som statussymboler; til at signalerer ‘jeg tilhører inderkredsen’. Det er derfor også en vigtig forudsætning for en god hemmelighed, at den handler om fælles bekendte. Ikke særlig ophidsende eller cool at vide, at din venindes ukendte granfætter er kleptoman, vel?

Der er forskel på 1. og 2. hånds hemmeligheder. Hvis jeg fortæller min veninde noget fra mit liv, og beder hende holde det for sig selv, så bliver jeg vred, hvis hun fortæller det videre. Hvis jeg derimod fortæller hende en hemmelighed om en anden, som jeg selv har fået fortalt (og ikke af hovedpersonen), er det svært at blive sur over, at hun gør, hvad jeg selv lige har gjort.

Ligeledes er der forskel på, hvor hemmelig en hemmelighed er. Nogle hemmeligheder er offentlige, og alle fortæller dem glad og fro videre; det er gratis, for sladrehanken kunne være hvem som helst. Det eneste det kræver at få lov at fortælle dem er, at man starter med at sige: “Du må ikke sige det til nogen, men ..”. Man bliver ikke sur, når man finder ud af, at veninden har viderefortalt dem til kæresten – det var nærmest forventeligt.

Andre hemmeligheder er så hemmelige, at man ikke kunne drømme om at fortælle dem videre. Nogensinde. I nogle tilfælde fordi det ville ramme den person, de handler om så hårdt, at man ikke kan forsvare at bruge dem til at gøre sig interessant eller bonde med andre. I andre tilfælde fordi man selv har så meget investeret i hemmeligheden, at man ikke kan fortælle den uden selv at ryge med i faldet. Partners in crime.

I gråzonen finder man de ting, man selv bærer rundt på, men som man aldrig har fortalt til nogen. Er det en hemmelighed, hvis man er den eneste der ved det? Eller er det bare tavs viden? Måske det kræver flere indviede, hvis en oplysning skal klassificeres som ‘hemmelig’?

Der er intet der binder folk sammen som hemmeligheder. Som med tavshedspligt, der ikke ophører ved endt ansættelse, sættes man heller ikke fri af sit løfte om at holde på en hemmelighed, når man mister kontakten med folk. Det har jeg et rigtig godt eksempel på. Jeg har bare desværre lovet ikke at fortælle det til nogen.