Det burde jo ikke være så svært. Man skal bare holde munden lukket, så er man home free. Beklageligvis kan det være nærmest fysisk umuligt. Hemmeligheder er noget sjovt noget. Alle elsker at høre dem, de fleste elsker at fortælle dem (hvis de er saftige nok), men ironisk nok har de kun værdi, så længe de er – netop – hemmelige. Når først alle kender historien, er der ikke noget sjovt ved at være en af de indviede mere.
Når vi fortæller hemmeligheder, gør vi det ofte for at placere os socialt i forhold til hinanden. Vi kan på den måde vise andre, at vi stoler nok på dem til at betro dem noget vigtigt, enten om os selv eller om nogen vi kender, og således indlemme dem i gruppen. Vi kan også bruge dem som statussymboler; til at signalerer ‘jeg tilhører inderkredsen’. Det er derfor også en vigtig forudsætning for en god hemmelighed, at den handler om fælles bekendte. Ikke særlig ophidsende eller cool at vide, at din venindes ukendte granfætter er kleptoman, vel?
Der er forskel på 1. og 2. hånds hemmeligheder. Hvis jeg fortæller min veninde noget fra mit liv, og beder hende holde det for sig selv, så bliver jeg vred, hvis hun fortæller det videre. Hvis jeg derimod fortæller hende en hemmelighed om en anden, som jeg selv har fået fortalt (og ikke af hovedpersonen), er det svært at blive sur over, at hun gør, hvad jeg selv lige har gjort.
Ligeledes er der forskel på, hvor hemmelig en hemmelighed er. Nogle hemmeligheder er offentlige, og alle fortæller dem glad og fro videre; det er gratis, for sladrehanken kunne være hvem som helst. Det eneste det kræver at få lov at fortælle dem er, at man starter med at sige: “Du må ikke sige det til nogen, men ..”. Man bliver ikke sur, når man finder ud af, at veninden har viderefortalt dem til kæresten – det var nærmest forventeligt.
Andre hemmeligheder er så hemmelige, at man ikke kunne drømme om at fortælle dem videre. Nogensinde. I nogle tilfælde fordi det ville ramme den person, de handler om så hårdt, at man ikke kan forsvare at bruge dem til at gøre sig interessant eller bonde med andre. I andre tilfælde fordi man selv har så meget investeret i hemmeligheden, at man ikke kan fortælle den uden selv at ryge med i faldet. Partners in crime.
I gråzonen finder man de ting, man selv bærer rundt på, men som man aldrig har fortalt til nogen. Er det en hemmelighed, hvis man er den eneste der ved det? Eller er det bare tavs viden? Måske det kræver flere indviede, hvis en oplysning skal klassificeres som ‘hemmelig’?
Der er intet der binder folk sammen som hemmeligheder. Som med tavshedspligt, der ikke ophører ved endt ansættelse, sættes man heller ikke fri af sit løfte om at holde på en hemmelighed, når man mister kontakten med folk. Det har jeg et rigtig godt eksempel på. Jeg har bare desværre lovet ikke at fortælle det til nogen.
Published by