Bare på beløbet, tak.

Som den samfundsbevidste borger jeg er, har jeg for tiden påtaget mig at holde hånden under den samlede verdensøkonomi. Mit visakort er nu så velafrettet, at det selv hopper op i hånden på mig, når vi passerer en kontantautomat. Når jeg bliver besat af Den Købelystne Klæbeånd, lider jeg af den tvangstanke, at jeg kan købe, hvad der passer mig; Verden skylder mig big time, og jeg kan bare bruge løs. (Desværre har selvsamme ånd en uheldig tendens til at fortrække tilbage til den mørke side, når vi får brev fra banken, og skal forklare, hvordan man på en time kan få hårdt brug for 4 par nye sko.)

Idag forsøgte jeg at hjælpe Houng, der arbejder på Only’s jeansfabrik i Thailand. De 3 par jeans jeg købte, kan vel holde ham med the ugen ud? Men han gør det ikke nemt for mig at hjælpe ham, den lille. Jeg har prøvet 17 par jeans idag, og jeg undrer mig. Hvorfor er det, at halvdelen af dem følger almindelige buksestørrelser, og den anden halvdel følger tommesystemet? Og har de ikke mønstre, skabeloner eller vejledninger, de følger? (Slår mig lige, at det måske er fordi man ikke kan læse, når man er 5 år?) Jeg har købt 3 par jeans i 3 forskellige størrelser og 2 forskellige længder. Det giver da ingen mening, når det er fra samme firma?? Jeg ved godt, at der er forskel på modellerne, men 34″ i længden er vel 34″? (Selv en 5-årig kan vel bruge en linial?)

Endelig vil jeg gerne vide, hvad det er, der sker, når man kommer ind i et prøverum? Så står man dér, og ligner en deform strandvasker. De eneste prøverum med rigtig belysning og gode spejle i Århus, befinder sig i lingeriafdelingen i Magasin. Jeg ved ikke, hvordan det lykkes dem at forvandle Ulla Terkelsen til Tyra Banks – og jeg er egentlig også ligeglad. Det holder! Og så er der den der Bunny stemning, hvor der vimses og rettes og alle er sexede. Hmm… Måske kortet og jeg lige kunne nå en tur i Magasin i morgen?