Linda

Kender I det, at man nogle dage ser det samme mønster gentaget i flere forskellige sammenhænge? (Og tror I også, at Kennedy i virkeligheden blev bortført af Ufo’er?) Lad mig forklare:

Jeg har lavet nyt program til min undervisning, og i dag opdagede jeg, at jeg – tilfældigt eller ubevidst – fået valgt en del sange, der alle er variationer over temaet ’du kan sige, hvad du vil – jeg er bare ligeglad, ha ha! (So!)’

Da jeg læste Lenes blog, kunne jeg se, at hun i forlængelse af sit seneste indlæg, får en ret hård medfart af en anonym kommentator. Da jeg lidt senere læste Camilla Lærke Mors’ blog (ja, jeg har stadig ferie. Hvorfor spørger du om det?), kunne jeg se, at ca. 20 mænd havde lagt deres høtyve og fakler længe nok til at skrive kommentarer, hvori de kaldte hende psykisk syg, skabet og ynkelig, og da jeg her til aften sad og beundrede mine nye træningsbukser, fik jeg at vide, at jeg ikke var 16 år mere.

Og så var det, at jeg kom til at tænke på, om jeg nogensinde, ever, i hele mit liv, har været rigtig, ægte ligeglad, når jeg har fået en negativ kommentar?

Jeg nåede frem til nej.

Når en læser lægger en vred eller personlig kommentarer på bloggen; når et medlem kritiserer min undervisning; når en mand råber af mig i trafikken, når en døv synes, jeg taler for hurtigt: Jeg bliver påvirket af det HVER gang. Hvilket jeg faktisk synes er temmelig irriterende, for jeg ville enormt gerne hvile så meget i mig selv, at jeg kunne se objektivt på kritikken og skille snot fra skæg.

Det ville være ret brugbart i forhold til at blive ved med at udvikle mig, hvis jeg kunne tage den kritik til mig, der var berettiget og lade den anden fare, i stedet for hver gang at begynde at forklare og forsvare mig. Det ville være rart, hvis jeg kunne trække på skulderen og med sindsro sige, at det ikke betyder noget for mig, hvad andre tænker – men det ville være løgn. Desværre.

Uanset hvor længe og omhyggeligt, jeg har gennemtænkt mine valg, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om mine kritikere har ret og jeg tager fejl.

Jeg håber for Lene og Camilla, at de har hårdere hud på følelserne end mig.

Jeg havde været hjemme fra Skanderborg Festival i præcis 60 sekunder, da min lejlighed besluttede sig for at straffe mig for mit fravær og hamre en splint på størrelse med et mellemstort birketræ op i min trædepude. Efter at have brugt 24 timer på at humpe rundt på hhv. venstre fod og yderkanten af højre hæl, synes min nakke at den ville give sit besyv med, og satte sig derfor fast på en måde, der gør det umuligt se til venstre og løfte mit hoved.

(Hvis jeg var jer, piger, ville jeg nok holde ekstra godt fast i min mand, når sex on legs her kommer humpende stift forbi.)

(Ved nærmere eftertanke: I kan selvfølgelig også bare trække ham ud til venstre, hvor jeg ikke vil være i stand til at se ham.)

Derfor skulle jeg i dag på apoteket efter et eller andet, der kunne monteres under min fod, så jeg kan undervise, og noget narko, der giver mig mulighed for at løfte mit åsyn og være dig nådig.

Jeg hader, hader, hader apoteker og apotekere. Der er noget helt grundlæggende galt med mennesker, der kan gå glade og afslappede omkring, omgivet af billeder af skedesvamp og fedtede skæl.

Og i dag var endnu værre end det plejer, for de har fået advarselsplakater op om – oh kære Gud forbarm dig! – lus. Lus. Som er noget af det eneste, jeg kan gå i blind panik over.

Jeg er ikke hysterisk af natur. Jeg har været involveret i færdselsuheld, jeg har trukket folk ud af smadrede biler ved motorvejsulykker, jeg har været spærret inde i små rum, jeg har været til stede, når der er gået ild i ting, jeg har set min veninde blive kørt ned, og jeg ved, at jeg normalt bliver heeeeeelt rolig og overbliksagtig, mens det står på. (At det sjældent er særlig kønt bagefter, er en anden historie.)

Jeg har kolleger, der ikke tolker på hospitaler, fordi det sætter samtalen en del ned i gear, når lægen og patienten hele tiden skal vente på at tolken kommer til bevidsthed igen. Andre slipper for at tolke på landet, fordi heste får dem til at stivne i rædsel, hvilket ikke er hensigtsmæssigt, når man er der for at bevæge hænderne. Jeg har veninder, der hellere vil have kæften fuld af huller og paradentose end at skulle til tandlæge. Min gamle nabo valgte feriedestinationer efter, hvor han kunne komme til uden at skulle flyve eller køre over broer.

Og jeg mener virkelig: Sæt mig på et fly med blod silende hen af gulvet, hvor en tandlæge rodbehandler hele min undermund uden bedøvelse, placer to kæmpeheste i skødet af mig og fortæl mig, at flyet er ved at løbe tør for brændstof og skal nødlande på en saneringsmoden bro. Jeg kan tage det.

Sæt mig ind på et apotek med plakater af lus og se mig stå helt stift i midten af rummet, uden at røre nogen eller noget, mens jeg forsøger at gøre en snebold i vand kunsten efter. Tør i munden, varm, rystende hænder og instant kløe overalt.

De siger at lusesæsonen peaker nu og fader ud i løbet af september.

Jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne blive LIGE her, til vi rammer oktober.

I år kunne jeg for første gang nogensinde ikke ret godt lide Skanderborg. Jeg skal med det samme indrømme, at jeg ikke rigtigt selv har været i gear, så det er muligt, at festen har været præcis lige så grøn og smuk, som den plejer, og at jeg bare har stirret mig blind på mit halvtomme glas, men jeg var ikke tilfreds. Jeg synes, at programmet var tyndt, og at lyden var skiftevis alt for høj og alt for lav. Jeg synes, at der var en træls stemning blandt publikum, og for første gang nogensinde har jeg både set optræk til slåskampe og hærværk på Skanderborg. Der var mange meget små, meget stive børn, der væltede rundt og legede autonome, og jeg havde det i det hele taget som om den trælse del af Roskilde segmentet havde gate-crashet bøgeskoven.

Som nogle af jer måske husker, skriver jeg for Walther Nyt dernede, hvilket betyder, at jeg skal producere 7 artikler til medlemsavisen. Sidste år var første gang, jeg var med på det skrivende hold; der var det sgu lidt praktikant/det-er-bare-noget-vi-leger-agtigt, og jeg havde min papstorebror at gemme mig bag. I år var der bare mig, virkeligheden og en ordentlig røvfuld dygtige, professionelle journalister.

Og nu er det ikke fordi, jeg fisker efter, at I skal cyber-ae mig over håret og peptalke mig, for selvom jeg ikke er Hemmingway, så ville jeg ikke blogge, hvis jeg inderst inde mente, at jeg skrev ad helvede til. Men de her folk er virkelig skarpe. Specielt den ene af fyrene er så god, at jeg har lyst til at gemme tastaturet bag ryggen og skygge for skærmen, mens jeg panikråber: ”Ikk’ noget!”, når han går forbi.

Når vi sidder til redaktionsmøderne, og formanden gennemgår hvilke historier, der skal skrives, begynder disse mennesker straks at smide om sig med ord som ’vinkel’, ’research’ og ’kilder’, mens de ryger smøger, pjatter og skribler løs på deres blokke. Jeg bliver bare fuldstændig blank inde i hovedet og begynder at svede lidt i hænderne.

Jeg kan lide at fortælle små historier om hverdagen, og det er der, jeg synes, jeg har min force. Jeg kan godt udtænke vinkler og spørgsmål, når jeg kan planlægge i god tid – men at trække dybdeborende, interessante spørgsmål op af hatten, lige ud af det blå, er godt nok en disciplin, hvor der hos mig er rigeligt med plads til forbedring.

Derfor kommer det vel ikke som et chok for nogen, at jeg forsøger at kompensere ved at jagte de folk, jeg skal bruge til mine historier (føler mig på rov i en kasse med fagord, der ikke er mine, hvis jeg skriver ’kilder’) med en indædthed, som jeg simpelthen bliver nødt til at lære at tøjle, hvis ikke jeg vil have en stalker-anmeldelse på halsen. Og det er ikke fordi, jeg ville tøve med at tage den, hvis jeg mente, at det kunne hjælpe. Det er mere fordi, det bliver svært at høre ofrenes svar på de tilladte 200 meters afstand.

Når man både er A-menneske og dampbarn, får man utrolig meget for sine penge, når man er på festival. Uanset om klokken er 1, 2, eller 4, når jeg går i ’seng’, er den ALTID 7, når jeg vågner. Altid. Hvilket har resulteret i nogle grimme ud-af-kroppen oplevelser de år, jeg har glemt at tage fri fra arbejde om mandagen.

I år er ingen undtagelse, men jeg må sige, at jeg faktisk er endt med at sætte pris på morgenerne. For det første har man bruserne og morgenmaden for sig selv (og ’for sig selv’ er ellers virkelig en vare i restordre på en festival). For det andet er det en fornøjelse at møde folk, der bagstive og klatøjede lige er mødt ind på vagt, og som man kan få til at synge hvad som helst (virkelig. HVAD som helst!), og for det tredje er det skønt at gå igennem skoven, når solen falder ned gennem bøgetræernes blade i støvede striber, nattens kølighed har skruet ned for dunsten af humle og urin, og verdens lyde er uldne og fjerne.

Det er i stilheden om morgenen, at man virkelig kan høre, hvor meget vi egentlig larmer om natten.

Kylie skuffede fælt. Måske er det bare mig, der er lidt gammeldags og gerne vil bevare lidt af festivalånden, men når navnene bliver lidt for store, bliver det helt så indstuderet, at det for mig bliver charmeforladt. Alt er koreograferet ned til mindste detalje, der er playback og show for alle penge og jeg har lidt en fornemmelse af at stå og se MTV i en alt for crowded stue. (Og uden at jeg skal mistænkeliggøre nogen, vil jeg sige, at hvis en S/M-butik i området har haft indbrud og fået stjålet hele beklædningslageret, så kunne det være en ide at tage en betjent ved hånden og aflægge Kylies dansetrup et besøg…)

På vejen hjem fra koncerten lagde vi vejen forbi Cut and Move. På opturssiden var det en mulighed for at glæde sig over, hvor meget der er sket med dansk musik siden 90’erne, og det gav også en forklaring på, hvorfor så mange danske rappere er gået over til at rappe på dansk. Eller også er Lars Ulrich bare holdt op med at tilbyde timer i engelsk. At høre Cindy var til gengæld ligesom at høre sig selv i spejlet: Fåk, fandme og sgu serveret på bred sproghybrid af esbjergensisk /århusiansk.

Afskrev øjeblikkeligt ideen med at lægge bloggen op som podcast.

Bikstok Røgsystem var … skævt, Ida Corr kan stadig synge, så der er baghjul til alle og Kim Larsen er lig med god plads i medarbejderbaren.

Nå. Her sidder jeg i en skurvogn beklædt med spånplader og skriver på hvad jeg tror, er en pimpet Commodore 64. Jeg vil ud i solen og ha mig en øl, og begynde at varme stemmebåndene op til Tina Dickow, Mikael Simpson (som spiller samtidig som Nephew, og dét stinker!) og Fatboy Slim.

Dejlig dag til jer derude.

Uden helt at være klar over, hvordan det er sket, er det lykkes mig at blive involveret i temmelig mange ting, der udløser heftig mødeaktivitet. I dag har jeg været til et af de møder, der var sjove at være med til; et møde, hvor folk deltog aktivt, havde en mening og turde melde ud.

Men jeg er godt nok ved at være træt af at sidde med ved borde, hvor jeg er en af de eneste, der har forberedt mig. Jeg synes fandeneddersatme bare ikke, at det er godt nok, at man indkalder til møde, for derefter at komme blæsende ind af døren, en time for sent, tomhændet og i fejlfinder-mode. Og særligt ikke, hvis man ikke engang har besværet sig med at læse oplægget. Jeg bliver sygeligt frustreret over, at være nødt til at starte fra scratch hver gang; over at skulle tage de samme diskussioner om og om igen, fordi vi aldrig er fuldtallige, og ingen stoler på, at de andre har haft overblik til at se lige præcis DENNE vinkel, da de diskuterede emnet sidst. Hvordan kan man tillade sig at mene en hel masse om noget, man ikke har sat sig ind i?

Jeg har ikke noget imod at være fodtudse, jeg skal GERNE lave min andel af slavearbejdet, og jeg har ikke behov for at være med i forreste række, når talerne skal holdes og medaljerne uddeles, hvis bare jeg får lov at sætte mit fingeraftryk på arbejdet – men jeg bliver sgu stram om kæben, når folk spilder min tid.

På torsdag drager jeg til Skanderborg, og skal igen i år skrive fra festivalen. Der lader til at have været relativ stor udskiftning på vores lille redaktion, og jeg tænker, at det må være med en præsentation for øje, når Formanden sender en mail, hvori han beder alle ”tage et foto, en Vi Unge eller Bravo plakat eller et pladecover med – af en person/gruppe, som I har en god historie om, en særlig relation til eller som I bare er die hard fan af.” (Tror i hvert fald ikke, at vi skal lave illustrerede artikler om Nena og Limahl, men man ved selvfølgelig aldrig.) Min første tanke var ”åh NEJ!” Hader sådan noget gøgl! Flashbacks til tidligere tiders rædselspræsentationer, hvor man enten skulle synge en sang, der sagde noget om en, eller fik stukket en sten i hånden og skulle dele med gruppen, hvad den sagde.

Efter lidt spekuleren frem og tilbage, måtte jeg dog modvilligt medgive, at det faktisk slet ikke var så dårlig en ide endda, eftersom det formentlig både bliver sjovt at høre, hvad folk har at sige, og fordi valget samtidig siger meget om både personlighed og værdier. Point til Formanden.

Næste problem var så, hvem man skulle vælge. Hvis I blev bedt om at svare på, hvem I heppede på, ville I så bare lige kunne gøre det? Kvamm og LOC kan jeg jo utrolig godt lide, men nok mest pga. deres æstetiske bidrag til den visuelle verden. Svend Auken fortjener mere end en halvsnøvlende ”Skål!” i et skur. Mine forældre, som ellers burde kåres som flagskib for institutionen Lykkeligt Ægteskab (kærester siden de var 15, altid ALTID enige og aldrig til at spille ud mod hinanden, og en far, der stadig køber blomster af ren og skær kærlighed. Come on! Hvem ville IKKE få præstationsangst af at vokse op i det??) er ligesom ikke helt rock n’ roll nok.

Men så slog det mig. Selvfølgelig!*klasker-hånden-mod-panden.* Infernal, sgu da!

Og må jeg ikke godt lige få lov at forklare, inden I buh’er og klikker væk for aldrig at komme tilbage?

Ud over at Lina appellerer voldsomt til min indre Barbie med sin garderobe fuld af tyl og palietter, så synes jeg simpelthen at hende og Paw er så grundseje, fordi de står ved, hvad de laver. De forsøger ikke at sælge deres musik som lyriske digte tilsat musik. De forsøger ikke at fremstå som forpinte kunstnere, der er misforståede af deres samtid. De laver musik, man bliver glad i låget af, og det er de stolte over.

Jeg har flere gange set Lina bliver stemplet som dum blondine, der bare traller sig igennem hjernedød aerobicmusik, men for mig lyder hovedet nu ikke til at fejle noget, når hun bliver interviewet. Hun virker temmelig hands-on og målrettet med sine ting. Mit indtryk er bare, at hun vælger at bruge sin tid og sin energi på at lave det, hun tror på, og som gør hende glad, i stedet for at forsvare genren og fistre rundt på korstog, der på forhånd er dømt til at mislykkes.

Jeg har set dem live en håndfuld gange, og jeg elsker, at de giver sig 120 % procent HVER gang. Til Grøn Koncert, hvor de bare var en lille del af et større set up, skiftede Lina tøj med så høj frekvens, at det er nærmest var umuligt at nå at se med det blotte øje, og scenen var proppet med motorcykler, kæmpestjerner og dansende homo’er – det var et spektakulært festfyrværkeri af overskud og begejstring.

At elske det man laver, at tro nok på det til at have lyst til at gøre sig umage og gå hele vejen – HVER gang – og at kunne trække på skulderen af hånlig kritik: Dét er jeg die hard fan af. Sådan vil jeg også være, når jeg bliver voksen.

Jeg beundrer de mennesker, der formår at bevare en single ven af det modsatte køn, når de selv skifter civilstatus fra ’single’ til ’kæreste’, for der er næsten altid et element af flirt, når piger og drenge er venner, og selvom det enten er prøvet af, eller begge parter er enige om, at man ikke er noget for hinanden, er det alligevel svært at gå fra at have sin vens udelte opmærksomhed og fortrolighed til at rykke ned på 2. pladsen.

Jeg tror, at piger har sværere ved at dele end drenge. Det er i hvert fald hos mit eget køn, jeg har set mest modstand ift. raffinerede måder at være tarvelig på. Fra at ignorere hans kæreste, når man møder dem sammen, til at give hende the silent treatment i sociale sammenhænge. Fra at undlade at spørge til hende og hendes liv, til at fortsætte med at flirte med kammeraten – også når hun er til stede. Effektivt, ubehageligt og meget, meget svært at tage op, uden at komme til at lyde hysterisk.

Jeg har set mere end en mand blive fanget i krydsilden mellem to kvinder uden helt at forstå, hvad der foregik. Jeg har også set mere end en mand både forstå det og nyde, at der blev catfightet om ham. Ligemeget hvad, er det en rimelig træls situation for kæresten, som må finde sig i at blive stemplet som kosten, der er skyld i, at verdens sjoveste kammerat er blevet kærestekedelig, og som samtidig kan komme til at føle, at hun skal konkurrere med veninder, der ikke har morgenhår, hverdag og vasketøj imod sig.

Mit bud er, at det handler lidt om jalousi og manglende lyst til at dele, og meget om, at man mister endnu en til Den Mørke Side. Så længe vi begge er alene, kan vi søge bekræftelse hos hinanden, når det er lidt småt med virkelige tilbud, og vi kan lege ’hvis ikke nogle af os har fundet en kæreste, når vi bliver X antal år, så hooker vi to op’-legen. Når den ene finder en kæreste, kan det derfor føles som om man mister både sin ven, sin lidelsesfælle og sin nødplan i ét hug.

Men måske vi alligevel på vores køns vegne kunne prøve at stramme op og være lidt søde? Når nu vi ikke selv vil have ham, kunne vi jo godt prøve at glæde os over, at han er glad. Hvis man gav hende en chance, kunne det også være, at man faktisk kunne lide hende, og at man – hvis man behandlede hende ordentligt – kunne blive præsenteret for hendes kammerat, der er ph.d. studerende brandmand i kontakt med sine følelser.

Hvis ikke, kunne det være, at hun præsenterede jer alligevel – og gav igen af samme skuffe.

Jeg har fundet en gruppe af mennesker, som jeg hader mere indædt end gøglere: Facere.

Og inden nogen begynder at skrive noget om, at man jo bare kan sige, at man ikke er interesseret, så lad mig lige forklare, hvordan det er at bo i Århus:

Jeg har været nødt til at finde et nyt sted at handle, fordi jeg ikke længere var sikker på, at jeg kunne lade være med at slå idioten fra Telenor eller Grøn Energi eller hvor fanden han nu var fra, ihjel, når han endnu engang ivrigt stalkede mig hele vejen fra min cykel, ind i butikken og fra døren og tilbage til min cykel uden for min gamle Føtex. Det skete hver ENESTE gang, jeg handlede.

Jeg bliver forfulgt af Amnesty International (hvilket jeg for længst er blevet alt for gal til at kunne grine af ironien i), Greenpeace, Unicef, Røde Kors, Politiken, Århus Stiftstidende og de der mennesker med mapper med billeder af nogen, der er blevet hængt, hver ENESTE gang, jeg er nede i byen.

Og den måde de gør det på, er så sindssvagt irriterende, at det næsten overgår min fatteevne: De slår følge med mig, når jeg kommer gående og forsøger med deres dreadlocks, timeløn og friskfyragtige attituder at appellere til min dårlige samvittighed.

I starten gik der sport i at finde på snappy comebacks, der hylede dem ud af den længe nok til, at man kunne nå at undslippe, men når man bliver stoppet 3-5 gange, 4 gange om ugen – ofte flere gange af den samme spade, når man går hhv. ud og hjem – løber man relativt hurtigt tør for ammunition.

Jeg fatter simpelthen ikke, at det kan være lovligt at chikanere sagesløse mennesker på den måde.

I dag har jeg haft besøg af lillesøsteren, og bortset fra et besøg i en skrækkelig, alternativ boghandel, hvor ejeren jagtede mig med en røgelsespind, mens han speedsnakkede om, at det var mafiaen, der stod bag mordet på Kennedy, har det været vanvittig hyggeligt.

Da jeg havde sat hende på toget, cyklede jeg hjemad, og bedst som jeg kommer kørende, får jeg øjenkontakt med en afrikansk mand på ca. 50 år. Han smiler meget insisterende og hilser.

Jeg er tolk. Jeg har gennem mit job mødt 499.876.000 mennesker, og lever i evig frygt for at komme til at ignorere nogen, som jeg burde hilse på, fordi jeg ikke vil være skyld i, at hele tolkestanden bliver stemplet som snobbet. Da han hilser, skynder jeg mig derfor at smile igen og vinke – hvilket afstedkommer følgende dialog:

Ham: “Hi!”
Mig: “Hi?”
Ham: “You’re from the university?”
Mig: (tænker: Nå ok, en lærer fra uni!) “No, I interpret there. Do I know you from the university?”
Ham: “Oh. No. I just saw your beautiful blond hair, your small eyes and your round face. Men like me thinks that girls like you are very pretty!”
Mig: (‘Round face’?! Kaldte han mig lige fed??) “Ahem…Thanks..”
Ham: “If you’re single can I give you my card?”
Mig: “I’m sorry but I’m married.” (Nå? Det var lidt overraskende.)
Ham: “Are you sure?”
Mig: (Nu lettere fornærmet på min fantasimands vegne) “Yes, I’m sure!”
Ham: “Well, you go home and tell him, that he’s a very lucky man!”

Sker den slags også for jer??