Linda

Her, 3 måneder før Antons ETA, begynder min krop så småt at bitche lidt. Min ryg er gået fra at være småøm i ny og næ til at gøre fuldtidsnas, lige dernede i lænden, hvor benene er sat på. Jeg er forkølet på 6. uge, fordi værtsorganismen må holde for, når alle ressourcer går til den lille bandit, og jeg kan ikke huske, hvordan jeg ser ud uden forkølelsessår.

I desperation har jeg klippet mit hår, og jeg må sige, at jeg synes at det hjælper. Lidt.

Mine skavanker hører til i småtingsafdelingen, men det tager lige lidt tid at komme i tanke om, hvordan man fixer sig selv, når storfavoritterne Panodil og Ipren har fået de røde kort. (Svaret på dét spørgsmål er i øvrigt: ”Varmepude”, hvis nogen skulle være i tvivl). Hostesaft kan man glemme for 1.000 kr. Det almindelige, giftige good stuff med morfin and shit er no-no, og øko-helse versionen er smækfyldt med alkohol, så der er dømt tuberkuløs hoste af den slags, der får det til at føles som om, man er hul inde i hovedet.

Forkølelsessårene kan dog stadig forsøges bekæmpet med Zovir, for som der står på indlægssedlen: ”Zovir må anvendes af gravide, og du må stadig amme, når du bruger Zovir.” Jeg elsker den selvtillid, der ligger i den sætning; Tænk at vide, at man laver et produkt, der er SÅ godt, at mødre over hele verden hellere vil lade de små, nyfødte skattebasser sulte, end at give afkald på vidundermidlet.

Men når man så kommer vraltende med sin stive ryg, sin røde næse og sine sprukne læber, ved man næsten ikke, hvordan man skal håndtere det, når en af eleverne i en klasse, jeg tolker i, som brugte hele sidste år på at stirre henført på mig, tilsyneladende ikke synes, at mit nye, tvivlsomme udseende (ligner faktisk lidt en hjemløs, nu jeg lige sidder og tænker over det) betyder spor, men tværtimod stadig kigger så forelsket på mig, at mine kolleger nu er begyndt at kommentere det.

Han er 22 år. Maks.

Og ikke blind, I might add.

Det må være det nye hår.

(PS: Det er ikke, fordi jeg ignorerer jeres kommentarer. Jeg både læser, griner og glædes ved dem. Jeg har bare så røvtravlt i de her dage, at jeg er nødt til at vælge mellem at svare på kommentarer eller at skrive dagens indlæg. Så: Undskyld. Og mange tak for dem)

Jeg kender en pige, som under hele sin graviditet var meget bekymret for, om hun ville få et grimt barn, fordi hun var overbevist om, at hun selv ville kunne se det. Hun fik heldigvis en fin, fin lille pige *hej-Agnes*, så hun kunne have sparet sig de søvnløse nætter.

Efter at have læst ”Vi forældre” (der fulgte gratis med en af de pakker, man kan få, når man pantsætter sit ufødte barn til kapitalistiske pengemaskiner som Libero, Pampers og Matas) har jeg udviklet en lignende bekymring, for jeg er virkelig oprigtigt i tvivl om, om jeg nogensinde kommer til at synes, at de emner, som De Rigtige Forældre finder interessante, appellerer til mig.

Jeg føler f.eks. ikke trang til at se, hvor man kan købe puslespil udformet som Eiffeltårnet. Eller guldstøvler med vinger. Den lange artikel om hængebryster gør mig deprimeret, og ”10 til mor” giver for mig I-N-G-E-N mening: Hvorfor skulle 10 tilfældigt udvalgte brugsgenstande spændende fra slå-om-kjoler til bøger om Berlin (!?) optænde den hellige forbrugerild i mig, alene fordi jeg har født et barn?

Helt ærligt: Det nager mig. Hvad nu, hvis jeg bliver sådan en mor, der ikke stimulerer mit barn, fordi alt, hvad der er sjovt for barnet og/eller pædagogisk korrekt, keder mig så meget, at jeg ikke kan holde det ud? For set herfra hvor jeg står, har jeg svært ved at forestille mig, at jeg om 3 måneder pludselig fatter interesse for de famøse støvler, kommer til at elske at sidde 5 timer på gulvet og lege med Spidermandukker, eller at bruge hele lørdagen på brætspil og Kluddermor.

Gør man det, fordi hele verden ændrer sig, når man bliver mor? Lærer man at elske det?

Eller er belønningen i form af kvalitetstid med ungen bare det hele værd?

Når jeg læser, at lastvognchaufførerne i Danmark har lanceret en kampagne for at få folk til at være lidt sødere ved dem i stedet for at råbe, dytte og sende dem strakte langemænd i trafikken, tænker jeg, at vi sgu nogle gange er en nation bestående af meget snæversynede egoister, der både forbeholder os retten til både at turbohade de forretninger, der har udsolgt af vores dagligvarer, og de mennesker, der lever af at levere dem.

Når jeg i dag læser i avisen, at Q8 sender 1300 medarbejdere på konflikthåndteringskursus, fordi det for dem er hverdag at blive truet og råbt af, og at de jævnligt har kamphunde rendende bag disken, fordi neandertalere har sluppet dem løs i raseri over, at kvitteringerne ikke kommer hurtigt nok ud af maskinen, spekulerer jeg på, om der er noget helt grundlæggende galt med os som race.

Men når jeg i en fremmed by stikker hovedet ind i en bus, for at spørge, om 1’eren kører et sted i nærheden, og en gammel, arrig kost råber: ”HVORFOR SKAL I ALLE SAMMEN SPØRGE I DEN HER BUS!! GÅ VÆK!! KØR BUSCHAUFFØR!!” lige ind i ansigtet af mig, så spyttet står i en byge ud af kæften på hende, så kræver det AL min viljestyrke at konvertere: ”Det er ikke dig, jeg snakker til, so-kælling, SÅ NU LUKKER DU FANDME RØVEN, ELLER JEG KVÆLER DIG!!” til ”Ved du hvad? Hvis du snakker pænt til mig, så får jeg meget mere lyst til at tale pænt til dig.”

Men jeg gjorde det. Sgu.

1:0 til Den Civiliserede Opførsel.

Da jeg for 3 uger siden var på Skanderborg Festival, så jeg en hel masse mennesker, der gik og samlede flasker. Ikke ligefrem et særsyn på festivaler, men hvor det plejer at være børn eller Den Kinesiske Mafia, der nærmest flår flasken ud af hånden på dig, inden du får taget den sidste slurk, var der i år temmelig mange af samlerne, der farvemæssigt hørte til i mit eget segment.

Når jeg ser folk på min egen alder, der vel at mærke ikke er hjemløse eller på anden måde udsatte, gå og samle flasker, kan jeg ikke lade være med at blive lidt flov på deres vegne. Jeg ville selv synes, at det var ualmindelig uværdigt at gå rundt med min snuskede Aldi-pose og flashe, at jeg egentlig ikke havde råd til at være der. Eller – og det er meget værre – at jeg var en af De Griske, der gerne sætter socialt samvær og almindelig skam i livet over styr for at være den, der tjener penge på de andre.

Sådan har jeg alle dage haft det. Penge interesserer mig ikke særligt, og jeg bliver …. utilpas, hvis andre er for åbenlyst sultne efter dem. Jeg har heller intet imod at være Den Glade Giver, med mindre jeg opdager, at modtageren kalkulerer med det, og Von And-agtigt gemmer sine egne penge i madrassen, så han har noget at rejse til Caribien for senere.

Men inde i mit soveværelse ligger der 2 poser med brugt babytøj, som jeg har fået af venner og bekendte. Poserne ligger på den børneseng, som en fyr, jeg kun kender, fordi han spinner hos mig i fitnesscentret, har været forbi med. Herfra hvor jeg sidder, kan jeg se Annes søns gamle klapvogn, og en af mine læsere har skrevet, at hun kommer forbi med en høj stol en af dagene. Under min seng står det babybadekar, min veninde har ladet mig arve, og i det er pakket dyne, pude og Voksipose, som min Føtexveninde har skaffet til special price for me.

Og så har vi ikke engang snakket om den formidable plastikblomst, der spiller jazz, når man trækker den op, som ganske fremmede mennesker på min venindes job har givet mig.

Og alt det synes jeg er fantastisk, rørende, fedt – og helt i orden. Til trods for, at alle de ting, jeg tænker om flaskesamlerne kan copy-pastes direkte over på mig og min situation. Jeg forsøger at sige til mig selv, at det naturligvis er noget HELT andet, fordi det er gaver fra folk, der gerne vil hjælpe, og ikke noget, jeg har været ude og nasse eller tigge mig til, men når jeg virkelig tænker over det, kan jeg ikke helt besvare mit eget spørgsmål om, hvorfor det skulle være anderledes.

Måske jeg bare skal begynde at øve mig i at spille det bedste svar på mor-kortene med overbevisning:

”Fordi jeg siger det!”

Nåmen, vil I høre noget, der ikke er særlig fedt?

Ja?

Ok. Det er ikke særlig fedt at spise yoghurt om morgen, rugbrød til frokost, magert oksekød eller kylling til aften, og frugt til alle mellemmåltider, at slukke tørsten i vand, at tælle hver eneste dag, så man er sikker på at få 6 stykker frugt og grønt, selvom man overhovedet ikke har lyst, at spise vitaminer og kosttilskud om morgenen, selvom det aktiverer brækrefleksen, så man lyder som og ligner en kat, der hængende ind over vasken forsøger at gylpe hårbolde op, at cykle og gå til alt, hvad man foretager sig, også selvom det ligger 15 kilometer væk og at træne mellem 10 og 12 timer om ugen, når det her sker:

Hos lægen til 25 ugers tjek. Urinprøve? Tip top. Blodsukker? 5 guldstjerner. Blodtryk? Imponeret highfive. Mavemål og hjertelyd? 10/4.

”Så mangler vi bare lige at veje dig”, sagde hun.

For så forfærdet at slå korsets tegn for sig, og indkalde mig til en glucosebelastningsundersøgelse.

Kan faktisk ikke helt finde ud af, hvad jeg helst vil være: Sukkersyg eller bare fed.

For satan.

Er i gang med at læse Duma Key af Stephen King. Den er så uhyggelig, at jeg ikke tør læse videre. Tør bare heller ikke rigtigt lade være, for jeg har temmelig meget brug for noget happy ending og nogle spøgelser, der skrider tilbage til de evige tågebanker.

Hvorfor er det altid mere uhyggeligt, når det er noget om børn, dukker og klovne?

Ved ikke, hvorfor jeg låner den slags bøger, mand. Tør jo for fanden ikke engang lægge mig til at sove, hvis bogen ligger med forsiden opad på natbordet.

Hvis nogen vil mig noget, sidder jeg lige her, ret op og ned, med al lyset tændt.

I mit job sker det mindst et par gange om ugen, at jeg skal tolke i andre byer end Århus, og når jeg skal finde fra A til B, elsker jeg at gå *globetrotter-smiley*.

(Ok. Hvis jeg skal være helt ærlig, så udsprang dette indlæg af tanken ”Kæft, hvor jeg hader at køre i bus!!”, men nu har vi de sidste par uger hadet på både Babysam, Cab Inn osv. og da I jo trods alt ikke har valgt at lægge vejen forbi broksbjerg.com, forsøger jeg hermed at se verden gennem de halvfulde glas.)

Men det er ikke engang løgn, når jeg siger, at jeg elsker at gå, og LANGT foretrækker det frem for at bruge det offentlige transportsystem. Udover den friske luft og muligheden for at se byen i et tempo, man kan nå at tage den ind i, har det også de indiskutable fordele, at man slipper for på forhånd at få angst over, om man tager bussen i den rigtige retning, og man slipper for at stresssvede, når man skal forsøge at komme af ved det rigtige busstoppested (som det i forvejen kan være RIMELIGT udfordrende at finde. Du tror, jeg lyver? Prøv selv at slå op i en tilfældig køreplan i en fremmed by, og gæt så, hvilket stoppested, der ligger tæt på en given lokation. Trods alt sjældent, at stoppestedet er placeret i foyeren på din destination, og selvom Rejseplanen lader som om, den er din ven og vil hjælpe, er den lidt for tit en lunefuld, ondskabsfuld so.)

De Gule Sider derimod har en glimrende funktion, hvor man, når man planlægger sin rute, kan vælge om man er på cykel eller til fods. Med tidsangivelse og det hele. Det er sgu da smart. Og hvis man sammenligner med, hvad man bruger af tid på at finde ud af, hvor busserne holder, afvente den næste afgang og dertil lægger turen derud, ender man faktisk ofte med at kunne gå turen ligeså hurtigt, som man ville være kommet frem med bus.

Og til forskel fra bussen, hvor alle hader hinanden for en sikkerheds skyld, er man næsten altid på ’go-morgen’ med de lokale, når man tager apostlenes heste.

Jeg håber godt nok for Anton, at han er terrængående.

Ok, sig det så: Hvorfor skal billigt nødvendigvis være lig med smagløst?

Er lige tjekket ind på Cab Inn, og seriøst; her er så grimt, at man får ondt i tænderne af det.

Væggene er malet i noget rødbedefarvet svampetema, der mest af alt får det til at se ud, som om en øksemorder er gået amok lige i nærheden, uden at nogen har gjort sig den ulejelighed at gøre rent efter ham. Gulvtæppet ligner en efterfest af rødvinsopkast og chipsrester, og sengetæpper, håndklæder og bruseforhæng er alle holdt i en sart, matchende mintgrøn.

Der har helt sikkert også været mængderabat på polyester, så hvis nogen skulle få den gode ide at sætte ild til hotellet, vil vi ikke nå at opdage, hvad der ramte os, før hele lortet er smeltet ned til en lille klump forkullet nylon.

Ideen med at lave et billigt sted, hvor man kan komme, sove og skride igen er god, synes jeg, og jeg er all for at spare på detaljerne og dermed hive prisen ned, når man bare skal bruge en luftmadras og lidt tagpap og er ligeglad med små, farvestrålende sæbedimser og ærbødige stuepiger. Jeg forstår bare ikke discount indretningen. Hvad har hvid gjort? Eller bare ensfarvet i det hele taget? ( – med mintgrøn som eneste undtagelse.)

Er det fordi vi som kunder skal føle, at det er billigere end det i virkeligheden er? (Et koncept jeg altid har haft Netto mistænkt for at forsøge at slippe afsted med.) Eller er det fordi der engang imellem er en vis tilfredsstillelse ved smagsmæssigt at synke så lavt, at man får hudafskrabninger på maven af det? Lidt ligesom når man glæder sig til at drikke sig stiv i billig rødvin eller vælger aftenens restaurant ud fra, hvor man kan få pommes frites ad libitum til maden.

Jeg ved det ikke. Men det kan jeg jo tænke lidt over i løbet af natten, når jeg ligger i min 70 cm brede, mintfarvede kropslås.