I’m bringin’ sexy back!

Her, 3 måneder før Antons ETA, begynder min krop så småt at bitche lidt. Min ryg er gået fra at være småøm i ny og næ til at gøre fuldtidsnas, lige dernede i lænden, hvor benene er sat på. Jeg er forkølet på 6. uge, fordi værtsorganismen må holde for, når alle ressourcer går til den lille bandit, og jeg kan ikke huske, hvordan jeg ser ud uden forkølelsessår.

I desperation har jeg klippet mit hår, og jeg må sige, at jeg synes at det hjælper. Lidt.

Mine skavanker hører til i småtingsafdelingen, men det tager lige lidt tid at komme i tanke om, hvordan man fixer sig selv, når storfavoritterne Panodil og Ipren har fået de røde kort. (Svaret på dét spørgsmål er i øvrigt: ”Varmepude”, hvis nogen skulle være i tvivl). Hostesaft kan man glemme for 1.000 kr. Det almindelige, giftige good stuff med morfin and shit er no-no, og øko-helse versionen er smækfyldt med alkohol, så der er dømt tuberkuløs hoste af den slags, der får det til at føles som om, man er hul inde i hovedet.

Forkølelsessårene kan dog stadig forsøges bekæmpet med Zovir, for som der står på indlægssedlen: ”Zovir må anvendes af gravide, og du må stadig amme, når du bruger Zovir.” Jeg elsker den selvtillid, der ligger i den sætning; Tænk at vide, at man laver et produkt, der er SÅ godt, at mødre over hele verden hellere vil lade de små, nyfødte skattebasser sulte, end at give afkald på vidundermidlet.

Men når man så kommer vraltende med sin stive ryg, sin røde næse og sine sprukne læber, ved man næsten ikke, hvordan man skal håndtere det, når en af eleverne i en klasse, jeg tolker i, som brugte hele sidste år på at stirre henført på mig, tilsyneladende ikke synes, at mit nye, tvivlsomme udseende (ligner faktisk lidt en hjemløs, nu jeg lige sidder og tænker over det) betyder spor, men tværtimod stadig kigger så forelsket på mig, at mine kolleger nu er begyndt at kommentere det.

Han er 22 år. Maks.

Og ikke blind, I might add.

Det må være det nye hår.

(PS: Det er ikke, fordi jeg ignorerer jeres kommentarer. Jeg både læser, griner og glædes ved dem. Jeg har bare så røvtravlt i de her dage, at jeg er nødt til at vælge mellem at svare på kommentarer eller at skrive dagens indlæg. Så: Undskyld. Og mange tak for dem)