Linda

Hvis det her fortsætter, er vi snart klar til at tage Sølvfrø-prøven, Anton og jeg. Den udvidede. Uden korkbælte. Vi har i weekenden været på besøg i svømmestadion Danmark i Esbjerg, og holy fuck, hvor er det bare tusind gange mere lækkert end Gellerupbadet derhjemme.

For de uindviede kan jeg fortælle, at det er begrænset, hvor man kan gå til babysvømning i Århus, og da jeg er tæt på at være den ringeste svømmer i verden (og derfor selvfølgelig hader det), er det meget begrænset, hvad jeg har set af svømmehaller i Smilets By. Da min svømmemakker (ikke Anton. Den voksne af slagsen) foreslog Gellerup, tænkte jeg derfor, at det vel kunne være ligeså godt, som alt muligt andet.

Jeg tog fejl. For det første er der ikke plads til barnevogne nogen steder, hvilket jeg kan blive mere end almindelig irriteret over. I tilbyder babysvømning, for crying out loud. Havde I forestillet jer, at vi kom med dem i lommen? Og jeg siger ikke, at de skal rive hele hallen ned og bygge en ny for min skyld (jo, jeg gør. Lidt.), men altså.. et halvtag af plastik, eller noget? Lidt opsyn? Et eller andet? Jeg er ligeglad med, at det er Gellerup; jeg lader ikke en Oddervogn til 10.000 kr. stå og gøre sig lækker på en parkeringsplads uden anstandsdame nogen steder.

Skabene derude er lige præcis så brede, at der kan være en af de gammeldags gymnastiksko i dem. En af de der elastikbanditter med rågummisåler. Hvilket betyder, at man skal hoppe vandret ind i dem på den meget insisterende måde for at få plads til voksiposen. Pusletasken, overtøjet, skoene og træningstasken kan man jo så passende tage i kinderne.

Jeg ved godt, at jeg lyder pissesur, og det er jeg sgu også lidt, for jeg synes ikke, at det kan passe, at man tilbyder noget, uden at forholde sig til, om man rent faktisk har faciliteterne til det. Og det er ikke fordi, jeg er nærig, og bare har valgt det billigste. Jeg giver 70 kr. pr. gang, hvilket er, hvad det koster alle steder.

Nå, men som sagt var vi på visit i Esbjerg, og hvis jeg nognsinde skal gifte mig med en svømmehal, bliver det den. (Helle for at være den, der skal i kjole og diadem!) Der var en hel førstesal indenfor – som i: i tørvejr – at stille barnevogne på, og da jeg mumlende ærgrede mig over, at jeg havde glemt nøglen til min lås, døde de tilstedeværende nærmest af grin.

Der bliver ikke stjålet barnevogne i Esbjerg.

Åbenbart.

I receptionen var de ved at falde over deres egne ben for at hjælpe mig, og om jeg ikke ville låne en paraplyklapvogn til at gå rundt med ham i indenfor? Øhm.. Det ved jeg ikke?? (Sagde nej tak. Kunne ikke lige overskue at indrømme, at jeg ikke vidste, hvad en paraplyklapvogn var, eller havde fantasi til at forestille mig, hvad man skulle bruge paraplyen til indenfor) I omklædningsrummet var der – udover store skabe – 20 mormødre, der alle sammen forelskede sig i Anton på stedet (som kvitterede med gratis smil til hele banden, mens han lå i bar røv og sprællede af begejstring. Min lille skat), og selvom de ikke var ansatte (eller var de?), så gav det alligevel lidt mere hurra-følelse, end når man tudende bliver ignoreret i over en time. Babybadet var skærmet af, hele rummet var ekstra opvarmet, og der var puslefaciliteter derinde, hvilket letter badelogistikken en HEL del.

Til 65 kr.

I fucking love it.

Hvis ikke jeg passer på, ender det med, at jeg begynder at svømme. Sådan i virkeligheden.

Som en slags elegant kommentar til mit indlæg om store kokosnødder, har Nemesis nu sørget for, at min nye shampoo lugter meget kraftigt af melon. [Indsæt bryst-joke]

Hvilket teoretisk set ikke er en skid bedre end en hver anden afdeling i Frugt & Grønt, men hvor kokosnødderne giver mig let 80’er-kvalme, bliver jeg altid i godt humør af melonduften, fordi min ungdoms yndlingssolcreme duftede af det samme, så den får altid minder om Roskilde Festival, sol og kolde fadøl til at stå i kø. (Er det mig, eller er bloggen på det seneste kommet til at handle utrolig meget om alkohol??)

Det er sindssygt som dufte kan sparke døre ind til værelser fulde af minder; ikke bare begrænset til erindringer i billeder, men også uløseligt forbundet med følelser. Forleden, da jeg sad i toget, kom der f.eks. to fyre ind, der til forveksling lignede Mads Mikkelsens figur i Pusher. De satte sig lige ved siden af mig, og 20 sekunder efter kom jeg pludselig til at tænke på en kæreste, jeg havde, som ikke kunne give en kompliment, om så hans liv afhang af det. Det tog yderligere 3 sekunder for den gamle følelse af frustration at indfinde sig, og med sig i hånden havde den alle de gamle spekulationer om, hvordan en mand, der på papiret vidste så meget om følelser, og som selv havde så voldsomt et behov for ros, var ude af stand til at sætte sig i mit sted på netop dette punkt.

Hvilket fik mig til at tænke på en anden kæreste, der altid lød som om han læste op fra en bog, når han sagde noget pænt. Tanken var god, og fake it ’till you make it og alt det, men hånden på hjertet fandt jeg det tåkrummende pinligt, når han gjorde det, fordi han lød som en skuespiller fra en b-film, der havde svært ved at få sine replikker til at vende rigtigt i munden.

Den overvejelse ledte videre til spekulationen om, om vores generations mænd mon mangler et sprogligt register til at udtrykke kærlighed? Alle ved, at når vores fædre sætter en hylde op, eller ringer og spørger, om du mangler rawplugs, så betyder det ”jeg elsker dig”, men i takt med at jeg og mange af mine kvindelige jævnaldrende er blevet selvhjulpne i nærmest alle henseender, er der ikke meget gestus tilbage at udtrykke sig gennem. Og så er mændene måske tvungne til at forsøge sig med vores virkemidler, når de vil udtrykke deres kærlighed, hvilket for nogen kan komme til at lyde temmelig kunstigt og tillært.

(Og hvis du kun kender mænd, der er verbale genier, når det kommer til at utrykke sig emotionelt, så er det naturligvis ikke dig eller dine mandlige bekendte, jeg snakker om. Dit heldige bæst.)

Alt sammen pga. min tog-nabos valg af aftershave.

Det er muligt, at vejen til mandens hjerte går gennem maven. Vejen til min hjerne går åbenbart gennem næsen.

Ha HA!! Babysvømning, take two? Grande, grande succes.

Så meget, at jeg havde overskud til at stå i omklædningsrummet og spekulere på, om ikke vi snart er færdige med at lugte af ting, der ellers primært begår sig på palmer? Er det ikke rimeligt 1992 at stå og iføre sig noget, der får en til at lugte som verdens største kokosnød?

Personligt savner jeg ikke odøren af de suspekte produkter i bronzefarvede poser, vi nærmest badede i, når vi forsøgte at branke os i fast forward, inden vi skulle til fest på Handelsskolen i blazer, babydoll og Doc Martens.

Sådan er jeg rimelig alene om at have det i kvindeomklædningen i Gellerupbadet, hvor kokoslotion er the shit.

Jeg håber sådan, at det er forklaringen på, at jeg siden kl. 10.30 har haft lyst til et ordentligt svin af en Malibu og cola.

Anton blev skidt i går. Dislike gange 100. Han stoppede først med at trække vejret i hvad der føltes som 1000 år, hvorefter han sprøjtbrækkede sig på den måde, man ellers kun ser hos 15-årige alkoholnovicer til halbal, hvor det står ud af både næse og mund, og han blev simpelthen så forskrækket.

Det gjorde jeg sådan set også.

Det er i den slags situationer, at man virkelig kan mærke den sagnomspundne moderfølelse, for selvom man sidder der, gennemblødt og med kaskader af mælk, der lige har været en tur i centrifugen overALT, så er det bare skideligemeget, sammenlignet med at få trøstet den lille, bange fyr.

(Må dog indrømme, at jeg lige skelede til Iphonen, der lå ved siden af i sofaen, men den havde heldigvis valgt at placere sig ved bredden af søen sammen med sin bedste ven fjernbetjeningen.)

Da han endelig faldt i søvn i armene på mig, kom jeg til at hyle en lille smule på ham, fordi han fandme bare så så lille og sårbar ud, som han lå der med åben mund og tillid ud over det hele.
Jeg hader, at man ikke kan fortælle ham, at det bare var en grim forskrækkelse, og at det bliver godt igen. Eller .. altså, det kan man jo godt, men han forstår det ikke. Og derfor ligger jeg allerede nu søvnløs over mandag kl. 11.30, hvor han skal vaccineres.

Jeg troede, at jeg ville være markant mere cool med den slags, men det er jeg åbenbart ikke. Jeg kan næsten ikke holde ud, at de skal stikke ham med store, væmmelige nåle i hans små, bløde lår.

Ja, nåle. Plural. En i hvert lår.

Jeg VED godt, at det er pylret og dumt, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det bliver hans første møde med verden, som den også kan være. Den version, der gør ondt. Indtil nu er hans eneste erfaring med livet, at jeg er der og hele tiden forsøger at hjælpe ham, og dække hans behov. Nu skal han så lære, at der er situationer, hvor jeg ikke kan beskytte ham, men tværtimod skal være en del af det, der gør ondt (for lur mig, om ikke jeg skal holde ham, mens de stikker *hade-smiley*) og som han ikke forstår, og bare kan forsøge at trøste ham bagefter.

Åh! Hvorfor er der ikke nogen, der har opfundet en vaccine, som man kan give mig, og så kan han bare få the juices gennem mælken?

Jeg har en kammerat, der i sin fritid arbejder inden for servicebranchen, og som virkelig, virkelig, VIRKELIG brænder for det produkt, hans virksomhed leverer.

Han er en af de medarbejdere, der ser organisationen som et hele, og som derfor opererer ud fra devisen ”lad os hjælpe hinanden, så kunden får det bedste produkt.”

Det er der selvfølgelig en kvindelig mellemleder, der nu har fået ondt i røven over, fordi hun indeni er et usikkert, lille menneske er meget opsat på med næb og kløer at klamre sig til sin titel.

Hele miseren handler om Facebook, som virksomheden har valgt at være på, og som hun er administrator for. Problemet er bare, at hun er hundrede år og en dag om at svare på henvendelser, når kunderne skriver derinde. Derfor har min kammerat forsøgt at give siden lidt kunstigt åndedræt ved at svare på kundernes henvendelser, og poste info, som virksomheden vel at mærke selv har valgt at have hængende til offentlig skue i kundeområderne.

Nu har han så modtaget en meget spids mail om, at det altså ikke er HAM, der er administrator, så han bedes lade være med at svare på kundehenvendelser derinde. Og hvis han skal skrive noget derinde, så bedes han venligst udskifte sit profilbillede, hvorpå han er iført firmatrøje med logo, for – igen – folk kunne opfatte det som om, det er ham, der er administrator.

Det hører med til historien, at firmaet gennem flere år har valgt at give tøj med logo til medarbejderne i julegave.

Jeg bliver fandme så træt over at høre sådan nogle historier, for jeg synes – og nu bevæger jeg mig ud, hvor isen er usikker – at det er et problem, man primært hører om, når der er tale om kvindelige mellemledere. Når mænd vil pisse territorium af, er det min erfaring, at de gør de det ved at forsøge at blive bedre. Det er også min erfaring, at kvinder bitcher og spiller bestemme-kortet. I’m sorry, men det synes jeg. Og det går der godt nok meget god PR tabt ved, for den bedste reklame er tilfredse medarbejdere; det er dem, der bliver spurgt til familiefester – og svarer ærligt. Og det er da utilfredsstillende ad helvede til, at man skal forsvare en virksomhed og et produkt, som man godt selv kan se ikke fungerer optimalt, og da specielt, når der skal så lidt til for at ændre på det.

Hvis en virksomhed vælger at være på FB, må man antage, at de gør det, fordi de mener, at de kan hverve nye kunder af den vej ved at signalere, at de er med, hvor det sker. Så kan det sgu da ikke hjælpe, at de bliver sure over, at kunderne bruger det, eller opfører sig, som om de gør DEM en tjeneste ved at svare dem!?

Men min yndlingssentens i hendes mail er følgende:

”Som sagt tidligere så svarer jeg så ofte det er muligt – og nogen ting skal desuden ikke svares på. Jeg læser alt hvad folk skriver, men jeg ønsker ikke at vænne folk til, at de får svar med det samme om alt muligt.”

Nej, Gud da forbyde, at kunderne vænner sig til god service.

For det er jo ikke dem, I lever af, eller hvordan?

Det kan godt ske, at jeg ikke har sovet siden d. 18. november.

Det kan også godt ske, at jeg bander over, at man bør have snekæder på barnevognen, og at Århus Kommune ikke ejer så meget som ét jævnt fortov uden huller (seriøst: Hvad gør folk i kørestol? Der er ca. en million steder, hvor det er UMULIGT at komme rundt med hjul på).

Men når jeg sidder på spisebordet i nattøj med en kop kaffe, stearinlys tændt og Anton på skødet og kigger ud i mørket på sneen, mens han begejstret snakker til bilerne, der kører forbi, ved jeg, at det ikke bliver større end det.

Godt. Så fik jeg tudet af og tørret øjnene og jeg erklærer hermed fredagens svømmeseance for værende åben for jokes. Det har f.eks. hjulpet at tænke tilbage på øvelsen, hvor ungerne skulle sættes ned i små baderinge: Alle de andre havde små, yndige flydere, der grinede begejstret, mens jeg havde den vrede doughnut med raseridrevet påhængsmotor, og set i bakspejlet er det faktisk meget sjovt.

På fredag er der (heldigvis!!) vinterferie, så vi har lige 14 dage til at samle kræfter og spænde vilje-musklen, før vi gør det igen.

Men ikke mere svømmesnak, for i dag skal vi snakke om en myte, som jeg forfærdelig gerne vil til livs. Alle livsfaser har deres charmerende one-liners, som omverdenen kan irritere én ud af huden med, f.eks. ”Hvorfor har en pige som dig ikke en kæreste?” og ”Skal I så bare sidde derhjemme og være kærestekedelige på fredag?”. Når man er alene med et barn, er sætningen: ”Nå, men det er da også en ret god forretning at være enlig mor, er det ikke?”

For åbenbart kender alle mindst én, der har en kommunal sponsorske så langt oppe i røven, at man kan ane guld i halsen på dem, når de åbner munden.

Jeg ved ikke, hvad disse mytiske kvinder har gjort for at fortjene, at Århus Kommune køber en 5 værelses lejlighed til dem down town, eller hvad fanden man skriver på en ansøgning, for at få sagsbehandleren til at punge ud for at få hår syet på (wtf!?), fordi man har tabt noget af det, da man ammede, men lad mig være den der siger, at det altså ikke er reglen.

Jeg får samme børne/unge ydelse, som alle andre med børn. Hverken mere eller mindre. Som enlig forsøger, har jeg derudover mulighed for at søge noget, der hedder forhøjet børnetilskud, hvilket er ca. 3300 pr. kvartal. Dette beløb kan søges af alle enlige forsørgere, dvs. at jeg også kunne søge det, hvis barnets far f.eks. sad i fængsel.

Ift. til institutionsplads (som enlige mødre i penthouselejligheder med påsyet hår åbenbart ikke betaler noget for), kan jeg oplyse, at min egenbetaling er udregnet på baggrund af min indkomst. Som tegnsprogstolk sidder jeg på lønstolen lige imellem pædagoger og folkeskolelærere; jeg ligger ikke og roder rundt nede i overførselsindkomstzonen, men det er heller ikke sådan, at McKinney-Møller arvingerne skuler misundeligt til mig, når jeg går forbi på gaden. Jeg får ”rabat” på ca. 52.000, fordi jeg er alene, hvilket vil sige, at hvis jeg f.eks. tjente 252.000 om året, ville de sætte min årsindkomst til 200.000, når betalingen skulle udregnes. I lavpraktiske tal betyder det, at mine venner med børn betaler ca. 1200 pr. voksen til institutionspladsen. Jeg kommer til at betale ca. 1050.

Boligydelse? Samme, indkomstbaserede historie, hvilket betyder, at jeg kan regne med at få ca. 150 kr. pr. måned, hvis jeg er heldig.

Så en hurtig sammentælling i hovedet giver et merbeløb til mig på 1400 kr. i måneden fra det offentlige, fordi jeg er enlig mor.

Og jeg vil gerne slå fast med store, fede syvtommersøm, at jeg synes, at det er uTROlig fornemt, at jeg overhovedet kan få noget. Jeg var min økonomi igennem med en lup, inden jeg fik Anton, for jeg synes ikke, at det virker rimeligt at sætte et barn i verden, hvis man ikke selv kan forsørge det hovedparten af tiden, men jeg har bestemt ikke fået ham for at score kassen.

Det bliver ikke mærketøj og røde bøffer hele vejen, men vi kan sagtens klare os.

– så nu ved I, hvorfor jeg går rundt og ser lidt tyndhåret og forvasket ud.

Nå. Han bliver så hverken dykker eller livredder.

Startede ellers meget godt med dyb fascination af varmerørene i omklædningen, og han var heller ikke utrøstelig over bruserne, men da vi kom i bassinet, blev han vred. Forsøgte at fixere ham med sutten. Gik dårligt. Forsøgte at udstråle ”Nej, hvor vi har det sjovt, og vand er ikke SPOR farligt!”. Hoppede han heller ikke på. Efter 10 minutter fornemmede jeg, at det ville tangere børnemishandling at blive i vandet, så med meget skrigende baby på armen, flygtede jeg ud i omklædningen.

Hvor han skreg.

Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg.

I 45 minutter.

45 minutter, taget til fange i fucking badedragt. 45 minutter, hvor det ene babyhold efter det andet passerede med smilende pludrebabyer og mødre, der kastede stjålne, medlidende blikke i min retning. Jeg holdt ud i 7. Så begyndte jeg også at tude.

Så sad vi dér.

Kunne i den forbindelse godt have undværet, at to af deltagerne på det efterfølgende hold, var piger, der sidder på en af de uddannelser, hvor jeg tolker. Farvel professionelle magtbalance. De var søde, og lod som om de ikke havde set, at jeg sad iført store lår og sammenbrud, men stadig.

Der kommer lige til at gå et stykke tid, før jeg kan grine af det her, for jeg havde sådan glædet mig til at gøre noget sjovt med ham, og det er ikke til at holde ud, at jeg åbenbart ikke kan ramme det niveau af stimuli, som er tilpas for ham. Føler mig som en mor, der har fundet sine opdragelsesprincipper i en bog af Sidney Lee og Malou Stella, når jeg sidder der, og tydeligvis er trampet ind over alle hans små grænser.

Bedre held næste fredag, Linda.