Linda

Når hele verden går på røven over et eller andet nyt, resulterer det som regel i, at jeg bliver kontrær og med vold og magt forsøger at undgå, hvad det nu end er, the fuss is about. Således var jeg i 1995 nok den sidste kvinde i verden, der læste Åndernes Magt, og jeg var ikke for fin til at blive en lille smule fornærmet på den over, at jeg faktisk syntes, den var god.

Så da hele verden sidste år blev zumbaficeret, gad jeg det allerede på forhånd ikke, og med en sjælden kombination af vilje og talent, er det lykkes mig at undgå fænomenet fuldstændigt.

Indtil i dag kl. 18.30.

For når barnemanden kan passe Anton, er svaret: ”JA TAK!” og så skal jeg sgu nok lære at elske, hvad der end er på holdplanen. Even zumba.

Så nu har jeg prøvet det, og det var en meget …. beige oplevelse. Jeg hverken hader eller elsker det, for helt ærligt: Er det ikke bare old school Jane Fonda low tilsat noget AOF salsa?

Det som dog er helt forrykt er, at ham eller hende, der har udtænkt zumba, har været i så dårlig form, at vedkommende ikke har haft luft til at cue, så en del af konceptet er (hvis der skulle sidde en enkelt læser i et mørkt hul på månen), at instruktøren ikke må sige noget, men at deltagerne bare skal lade sig opfylde af den hellige dans og følge med.

Jeg tror ikke, at jeg fornærmer nogen, når jeg siger, at det påvirker resultatet.

Og jeg må være ærlig og sige, at jeg til enhver tid foretrækker en spinningtime eller en gang combat over at ryste røv til Shakira sammen med en masse damer i bare tæer.

Eller også er jeg bare sur over, at jeg fik sidestik.

I dag er jeg godt, gammeldags blå.

Anton sover, dagene er længere og lysere og jeg har, takket være barnepige og frisør, markant bedre hår, end jeg har haft hele sidste år – og alligevel kan jeg ikke rigtig ryste vemodet og melankolien af mig.

Kontakter, jeg gerne ville bevare, glider ud. Jeg føler mig udenfor alting, og verden racer af sted uden mig. Jeg bliver bange for tiden, som både føles lang og alligevel smuldrer bort mellem fingrene på mig, og angsten for at miste gør mig trist og tung om hjertet.

I dag føles fremtiden som noget, der er fuld af fælder og spidse tænder, og jeg får ondt i maven af at tænke på den.

Og i weekenden melder de sne.

Øv.

Når Anton og jeg er hjemme i Århus, går der somme tider hverdag i den, selvom alle bøgerne skriver, at man skal huske at tage sig tid til bare at være, for ”den første tid kommer aldrig igen”.

Jeg går altid lidt i panik over at læse den slags. Vil jo gerne presse det maksimale ud af livet hele tiden og sådan, men altså … hjemme ved os kommer der ikke lige en fe og vasker tøj. Og slaven er NOGET lemfældig med rengøringen (det svin), og så må man jo gøre det selv, på bekostning af være-tiden.

Så noget af det bedste ved at være hjemme ved mormor og morfar er, at der er mulighed for at lade tiden gå i stå, og her til aften har jeg brugt 2 timer på bare at sidde ved brændeovnen med Anton på armen.

Jeg fatter ikke, at jeg har lavet et lille menneske, der er så fint. Opstoppernæsen, der indbyder til at blive fulgt med fingeren og de små ører, hvor det ene krøller mere, end det andet. Det skaldede hoved med de høje tindinger, kinder, der ser ud som om de er lavet af marcipan, og små, brede fødder, man MÅ nulre, fordi det ville være synd at vække ham ved at bide i dem.

Når han er rigtig veltilpas, smiler han i søvne, og trækker vejret ind med den fineste minilyd i verden.

Ind imellem linder han lige på det ene øjenlåg for at tjekke, at jeg stadig kigger beundrende på ham – og det gør jeg.

Han er det bedste, jeg nogensinde har gjort.

De første par dage efter, at jeg havde født, havde jeg ikke fantasi til at forestille mig, hvordan jeg nogensinde skulle blive i stand til at købe ind igen, for jeg fik angstkløe i ganen, når jeg forsøgte at overskue tanken om at få både afkommet og mig selv klar på bare nogenlunde samme tid, OG få barnevognen op af kælderen.

Den første uge gik, og jeg var lige ved ikke at være ked af, da vi fik forbud mod at gå ud, for så havde jeg en undskyldning for ikke at give mig i kast med projektet.

Efter 3 uger blev bommen løftet. På det tidspunkt havde jeg fået så meget inde-spat, at det overskyggede Klargøringsangsten, og selvom det var med mere vilje end elegance, kom vi ud.

Så begyndte jeg at stresssvede ved tanken om at skulle i mødregruppe, for hvordan fanden skulle jeg være i stand til at gennemgå hele ovenstående cirkus for så at gentage det med modsat fortegn og publikum et vilkårligt sted i Århus?

Efter 5 uger mødtes vi første gang, og alle ungerne snorksov sig gennem seancen.

Hver eneste gang jeg begynder at have fod på noget af alt det her mor-halløj, udløser det lige præcis overskud nok til at begynde at frygte det næste projekt, uanset om det er offentlig amning, (hvad nu hvis mælken er skredet i blufærdighed?) det lovpligtige møde på arbejdspladsen senest 8 uger efter man har født, (hvad nu hvis han bare skriger og skriger og skriger?) eller at bevæge sig væk fra de sikre pusle/amme-zoner, hvor man kan søge dækning, hvis ungen går i flitsbue, når man er ude (hvad nu hvis han går i stykker af sult eller ulykkelighed, når jeg står på en mark 10 km uden for Århus?).

Men jeg har lovet mig selv, at vi skal prøve det hele, mens jeg er på barsel, og der er tid til at ringe efter en spændetrøje og røde indlæggelsespapirer, så en efter en æder jeg mig som en lille angst, men stædig Pacman gennem forhindringerne.

Så i morgen skal vi ud og køre med tog. Langt! Og jeg er på forhånd ved at skide en hel koloni af snemænd. Jeg har ALDRIG skænket en tanke, at det kunne være første gang, nogle af de mange mødre med barnevogne, jeg har set på perronen, skulle med tog, men lige pludselig melder en mur af spørgsmål og forhindringer sig. Hvordan kommer vi i det hele taget ned på perronen? Hvor fanden er elevatoren? Og hvordan, åh kære Gud hvordan, skal vi få 20 kilo vogn, 5,5 kg. barn og dobbelt op på bagage løftet ind i toget? Hvem spørger man? Og hvad hvis de siger nej? Eller spørger mig, hvor de skal tage ved? Ved jeg sgu da ikke, mand! Har aldrig løftet dyret før. Så kan man stå dér og ligne en nybagt idiot.

Og så er vi ikke engang nået til hele hvad-gør-vi-med-ren røv/surt barn/amningsproblematikkerne.

*suk*

Hvis det er rigtigt, at mod er at være bange og gøre det alligevel, vil jeg gerne indstilles til en heltemedalje af en slags.

Vi sover. Vi sover ikke altid lige meget, længe eller dybt, men vi sover. Er sat ind med nazi-stilen, hvor Anton max får lov at være vågen i 2 timer af gangen, og så er der tvangsputning med sut og Solen er så rød, mor på repeat.

Hurra. Hu-fucking-ra!

Alt den søvn (mit tidligere jeg griner højt et sted ude i fortiden) betyder, at min personlighed pludselig er kommet ud af skabet igen; i ét gigantisk spring med diadem og et begejstret ”Tadaaaah!”, og der er gang i nogle af de gamle mekanismer igen. I går grinede jeg f.eks. meget højt og længe, helt uden hysteriske undertoner. Jeg har også overskud til at være træt af, at jeg synes, jeg er post-graviditets-tyk (den del af mig selv har jeg ikke savnet), og der er tankekæder bestående af mere end 2 led. Så den anden dag, da jeg sad og ammede, var der noget, der gik op for mig.

Og inden I læser, hvad jeg skriver nedenfor, skal I LOVE, at I ikke farer i tastaturet og roser mig, for det kommer unægteligt til at lyde som om jeg fisker, og det er IKKE det, der er meningen.

Jamen, jeg skriver ikke mere, hvis ikke I lover det!

Amager halshug?

Ok, så.

Jeg har fundet ud af, hvorfor jeg bliver så forbandet, når folk omkring mig uopfordret ringer eller stiller med gode råd (keyword being uopfordret).

Det er fordi, jeg i mit tyndslidte, nærtagende øre hører det som om, at de ikke synes, jeg gør det godt nok.

Tænk, at det er derfor. Det er så banalt, at det kommer helt bag på mig selv.

Mine medlemmer i fitnesscentret var altid søde til at komme og sige tak for en god time, min chef i tolkejobbet var god til at klappe på skulderen, og mine kolleger, for hvem jeg er TR, highfivede mig med jævne mellemrum for mit arbejde. Alt det er jeg på barsel fra, og nu skal jeg til at redefinere mig selv og mine styrker og svagheder, og det er bare pissesvært, når den eneste, der i virkeligheden kan evaluere mit arbejde, sover i heldragt med tryklåse.

Den del af min hjerne, der stadig klamrer sig til de sidste rester af social kompetence, ved godt, at alle – uden undtagelse – mener det godt, når de ringer for at fortælle, at det bare er et spørgsmål om at hænge en stofble op foran barnevognen, når han skal sove, for så er alle problemer løst. Jeg ved virkelig godt, at det er et udtryk for kærlighed og et forsøg på at komme mig til undsætning.

Det bliver bare så problemorienteret, og jeg ville sådan ønske, at de også en gang i mellem ringede for at sige, at de synes, jeg gør et godt stykke arbejde. Sådan helt uden aber dabeis.

Arh! Fingrene af tasterne! I lovede!

Jeg har aldrig prøvet nogen former for ekstremsport, men at have fået Anton kommer nok rimelig tæt på. Selvom jeg føler sig som en zombie sat på autopilot det meste af tiden, har jeg aldrig prøvet at leve så meget i yderpolerne af min personlighed, som jeg gør nu.

Han er 10 uger, og der sker så meget, at man nærmest kan se forskel fra dag til dag. Når jeg sidder med ham op af mine bøjede ben, kan han så mange lyde, at vi kan snakke sammen (føler mig her lidt som den fede kok i Lady & Vagabonden, der insisterer på at ”Butche snakke med mig!!”), og når han flækker i et grin, samtidig med at han fjalet trækker hovedet ned til sin skulder, spekulerer jeg på, hvordan det er fysisk muligt at rumme så meget kærlighed uden at hjertet sprænges.

Samtidig må jeg være ærlig og sige, at man bliver sindssyg af ikke at sove. Da overboen på 20 i går kl. 01 buldrede i byen, havde jeg lyst til at spænde ben for hende i opgangen, gribe hende i kraven og råbe: ”Sov, dit lille fjols!! Sov, mens du kan!”

Jeg er så træt nu, at jeg bonger ud for fødselsdepression, når de screener mig – hvilket bare beviser, at laver man en lortetest, får man et lorteresultat, for jeg er ikke deprimeret; jeg er bare træt. Helt ind i knoglerne. Og det er ikke fordi, jeg ikke tager det alvorligt, eller fordi jeg giver den som powerwoman (det job er for længst sagt op), men når et af udsagnene, man skal rate lyder ”Jeg føler, at jeg kan nå det samme, som inden jeg fik barn”, ved jeg sgu næsten ikke, om jeg skal grine eller hysteriråbe: ”Tager du pis på mig!?”

Beklageligvis betyder trætheden, at jeg er kronisk irriteret på verden, hvilket er uheldigt, for mit irritationscenter er rigelig veludviklet i forvejen. Når sundhedsplejersken f.eks. med (unødvendig) mild stemme foreslår, at jeg beder folk om hjælp til indkøb eller vasketøj, eller at jeg – og her citerer jeg ordret – ”gør noget godt for dig selv! Du kunne jo f.eks. gå ned i frisørsalonen på hjørnet og høre om de har en tid?” må jeg knibe læberne hårdt sammen, så sætninger som: ”Og hvor lang tid tror du, at det tager at forklare folk, hvad for nogle bleer de skal købe?”, ”Ville du SELV kunne undvære dit vasketøj 4 dage af gangen?”, ”Nu er det jo ikke os ALLE sammen, der er tilfredse med at se ud som om, vi selv har klippet håret i mørke med en neglesaks, for satan!!” og ”Og hvad havde du forestillet dig, at Anton skulle lave, mens jeg BRIEFER VERDEN PR. TELEFON ELLER SKRIDER TIL FRISØR!?” ikke slipper ud, selvom det føles som om, de forsøger at skille læberne ad med knive og isøkser.

Så hvad gør vi? Vi går. Og går og går og går. Til almen orientering findes der ikke en eneste rute i Århus, der tager 3 timer at gå, som ikke undervejs byder på uhyrlige mængder af vejarbejde.

Hvilket jo er balsam på irritationen.

I går, da jeg gik forbi motorvejsafkørslen, blev jeg overhalet af midaldrende mand, der råbte ukvemsord efter mig, fordi jeg gik, hvor han skulle cykle. Som var den eneste bilfri stribe asfalt tilbage overhovedet. Det var kun billedet af, hvordan jeg jagtede ham hele vejen ud på motorvejen med plæneklippersakse og spyd monteret på barnevognen, og et ansigtsudtryk som en rabiesbefængt hund, der afholdte mig fra at sætte mig ned i grøften og tude.

Og det går jo ikke, vel? Så nu er der krig, for det kan godt være, at Anton er stædig; men det er fandenfuckme mig, der har født ham, og jeg har OPFUNDET stædig!

Så du kan ligeså godt lære at elske din dyne, min skat, for I kommer til at tilbringe MEGET tid sammen.

Jo, I gør.

Fordi jeg siger det!

De sidste par uger har flere bloggere været så søde at smide blogawards i min retning. Lige nu er livet skruet sådan sammen, at jeg kan vælge at blogge eller at svare på kommentarer; der er simpelthen ikke timer i døgnet til begge dele, og derfor håber jeg, at I ved, at jeg læser og elsker alt, hvad I lægger i boksen til mig, også selvom jeg ikke får svaret. Af samme grund har jeg ikke fået sagt pænt tak til jer, som har tænkt på mig, da I skulle give skrive-prisen videre.

Og nu er det så, at jeg kommer til at fremstå som en dum og utaknemmelig kælling, og hvis det ender med, at jeg kommer til at sidde i ophøjet ensomhed som bænkevarmer til Grammyfesten, mens alle I andre vakler rundt med så mange awards i favnen, at knæene exer under jer, er det sådan set rimeligt nok.

For jeg synes desværre, at der er gået lidt kædebrev i de der blogawards. Jeg ved ikke, hvem der i tidernes morgen stiftede dem, men de ender ofte med at cirkulere i relativt lukkede kredsløb. De blogs jeg læser, er dem, jeg har på min blogroll. Måden, jeg opdager nye blogs på, er enten ved at se dem optræde på blogrolls hos dem, jeg læser med hos, eller hvis bloggeren bag lægger en sjov/tankevækkende/sindssyg kommentar et sted derude. Dermed bliver det rimelig forudsigeligt, hvem jeg sender prisen videre til.

Og så bliver jeg nødt til at sige, at når en award forudsætter, at man giver den videre til 15 andre bloggere, er det også liiiidt som om, at æren bliver ædt op af inflationen; svært at føle sig speciel og udvalgt til et swingerparty.

Jeg ville egentlig synes, at det gav mere mening, hvis det var læsere, der ikke selv bloggede, der gav de virtuelle skulderklap, for da en del af priserne i dag forudsætter, at man linker til den, man har fået prisen af, lugter det unægtelig lidt af nepotisme.

Jeg er oprigtig ked af, hvis jeg træder nogle af jer over tæerne, og det er ikke på nogen måde min mening at håne eller latterliggøre jer, der gav mig priserne: I har givet mig dem i den bedste mening, og jeg værdsætter tanken bag.

Jeg synes bare, at det ville klæde blogland, sådan helt generelt, at gøre noget nyt.

Hvis jeg havde tid til det, ville jeg uddele awards til de 15 bedste kommentatorer. For selvom man i perioder ikke får svaret på deres guldkorn *skyldig-smiley* er det der, i kommentarfeltet, man for alvor kan mærke, at nogen derude oprigtigt kan lide, hvad man laver.

Og den glæde dét giver, går der til gengæld aldrig inflation i.