Kørte bag ved en skolevogn i morges. Hver gang det sker, bliver jeg nærmest religiøs af taknemmelighed over, at det er et overstået kapitel. Jeg hadede det. Både køretimer og teori. Hadedehadedehadede det.
Teorilokalerne med stole, der føles, som om de er lavet af ispinde. Gardiner med mønstre, der er direkte farlige for folk med epilepsi. Alt for skarpt lys og lugten af sved og gammel tobak. Lysbilleder fra 1970 (jeg skriver det lige igen: Lysbilleder. Vil Den Gamle By ikke snart have dem tilbage?) akkompagneret af søvndyssende robotstemme, der snakker om vejgreb, reglen om sammenfletning og højre vigepligt. Mine vitale organer sætter nærmest ud af kedsomhed alene ved tanken om det.
Og køretimerne. Med solariebrun kørelærer med guldkæde og skjorten for langt knappet ned. Kedsomhed blandet med Ad! og panikangst, når man forvekslede speeder og bremse.
Har tænkt mig at køre pænt og promillefrit resten af mit liv. Jeg gør det ALDRIG igen!
Rørende enig.
Min kørelærer røg filterløse grøn cecil inde i bilen mens vi kørte. Og kunne ikke huske mig fra gang til gang, hvilket medførte at jeg lærte det samme flere gange. Og det var jo SLET ikke dyrt.
Lige indtil jeg nervøst bemærkede overfor virksomheden, at det generede mig, at han røg i bilen (jeg var kun 22 og fra landet.
SÅ kunne han huske mig! Næste gang: “NÅHHRHRRRR. Jeg HØRER, at FRØKENEN ikke BRYDER SIG OM, at jeg FORMASTER MIG til at RYGE! Skal jeg holde op med DET- HVA? FOR DIN SKYLD?” osv.
Og så røg han videre.
Det skulle LIGE være i dag (hvor jeg har groet en rygrad. Ish.)