Air Canada? Det er Linda. Jeg vil gerne bestille et større fly.

Dag 15/16:

Så er ferien ved at være slut. Jeg skal flyve i aften, og lige nu sidder jeg på min faste morgenmadsjoint og puster ud over en kop kaffe, mens jeg overvejer, om det ville se mærkeligt ud, hvis jeg begyndte at lave strækøvelser. Har tilbragt en meget anstrengende formiddag med at forsøge at overtale nye tasker, nye sko, den canadiske gås og originalbagagen om at gøre sig så små som mulige, så vi alle sammen kan komme hele hjem. Om det lykkes er nu i Air Canadas hænder og lynlåsens tænder.

Er jeg klar til at tage hjem? Tja. Bliver man det? Ferie er jo fantastisk, fordi alle forpligtelser er efterladt i en lille, ildelugtende bylt derhjemme i hverdagen, og alt – det være sig forbrug, mad og alkoholindtag – er gratis under henvisning til ferieklausulen.

Desværre ved man samtidig godt, at opgaverne derhjemme ikke har løst sig selv for at være søde. De har derimod rottet sig sammen og multipliceret sig selv med 12, de små svin.

Savner heller ikke mit vækkeur specielt meget.

Og endelig synes jeg ikke helt, at jeg er færdig med at være sammen med folk herovre. Måske fordi jeg ved, at der kommer til at gå lang tid, før jeg ser dem igen. Man kigger jo ikke lige forbi til en hurtig kop kaffe, når folk har valgt at bosætte sig 6.000 km. væk, vel?

Nå. Selvom jeg slæber lidt på fødderne, tror jeg, at drengene glæder sig til at få deres lejlighed igen. Den er så rigelig Trainspotting uden mine kufferter og klude.

Og jeg har jo i virkeligheden også masser af mennesker, jeg glæder mig til at komme hjem til.

Så nu sidder jeg her iført ferieblues og alt for store strømper, som jeg har været nødt til at hugge, fordi jeg gik rundt og pakkede i bare tæer, og glemte at tage et par af mine egne fra. Tør under ingen omstændigheder at forsøge at åbne mine kufferter, før jeg står i min lejlighed i Århus, og det ikke er et problem, at den brækker sig eksplosivt ud over et areal på 47 m2.

Allerede nu er den obligatoriske pakke-OCD sat ind: ”Fuck. Fik jeg pakket USB-stikket? Det må jeg have. Hvor skulle det ellers være? Jeg så det ikke. Gjorde jeg? Aj, det er der. Det skal det være. Ikke?”

Om 36 timer er jeg hjemme. Med eller uden stik.

Dagens sætning: ”Hov! Jeg har forresten lige nogle julegaver, du skal have med hjem.”