M2023, uge 7

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg prøvet at lave mine egne soyalys – og det er virkelig ikke svært: Hæld flagerne i en gryde. Smelt. Hæld i glas. Slut.

Soyalys udleder markant færre skadelige partikler end almindelige stearinlys, og da jeg ikke rigtigt kan slutte fred med kunstige lys i min køkkenvindueskarm, har jeg prøvet at finde et andet alternativ.

Jeg købte en pakke med soyaflager og væger, og fandt et sted, hvor de havde bud på de gamle apotekerglas, så på det første batch her har jeg ikke sparet det store ift., hvad det ville have kostet at købe dem færdige. Men fordi soya opfører sig anderledes end almindelig stearin, når det smelter, bliver glassene ikke grimme indeni, og fordi soya smelter ved lav temperatur, er de nemme at vaske af og genbruge*, så næste gang jeg laver lys, vil stykprisen være væsentligt lavere. 

Lader du dig smitte af ideen, så vil jeg bare lige nævne, at det kan være en god ide at købe ekstra væger, når du bestiller, og så have et glas eller to i baghånden, hvis der er mere tilbage i gryden, når du har fyldt de planlagte glas. Alternativt kan du, som jeg har gjort, hælde resten i en plastikbeholder og lade det størkne; så kan det vippes ud og smides med i gryden næste gang, du laver lys.

 *Her skal lige indskydes, at man skal tænke over, hvordan man vasker dem af, så man ikke stopper sin køkkenvask til. Jeg tømmer glassene af i et stykke køkkenrulle, når de er næsten brændt ud, hælder et par skefulde vand fra kogekedlen i, hvirvler rundt, tømmer i køkkenrulle og sætter dem i opvaskemaskinen. Så bliver de som nye, og ingen afløb lider overlast i processen. 

2.

Har jeg fået min første regning fra Ewii, som jeg skiftede til 01. januar og den ser sådan her ud:

Der har jeg flere positive ting at sige om. 

For det første kan jeg bare virkelig, virkelig godt lide, at de ikke ruller med aconto. Det, jeg bruger, er det, jeg betaler for, og jeg gør det måned for måned. 

For det andet får de 10000 point for at splitte regningen op på en overskuelig måde, så jeg kan se, hvad jeg betaler for el, og hvad jeg betaler i transport og afgift. De gør de fleste selskaber, men her er det ikke gemt i tusinde andre tal og oversigter, og min tanke er, at det vil gøre det nemmere at holde øje med, om jeg bliver for lose med at bruge strøm i de dyre timer, fordi jeg pludselig meget nemt kan se, hvordan dét tal bevæger sig, uafhængigt af den rene kWh-pris. 

Det vil også gøre nemmere at holde fokus, når regningen bliver lavere, fordi nettariffen falder til april, for når man kigger på et samlet tal, kan jeg godt frygte, at det trækker forbruget i den forkerte retning, fordi den lavere tarif skjuler det, hvis kWh-forbruget kravler opad. Det vil jeg gerne undgå, både af hensyn til miljøet, og fordi det nemmere at holde fast i gode vaner end at skulle bygge dem op igen.

3.

Har jeg forsøgt at kombinere 46 års erfaring med nyfunden viden. For selvom jeg jo altid godt har vidst, at jeg kan få en ide, hyperfiksere på den, gå all all all in – for så efter 2 uger at miste interessen fuldstændigt, så har min forståelse af årsagen til egen adfærd gjort det meget, meget nemmere for mig at handle på det.

Måske fordi der pludselig er en forklaring og et mønster, og jeg derfor ikke bare skal forholde mig til 746 random områder, hvor min hjerne opfører sig fuldstændig autonomt.

For jeg bøvler lidt med morgenmaden. Det har været en ting de sidste par år, og er ikke blevet bedre med medicinen. Men hvor min sult før kom slentrende op ad formiddagen og var meget sådan her:

– så spiller den nu død, LIGE indtil den sparker døren ind og laver den her:

Og det er bare ret uhensigtsmæssigt, når man har et job, hvor man ikke selv kan bestemme pauserne.

Jeg har forsøgt med mangt og meget, og det eneste, jeg nogenlunde kan overskue om morgenen, er .. havregrød. I know. Det er super sært. Og det passer ad helvede til at skulle stå og makke med om morgenen (“det tager 2 minutter, Linda” JEG VED DET! Men det fungerer bare ikke, uanset hvordan jeg prøver at gøre det nemt). Jeg testede at varme overnight oats, og jeg er stadig traumatiseret af oplevelsen. 

Summa summarum: Det skal være noget i stil med pasta-pots-princippet, hvis det skal fungere. 

“Det kan man da lave selv!” tænkte jeg begejstret og begyndte at google opskrifter. Og det kan man. Men de opskrifter, der så gode ud, indeholdt flere ingredienser, som jeg skulle ud at købe. Og som nævnt: Jeg er ved at have fanget, hvad der sker som det næste her…

Så jeg har gjort kort proces og købt det færdig i en version, som også indeholder proteinpulver. Det smager strålende, er *præcis* så nemt, som det er nødt til at være, for at jeg får det gjort, og jeg har ikke 5 ingredienser, der kommer til at stå og kigge bebrejdende på mig, hver gang jeg åbner skabet, når jeg pludselig ikke længere gider havregrød. 

Læren hér er, at minimalisme på den lange bane somme tider kræver maksimalisme på den korte.