All eyes on you

Forleden læste jeg (endnu) en artikel om, at der er svært at være ung i dag, fordi de sociale medier lægger op til, at man skal være perfekt.

Jeg spekulerer ofte over, om de unge selv oplever SoMe som ligeså problematisk, som vi, der voksede op uden internet, men som blev smidt ud i og på det som voksne, gør, eller om de faktisk i det store og hele bare navigerer i det, fordi det for dem er et aspekt af livet.

Uanset hvad, kom jeg, efter at have læse artiklen, til at tænke på, at vi, der ikke længere kan betegnes som unge, måske er bange for internettet og alt, hvad det kan medføre af forfærdelige ting, fordi vi ikke tilbundsgående forstår det. Vi kan ikke afkode landskabet eller se faresignalerne, og er derfor bare for en sikkerhedsskyld bange for alt fra hævnporno og pædofili over catfishing og afrikanske prinser til phishing, overvågning og overdreven perfektion.

Men de frygtmæssige spredehagl forhindrer os stadig ikke i selv at gå i en fælde, som jeg har første gang til gode at se de unge; de virtuelt indfødte, gå i. 

For vi glemmer meget ofte, at internettet ikke starter og slutter på egen skærm, men at der faktisk sidder mennesker derude, som læser, hvad vi skriver og ser, hvad vi lægger op – og husker det.

Og hvor jeg kan trække lidt på smilebåndet, når jeg er afsted med en veninde, jeg har kendt hele livet, som tegner et billede af sit unge selv som EMO-metalchick, og jeg måske godt kan huske, at det vildeste, der røg i cd-afspilleren var Mötley Crue, så kan det skabe helt andre og langt mere problematiske udfordringer end godmodigt drilleri, når man som kendt person bøjer, sliber og tilpasser fortiden, for at skabe en persona og en virkelighed, som faktisk ikke er sand.

Heller ikke selvom man har fortalt historien så mange gange, at man selv er kommet til at tro (lidt) på den. 

Den luksus havde vi inden internettet, f.eks. da vi som unge flyttede til andre byer. Vi kunne genopfinde os selv, udelade det, vi ikke ville have med, og caste de andre fortællinger i rammer, der passede bedre til det og dem, vi gerne ville skabe og være.

Og derfor er der måske nogle af os, der kommer til at blive ved med at gøre det i dag, selvom internettet nu er en faktor, der fungerer som både forstørrelsesglas og arkiv; vi er simpelthen ikke vokset op med at skulle tage højde for et publikum, vi ikke fysisk kan se.  

Jeg tror f.eks. at det er det, der er blevet et problem for Amber Heard. Hun skrev en klumme, hvori hun fremstillede sig selv som et offer for partnervold, og det er eksploderet mellem hænderne på hende. For uanset hvad man mener om den retsag – om overhovedet noget – og de roller, de hver især har haft i ægteskabet, så står det relativt klart, at hun i hvert fald ikke helt har været det uskyldige offer, hun i klummen kom til at fremstille sig selv som. 

Det bliver også lidt problematisk, når en udenlandsdansker, der har slået en forretning op på at videreformidle den danske opdragelsesmodel til amerikanerne, på IG laver et opslag om nærvær, og man kan læse, at ‘mange danskere har kurve på små borde i entreen, hvori de lægger deres mobiltelefoner, når de kommer hjem’. Jeg siger ikke, at de forældre ikke findes. Jeg siger bare, at jeg aldrig, ikke én eneste gang, nogensinde, ever har mødt, set eller hørt om bare én forælder, der gør det.

Herlufsholm er også et godt eksempel på, hvor meget panik, det kan skabe, når videoer og beretninger, der direkte modsiger den fortælling, man ellers har haft så meget glæde af, siver ud, og man pludselig står ansigt til ansigt med risikoen for, at valutaen, man i en menneskealder har brugt til at betale for sit ophold i bestemte, sociale klasser, pludselig kan blive værdiløs.

Eller når man som statsminister eller departementschef omhyggeligt har konstrueret en fortælling om, at man jo bare er sosu-hjælperens bedste ven, der elsker makrelmadder og håndbold, og det så pludselig fyger med screenshots, der mere leder tanken hen på noget moderat diktatur. 

Vi glemmer, at folk kigger med; også når de ikke fysisk er til stede, og det er et selvmål af format, for man ville i langt de fleste tilfælde kunne have fået samme – eller bedre – resultater, hvis man bare havde holdt sig til sandheden.

Man kan sagtens tale til Folket, også virtuelt, uden at forsøge at tale sig selv ned i øjenhøjde med props, podcasts og pålæg.

Man kunne sagtens have haft en relevant samtale om nærvær uden at udstyre danske forældre med nye møbler og vaner. 

Man kunne have truffet beslutninger og reageret på en måde, så Herlufsholm stadig havde været et sted, man skrev øverst på CV’et, uanset hvad der sker herfra.

Og hvor man ville have mødt forståelse og støtte, hvis man havde skrevet, at man havde ar fra et forhold, hvor man fik det værste frem i hinanden, så udløser det foragt, når man forsøger at tegne et billede af sig selv som domestic-violence-survivor for egen vindings skyld.

Vi glemmer at folk kigger med, og vi glemmer det, både fordi vi er internet-immigranter, og fordi vi alle sammen starter fra bunden, hvor ingen gør andet og mere end at trække på smilebåndet, når vi selv synes, vi kan huske, at vi elskede Metallica. Men i takt med, at vi kravler op ad rangstigen, og bliver mere synlige eller står i en position, hvor vi kan drage fordel af, at en fortælling vinkles på en bestemt måde, så BLIVER det et problem, hvis vi lyver, udelader eller former. For så sidder der pludselig mennesker, der pga. nationalitet, faglighed eller erfaring kan kalde vores selvillusoriske bluff.

Og hvor folk glemmer og tilgiver uvidenhed, fejl og arbejdsmæssige fuck ups, fordi vi kender det fra os selv, og i morgen er det en anden, der skvatter ned fra piedestalen, så slår intet dybere revner i din troværdighed end lånte fjer og bevidst manipulation.

Det bliver husket. Og dét kommer du aldrig tilbage fra.