Alt og ingenting
Jeg føler mig underlig fjern og disconnectet fra verden og virkeligheden omkring mig i de her dage. Ikke på Er-der-en-læge-til-stede?-måden. Snarere bare som om, jeg siddet i et tog og kigger ud. Alting glider forbi, jeg registrerer det, men jeg kan ikke rigtigt finde ud af at tage det ind eller forholde mig til det. Det virker på en eller anden måde ikke relevant?
Jeg ved simpelthen ikke, om det giver mening uden for mit eget hoved, men det påvirker min evne til at skrive, fordi den i høj grad bygger på min evne til at observere. Og det gør jeg ikke rigtigt lige nu. Jeg kigger på det hele, men jeg ser ingenting.
Jeg har spekuleret på, om det kan være noget post-covid. Jeg kender flere, der har været syge, som beskriver bagefter jævnligt at blive ramt af invaliderende træthed ud af det blå. Måske er det her en slags afart af det?
Eller måske er det resultatet af, at mit fokus det sidste år hele tiden har været forankret i enten fortid eller fremtid?
Antons udredning har været ét langt tilbageblik, fordi det hele tiden har handlet om, hvad jeg har observeret og bemærket hvornår – men samtidig er udredningen også i høj grad foranlediget af, at jeg har blikket stift rettet mod fremtiden og det, der bliver brug for dér.
Min fyreseddel er resultatet af et år med rygende uenighed og forkrøblende frustration, og i dén forbindelse har jeg også konstant befundet mig i feltet mellem det, der var og det, jeg gerne vil skabe og være. Og med det ene ben i fortiden og det andet i fremtiden, er der ikke rigtigt noget tilbage at hvile på i nutiden med.
Jeg føler mig hverken ked af eller stresset. Der er ting, jeg glædes ved og glæder mig til. Meget, endda. Men jeg så forleden en bog med titlen ‘Er du lykkelig nu?’ – og det ved jeg faktisk ikke, om jeg er.
Jeg tror, at mit syn på *hvad* lykken er, har forandret sig over årene. Om det er erfaring eller kynisme ved jeg ikke, men jeg tror, vi spænder ben for os selv ved at opfatte lykken som en menneskeret; en slags defaulttilstand, vi hele tiden bør kunne genfinde og søge tilbage til. Hvor det føles som en fejl, når vi ikke er det, og noget, vi kan kurskorrigere os ud af.
Men måske meningen med livet ikke at være lykkelig hele tiden. Måske er den konstante lykke ikke faktisk ønskværdig, fordi kronisk tilstedeværelse over tid øger tolerancen og det derfor vil komme tl at kræve mere og mere bare at holde niveau?
På mine midaldrende dage er jeg begyndt at hælde mere til, at livet er en slags rejse, der skal tilbagelægges. En opgave, der skal løses. Det lyder kedeligt og banalt, men faktisk har dén vinkel givet mig mere overskud til at bemærke lykken, når den manifesterer sig gennem godt selskab, smuk udsigt eller god underholdning undervejs. Hvad form den end måtte komme i.
Og der er ting, man kan gøre for at øge sandsynligheden for at få udsigt til blomster og stjerner og få sommerfugle i maven og muligheder for at udvikle sig som menneske undervejs. Men vi skal fra A til B, og der vil være strækninger med støv og bump og opslidende følgeskab, uanset hvor umage vi gør os.
Der er skrevet 10.000 selvhjælpsbøger om det, og jeg kan ikke bryste mig af nye, indsigtsfulde betragtninger – men det bliver bare nemmere at få øje på lykken, når man ikke hele tiden tror, den er en rettighed, og det punkt, som det er meningen, vi både skal starte fra og slutte i.
Det er ikke nyt. Men lige nu giver det mig en underlig form for trøst – som jeg faktisk ikke engang ved, om jeg har brug for.
Det er ikke tungt, men det er heller ikke let. Lige nu er det vist bare. Og selvom jeg ikke kan mærke andet, så kan jeg i hvert fald mærke dét.
23. marts 2022 @ 10:27
Første del af din beskrivelse vækker genklang i mig ift oplevelser jeg har haft efter perioder med meget at se til. Når presset er lettet og der igen er overskud til at løfte blikket, men der endnu ikke er noget nyt der optager mig eller presser sig på. En slags “mellemrum” eller “det rene hverdagslivet” . Det er ikke så tit det er der, men jeg har lært at sætte pris på det, som en pause – for der kommer altid noget nyt, som jeg skal forholde mig til – og det er også ok.
Og lykke – ja det er et stort og varierende begreb!
23. marts 2022 @ 16:54
Det er en fin beskrivelse, og jeg forstår, hvad du mener. Distancen bekymrer mig en smule, for sådan synes jeg ikke, jeg plejer at have det, men jeg forsøger bare at give det den plads, det lader til at have brug for. Så må vi se, om ikke det ender med at ændre sig, når hoved og psyke er klar <3
24. marts 2022 @ 08:14
Det er muligt, at jeg misforstår dig, men jeg synes “bare” det lyder som en træt sjæl, der giver sig selv den pause den behøver? Corona, personlige ting, krig …. Jeg kan godt følge dig mht lykke. Et lykkecitat, der vækker genklang i mig er: “lykke er et biprodukt af at leve et meningsfuldt liv” (mere eller mindre direkte Viktor Frankl)
24. marts 2022 @ 09:39
Det tror jeg, du har ret i. Jeg har bare ikke prøvet den følelse af.. afstand? før, så det er en lidt underlig fornemmelse.
Men jeg satser på, at det fortager sig, hvis jeg giver det den tid og plads, det har brug for <3
24. marts 2022 @ 22:32
Jeg vil bare fortælle dig, at din beskrivelse af din kognitive tilstand giver så god genklang her hos mig. Jeg var alvorlig syg af Covid-19 og har efterfølgende døjet med denne mærkelige tilstand at være til tilstede, men det er som om, at dele af verden foregår i et parallelspor uden jeg rigtig kunne tage det ind. En slags mental distancering/træthed/følelsen af ikke at være helt tilstede, selvom jeg fysisk jo ved, at jeg er der i rummet. Begrebet “hjernetåge” har givet god mening for mig. I enkelte øjeblikke og timer er det som om, at tilstanden letter engang i mellem for så at vende tilbage igen. Jeg håber, at det bliver bedre for det er faktisk en ret ubehagelig tilstand. Alt det bedste til dig.
25. marts 2022 @ 14:37
Hej Linda.
Jeg havde en mild omgang corona og et sært efterforløb. Jeg har skrevet om det her. (Link, der kan læses uden abo, men med en profil) https://politiken.dk/del/jfpvTOAArUrg
Måske har du det hele, eftertræthed efter et hårdt år plus coronatræthed. Det ville give fin mening. Og være ekstremt træls kombi, gætter jeg. Giv tid. Og ro.
26. marts 2022 @ 08:39
Jeg genkender alt, hvad du beskriver. Og jeg har tænkt på noget, som jeg INTET belæg har for, og som bare er mig, der gættergættergætter. (Bare, så jeg ikke uforvarende for startet noget konspiration): Jeg har tænkt på, om covid påvirker det hormonelle system mere, end vi lige er klar over. For mange af de symptomer, jeg hører folk beskriver, og som jeg også selv oplever, minder virkelig meget om dem, jeg har, når jeg har menstruation og som blev forstærkede, da jeg var gravid. Begge gange. Hovedpine, lydfølsomhed, øget følsomhed, osteklokke og forværring af allerede eksisterende skavanker.
Jeg ved det simpelthen ikke. Men det trøster mig faktisk lidt at høre, at der er flere, der oplever det samme, for på dårlige dage kan jeg godt blive ægte bekymret.
Skal vi ikke satte på, at vi til næste år kigger tilbage og griner af det, når vi sidder på halvdårlige barer og er på vej til koncert? <3
26. marts 2022 @ 14:57
Har tænkt det samme! Her er det fx “menstruations-ondt-i-ryggen” et par timer og så væk igen, meget mærkeligt!
27. marts 2022 @ 18:02
Det er jeg glad for at du siger! Eller.. ‘glad’ er ikke helt det rigtige ord, men du forstår, hvad jeg mener. Det er SUPER sært.
25. marts 2022 @ 15:40
Tænker som Sarah at det lyder meget plausibelt. For mig var “osteklokke-fornemmelsen” den sidste bivirkning alle 3 vaccinationsrunder. Den sluttede sig til trætheden når feber, ømme led og udslæt havde fortaget sig, og blev hængende et døgns tid eller to.
Nu har jeg Corona og for mig er det et gensyn med vaccinationsymptomer, bare i lidt kraftigere styrke og over længere tid. Det er nok naivt af mig at håbe at jeg slipper for osteklokken, men man har jo lov at ønske.
26. marts 2022 @ 08:40
Jeg håber virkelig for dig, at du kommer til at stryge lige igennem. Det ville være dejligt, hvis foråret og lyset hjalp bedringen lidt på vej <3
26. marts 2022 @ 03:01
I er ikke alene. Jeg har det,som Sarah beskriver. Og jeg hader det.
26. marts 2022 @ 08:41
Det er simpelthen også bare så op ad bakke. Øv!