Mod nye horisonter
Børnene sover, kortene for det kommende år er trukket, og Bruno Mars er kæk for lav volumen på køkkenbordet. Som de sidste par år sidder jeg i sofaen og nyder roen, mens jeg gør status over det forgangne år og så småt indstiller sigtet på det kommende.
Jeg synes, 2021 har været en arbejdssejr. Der har været ups and downs, og vi har været forskånet for de helt store revner i fundamentet, men jeg synes, sådan helt overordnet, at det har været en drøj omgang.
Det er kommet lidt bag på mig, faktisk. For egentlig havde jeg forventet, at når det første impact af covid, konkurser og tværsmøder var klinget af, så var det bare at begynde at sætte den ene fod foran den anden. Eller. Ikke bare-bare, vel? Men trods alt stadig et mønster og en arbejdsgang, jeg kender.
Sådan har det ikke føltes, synes jeg. Der er noget, der har ændret sig så grundlæggende, at det ikke længere giver mening at grave sig tilbage til udgangspunktet.
Jeg har tænkt meget over det de sidste par uger. At der er meget, der ikke er blevet, som jeg troede, det ville blive. Der er processer, mennesker og baner, jeg er nået vejs ende med, der er rigtig, rigtig meget, jeg har været nødt til at gentænke, og det har trukket tænder ud. For selvom man måske ikke gør sig det klart, når hverdagen ruller, så danner man sine håb og forventninger om fremtiden med udgangspunkt i den nutid, man befinder sig i. Og derfor bliver det et fald i slowmotion, når tæppet bliver trukket væk, for i første omgang tror man bare, at det handler om at genvinde fodfæstet, men når man har gjort det, går det langsomt op for én, at alt er forandret, og at man nu skal suite up til andre vilkår, betingelser og drømme.
Det, der tager længst tid, er næsten at slippe håbet, synes jeg. Man gør det gradvist, fordi man ville brække midtover, hvis man både skulle forholde sig til realiteterne, regruppere og justere forventningerne på én og samme tid, og lige når man står i det, føles det som om, der kun er sorg og smerte forbundet med at løsne grebet.
Men i det øjeblik, man åbner hånden helt; i det øjeblik, man har brugt så lang tid på at frygte, fordi man ikke troede, man ville kunne udholde den tomme hånd – der opdager man pludselig, at den gør det muligt at række ud efter det, man gerne vil være og have nu. Efter det, der passer til det menneske og liv, man er og har, og ikke den og det, man var og havde.
Det ser dejlig nemt og selvhjælps-fascistoidt ud, når man koger det ned til 20 linjer på skrift.
Det synes jeg overhovedet ikke, det har været.
Jeg synes, det har været hårdt, og jeg er gennemtræt. Træt af Systemet, og træt af at være underlagt andre menneskers vilkår og luner. Træt af omstillingsparathed, nedlukninger, nye varianter og skinger debat. Det skriver jeg, vel vidende, at andre har haft det værre og har mistet mere end mig. Men selvom man kommer ud med livet i behold, må man stadig gerne sørge over tabet af det liv, man ikke forstod privilegiet af, da man havde.
Jeg synes, det har været hårdt, og jeg er træt.
Men.
For første gang i uendelig lang tid, synes jeg også, at der er håb for noget bedre, når jeg kigger fremad. For første gang i meget, meget lang tid, synes jeg, at jeg ser muligheder og ikke bare ‘nej’ og døre, der lukker, mens jeg kigger på dem, derude.
Jeg har truffet nogle beslutninger ift. min arbejdssituation, der forhåbentligt i løbet af 2022 gør det muligt ikke bare at overleve, men at trives igen.
De tiltag, jeg har Jeanne d’arc’et mig til ift. Anton er nu en integreret del af hverdagen, og de hjælper.
Og jeg har fået så meget overskud, at jeg igen så småt kan begynde at mærke mig selv.
Vi er ikke i mål. Med noget, faktisk. Men jeg sidder med fornemmelsen af, at de sidste par år er gået med at opdage, at vi har fået udleveret de helt forkerte kort og med at køre fast. Nu er vi endelig trukket fri, og vi har fået støvet de rigtige kort op. Vi er ved at lære det nye landskab at kende, og vi opdager langsomt de skatte og muligheder, der er at finde hér.
Vi er ikke, hvor vi skal være endnu.
Men vi er på vej.
1. januar 2022 @ 02:52
Godt nytår Linda.
Jeg kan sagtens genkende din træthed også selvom jeg ikke har måtte kæmpe så meget som andre har i år og selvom jeg forstår og værdsætter det privilegier jeg har så er jeg også træt.
Men.. i formiddags ville min yngste gerne danse og til Disney sange så det gjorde vi. Og så banalt som det er så ramte en sang fra bjørnebrødre mig:.
For solen vil snart skinne her
Og den sommerlune vind mod din kind
Gi’r hjertet vinger
Og nu er jeg, hvor jeg helst vil vær’
Jeg er på vej nu
For lige der med to glade unger og i et farvel til endnu et skørt og mærkeligt år. Så var det alligevel lige her med dem jeg helst ville være.
Med det bedste ønske for et 2022 som bliver lidt mere som vi hver især håber.
5. januar 2022 @ 10:33
Og det må være den éne ting, covid trods alt har bragt med sig: Det med, at vi somme tider, lige midt i noget, bliver ramt af håb og glæde over at være, hvor vi er.
Godt nytår, Stinne. Og tak for dine mange, fine kommentarer.
1. januar 2022 @ 11:48
Godt nytår, Linda! Og tak for endnu et fantastisk skriv, der som så ofte før på mærkværdig vis rammer ret præcist ift en tilstand og en følelse hos mig. Jeg er også bare så udmattet af de her år, med kæmpe store forandringer privat forstærket 100 gange af corona. Men ligesom dig aner jeg også lys og håb og ruter på landkortet, der passer med mit kompas! Lad os håbe at håbet er er en ægte forudanelse, og at Rohan Will Answer!
5. januar 2022 @ 10:34
Jeg kan ikke komme over, hvor højt jeg elsker den scene. Jeg spolede tilbage og så den 4 gange, sammen med ‘You, my friends, bow to NO one!” da jeg kørte LOTR-kavalkade før jul.
Solen er på vej, Lone. Lige om lidt.
1. januar 2022 @ 13:08
Jeg glæder mig altid til Blogsbjergs nytårshilsen – og kan nikke ja til det hele. Suk. Gid 2022 bliver sådan lidt mere medvindsagtig 🙂 knus og tak for hele dig!
5. januar 2022 @ 10:35
Kæmpe selv tak, søde Tine. Jeg håber, at vi får lov at spise lidt mere kage og trave nogle ture sammen i år. Det ville være dejligt <3
1. januar 2022 @ 15:06
Godt nytår!
Jeg er også træt!
Jeg havde besluttet mig for at holde mig ude af systemet, men står nu med den ene fod inde i det..
Håbet er svært at finde, men jeg trøster mig også med at jeg er på (rette) vej.
5. januar 2022 @ 10:36
Og det er, trods alt, bedre end stadig at rode rundt ude på pladsen <3 Alt godt til dig. Jeg håber, systemet og dine bedste mennesker har hånden under dig <3
1. januar 2022 @ 16:16
Her har 2021 også været hårdt. For flere år siden hørte jeg i Mads og Monopolet et citat som jeg ofte selv tænker på. En lytter skrev ind med et dilemma, så vidt jeg husker havde de et plejebarn og det var vist det dilemmaet handlede om. Men hun skrev: Det går ikke fremad, men det går godt. Det har flere gange hjulpet mig at se tingene på denne måde..
Med ønsker om alt godt i 2022 til dig og din familie.
5. januar 2022 @ 10:37
Jeg elsker det. Det er virkelig godt!? Det er så fedt, når man får de der one-liners op under neglene, som er en reel hjælp, fordi man husker dem, når man har brug for dem. Tak for at dele.
1. januar 2022 @ 16:19
Tak for ordene – du skriver altså helt fantastisk. Håber 2022 bliver god for dig og dine
11. januar 2022 @ 18:40
Tusind tak, Marianne – og i lige måde!
1. januar 2022 @ 20:51
Tak for dig, og for på en eller anden måde altid at ramme plet, og få sat ord på de ting/følelser jeg selv har svært ved nogen gange at navigere i… Jeg er også ramt af en ulidelig træthed og mangel på overskud. Det har været frustrerende, da jeg jo netop synes at grundet corona, har der været temmelig meget ro på hjemmefronten, og corona har kunnet bruges som undskyldning hvis overskuddet ikke har været så stort… I mit regnestykke burde jeg jo emme af overskud, da vi aldrig har haft mere “tid” til bare at være, og netop få gjort alt det der vi aldrig når… alligevel har det ene år bare taget det andet… jeg kan nu bedre få øje på den mentale træthed corona har bragt med sig. Alle de ting man HELE TIDEN skal forholde sig til….
Jeg ønske dig en godt nytår, det er jeg sikker på det bliver…. Og godnat og TAK herfra 🙂
5. januar 2022 @ 10:37
Sikke en fin kommentar, Nanna. Tusind tak for den.
Jeg håber, at der er mere solskin og medvind til os alle sammen de næste 12 måneder.
Tak fordi du læser med<3
7. januar 2022 @ 20:59
Jeg har læst med virkelig mange år, og jeg kan stadig blive forundret over, hvor godt du skriver!
Håber det lysner når du får hjælp med Anton!! Fra en der selv har KÆMPET for sin søn! Det hjælper virkelig, når der kommer mere vished om vanskelighederne…
Så dit opslag på insta for nyligt, og det overhovedet at få sparket døren ind for hjælp ER første vigtige milepæl!
Med ønsket om alt muligt godt i det nye år!!
8. januar 2022 @ 16:32
Jeg får de første linjer af jeres kommentarer på telefonen, og jeg kunne kun se ‘jeg har læst med i virkelig mange år’, og jeg nåede helt at begynde at svede, for de kommentarer kan falde ud til to sider…:)
Derfor var min glæde dobbelt, da jeg klikkede ind og læste det hele. TAK! For fine ord og endnu en historie om, at det faktisk gør en forskel. Det giver håb, og det er faktisk næsten lige så vigtigt som konkret hjælp.
Godt nytår, Ann Cathrine – og tak <3
9. januar 2022 @ 19:59
Dejligt med en positiv overraskelse 😃 Knap så meget at man også skal være forberedt på de andre slags kommentarer…
For os har der mest været lettelse over visheden. Og sorg over at man ikke længere kan tror på, at barnet “vokser fra det”, er lidt umoden eller andet i den stil.
Altså ting (fx rådgivning som vi har bedt om, kommer ikke bare flyvende…), ved jeg her halvandet år efter. Men skole og ppr psykolog har været en kæmpe hjælp siden, og nu er der bare noget helt konkret at forholde sig til, hvor det tidligere var lidt mere “fluffy”… Vi kan også mere kræve hjælpen nu, føles det som.
Håber det kommer til at gå hurtigt igennem!!