M2021, uge 1

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Vurderet, at når jeg er ramt af trangen til at lave om i det hjem, jeg har set uforholdsmæssigt meget til de sidste mange måneder, så er der nok også andre, der er. Derfor har jeg sat gang i et par ting samtidig, og dermed fraveget min egen ellers ret skrappe regel om at gøre én ting færdig ad gangen. 

Planen var oprindeligt, at male stuevæggen først og gøre dét projekt færdigt. Herefter at starte med at sætte børnenes halvhøje senge til salg, og når de så var solgt, at påbegynde rokaden. Simpelthen for at få noget ud, før vi begynder at male, rykke rundt og fylde ind.

(Samtidig er jeg ramt af en futon-relateret udfordring, nemlig at jeg ikke kan få lov at se den futon, jeg har forelsket mig i. Firmaet bag insisterer på, at den er udstillet hos Ilva, Ilva siger nej. Og så står vi dér. Det skal jeg lige finde ud af, hvad jeg gør ved.)

Men fordi jeg kender mig selv for godt, ved jeg, at jeg ikke har tålmodighed til at vente 4 måneder på at få sengene solgt, når først jeg er klar til at starte på værelserne. Derfor tænkte jeg, at jeg ville sætte dem til salg nu, hvor andre måske også er ramt af Wanderlust, 2020/21-edition.

Det tog 7 timer, så var de solgt. Den ene står stadig i stuen, spaltet i atomer, fordi der lige skulle skaffes en trailer, men den anden er ude og leve livet hos et andet barn. 

(Og bare for god ordens skyld: Jeg er super opmærksom på alle covid-restriktioner. Der bliver vasket ned, sprittet af og holdt rigeligt med afstand).

2.

Solgt Fridas legekøkken fra Ikea. Vi havde modellen uden overdel, så det var bare selve køkkenet med kogeplader, der ikke altid virker. Jeg gjorde det pænt rent, klappede af med Frida, at service og legemad måtte sælges med, var 100% ærlig ift. stand i opslaget og satte det til salg til 150 kr.

Det tog 30 minutter og der var 8 i kø, da det blev afhentet. Så bare for at sige: Ting behøver ikke være perfekte for at kunne bruges af andre, men vær ærlig omkring det, tag ordenlige billeder (= ikke for mørke) og sæt prisen efter, hvad du selv ville give for det. Så kan man faktisk sælge det meste. 

3.

Købt for meget maling – og solgt den spand, jeg ikke fik brugt. 

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har købt maler-maling. De sidste mange gange jeg har malet, har jeg købt Bilkas eller Bauhaus’ den bedste, og jeg har aldrig tænkt over, om den var dårligere eller bedre end så meget andet.

Men fordi jeg denne gang skulle gå fra en dyb, blommelilla væg til en støvet grøn, tænkte jeg, at det måske ville være godt givet ud at betale lidt ekstra for malingen. Og *Janice-stemme* Oh! My! God! Hold KÆFT, hvor er der forskel. Da jeg malede væggen blommefarvet, malede jeg på en hvid væg. Jeg malede 3 gange, og der var stadig helligdage. Denne gang kunne jeg formentlig godt være stoppet efter 2. gang, til trods for at væggen under var mørkelilla. Jeg valgte at give den en ekstra tur, fordi jeg havde RIGELIGT med maling, og fordi lyset er lidt besværligt på den væg, og det derfor kan være svært at se nuanceforskelle, men jeg tror faktisk ikke, at det havde været nødvendigt. Jeg kommer aldrig til at købe billig maling igen, det er helt sikkert.

Jeg prøvede at smide de 5 liter på Marketplace, og her var det igen en fordel at have valgt et etableret mærke, for det var bare at skrive farvekoden, så kunne eventuelt interesserede selv google farven og se alle de billede-eksempler, deres hjerter måtte begære.

Det tog 4 timer at komme af med, og jeg har noteret i min lille bog, hvor meget, jeg brugte, så jeg har et nogenlunde målestoksforhold at gå ud fra, når jeg skal male næste rum.

3.

Solgt de to store Visse Vasse billeder, jeg havde hængende på min stuevæg. 

Min første tanke var, at jeg ville gemme dem, for de har kostet en formue. Både fordi de er store, men også fordi jeg er en idiot, der troede, at jeg selv kunne sætte en plakat i en skifteramme, hvilket a) ikke bliver godt med så store plakater – de SKAL sættes op med vakuum og b) derfor bøvlede så meget rundt, at jeg endte med at flække glasset. Jeg lærte min lektie, bed i det sure æble og tog plakaten med til en .. opsætter? plakat-butik? jeg ved ikke, hvad det hedder, men sådan én tog jeg den med til og betalte for både opsætning og ramme helt forfra.

Af samme grund vurderede jeg, at der faktisk ikke var grund til at beholde billederne, for motiverne har jeg stirret mig mæt på, så de kommer ikke op igen, og her i byen kan man ikke få plakater sat op i egen ramme, men skal købe den med hos opsætteren. (Som jeg hermed vedtager, at det hedder).

Jeg brugte 5 minutter på at glæde mig over, at jeg er nået til det sted, hvor jeg med det samme kan vurdere, om det er værd at gemme ting eller om de skal videre, for dels slipper jeg for at skulle finde steder, de kan stå uden at blive ødelagt af kulde eller fugt, og dels bliver tingene *brugt* i stedet for bare at stå og fylde, uden mål og med.

Jeg satte dem til 350 kr. for begge, og de var også væk næsten med det samme. Køberen har sendt mig et billede af væggen, de hænger på nu, og det gør mig oprigtigt glad, at de lever videre et andet sted.