M2020, uge 38

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Modtaget 4 kæmpe poser arvetøj, som nu er sorteret, vasket og lagt på plads.

Jeg blev for en lille månes siden spurgt, om tøjet var noget, jeg var interesseret i, og det var det på alle måder. For et par uger siden var jeg så fræk nok til at sende en forsigtig besked og spørge, hvornår den søde giver forventede at være færdig med at sortere. Det ville jeg ALDRIG have gjort tidligere, for det føles sgu lidt offensivt. Men jeg nåede frem til, at når jeg selv giver tøj væk, så er det jo i håb om, at modtageren kan få glæde af det, og det får de ikke, hvis de når at købe alt det, de mangler i den størrelse, de modtager fra mig.

Jeg kørte første sortering efter børnene var lagt i seng, så jeg kunne pille det fra, som de ikke kan passe. Der er ingen grund til at invitere til et sammenbrud i tre etaper over en enhjørning-kjole, der er to størrelser for lille.

Anden sortering fik børnene lov til at være med til. Her fik vi skilt det fra, som ikke lige er dem – f.eks. alle de jeans, som jeg sådan havde håbet, Anton gerne ville have, men som han ikke kan forlige sig med at have på. 

Herefter blev alt det tilvalgte tøj vasket, og lagt i stakke på bordet, hvorefter vi tog den runde som børnene H-A-D-E-R: Hvor bluserne fra skabet lægges oveni den nye stak af bluser, og man får at vide, hvor mange, man må vælge at beholde. Det gør vi med alle bunkerne, for i en pose med arvetøj kan der sagtens være 10 t-shirts, og hvis det så tilfældigvis også er dem, vi har mange i skabet af, som stadig passer, så bliver skabet fuldstændig uoverskueligt. Jeg er til at forhandle med, så det er ikke sådan, at man bliver tvunget til at afgive tøj, man virkelig gerne vil beholde, men særlig Frida er slem til bare at ville gemme ALT, og det er der simpelthen ikke plads i skabet til.

Alt, hvad vi sorterede fra, røg videre, så andre kan få glæde af det, og jeg har nu et godt overblik over, hvad børnene har, og hvad de mangler. 

2.

I forlængelse af ovenstående: Tvunget mig selv til ikke at fare ud og købe det, de/vi mangler til efterårs- og vintergarderoben. Det er jeg ellers slem til, både fordi det er en opgave, der skal vinges af på listen, men også fordi det kan være svært at få fat i f.eks. en vinterjakke, hvis man slæber for meget på fødderne. Det kritiske tidspunkt er ofte midt i oktober, fordi det er der, børnepengene kommer, men i år har jeg besluttet, at vi venter. Både med fodtøj, termotøj og regntøj. For i år bliver anderledes end de foregående år pga. covid, og børnene kommer til at være meget mere ude. Derfor venter vi og ser, om det bliver mest vådt eller koldt. Desuden skyder begge børn i vejret som ukrudt, og kan vi trække den lidt, kunne man godt være så heldig, at de kan bruge det, vi køber, foråret med. 

3.

Købt en radio til mit køkken, som jeg er så glad for, at jeg bliver i upassende godt humør, hver gang jeg får øje på den.

Vi har haft nogle uger, hvor vi har været VIRKELIG tidligt oppe, og hver gang vi skal det, tænker jeg på, at det ville være hyggeligere for ungerne at vågne til duften af kaffe og lyden af lidt stille musik end mig, der forsøger at ruske liv i dem. Men jeg gider ikke stå og rode med spillelister på den tid af døgnet, hvor min evne til at træffe beslutninger stadig ikke er aktiveret, så jeg fik lyst til at købe en helt old school radio. Den står nu og brummer i baggrunden stort set hele tiden, og jeg elsker det. 

Når den er at finde her på listen, er det fordi, den minder mig om, hvor meget bedre jeg er blevet til ikke at bruge forbrug og nye ting som copingmekanismer, når jeg er træt, stresset eller sat til vægs. Ikke, at jeg tidligere har købt store eller vilde ting, men jeg har opdaget, at jeg, når jeg er presset i bund, har en lyst til at bruge penge, der faktisk minder lidt om den kulhydrat-craving, jeg kan blive grebet af, når jeg egentlig bare er træt eller overvældet. Og alle de små æsker fra Søstrene Grene og tørklædet og den fine kaffekop fra Sinnerup virker jo ikke som noget, der påvirker budgettet nævneværdigt. Men de ender alligevel med at fylde, hvis man små-shopper et par gange i måneden, og hvor jeg tidligere nærmest glemte min glæde ved noget nyt samme dag, jeg havde anskaffet det, fordi noget andet hurtigt kom til, så kan jeg i dag glæde mig virkelig længe og inderligt over de ting, jeg køber. De er ikke købt for at fylde et tomrum eller kamuflere en følelse, men udelukkende fordi jeg ægte mangler dem eller gerne vil have dem. Det føles godt.