Hunden og dens lumske hår.
Kender I de mennesker, der skærer alle over en kam? Dem er jeg et af, når det kommer til gamle mennesker. Eller – ret skal være ret – jeg skærer dem faktisk over to kamme. Jeg ser dem utrolig unuanceret som enten 1) Sure, gamle mennesker, der mener, at de fortjener positiv særbehandling pga. et eller andet krigsrelateret, der fortaber sig i tågerne eller 2) søde, gamle mennesker, som jeg smiler til og inderst inde har lidt ondt af.
Sidder lige og bliver helt deprimeret over fremtidsudsigterne.
Nå, men der er heldigvis flest af de sidste. Dem, jeg holder tilbage for, løfter tasker ud af toget for og laver historier inde i hovedet om, som omhandler livets efterår og børn, der ikke besøger dem, og som jeg får ondt i maven over.
I min venindes opgang bor der sådan et par. Jeg har set dem masser af gange, og de virker altid så … hyggelige. De hilser overstrømmende, når jeg møder dem, virker meget hjælpsomme og min venindes datter på 3 år er vild med dem. De tusser rundt i pensionisttempo i deres brune sko med perforerede snuder, roder i haven og sidder fra tid til anden i gården og nyder en øl.
Når jeg ser dem sidde der, glemmer jeg næsten, at han engang forlod hende og rejste verden rundt med sin elskerinde, mens han fyrede det meste af deres opsparing af, og at hun, da deres søn var lille, holdt ham ud over altanen, og skreg, at hun ville hun slippe ham, hvis han ikke snart opførte sig ordentligt.
16. juni 2010 @ 19:03
Puhh…sikke et liv, mand. Tænk at hun tog ham tilbage..
16. juni 2010 @ 19:23
HVAAADDDD???
– Mette
16. juni 2010 @ 20:58
jeg kender en lille svensk dreng, der hedder Love.
(udtales lisssom på svensk).
Love, Ludvig og Louis er ét fedt.
kærligheden tåler alt.
det er en skør, men smuk historie.
som et rumvæsen ville tro kun kunne finde sted mellem 1830 – 1870.
16. juni 2010 @ 21:25
ps. et almendannet rumvæsen, sæføli.
17. juni 2010 @ 05:30
Kærligheden overvinder alt… tilsyneladende…:-)
17. juni 2010 @ 08:31
Og det er netop den sidste slags detaljer, der får én til at fatte at nok er de gamle, men de er – og har været – ganske almindelige mærkelige mennesker som os andre. det gik for alvor op for mig, da jeg engang sad og talte med en venlig ældre dame med permanentet hår og havde det på "du er nu sød – jeg har lidt ondt af dig"måden, og hun så i en bisætning sagde noget om at have kørt Europa tyndt på bagsædet af en motorcykel…. WHAT?!
17. juni 2010 @ 15:01
ELSKER at blive overrasket over mine medmennesker. Hvor er det fedt, at man propper folk i kasser, for så… hvis man giver dem/sig selv lidt tid, at se de selvsamme kasser ramle ned af trapperne og TADAAA…endnu en historie man kan fortælle, når man selv bliver gammel.
Jeg er sikker på, at når man dør, så er det den, der har de bedste historier at fortælle, der vinder
Betyt
17. juni 2010 @ 16:29
thats just Fubar…. virkelig.
Men sårn er virkeligheden jo.
27. november 2010 @ 20:14
this post is very usefull thx!