Erfaringer – ja tak. Bedrevidenhed – nej tak.
Min baby turbovokser. På to uger er den gået fra at være 8 cm. til at være 16. Ikke så mærkeligt, at man er træt, vel? Og on that note: Som vi før har snakket om, er jeg for tiden rimelig let at irritere, og det kan jo for fanden ikke hjælpe, at folk skal snige sig på listesko omkring mig og gætte, hvad man må sige, og hvad man får sherifstjerner og voodoorelaterede uheld ud af.
Specielt ikke, når det kan koges ned til 3 ting, hvad der får Hekla til at gå i udbrud.
Derfor har jeg lavet en liste. For nemheds skyld er den inddelt i to; en for dem, der endnu ikke har børn og en for dem, der har.
Dem uden børn:
”Nu skal du huske, at passe på dig selv.”
Det her har jeg selv ytret mindst 1.000 gange, og jeg vil hermed gerne undskylde med tilbagevirkende kraft til alle de gravide veninder, som tålmodigt har lagt øre til dette pis-råd. Jeg lyver ikke, hvis jeg siger, at jeg hører denne sætning mindst 3 gange om dagen, og jeg FORSTÅR godt, at den er et udtryk for omsorg, men altså… Ligner jeg en, der bevidst forsøger at mishandle min krop? Eller som er meget dum? Jeg drikker en halv liter mælk om dagen, jeg spiser mine jerntilskud, jeg får dagligt 6 stykker frugt/grønt, jeg slukker tørsten i vand, jeg motionerer i gennemsnit 1½ time om dagen, og jeg tager en lur, hvis jeg er træt og muligheden byder sig. Jeg. Gør. Hvad. Jeg. Kan. Men jeg tror ikke, at min chef vil stille sig særligt forstående, hvis jeg ringer og siger, at jeg ikke lige kommer de næste par uger, fordi jeg skal sidde herhjemme og passe på mig selv. Og jeg tror, at min krop bliver glad for, at jeg har trænet (jajaja!! Med OMTANKE, siger jeg jo!) når jeg om ca. 5 måneder skal presse en vandmelon ud gennem et sugerør.
”Det bliver MEGET værre!”
No disrespect – men hvor fanden ved du det fra?
Til gengæld må man gerne fortælle, hvad ens kolleger gjorde, eller hvad søsterens jordemoder sagde. Man må gerne spørge om alt, hvad man spekulerer på, og jeg bliver ikke fornærmet, hvis man drikker rødvin, når vi spiser sammen. Jeg havde helt sikkert gjort det, hvis situationen havde været omvendt.
Og hvis man synes, at det er hysterisk at gå op i, hvad andre siger, vil jeg opfordre til et lille eksperiment: Prøv at sætte dit vækkeur til at ringe hver 90. minut natten igennem. Stå op, gå på toilettet og gå i seng igen. Bare en uge. Det er 5-6 gange hver nat, til orientering. Sådan har mine nætter set ud i lidt over to måneder, og selvom jeg elsker at mærke, at jeg er gravid, så sker der altså noget med tolerancecentret, når man ikke sover igennem, som man plejer.
Og inden dem med børn farer i kommentarfeltet, så lad dette være den elegante overgang til:
Dem med børn:
”Det kan du ligeså godt vænne dig til/Det bliver MEGET værre!!”
Når man får sit første barn som 33-årig, betyder det, at mange i omgangskredsen allerede har et par stykker eller 3. Hvilket jo erfaringsmæssigt bringer jer foran 200 – 0, og umulige at indhente. Men hver eneste gang I gør det der, devaluerer I min oplevelse af, hvordan det er at være gravid. For mig er det her første gang, og der hvor jeg står, kan jeg ikke rigtigt sige noget, når I hån-ler over, at jeg synes, at det er hårdt at få sin nattesøvn klippet i stykker, eller at jeg bliver rørt over alting og livets skrøbelighed, for jeg ved ikke bedre. Med den slags kommentarer sætter I mig samtalemæssigt udenfor døren og tager patent på at definere både graviditet og forældrerolle. Og selvom jeg godt med mit hoved ved, at det slet, slet ikke er derfor I gør det, er det altså ikke særlig rart.
Til gengæld må I meget, meget gerne, som min veninde Karina, give gode råd videre. Som da hun fortalte, at hun under begge sine graviditeter spillede en bestemt cd for babyerne, og senere, da hun havde født, satte den på, når der skulle ske noget nyt, som de potentielt kunne føle sig lidt utrygge ved. Dén slags vil jeg MEGET gerne høre om.
Og om en måned, når jeg er helt fortvivlet over, at ingen længere tør tale med mig af skræk for at overtræde en eller anden obskur regel i mit gravide hoved, kan jeg jo passende skrive et indlæg, der hedder: ”Jeg mente det ikke. Kom tilbage.”
24. juni 2010 @ 20:44
Jeg aner ikke en hujende fis om at være gravid, og agter ikke at stifte bekendtskab med dette fænomen før om en hel del år, men følger nysgerrigt med i dine observationer og udfald – og ELSKER det! 😀 Især det, at du kan lade galden flyde, for så at sætte dig selv lidt udenfor og se det udefra, og følge op med en; jeg ved godt, at jeg er på kanten, men den her skulle jeg altså bare a' med.. Jeg ynder selv, at påstå, at jeg har den evne, men den er satme ikke helt så udtalt som din.. Arbejder på det, og lærer bl.a. a' dig! 😀
[og jeg skal satme ikk sætte noget ur, for at spolere min nattesøvn.. dén gemmer jeg sgu til det gælder! :)]
24. juni 2010 @ 21:36
Det der med den spolerede nattesøvn i graviditeten på grund af al nattisseriet – det har jeg altid tænkt som værende kroppen, der forbereder én på, at man om x antal måneder rent faktisk SKAL op(eller ihvertfald vågne) 4-5 gange om natten for at amme, give sut osv. Hvis man ser sådan på det, er det lettere at "finde sig i" 🙂 Men du får selvfølgelig sådan en velopdragen en, der bare sover igennem fra starten af (det gjorde jeg så ikke, hihi).
Ligeså når man bliver sådan rigtig-rigtig tung, den sidste tid før fødslen. Så går alting i et laaaangsommeligt tempo (jeg var selv en der stæsede afsted førhen) – det er også en tilvænningsproces til, at ting bare går langsommere, når man har fået den lille ny 🙂
25. juni 2010 @ 09:29
Nå, nu kommenterer jeg lige det her indlæg også: folk er nogle røvhuller. Seriøst. De skal altid fortælle historier der ender med "og så døde babyen", indeholder kromosomfejl og spastisk lammelse. (Man burde i øvrigt have en "uegnet for gravide"-label på visse film.) Jeg tilbragte de første 4,5 måned af min graviditet med at ørle konstant, og jeg skal i øvrigt tisse 5-10 gange hver nat (og nej, jeg overdriver ikke, har talt.) Og here goes: nu er jeg på skellet til højgravid, og jeg har lidt ondt i bækkenet, men det er blevet bedre. Det hele. Der er mere glæde og mindre nederen. Man er tættere på fødslen, alle kan se at man er gravid. Selv om det dog ikke betyder siddeplads i bussen, hvis det er det, man tror, folk her i DK vil nærmest vælte en og vade over én for at komme til at sidde. Fik seriøst et kulturchok da jeg var på ferie i Grækenland og alle var fantastisk søde pga. omstændigederne. Note to self: ALTID lade gravide komme foran i toiletkøen (ja, man SKAL pisse mere når man har små fødder der tramper på ens blære) og altid give sin siddeplads i bussen.
Folk skal altid fortælle en, at alting altid bliver meget værre. "Bare vent til du skal føde, bare vent til du får babyen, SÅ får du ikke sovet, bare vent til han bliver større og kan svare igen etc". Man må forsøge ikke at lytte. 🙂 (Kat igen)
25. juni 2010 @ 09:48
Point taken 🙂
Så jeg vil bare forsigtigt sige: ja, det er super belastende at skulle op og tisse i tide og utide (der plejer dog at være en midter-periode af graviditeten, hvor det aftager lidt). Og ja, din krop bliver glad for at du har trænet 🙂
25. juni 2010 @ 20:06
Ved heller ikke hvad det er med det der bedrevidenhed. Det er helt utrolig belastende, og der er jo faktisk ret stor variation i graviditetsgener, nattesøvn med baby osv. Men nogen mener åbenbart at det der gælder for dem gælder for alle. 'du kommer aldrig af med babykiloene''du får ikke sovet i 2 år''dine bryster forsvinder' osv osv. (Men jeg fik faktisk min pæne figur igen, gik en skålstørrelse op i bh og min baby sov igennem efter 4 måneder. IYF)
25. juni 2010 @ 20:29
Cecilie: Mange tak for de pæne ord:) Og godt at høre, at man som udenforstående forstår både, når jeg langer ud efter andre og mig selv.
Kat: Ville ønske, at jeg vidste, hvor du boede, for så ville jeg lige cykle forbi med en highfive og et "Amen!"
Ano: De der historier ELSKER jeg!! Tak:)
26. juni 2010 @ 14:08
Jeg var så på toilettet tre gange i løbet af natten.. Temmelig belastende, især eftersom jeg havde sagt, at jeg ikke ville sympatisere med dig på dét punkt.. Forbandede møgkrop der kan psykes til de mærkeligste ting.. 🙂
26. juni 2010 @ 23:15
Jeg er pt. andengangsgravid og er til stadighed forbløffet over al den bedreviden jeg 1: mødte første gang 2: fårking hell møder igen her 2. gang..blot med små bebrejdende øjenbrynsantydninger de rsige, altså det MÅ du da vide?
-sælsomt nok synes jeg jo at det der var lærdom numero absolut UNO fra dengang for 3 år siden med graviditet og spædbarn var:du kan ikke regne med noget,ikke alene er ALLE børn forskellige, men også ALLE mødre er forskellige -man kan lytte til erfaringer og så selv lægge fra og til men deciderede overførsler af 'sådan er det jo' det holder ganske enkelt aldrig -jeg forstår simpelthen ikke at hele moderskabet stadig er/bliver indhyllet i ideen om 'sådan er det jo' -kan jeg muligvis være den eneste som pråsen er gået op for:at alt er faser og det når det kommer ned til nitty gritty kun er dit barn og dig (og evt. en far i kulissen) der kan finde ud af lissom hvor skal vi hen du…
og forresten, jeg er med på at det ikke er fedt at høre om bekendtes bekendte der har fået unger uden arme men med tre lunger og videre i den dur -men fra sidst husker jeg nu også en stor irritation over alle dem der gerne ville dele erfaringer ud, men i et fuldstændigt utroværdigt lyserødt lys. Som når man sider og faktisk bare gerne vil vide hvad det der klyx er? og whats up med det der amning, hvordan skulle det være svært, brystet er der og barnet er der -hvorfor fremstilles det som rocket science? -og man så får ikke bare den rosa udgave men den i neon pink der skriger så neon at den sidder (mistænksomt) på nethinden bagefter..Disse lyserøde historier gjorde at jeg var så godt som uforberedt på amning med alt hvad det indebærer af brystsår, nedløbsreflekser og udbud/efterspørgsels systemer -og ja jeg skrev sår, bliv ikke forskrækket men jeg har siden hen altid forsøgt at lægge svesken på disken og fortælle hvor pissetræls tingene kan være efter fødsel, uden selvfølgelig at lade det være uledsaget af hvor skønt det også er når bebs begynder at give lidt tilbage i form af smil, pludder og den slags.
-skøn blog iøvrigt!
27. juni 2010 @ 15:32
Uargh, jeg kan godt huske det der salige, sært hoverende blik, man som gravid fik af folk med børn. Gå væk og lad mig nyde min graviditet.
Jeg har ikke nogen gode råd eller ammestueagtige historier. Men jeg vil sige dette: At være gravid og at have et barn har intet med hinanden at gøre (!). Graviditet er måske nærmere en slags hyper-kropslig tidslomme på vejen mod det parallele forældreunivers, man ryger over i?