Herfra min verden går
En uge inde i det nye år, og dagene går i en underlig blanding af hverdag og undtagelsestilstand.
Nogle dage har jeg det sådan her:
Andre dage mere sådan her:
Men børn forankrer en rutine der gør, at dagene alligevel føles fyldte, selvom jeg lige nu ikke går på arbejde.
I morgen er der ansøgningsfrist på et par jobs, jeg har søgt, som jeg virkelig, virkelig, VIRKELIG håber på at blive taget i betragtning til, og jeg kan mærke, at vi lige skal se, hvor dét lander, før jeg kan koncentrere mig om at skrive gode og oprigtigt mente ansøgninger til andre stillinger.
Dagene herhjemme går med at støvsuge nettet for jobannoncer, skrive ansøgninger – og så med at rydde op i småting fra fortiden, som tager uhyrlige mængder af tid.
Som f.eks. at min tidligere arbejdsgiver – ved en frygtelige fejl – ikke har indbetalt pension til mig siden april. Heldigvis havde han husket at skrive det på lønsedlerne, og det *er* sgu da heller ikke til med alt det administrative bøvl.
Eller Pladsanvisningen, som i går sendte mig en kærlig hilsen: De vil gerne lige bede om 4.000 kr., som jeg ifølge deres beregninger har fået for meget i 2016 (…!). På udspecificeringen kan jeg se, at det skyldes, at jeg står til dobbeltindkomst den måned, hvor det *sidste* firma, jeg var i, gik konkurs. (Fordi tidligere-tidligere arbejdsgiver indberettede løn, men aldrig udbetalte den), så der er en forklaring og håb om, at det løser sig, men sådan noget, ikke? Det får min sjæl til at visne.
Men *udover det* udnytter jeg, at der er tid til at fokusere på projekter, der ellers ofte kommer i sidste række, når hele maskinen ruller:
Jeg besluttede mig i december for, at de måneder, jeg får herhjemme, skal udnyttes til at få et forspring i forhold til at komme de fordømte kilo til livs, så jeg snitter salat, går, så mine ben er ved at falde af, og udnytter det januarmomentum der gør, at alle omkring mig også er fokuserede på sundhed.
(Jeg fik min Endomondo-rapport for december igår, og den viser at jeg – i en måned, hvor jeg har haft børnene hjemme i to uger – stadig har formået at gå næsten 70 km. Min skridttæller har vist sig at være et absurd godt redskab til at få lagt bevægelse ind, og siden jeg har fået den, har jeg gået mellem 10.000 og 19.000 skridt om dagen).
(Og jeg ved godt, at du kender én med ét ben og ingen arme, der har gået det tredobbelte antal skridt på den halve tid, men han må få sin egen blog og prale på den).
I mandags indløste mine veninder og jeg vores julegave til hinanden og var forbi en håndlæser, hvilket var SYGT fascinerende og gav mig en masse at tænke over.
Tirsdag var jeg i anden anledning forbi en bilforhandler, hvor jeg fik øje på en brugt bil, som jeg forelskede mig i på stedet. Det satte en masse tanker igang, for den oprindelige plan var at køre i den jeg har, til den er betalt ud, og bruge den som ‘udbetaling’ til den næste. Men med forsikringssagen der kører, og et filter, der begynder at skabe sig, er det måske også noget med at gen-tænke, om akserne mellem, hvad der kan betale sig at ofre på den gamle og det optimale købstidspunkt for en ny, krydser et andet sted, end jeg først havde tænkt.
Frida havde igår sidste dag i lillegruppen, hvilket betød farvel til søde Hanne, som har været ‘vores’ pædagog i 6 gode år, og Anton har pludselig fået en holdning til sin frisure.
Det hele begynder at lugte af afslutning, store børn og nye begyndelser, og det er lige, som det skal være.
8. januar 2020 @ 12:39
Åh ja, bogføring og den slags kan være så bøvlet … Mindes en lignende situation for lidt over 10 år siden (også megabøvlet med feriepenge, ik?) …
Håber, det hele løser sig snart 🙂
Kh og gode tanker <3
Anne F.
8. januar 2020 @ 19:37
Ja, det er ikke til at have ansatte, vel…?
Tak, søde Anne. Det skal nok ende med at blive godt, det er jeg sikker på.
Kh
Linda
8. januar 2020 @ 12:56
Jeg har også været til håndlæser, mh…. Det startede med, at hun mente, at jeg havde haft et hårdt liv. Der måtte jeg skuffe hende. Nå men hun kunne se, jeg lærte hurtigt, men også hurtigt glemte, hvad jeg havde lært. Jeg rettede hende ikke, men jeg tænkte, at det var sjovt, jeg næsten altid vinder i Besserwisser og lignende. Og sådan fortsatte hun, hun var ikke i stand til at afkode min person og slet ikke læse mine hænder.
Jeg ville ansætte dig lige på stedet, hvis jeg kunne. Det bør de, du har søgt hos også gøre.
8. januar 2020 @ 19:42
Der er så utrolig mange plattenslagere derude, at man kan blive helt hidsig af at tænke på det. Hende her var rystende præcis, både i hendes karakteristik af mig og i beskrivelsen af den situation, jeg står i lige nu. (Og bare for god ordens skyld: Det var min veninde, der havde bestilt tiden, så hun havde ikke navne på resten af os). Hun kom med nogle gode input, og jeg elsker at blive puffet lidt til og få serveret nogle nye vinkler på kendte problemstillinger, så for mig var det (heldigvis) en rigtig god oplevelse:)
Og tusind tak for det. Jeg håber sådan, at dem, der læser min ansøgning, har det ligesom dig <3
8. januar 2020 @ 14:13
Nåede lige at tænke “intervention!” over linjen “ Dagene herhjemme går med at støvsuge“ men læste så gudskelov den næste med 😉.
8. januar 2020 @ 19:43
Haha – jeg blev afbrudt, da jeg sad og skrev indlægget, og da jeg kom retur til computeren, troede jeg sgu også først selv, at jeg havde skrevet om at støvsuge:-D Der er vi ikke (… endnu!)
8. januar 2020 @ 14:20
Må man spørge hvad der er for en skridttæller, du har købt?
8. januar 2020 @ 19:52
Min hedder Omron, men jeg tror faktisk, at mærket er underordnet. Det, jeg gik efter, var en model, der var super simpel. Jeg gad ikke have flere gadgets med 100 funktioner; jeg ville bare have en, der talte skridt og ikke mere end det. Derfor troede jeg, at jeg måske bare skulle have en af de ældre modeller, men det, jeg fandt ud af var, at nogle af disse først begynder at tælle, når man har bevæget sig 1 minut. Og så er der godt nok mange skridt, jeg ikke får talt med, for det er alle de “Mor, må jeg få mere vand” og “Mor, kom lige og se”-skridt, jeg går i løbet af en dag.
Jeg har også læst alle historierne om dem, der får en skridttæller og parkerer længst væk fra indgangen og tager trapper i stedet for elevator, og alligevel er det virkelig kommet bag på mig, hvor mange skridt jeg henter i løbet af en dag på den slags. At parkere lidt længere væk. At gå 3 gange rundt om bygningen, når jeg kommer 10 minutter for tidligt til en aftale. Jeg forstår godt nu, hvorfor det virker, for det ER virkelig motiverende.
8. januar 2020 @ 16:32
Held og lykke med jobsøgningen! Jeg står selv midt i det. Har gået hjemme siden starten af oktober og begynder at trænge til noget luftforandring. Jeg har selv valgt at stoppe op og lede efter noget nyt, men det gør det ikke mindre presset, når man har søgt noget man virkelig gerne vil.
8. januar 2020 @ 19:53
Tak Iben, og rigtig meget i lige måde!
8. januar 2020 @ 19:36
70 km i december? Det er fandeme flot, du!!
Af ren nysgerrighed: hvorfor løber du ikke i stedet for at gå? Det er jo meget mere tidseffektivt og forbrænder flere kalorier. Og så er der noget fedt i at anstrenge sig så meget at man næsten kaster op til sidst. I løbet af det sidste års tid er jeg blevet omvendt fra “Jeg løber så jeg kan spise mere” til “jeg løber fordi jeg ELSKER det og muligvis bliver mindre rasende af det”. Jeg lyder næsten som en der går til cross fit, I know, men det er simpelthen så overdrevet fedt at nå dertil. 🏃🏼♀️
Jeg håber også, at de ansætter dig på stedet! Kan du ikke vedlægge bloggen som karaktervidner?
8. januar 2020 @ 20:06
Det ville BARE være fedt! Og det er også ret rart at få lov at mærke, at der er noget, jeg virkelig, virkelig gerne vil, for det skærper opmærksomheden på, hvad det er for en retning, jeg gerne vil i. Det mærkede jeg ikke ligeså tydeligt for et par måneder siden.
Og selvfølgelig må du spørge:) Der er flere grunde til det.
Først og fremmest handler det om, at jeg skal træne mine ben og særligt mit ene knæ op igen, så det kan klare belastningen. Jeg er flere gange over de sidste år startet op med at løbe, og hver gang er det endt med psykopatisk skinnebensbetændelse og hysterisk ondt i det knæ, hvor jeg brækkede knoglen lige under, da Frida var lille. En del af problemet er, at skæve arbejdstider og det, at børnene (mest Frida) stadig er små (lille) gør, at det bliver for ustabilt, hvor ofte jeg kan løbe. Nogle uger kan jeg løbe 3 gange. Nogle uger slet ikke. Det er super uhensigtsmæssigt ift. at træne op til at kunne løbe-løbe igen.
Men noget af det, jeg har tænkt meget over de sidste 3-4 måneder er, at den sort/hvide tankegang, hvor jeg kun synes, at det tæller, hvis jeg træner tungt og længe, eller løber 5K, faktisk stiller sig i vejen for, at jeg får mig bevæget, og begynder at banke en form op igen. Ved at justere min måde at tænke på, er jeg gået fra at have måske 2 uger, hvor jeg trænede, så jeg følte, jeg trænede, og derefter ikke lavede noget overhovedet i 5 uger, til (siden juni) at løfte vægte 3 gange om ugen og gå, så snart muligheden byder sig. Det har været for at bevise dette for mig selv, at jeg har købt skridttæller og tracker mine ture med Endomondo, for nu kan jeg jo se, sort på hvidt, hvor stor en forskel, den holdningsændring gør.
Giver det mening?
8. januar 2020 @ 22:02
Det giver super god mening. Faktisk lykkedes det for mig fordi jeg ændrede min holdning fra at med mindre jeg løb tre gange om ugen, så kunne det være lige meget til at to gange om ugen er mit mål. Hvis det en gang i mellem lykkes med tre, så YAY me, men hvis jeg løber to gange om ugen så er jeg i mål. Jeg startede med en kondition på -500 ovenpå svær bækkenløsning i min tredje graviditet, så jeg har trænet meeeeget langsomt op. Og har undgået den seneskedehindebetændelse på skinnebenene, som ellers har bremset mig utallige gange før.
Og som jeg også har skrevet før, så har mit Apple watch gjort en giga forskel for mig de sidste tre måneder. Nudging fra et device? Virker åbenbart grotesk godt på mig. #lemming
8. januar 2020 @ 20:18
Jeg krydser fingre for dig på jobfronten! Hep hep!
8. januar 2020 @ 20:27
Tak! <3
9. januar 2020 @ 09:07
Den der skridttæller, kan forstå den ikke er et armbånd, men hvor gør du så af den? Man har jo ikke altid lommer? Jeg er sikker på, jeg også ville blive sygt motiveret, men har et pænt ur jeg holder meget af, og har ikke lyst til at gå med et “ekstra” ur… so enlighten me please ♥️
9. januar 2020 @ 09:54
De fleste af dem, jeg har kigget på, har en lille strop monteret, så hvis man ikke har lommer, kan man sætte den om f.eks. bæltestropper. Afhængig af outfit tænker jeg også, at den kan sidde på en bh-strop eller på snørebånd, hvis man f.eks. går meget på arbejde. Eller sammen med nøgler, hvis man går rundt med dem? Det er en ekstra dims, man skal finde plads til, og jeg har kylet min på gulvet 3 gange so far, fordi jeg glemte, at jeg havde den i lommen, men for mig opvejer fordelene langt ulemperne. Jeg fandt min på DBA; stadig plomberet i originalindpakningen, så du kan jo evt. se, om du kan finde en brugt og teste, om det fungerer for dig? <3