20/20 vision
Det er i dag d. 25. december. Jeg sidder i den ene ende af sofaen, med udsigt til træet og Anton, der kravler rundt på gulvet med sine nye, trådløse høretelefoner på, mens Lego, Beyblades og Bakugans er strøet ud over gulvet i et sindrigt set up, som kun han kan gennemskue.
I den anden ende af sofaen sidder Frida under sin nye voksendyne, med Elsa og Anna-betræk, og er lige så lilla under øjnene, som hun er over, hvor den nye øjenskygge omhyggeligt er lagt. Det var en hård dag for hende i går; hun har så mange ideer og forventninger, og det er så svært at være lille og fuld af planer, når man bliver udsat for benspænd som traditioner og plejer og krav om at forstå.
For første gang har vi ikke en eneste gave, der skal byttes, og når jeg ser og hører, hvor stor pris børnene sætter på det, de har fået, føler jeg, at jeg har gjort *noget* rigtig som mor.
Jeg har tænkt meget over julen i år. Over julestemning og nytår, og forandringer, der kommer, uden at være inviterede, men som stadig føles uafvendelige og måske endda som en dyb indånding, man ikke vidste, man havde brug for at tage. Jeg har tænkt over, at julestemning måske ikke så meget er noget, der kommer, som noget man skaber, og at begrebet ‘julemagi’ er med til at gøre det hele sværere, fordi det får dig til at gå og vente på noget udefrakommende, der, ligesom kærlighed, som skal komme og drysse glimmer på alting og transcendere hele oplevelsen.
I år har jeg haft ekstra tid til at stoppe op og lægge mærke til, hvad jeg gør og ikke gør, og det er gået op for mig, at jeg glemmer at prioritere mange af de helt lavpraktiske tiltag, jeg forbinder med julestemning.
Når jeg gør rent, sætter jeg en podcast på i stedet for at tænde for Wham, jeg tænker på gløgg, men laver kaffe i stedet, jeg planlægger at se julefilm, men napper en serie, og julelys er noget, vi ser, hvis vi tilfældigvis er ude at køre, når det er mørkt.
I år har jeg grebet det anderledes an. I år har jeg bevidst valgt det hele til. Både gløgg, Last christmas, hele striben af Harry Potter-film samt et par Mission Impossible on the side (fordi intet siger jul som spioner og troldmænd) og at køre ud i mørket med det erklærede formål at kigge på julelys. Vi har spist mandariner og pebernødder, flettet julestjerner og lagt julepuslespil, og rykket både morgenmad og aftensmad over i sofaen, så vi kunne se julekalender, uden at det var noget, vi skulle finde ekstra tid til.
For første gang i mange år føler jeg, at jeg har fået hele julen med.
Det slog mig forleden, at julen på mange måder er en mini-metafor for livet, og at det måske er derfor, den somme tider kan være svær at føle, at man virkelig får hånd om. Fordi man så gerne vil være sikker på, at man prioriterer det, der er vigtigt (og på forhånd forstår, hvad det er), at man bruger sin tid rigtigt, og at der, i det store og hele, er balance mellem det, man giver og det, man får. Både i konkret og i overført betydning. Man kan for alvor mærke, hvem der mangler, og hvorfor de var vigtige, og for enden af det hele ligger nytårsaften, hvor man gør status og sætter nye mål, med en hektisk konfrontation med alle de valg, man indtil nu har truffet i mere end frisk erindring.
Men i år har jeg, for første gang i mange år, tænkt, at det faktisk er ok at sige, at jeg tror, at til næste år bliver et godt år. Jeg har altid været bange for at jinxe det, men jeg har i løbet af december tænkt meget over, at jeg tror, man er nødt til at skille tingene ad. At man er nødt til at acceptere, at man ikke kan gøre noget ved de helt store linjer, men at man derfor stadig har indflydelse på, hvad man skriver under overskrifterne.
Da jeg gik ind i 2019, troede jeg, at det skulle være i år, jeg tabte de kilo, jeg har haft det så svært med, siden jeg fik Frida. Jeg vidste, at Anton skulle skifte skole, og jeg havde en forventning om, at jeg ift. arbejde bare skulle være, hvor jeg var.
Anton skiftede skole, jeg vejer PRÆCIS det samme nu, som da året startede, og jeg er arbejdsløs fra d. 01.01.
Til gengæld har jeg i løbet af året, lidt uforvarende, fået lagt ting i støbeskeen til, at 2020 har potentiale til at blive et år, hvor der faktisk er noget, der flytter sig.
Jeg har, til min egen store overraskelse, sluttet fred med, at jeg ikke skal være tolk mere. I hvert fald ikke lige nu. Jeg har fået etableret en vane med at træne 3 morgener om ugen, jeg har lært en masse om mine egne kostvaner, og jeg har gået så mange kilometer, at jeg ikke længere får betændelse i skinnebenene af det.
Jeg har vænnet børnene til, at vi går for at gå, og måske bliver 2020 året, hvor vi når så langt, at vi får etableret en løberutine.
Jeg har med andre ord googlet opskriften, skrevet indkøbslisten, handlet, renset grøntsagerne og marineret kødet, så der er begrundet håb om, at det til næste år bliver muligt at lave den ret, jeg så længe har drømt om.
Lyset er på vej. Jeg tror, det bliver godt.
25. december 2019 @ 19:43
Åh det håber jeg det gør. Du skriver altid så gode refleksioner og jeg smilede over at troldmænd og spioner er julekomponenter…for det synes jeg er så skønt. I julen er der plads til det hele. Vi er landet hjemme efter at have holdt juleaften, sovet hos og holdt julefrokost (i dag) hos svigerfamilien. Og det har været hyggeligt, men jeg kan også mærke det er godt vi landet her nu .bare fordi det er her der er hjemme. Det er som det skal være. Rigtig glædelig jul og godt nytår til jer. Jeg er så glad for at læse med og bliver klogere på andre, verden og mig selv. De bedste nytårsønsker til jer!
27. december 2019 @ 07:46
Tusind tak for det. Der er noget ganske særligt over roen, der følger jule-crescendoen, og fornemmelsen af at lande i egen sofa, når det hele er velafviklet, er svær at slå.
Rigtig godt nytår til dig også <3
25. december 2019 @ 19:53
Dejligt indlæg – med glæde over de små ting, mere ro, lys forude og tro på realistiske forventninger, kommer man langt. Så kan 2020 kun tegne godt, med den indstilling ⭐️💯.
25. december 2019 @ 22:39
Rigtig godt nytår. Jeg elsker at læse med, kommenterer for sjældent, men omtaler dig ofte i min hverdag. Jeg er begejstret for dine refleksioner.
26. december 2019 @ 08:21
Tak for smukke og inspirerende ord, i dag og hver uge! Som Stine skriver refererer jeg også ofte dine tanker ude i virkeligheden, så dine ord når vidt omkring! ❤️
Jeg synes, julestemningen på magisk vis har været ekstra stærk for mig i år, helt siden midt i november. Og har givet mig lyst til at gøre alt det, du skriver. Men god pointe, at hvis magien ikke er der, så kan man skabe julestemning/livsglæde/livsindhold, gennem mange små, konkrete handlinger. Det vil jeg prøve at huske!
Her har selve julen til gengæld ikke været god, af mange årsager, og jeg kan mærke at jeg er klar til at lave de nødvendige ændringer i mit liv, så jeg næste jul er et bedre sted. Så jeg går med dig 100% på selv at bestemme, hvad der står under overskrifterne, og at 2020 trods mørke skyer bliver et godt år!
Tusind tak fordi du bruger tid og ressourcer på at skrive så kliget og relevant og inspirerende og humoristisk – og rigtigt godt nytår 2020! ❤️
27. december 2019 @ 07:51
@Lone: Lad os give hinanden et virtuelt håndslag på lige at tjekke ind om 365 dage for at fortælle, at vi fik trykket på de rigtige knapper og drejet på de rigtige hjul. (Hånden op, alle dem, der først skrev ‘jul’.. ffs!)
Specielt tak for sidste afsnit af din kommentar. Alt sat til side, er det bare rigtig rart at føle sig værdsat <3
Rigtig godt nytår til dig og dine. Vi nailer det.
Kh
Linda
30. december 2019 @ 11:50
Det kunne faktisk være spændende at høre fra flere i kommentarfeltet hvilke drømme/temaer/mål de har for det kommende år, og så fælles tjekke ind igen i december 2020. Måske en idé til et postnytårsindlæg?
30. december 2019 @ 17:50
Du har ret: Med så mange gode, tilbagevendende stemmer, kunne det være sjovt at høre, hvad der er på tegnebrættet derude. Jeg har sat en post-it bag øret:)
27. december 2019 @ 07:48
@Stine: Tusind tak for de fine ord – og rigtig godt nytår til dig også <3
27. december 2019 @ 07:47
@VPV: Det er i hvert fald med fornemmelsen af, at tingene er, som de skal være, at jeg træder over tærsklen på tirsdag.
Rigtig godt nytår til dig og jer <3
25. december 2019 @ 20:46
Tak for dine ord og tanker. Jeg blev helt rørt, da jeg læste dem <3
Jeg har grædt en del, siden jeg gik på juleferie – og det slår mig nu, at grundet spidsbelastning på arbejdet har jeg halset igennem december for at nå målstregen (=juleaften). Men julen er jo så meget mere end den ene aften. Hvilket jeg har talt meget med min søn på 6 år om i dag. Han var nemlig meget trist og tom efter at have glædet sig så meget og så længe, og så var det hele bare ovre på nogle timer.
Du har med dit indlæg givet mig endnu mere at tænke over. Det er simpelthen så bevidstheds-udvidende (er det et ord?) for mig at læse med på din blog.
Glædelig jul til dig og dine <3
27. december 2019 @ 07:54
Jeg har og har altid haft samme sindelag, som det lyder til at din søn har. For mig var (og er der stadig) altid en skygge LIGE bag de lyse begivenheder, fordi de er slut og det hele føles ekstra mørkt, når det hele lige har strålet. Men hvor er det fint, at I kan snakke om det – og superflot at han kan sætte ord på det, faktisk.
Hvor er jeg glad for at høre, at mine tanker sætter nogle igang hos dig. Det er det fornemste ridderslag, man kan få, når man er sådan én som mig, der ikke kan gå igennem livet uden sit eget, konstante kommentarspor.
Tak fordi du læser med, og rigtig godt nytår til jer.
25. december 2019 @ 21:44
Dejligt indlæg! Jeg gad godt at høre lidt mere om træning og “gå for at gå” – hvordan gør du?
27. december 2019 @ 08:09
Tak skal du have:)
Jeg startede i sommerferien med at lave et mini-træningsprogram, hvor jeg også havde købt et sæt små, lette håndvægte til børnene. (Jeg har selv en hel kasse). De fik lov at vælge en sang hver, og jeg valgte to. Derefter sørgede jeg for, at det var noget, vi gjorde 2-3 gange om ugen – og når jeg siger ‘vi’ skal det tages med ca. et kilo salt. For børnene var måske med 1/10 af tiden. I starten var de med, og gik fra, når de så ikke gad mere, men efterhånden var de ok med at hoppe over, eller bare lige komme og lave to curls og så videre. Men (sagde hun, og snoede sit overskæg): Det var faktisk det, der var planen. At gøre det til noget, som man kan deltage i, hvis man vil, eller lade være, hvis man ikke gider. For jeg har opdaget, at det er MEGET nemmere at få lov at gøre noget, hvis det ikke er noget, de er udelukkede fra, for hvis jeg laver noget, og de ikke må være med, så er det pr. definition spændende. Efter en måneds tid gad de slet ikke være med, og så flyttede jeg det til om morgenen i stedet, fordi jeg så springer hele omklædningshalløjet over, og hopper i bad bagefter. Det er jo ikke i nærheden af at være træning, som jeg trænede engang, men det er med til at minde mig om at holde mig igang, og da jeg lige prøvede at regne sammen i hovedet, betyder det, at jeg faktisk laver omkring 1000 gentagelser i måneden. Det tæller. Trods alt.
Jeg overførte princippet til mine gåture; at de får tilbud om at komme med, men også må blive hjemme. (Her satser jeg benhårdt på, at Frida vil med hver gang, for hun er stadig for lille til at være alene. Heldigvis elsker hun at cykle/køre på løbehjul, så indtil videre går det). Når jeg har mulighed for det, har jeg en rute på 6 km., jeg går, men det er selvfølgelig for langt for dem. Men det har handlet om at skille tingene ad for mig: At det ikke er enten 6 km. eller ingenting, men at det faktisk godt kan være en lille gå-tur på 2 km., når de er med, som bare er en tur hen ad en grusvej, vi har lige udenfor. Skulle Anton melde ned på at komme med, kan han se næsten hele stien fra huset, og han har sin telefon, så jeg gætter på, at der ikke går så længe, før han ikke gider med mere.
Så jeg tror, at det for mig har handlet om at skabe små rutiner, som jeg forventer at kunne strække lidt i løbet af de kommende år. For hvis de om et år er ok med, at jeg går 20 minutter, så er der ikke så langt op til, at jeg kan løbe en halv times tid. Men hvis jeg lige nu satsede på at løbe 5 km med dem ved siden af, ville det ende i én stor, skrækkelig konflikt.
Som en sidste bemærkning har min nye skridttæller været en kæmpehjælp til det her, for den er virkelig med til at bevise, at den lille 2 km. gå-tur, faktisk gør en forskel. Jeg har ikke, her i ferien, været under 10.000 skidt – nogle dage har jeg været oppe på 14.000 – udelukkende fordi jeg tænker de små muligheder ind.
Det blev langt og lidt rodet, men begge børn hiver mig i ærmet, så jeg håber, det giver mening:-D
Rigtig godt nytår til dig.
27. december 2019 @ 14:30
DET er sgu da genialt! Min søn leger glad og gerne selv – lige indtil jeg ruller yogamåtten ud, så samler hans alt med jul og kører ind under sin stakkels hundestrækkende mor. Hver gang. Det er motiverende nok mht at holde stillingen, men udgør klart et sikkerhedsproblem i de stående stillinger.
27. december 2019 @ 19:30
Det lyder genkendeligt – og meget lidt fordrende for det mindset, der egentlig bør høre til yoga:-D
Jeg oplever, at det bliver nemmere at få lov, hvis jeg holder fast. Når jeg træner, eller vi går-går, så skal jeg ikke lige samle en Bakugan eller stoppe for at beundre en ekstra flot regnorm. Jeg holder benhårdt på, at lige nu går/træner jeg, og det vil jeg have fred til. I starten var de nærmest vantro, men efterhånden accepterer de det faktisk nogenlunde pænt, fordi jeg holder fast, og gør det hver gang. Det hjælper, at det er korte træningspas og gåture, der er tale om, fordi jeg, selv på mine underskudsdage, godt kan holde fast i, at det ikke er urimeligt, at de må vente til jeg er færdig. Det betyder, at jeg faktisk også kan sige det på en ordentlig og assertiv måde.
Måske du kunne finde en brugt yogamåtte på DBA, så han kunne få sin egen?
26. december 2019 @ 06:21
Så herlig å lese, de beste ønsker for 2020!
27. december 2019 @ 08:09
Tusind tak – og i lige måde <3
26. december 2019 @ 19:34
Kære Linda. Jeg har villet kommentere så mange gange men får det aldrig gjort. Men det vil jeg nu. For med dette indlæg rammer du igen hovedet på sømmet. Så fine tanker, som jeg virkelig havde brug for at læse. Du formår endnu engang at sætte ord på de tanker, der ellers bare flakker hvileløst rundt i mig. Og tro det eller ej så gør det en forskel. Det er som om det gør skridtet fra tanke til handling lidt lettere. Så tak for det og for dig, og for at blive ved med at skrive. Jeg ønsker dig og din famile alt det bedste for 2020. Det bliver pisse godt sgu 💪 og jeg glæder mig til at læse med ❤️
27. december 2019 @ 08:10
Sikke en dejlig kommentar at få, Stine! Jeg er umådelig glad for, at mine ord kan bruges af andre; det får det til at føles meget meningsfuldt at skrive.
Tak for dine ord, og rigtig godt nytår.
Kh
Linda
26. december 2019 @ 20:37
Jeg håber, at Sound of Music også indgår i din julerutine, selv om jeg virkelig også elsker både mission impossible og Harry Potter, fordi our reverend Mother deri giver noget livsvisdom videre til vores syngende Maria, som helt sikkert er overførbart til dit 2020: “When the Lord closes a door, He always opens a window”. Jeg er spændt på at se, om du kommer til at gå guvernante-vejen (oddsene er måske ikke overbevisende, men man ved bare aldrig) eller hvad der sker. Godt nytår!
27. december 2019 @ 08:12
Hvis jeg gør, kommer jeg drønende med børnene i skørterne, og søger tjeneste hos jer.
Anton kom lige forbi, og gik helt i stå, fordi han synes, at ‘Jette’, udtalt på engelsk, så det lyder som et F16-fly, måske er det sejeste navn i HELE verden. Så den kan du lige tage med.
Godt nytår til dig og hele din fantastiske familie, søde Jette.
27. december 2019 @ 11:34
Du rammer julen lige på sømmet! I hvert fald for mig, som består af lige dele lysende forventningsglæde og dystopisk sortsind på denne tid af året. Man vil jo så gerne… alt. Julen er alle ønsker om det gode liv kondenseret ned på nogle få, fuldfede dage, hvor der med vold og magt skal hygges igennem, mens de potentielle skuffelser står i kø. Det er svært at balancere med den størrelse på skuldrene. Og lige, når man har opnået vater og er ved at være okay med alt det, man ikke nåede, så kommer nytåret, det svin. Med alle sine illusioner om, at alting bliver anderledes… i morgen.
Jeg tror, det er helt rigtigt at vælge at gøre julede ting. Jeg undværer i år mit (skilsmisse)barn hele julen og havde derfor programsat en familiehyggedag lidt før jul med bingo og gaveudveksling og julemad. Det blev, trods en rædderlig start grundet præ-jule-tømmis og sygdom, en virkelig dejlig dag og starten på en tradition. Håber jeg. Fordi den dag ikke var syltet ind i det store juleaftensprogram, og fordi der ikke var så mange forventninger, blev den virkelig dejlig.
Det er jo ret banalt, men det skal handle om det, man gør. Og det, der er. Og ikke om alt det, man synes, man burde gøre/have/ordne. Siger jeg og skuer ned over det blege korpus, som ved grød heller ikke er mindre, end det var for et år siden.
27. december 2019 @ 19:36
Helt utrolig enig. Og så handler det måske også om at sortere ret hårdt i, hvad man vurderer er vigtigt, og ikke er bange for at smide noget væk, hvis det ikke længere duer. Jeg tror, at mange bliver fanget i, at hvis man har gjort noget én eller to gange – så er det tradition. Men alting ændrer sig over tid, og måske det er meget sundt engang imellem at stoppe op og tænke igennem, om noget man altid har gjort på én måde, måske kan gøres bedre/nemmere/mere overskueligt på en anden.
Vi har altid i vores familie holdt julefrokost 2. juledag. I år flyttede vi det til 3. juledag, fordi vi så kunne bestille maden udefra, fordi alting er åbent igen. Det var genialt. Der var meget mere overskud til at slappe af og nyde maden, fordi man ikke er gået lige fra tilberedning af anden til stegning af 56 små frikadeller. Og så gav det lige en ekstra dag, hvor vi hver især kunne fordøje juleaften, inden vi mødtes med de samme mennesker igen <3
27. december 2019 @ 15:10
Sikke et dejligt indlæg der sætter tanker i gang. Tak 💖
27. december 2019 @ 19:36
Selv tak:-*