Maiden, mother, crone
Jeg sidder lidt med fornemmelsen af, at det er en meget introvert blog, jeg skriver for tiden – hvis noget sådan ellers findes – og jeg bliver lidt usikker på, om den egentlig er relevant for andre, end mig selv. Om man overhovedet kan relatere til det, jeg skriver.
Det er ikke fordi ordene er ved at tørre ud, eller fordi jeg ikke ser verden omkring mig og har en holdning til den. Men jeg føler mig lidt overvældet i disse uger, uden at jeg helt ved, hvad det skyldes. Mine tanker springer hid og did uden helt at sætte sig fast, og jeg føler både, at jeg skøjter på overfladen og arbejder i de helt dybe lag. Jeg tror måske, at det er noget med alderen? At jeg lige nu står i startområdet til den nye rute, hvor retningen på mange måder er stukket ud gennem de valg, jeg har truffet, men hvor terræn og omgivelser er nye, og hvor jeg finder ud af, hvad jeg har i 40+ rygsækken i takt med, at jeg bevæger mig fremad.
Jeg er i gang med mange ting, men det er der jo ikke noget nyt i, og selvom noget af det kræver en indsats, er det gode forandringer over hele linjen. Men jeg føler mig stadig .. fjern. Og drænet.
Det mærkelige er, at mit humør egentlig ikke er påvirket. Jeg er ikke ked af det, vred eller fyldt med håbløshed; bare lidt distanceret til verden omkring mig.
Måske handler det om, at jeg er sådan et menneske, der justerer mit ambitionsniveau efter mit overskud, og derfor aldrig når til den pause, jeg forventer vil komme?
Jeg mærker det tydeligt i forhold til, at der er nogle ting, som jeg simpelthen ikke kan tage mig sammen til. Min have giver mig kronisk dårlig samvittighed, og jeg synes hele tiden, jeg kommer i tanke om noget, jeg også burde gøre. Jeg øver mig i at huske, at alting forløber i cyklusser, for i min mentale tilstand føles det som om, noget tungt bliver løftet af mine skuldre, når en opgave er løst – for derefter at lande der igen, når opgaven så laver den her:
Som f.eks. græs der gror. Og biler, der bliver beskidte, mad, der skal laves og vinduer, der skal vaskes.
Men trods alt lytter jeg nu, når jeg får besked fra motherboardet om, at der ikke er mere ledig kapacitet, hvilket betyder, at jeg hverken falder så hårdt eller ligger så længe, som jeg gjorde for bare 5 år siden. Hver gang jeg står over for noget, jeg er nødt til at gøre eller løse, tænker jeg: “Hvad er den mindste del af opgaven?” og så starter jeg med den. Nogle dage når jeg ikke videre, andre dage viser det sig, at bilen godt kan køre, når den først er skubbet igang.
Jeg hørte for nyligt én, der af en feministisk terapeut var blevet anbefalet “to sit on it for a circle” og det ramte noget i mig. Det her med, at man, når man, tvunget eller frivilligt, ændrer vaner og mønstre, er nødt til at give det tid. Både ift. at mærke det, men også ift. at snakke om det. Egentlig forstår jeg alting bedst ved at tale/skrive om det, fordi min proces typisk sker gennem ord, men jeg kan godt mærke, at jeg, når jeg gør det, måske lader tingene blive på hjerneplan, så jeg bliver formidler af noget, i stedet for at hive det ned i kroppen og hjertet og selv blive en del af processen.
Så det er det, jeg gør lige nu. Sidder.
Og det er forklaringen på, hvorfor der for tiden ikke er plads til så forfærdelig meget andet.
14. august 2019 @ 10:54
De der vinduer går ikke i stykker af ikke at blive pudset de næste 6 måneder.
…og næste gang du ikke ved hvad du skal skrive på ønskesedlen, så ønsk dig at nogen (betaler nogen for at…) pudser dem for dig.
Dine have behøver ikke mere i år. Det er midt i august, temperaturen er faldet til under 20 grader. Kommer der lidt indian summer ville det da være fint lige at slå græsset en enkelt gang inden slutningen af oktober. Og er Anton måske gammel nok til at skulle lære at slå græsset?
Anyway: Jeg synes ikke du er blevet irrelevant (Jeg fatter dog ikke titlen på dette indlæg!?)
Summasumarum: Slap af – du gør det godt – læsere vil altid forsvinde fordi de eller du ændres, vi der bliver bevæger os måske i samme retning som dig, og så er det jo et perfekt match.
14. august 2019 @ 20:13
Jeg synes, balancen kan være svær, for min oplevelse er, at det kun gør forslår et stykke af vejen, hvis man laver strudsen på det, der står og prikker én på skulderen; på et tidspunkt tipper det, og bliver endnu mere stressende, fordi man nu ikke bare skal holde båden flydende, men bygge den helt forfra.
Men det er en god pointe, at der måske kan være noget, børnene kan give en hånd med, og jeg er straks gået i tænkeboks over, hvad det kunne være.
Maiden, mother, crone er en henvisning til de forskellige cyklusser i kvindens liv, som de bliver beskrevet inden for forskellige religioner, men også en henvisning til de 3 månefaser (aftagende, fuld, tiltagende), og fordi månen ofte bliver brugt som symbol på det introverte, eftertænksomme og rolige, syntes jeg, at ordspillet var fint:)
14. august 2019 @ 11:42
Samme her – gennem at tale og skrive, forstår jeg verden allerbedst. Og elsker derfor også at læse her og hører veninder ævle i timevis om det der sker bag deres pandeskalp. Det er faktisk det bedst. Så bliver verden større, i det små.
Er også en uforbedrelig dagdrømmer og kan bruge timevis i mit eget hovede.
Altså igen helt uden, at være hverken sur, træt eller noget som helst – max bare lidt brugt, men ellers overordnet glad og taknemmelig. Tror bare at tankemyldermennesker af den race jeg er, altid lige skal vende ting een (eller 100) ekstra gang. Og hvor relevant det egentlig er, kan jeg også selv tvivle på – men det gør det hvertfald ikke uinterresant at læse med her, at du har det som du har det inden i pt😀💓.
14. august 2019 @ 20:07
Hvor er jeg glad for, at du genkender tankerne og måden at være i verden på. Jeg tror faktisk, at det er sådan, de fleste kreative mennesker er designet, uanset om de udtrykker sig med ord, farver eller lyd. Produktet er resultatet af en hjerne, der aldrig holder fri, og derfor bliver det somme tider en måde at fastholde livet og virkeligheden på, når man taler/skriver/maler/synger om det, ikke?
15. august 2019 @ 10:06
Muligvis – jeg tænker det selv, om det er storhedsvanvidens indbildning, vides ikke 😄😅
14. august 2019 @ 19:53
Jeg synes, det giver god mening. Nu hænger jeg stadig (i med neglene) i bleskift og basal overlevelse med den 1½-årige, men fordi babykapitlet er lukket i begynder jeg at kunne skimte en fremtid, hvor jeg ikke længere har små børn og hvor deres behov ændrer sig fra at blive holdt i live på sådan en meget direkte måde til noget andet. Det gør det jo allerede nu med de to skoledrenge (fuck altså. Det var jo i går, at de var nogle små skrigeskinker. Eller måske ikke. I hvert fald sagde min mand, mens vi sad til velkomst på skolen, at jeg var begyndt at få rynker. Tak, skat.).
Anyway, når jeg en gang når ud over småbørnslivet ændres min rolle og mit liv sig jo igen. Ligesom ved andre store livsomvæltninger såsom at flytte hjemmefra, blive færdig på studie, få sit første barn osv. Men i det her tilfælde er det på en eller anden måde mere snigende; det er ikke fra den ene dag til den anden, at det bliver markant ændret, så jeg tror også, det kan være derfor, det føles anderledes og det kan være svært at sætte fingeren på hvad det er, der foregår.
Eller måske har jeg misforstået indlægget. Men det er sådan jeg tolker overskriften sammen med teksten.
14. august 2019 @ 20:04
Nej, det er PRÆCIS det, jeg mener. Både at det kommer snigende, så man ikke helt kan pege ud, præcis hvad der er, man er igang med at forholde sig til, men også, at de store linjer er tegnet, og derfor er det måske mere en forandring, der går på det indre, end på det ydre.
Og endelig må vi ikke glemme, at bleskift og nul søvn har forhindret os i at tjekke ind på os selv i en håndfuld år, så der er også noget med at finde ud af, hvem man er, når det sidste, man kan huske om sin personlighed, ikke længere stemmer overens med virkeligheden.
16. august 2019 @ 12:19
Nja, jeg synes nok, at der er nogle ydre forandringer, som ikke er til min fordel… 😉
Jeg snakkede faktisk med en veninde om det for nylig, nemlig hvem fanden er vi egentlig (blevet) og er de personer bedre eller dårligere end dem vi var for 10-15 år siden? Jeg synes så egentlig, at jeg grundlæggende er den samme som præ-arbejde, -børn, -gæld og -ægtefælle, på godt og ondt. Men fordi alle mine ydre kerneomstændigheder har ændret sig på grund af især børn, ægtefælle og arbejde, så synes jeg ikke, at min ret udprægede type A personlighed passer super godt sammen med de rimelige krav og forventninger der bliver stillet til mig over hele linjen. Der er først noget, der for alvor er begyndt at gå op for mig i løbet af det sidste halve år, måske fordi der nu er så mange forskellige krav, som skal opfyldes, at jeg ikke kan overkomme det ved at løbe hurtigere, for jeg spurter sgu i forvejen som Wilson Kipketer, men i hvad der føles som et ekstremløb, som jeg ikke kan se enden på. Dét synes jeg er rigtig, rigtig svært.
Jeg kan ikke ændre de ydre omstændigheder uden at gøre noget meget dramatisk, som ikke er til fordel for nogen, men jeg håber lidt, at tiden vil arbejde for mig så min personlighed, som jeg helt ærligt heller ikke tror ændrer sig væsentligt, og mit liv kommer til at passe bedre sammen igen.
17. august 2019 @ 18:56
Jeg har en teori om, at når man som par har 3 børn, så føles det nogenlunde ligesom når man er alene med to; at der hele tiden er et barn mere, end der er arme til. For jeg genkender alt, hvad du skriver, og har bare lyst til at skrive ‘hørt!’ og #same. Fornemmelsen af KUN at bevæge sig i sprint, fjerner meget effektivt fokus fra alt, hvad der handler om at kigge indad. Jeg føler også, at min kerne er den samme, som den var, inden jeg fik børn – og så alligevel. Der er nogle grundtræk, som jeg stadig har, men når jeg kigger grundigt i spejlet, er der også mange ting, jeg tager ind på en anden måde nu, end inden børnene kom til. Og det er en underlig fornemmelse at lære sig selv at kende, når det måske lidt føles som om, der er et hul i de år, hvor man har små børn.
15. august 2019 @ 05:48
Jeg stødte på en teori for ikke så længe siden der handler om kvinder cyklus og dennes påvirkning på “det indre liv”. I virkeligheden handler den om at de forskellige perioder i cyklussen påvirker behovet i forhold til nogle af disse ting. I starten af en cyklus vil de fleste typisk have masser af energi, ideer osv. Omkring menstruation vil der være et større behov for ro, indadvendthed osv. (Frit husket). Fokus er at de enkelte perioder alle er en vigtig del og kan noget godt (f.eks. er nogle perioder lidt mere “No bullshit” og det kan også noget. Men en vigtig pointe er også at man er nødt til at skabe en vis balance. Hvis man starter alt muligt og ikke har ro i starten..så kan man godt lande temmelig voldsomt i den mere indadvendte periode med ro osv. (Og dermed få PMS). Jeg har ikke sådan observeret det hos mig selv (fordi teorien var ny for mig) men det med at alt for meget tjubang ofte ende ret bræt lige inden mens passer godt). Pointen i forhold til dit indlæg er faktisk at de beskriver at udover de små cykluser man har hver måned er faserne også over et helt liv og at der netop også sker nogle hormonelle ting som giver større behov for indadvendthed og ro op mod menopausen (altså fra man er ca 35). Jeg vidste godt at der fra 35 var nogle ting i forhold til det er sværere at blive gravid f.eks. men jeg havde ikke lige overvejet det andet. Og jeg er 35 og oplever det også (som ekstrovert) at der er behov for mere introverthed, men jeg tror også det er fordi der har været/er gang i den med små børn og måske ikke helt så meget fokus hvad man selv har brug for. Uanset hvad det skyldes så tænker jeg at det er så vigtigt at kunne lytte til sig selv og give dig selv mulighed for bare at stirre hvis det er behovet. Og at den ro også kan noget og er god!
15. august 2019 @ 10:03
Jeg ved ikke, om du kender bogen, der hedder “Jordens kvinder” af Vibeke Amdisen? Den læste jeg for et års tid siden, og selvom den nogle steder godt kunne tåle at forholde sig lidt kildekritisk til egne udsagn, så var det virkelig også en fin og tankevækkende bog. Hun skriver nemlig lige præcis om de her faser, både i cyklus og i livet. Et sted beskriver hun, hvordan alle kvinder, inden vi begyndte at rode rundt med elektrisk lys osv., alle fulgte månens cyklus ift. hvornår vi havde menstruation (fuldmåne) og ægløsning (nymåne).
I første omgang syntes jeg, at det lød ret vildt. (= lidt løgn). Men. (Og nu beklager jeg, hvis det krydser grænsen for personlig >< privat) Efter jeg havde fået Frida, begyndte min cyklus at opføre sig virkelig underligt. Jeg pletblødte i tide og utide, og min cyklus, som jeg ellers altid har kunne stille uret efter, begyndte at variere voldsomt i længde. Jeg blev tjekket for, om jeg var gået i tidlig overgang, hvilket ikke var tilfældet. Jeg var forbi en gynækolog, som konstaterede at alt var, som det skulle være, men som ikke kunne forklare, hvorfor den opførte sig sådan. Så læste jeg om den teori. Og begyndte at lægge mærke til, at det faktisk var som om, min cyklus forsøgte at forskyde sig og ændre rytme. Da jeg ramte månefaserne, faldt alting til ro, og alt pletbløderiet er forsvundet.
Der var åbentbart noget om snakken.
Jeg tror, at mange af os har en oplevelse af at falde til ro i rollen som kvinde, når vi er omkring de 40. Vi har truffet de store valg og mærket konsekvenserne af dem, vi har gjort os en masse erfaringer, som giver noget visdom at tilgå livet med, og vi ved, hvad vi står for, sådan helt inde i kernen. Og vi har på mange områder i livet oplevet, at stort set alt har en cyklus og en kontrast. At der kun kan være skygger, hvis der er lys. At vi kun kan mærke glæde, hvis vi kender til det modsatte. Og at alting vender tilbage, hvis vi er venter længe nok.
Det er virkelig et super spændende emne <3
15. august 2019 @ 13:09
Ja, skriv gerne mere om det, tak! 😊
17. august 2019 @ 18:58
Hvad for noget af det?:-D (Vil gerne skrive om det hele – vil bare også gerne ramme rigtigt:))
15. august 2019 @ 18:09
Åh jeg havde sådan en fornemmelse af at mit svar var helt skævt i forhold til det du skrev. For jeg ved jo godt du ikke snakkede om cyklus osv. Men mere “lige i øjeblikket”. Det er ikke den bog jeg læste, men jeg havde lidt samme fornemmelse nemlig at noget af det måske var lige vildt nok og det var lidt hippi-agtigt. På den anden side ramte det et eller andet i mig som jeg gerne vil undersøge lidt nærmere – er der noget om snakken. Og det der med at huske at effektivitet, udadvendthed osv. Ikke er det eneste rigtige men at andre dele kan noget vigtigt i balancen.
Så jeg er så glad for du modtog kommentaren som den var tiltænkt og det ikke virkede helt skævt. Jeg har virkelig stor respekt for din måde at reflektere og acceptere på. Du lærer mig meget. Og jeg synes virkelig det er et spændende emne – så tak for egen erfaring også.
17. august 2019 @ 18:57
Sikke et fint svar at få – tusind tak for det!
8. september 2019 @ 14:44
Læste det her lidt ved et tilfælde, da jeg aldrig har læst din blog før – og så meget er lige faldet på plads for mig! Altså virkelig løftet en stor byrde fra mine skuldre. Jeg er netop flyttet til et nyt land, og kan simpelthen ikke finde mig selv. Var helt nervøs for, om jeg var på vej ind i en depression. Jeg har “mistet” min udadvendthed og sidder bare og kigger underlige (og meget informative;0) steder på nettet istedet for at gå ud og prøve at få nye venskaber. Jeg har aldrig overvejet månens cyklus og kvindelig cyklus i samme tanke. Har lige slået det op, da min cyklus også har ændret sig efter mit tredje barn, og læger og gynækologer ligeledes siger, jeg ikke er på vej i overgangsalderen (havde samme oplevelse som dig Linda – vildt at læse altså). Det viser sig nu, at der er fuldmåne om 6 dage, fuldstændig overens med, hvor jeg er i min cyklus! Jeg har aldrig skrevet på nogens blog før (og heller aldrig været fast læser af en), men det her hjalp mig simpelthen så meget, så jeg ville bare lige sige tak for, at I så åbent deler jeres tanker og oplevelser. Jeg har læst det højt for min mand (der bare sidder og siger, det er TMI (too much information;0). Men hold da op, hvor er jeg glad indeni, for så er der jo både en fysiologisk årsag – og selvfølgelig stadig psykisk med at runde de 40 og få større børn og reflektere lidt mere over ens liv, og det er ikke bare mig, der er ved at blive helt skør og slået ud. Tusind tak!
8. september 2019 @ 20:01
Er du svimmel, hvor blev jeg glad for den her kommentar. Det er en KÆMPE gave at få lov at facilitere et sted, hvor det, vi taler om, faktisk kan bruges til noget, og hvor det sætter tanker i gang hos alle os, der deltager. Jeg ville ønske, man kunne finde noget tilsvarende ude IRL, for hvor ville jeg elske at sidde om bålet med alle de her kloge kvinder og drikke kaffe og blive klogere på livet. Jeg tror virkelig, at det ville gøre nogle perioder og faser nemmere at genkende og gå igennem.
Tusind tak fordi du tog dig tiden til at skrive tilbage. Det betyder meget.
Kh
Linda