Den her går ud til dig, Anton.
I dag, da jeg sad i børnepasserrummet i fitnesscentret og tudede om kap med barnet af træthed, tænkte jeg, at selvom min jakke var gået i stykker, jeg ikke fik trænet, min t-shirt var gennemblødt, fordi jeg havde glemt ammeindlæg, var klam og havde ondt i hele kroppen, fordi jeg mister noget der ligner halvanden liter blod om dagen (hvis der er en eneste, der lægger en kommentar om, at man da ikke plejer at få menstruation, når man ammer, sværger jeg, at jeg vil vie resten af mit liv til at spore vedkommende IRL og slå ham/hende ihjel) og uden overhovedet at kunne overskue, hvordan jeg skulle få 24 sekunder til at gen-montere påklædning nok til at kunne sprinte hjem, tænkte jeg, at jeg da om ikke andet kunne blogge om, hvorfor mandag altid insisterer på at være sådan en so-kælling.
Men så læste jeg blogindlæggene fra de sidste par uger, og så blev jeg sgu selv helt træt over at læse, at alting altid er så skidehårdt. Hårdt, hårdt, hårdt, ingen søvn, grædebaby, træt, blablabla, jeg brækker mig.
Og så får jeg dårlig samvittighed, for det er jo ikke kun sådan det er at være blevet mor. Når jeg hele tiden skriver den slags indlæg, er det svært at vide, hvor fantastisk det også er. Hvor fantastisk Anton er. Man kan f.eks. ikke se, hvordan verden holder op med at dreje om sin akse af begejstring, når han blænder op for sit helt specielle smil. Eller hvordan man får tårer i øjnene af lykke og kærlighed, når han scooter sit lille hoved HELT ind i halsen på en, og falder til ro og i søvn. Det går også tabt i oversættelsen, hvor sjovt det ser ud, når han glædesstrålende fortæller sin blå drage, der hænger over puslebordet, hvor hyl det er at få en ren røv.
Jeg tror bare, at det er fordi, jeg allerede på forhånd vidste, at jeg ville elske ham højere end livet selv, men ikke anede, hvor tough det også var at få et barn. Og eftersom jeg havde helt og absolut ret i det første, er det nok desværre det sidste, jeg snakker mest om, fordi det er det, der er kommet bag på mig, og som jeg derfor skal processuere.
Så i stedet for at brokke mig over mandag og al dens urimelige væsen, tror jeg bare, at jeg vil poste et billede af ham, der har lært mig, hvad ubetinget, altoverskyggende kærlighed er.
24. januar 2011 @ 16:17
Tak !!! Så er jeg da ikke den eneste der har fået mens… til "tiden" selvom jeg ammede !!!
Hyggehygge
Marianne
24. januar 2011 @ 16:26
Dejligt billede – dejlig Anton!
Mandag er bare en ondsindet kælling, som man aldrig, aldrig, aldrig skal lægge sig ud med. Jeg håber, at tirsdag rammer blidere.
24. januar 2011 @ 16:28
Han er da for skøn!!
Jeg er sikker på at alle forældre, der læser med er klar over, at det også er vidunderligt med baby Anton! Men ja, man har sgu da brug for at få luft for alt det, der er så rockerhårdt, som man ikke sin vildeste negative fantasi kunne forestille sig… det havde jeg i hvert fald også. Og for mig er det faktisk ganske rart at vide, at jeg ikke er den eneste, der ikke bare har svævet rundt på en lyserød sky iført kær sovende baby.
KH
24. januar 2011 @ 16:31
'amen han er da også bare helt vidunderlig 🙂
24. januar 2011 @ 18:13
Årh. Han er sgu da så fin.
24. januar 2011 @ 18:27
Hvor er han bare lækker! Men Linda, du har jo også skrevet om, at du blev nødt til at tage ham op selvom han sov, for at holde ham lidt. Og om at give ham nissetøj på. Og mange andre dejlige stunder.
Det ER røv-hårdt på en måde som ingen fatter før de har været der selv. Og hårdere end der står i bøgerne..
24. januar 2011 @ 18:59
Det ER røvhårdt.
Man får menstruation med 6 uger gammelt ammende baby.
Men hold kæft hvor er han også kær.
24. januar 2011 @ 19:01
Ja, det er pissehårdt. Du beskriver det på en aldeles underholdende måde.
24. januar 2011 @ 20:32
Mandage sucks de fleste uger, men heldigvis glemmer man hurtigt de fleste og lader sig overvælde af den vanvittige kærlighed man har til sine børn.
Og da signalerer da overskud, at kunne se det fantastiske midt i sure.
24. januar 2011 @ 20:36
Jeg synes absolut ikke du skal have dårlig samvittighed. Jeg har masser af gange læst hvor skøn og fantastisk han er, så det er man ikke i tvivl om. At du bringer de mere krævende sider af parrenthood frem i lyset, gør bare at vi andre føler os helt normale, da vi har gennemgået nøjagtig det samme.. Og så er det morsomt at læse, nu hvor den del er overstået som børnene er blevet lidt ældre -nu står man så bare med nogle anderledes udfordringer hmmm.
24. januar 2011 @ 21:06
jeg har kysset min skærm.
for første gang.
24. januar 2011 @ 21:08
Anton, altså. Et meget bestemt, dog mildt udtryk han har. Og maskulint! Ikke meget feminint over det. Sjovt at se ham – nu med babyrunde kinder. Og jvf alle de andre indlæg: der er ingen der betvivler, at du også synes det er herresejt og kæmpestort med al den store kærlighed du oplever. Og ingen synes du piver (unødigt …) For pive, har man brug for. Også. Kærlige hilsner.
24. januar 2011 @ 22:24
ME-GA-NUT-TET!
25. januar 2011 @ 09:00
Han er SÅ dejlig – også selvom han godt nok kan blive megasur! ked af jeg ikke var i centeret i går til liiiggge at kunne tage ham, så du fik en puster! men resten af ugen er jeg der – du kender "mit skema" og så napper jeg ham gerne : – )
Og det er ok at skrive de der tude-jeg-er-dødtræt-indlæg.. du skal jo også ud med det et sted! og vi ved godt, du knuselsker ham : – )
25. januar 2011 @ 10:55
Hvor er han da også bare helt vildt dejlig!
Jeg synes den glæde der lyser ud af alt hvad du skriver om Anton, overstråler det negative – big time. Og som andre allerede har skrevet: Man må altså også godt pive. Man skal jo ha' luft, for fanden.
Tror det med, hvor hårdt det er, er noget som man bare ikke kan forberede sig på. Lige meget hvor mange skrækhistorier man så er så heldig at få serveret, så skal man altså stå i det, før det virkelig rammer. Det der rystede mig mest var erkendelsen af, at man bare aldrig ved hvornår man får mulighed for at sove igennem og vågne udhvilet. For gu har man da prøvet at være træt før. Men ikke den der træthed der bare fortsætter og fortsætter.
Seje dig. Der træner allerede. Jeg kan virkelig godt forstå hvis du blogger en del om træthed og overskud der ikke er der. Det er jo sådan det er. Men du gør det varmt og fint og menneskeligt, og på den måde kan du skrive om hvad som helst.
25. januar 2011 @ 11:03
Synes du er skøn Linda, ville ønske jeg var i mødregruppe med dig!!! Du er ærlig, for ja det er skide hårdt (Sidder der selv) Vi ved godt hvor skøn den anden sider er;) Læser med hver dag på din blog og nyder det! Anton er dejlig, skønr smil dér…Nå der sidder én og skider så jeg smutter
/Mette
26. januar 2011 @ 17:27
I er søde! Og UndreAnne, du rammer hovedet LIGE på sømmet! For det er lige præcis det, jeg synes, er det aller aller hårdeste ved jobbet som mor, nemlig at man bare kører på og på og på og på og på. Og det kræver sgu sin kvinde at tage det i stiv arm, når man har nat nummer 100 uden søvn, og ikke ANER, om der ligger 100 mere på lur lige rundt om hjørnet.
27. januar 2011 @ 17:18
hvor helvede hvor er han sød!! og undskyld sproget.. men altså – så cute!
har ikke barn, så ved ikke hvordan det er, men du skriver det så levende, at jeg også glemmer alt det sure, når jeg ser et billede som det af bette Anton 🙂
hang in there–og bed dine nærmeste om hjælp når det bliver for hårdt. Er sikker på de gerne kommer din til undsætning!
28. januar 2011 @ 20:24
Haha…det ser ud som om at Antons kinder ligesom hænger på hans skuldre. Altså – kærligt ment. Men den dreng er sq da i tvisel!!
Jeg kommer til at tænke tilbage på min første mødregruppe. Der var et par, som bare skulle ha' 3 børn, sådan 1-2-3. Så da vores førstefødte babyer var 4 måneder begyndte J at brokke sig over manglende mens. Jeg mindes stadig at jeg stoppede barnevognen og råbte ud over sortedamssøen "Hvaaad???". Så hun tissede på ægløsningstest og 14 måneder efter nr. 1 kom nr. 2.
30. januar 2011 @ 21:01
Hæhæ, sej navnebror, jeg har mig dér!