Aj, aj, aj! Jeg har en ide! Kom! Vi snyder dem!

Nu er jeg nok ikke den bedste at sætte til at mene noget om håndbold. Dels kender jeg ikke reglerne, andet end de helt overordnede med at sørge for at hamre kuglen i målet længst væk fra egen målmand, og dels (og jeg ved godt, at det er en nærmst blasfemisk udtalelse for nogen) interesserer det mig meget, MEGET lidt. (Og i den forbindelse: Har der ikke lige været håndbold overalt i tv?)

Men det plejer jo ikke at afholde mig fra at hamre surt i tastaturet.

Så når jeg i Politiken i dag ser, at Lars Christiansen ”indrømmer, at holdet hele tiden har haft ambitioner om at nå semifinalen”, kan jeg ikke lade være med spekulere på, om de har været spærret inde i en ildelugtende håndboldhal med hinanden, og sure knæbind som eneste selskab så længe, at de tror, at resten af verden ikke har hørt om omvendt psykologi? Og om de virkelig tror, at vi hoppede på den med, at de bare regnede med en 7. plads?

Jeg er ond nok til at håbe, at det giver bagslag. At dem, som oprigtigt troede på det med 7. pladsen, ikke gider rejse til Sverige for at se dem tabe, og at dem, som ikke gjorde boycotter dem, fordi de åbenbart tror, at vi er idioter.

Om jeg har sovet i nat? Nej, hvorfor spørger du om det?