I spørger, jeg svarer: Om træthed og logistik
I mit forrige indlæg skrev jeg, at I derude endelig måtte skrive, hvis der var et eller andet, I gerne ville læse (mere) om her på bloggen.
Det var der et par stykker der gjorde, og dagens indlæg er svar på to af spørgsmålene, som jeg har valgt at slå sammen, fordi svaret på både det første og det andet faktisk er det samme.
Lone skrev: “Jeg vil gerne høre, om du nogensinde er træt? Og hvordan du håndterer det med børnene?” og Henriette skrev: “Jeg vil gerne høre om logistikken i dit liv; hvordan får du det hele tid at gå op?”
For at starte fra begyndelsen, så kom jeg faktisk til at grine, da jeg læste den første kommentar (undskyld, Lone!) – for jo. Jeg er træt. Jeg er sgu somme tider så træt, at jeg kunne optræde med det. For et par uger siden tolkede jeg for en svagtseende bruger, der hilste på mig med ordene “Er du træt? Du er kulsort under øjnene”. En svagtseende bruger. Shit, ikke?
Når jeg blogger, lyder det måske som om, jeg valser igennem de seje dage iført kaffe og ironisk distance, men sandheden er jo, at jeg, ligesom så mange andre mødre (og fædre), somme tider er så træt, at jeg tuder over det.
Jeg taler kun på egne vegne, men for mig har det at få børn alene, medført en husholdning, der ligner den, mange familier med to voksne har, med græsplæner, der skal slåes, biler, der skal købes, vaskes og have vinterdæk på, vinduer, der skal pudses og flere m2, der skal gøres rent. Der er kun mig til at tage alt, hvad vi har af forældremøder, arbejdsdage i børnehaven og tandlægebesøg, og til at se teaterstykker og dukketeater, som børnene møjesommeligt og omhyggeligt har øvet og glædet sig til at vise, og der er også kun mig til at holde for, når de bliver syge, eller skal på skadestuen med huller i hovedet.
Oveni det kommer de forældrerelaterede opgaver med opdragelse, der gerne skulle gøre små, fine børn, til store, hele voksne. Som hverken bruger sut eller ble.
Det, der bærer igennem, sådan helt overordnet, er kærligheden. Det lyder som en kliché, men klichéer er vel ofte blevet netop det, fordi de er blevet gentaget i én uendelighed – fordi de er sande.
Jeg tror, at det er kombinationen af kærlighed og kaos, der er med til gøre båndet mellem forældre og børn så ubrydeligt stærkt; at det er vævet af tråde af natteroderi, fedtede kys, opkast, bekymringer og øjeblikke, hvor man mærker kærligheden til dem så stærkt at man ikke kan få vejret. Det er den mest kompromisløse relation, du nogensinde kommer til at indgå i, og det skræller huden af alle dine følelser, så du mærker dem i deres reneste form.
Men selvom kærligheden er både vild og øredøvende, er det jo også somme tider mandag i en uge, man ikke engang ville kunne overskue, hvis man kun skulle tage vare på sig selv. Arbejde, sygdom og udefrakommende, uforudsete begivenheder – livet – rammer, og i de perioder gør hverken kærligheden eller den stærkeste kaffe dagene nemmere at komme igennem.
Jeg har 3 stykker værktøj i kassen, der hjælper mig til at bevare fodfæste og overblik.
Det første er min evne til at organisere. Jeg laver hver eneste uge en seddel, der ser sådan her ud (kæmpeundskyld for håndskriften):
Den hjælper mig til at bevare overblikket, og frigiver noget mental lagerplads, fordi jeg ikke skal gå og huske på de ting, der står på den.
Det andet er, at jeg har lært, at det er de ufærdige opgaver, der stresser, og at done beats perfect. Det betyder, helt konkret, at jeg f.eks. ikke går igang med at smøre madpakker, mens jeg er ved at lave mad, når jeg er lav på overskud. Jeg gør én ting færdig af gangen, så jeg hele tiden giver mig selv muligheden for at vælge plan B (købe mad i kantinen i morgen, vente med at vaske tøj/gøre rent/slå græs osv), hvis det hele kokser, i stedet for at stå klokken 23.30 og stirre modløst ud over Sarajevo ’92. Og selvom salaten uden tvivl er mest lækker, hvis den er frisksnittet, så er den ikke så meget mere lækker, at det opvejer, at skulle vaske og snitte sig igennem 2,5 kg. frugt og grønt mens alle, inklusive mig selv, stortuder, fordi vi løb tør for overskud efter det første forårsløg; hvis jeg har en time i overskud om morgenen – eller dagen før – så er det der, salaten bliver lavet, og jeg har endnu til gode at fortryde, når ulvene hyler og hverdagen bider.
Det tredje er min vished om, at der (de fleste dage) er ro hos Frida senest klokken 20, og så kan jeg gå i seng samtidig med Anton. Det var noget af det, der stressede mig allermest, da de var spæde; at jeg aldrig vidste, hvornår jeg kunne få lov at sove. Fordi ingen af dem nogensinde har sovet ret meget, er jeg meget bevidst om, at jeg nu rent faktisk ved, hvor bagkanten er. Det hjælper mig rigtig meget.
(Så kunne man indvende, at man, når man ligner en panda, godt kunne være bedre til at springe i skrinet, når der var ro – men jeg er nået frem til den erkendelse, at jeg har brug for alenetid, hvis jeg skal kunne fungere som menneske. Sat op på en vippe, vejer behovet for et par timer i selskab med mine egne tanker, simpelthen tungere end behovet for at være udsovet. Det hjælper mig ikke at være udsovet, hvis jeg har en oplevelse af at være på, fra jeg står op, til jeg går i seng – og så igen når jeg står op. Jeg kommer til at mangle en pause.)
Det bringer mig videre til Henriettes spørgsmål, om hvordan jeg får logistikken til at hænge sammen. (Undskyld. Det bliver skidelangt, det her). Men svaret her er nemlig også min ugeplan.
Mit arbejde er specielt på den måde, at min arbejdsplads må disponere over mig kl. 6-16.30 ugens 5 dage. Jeg får mit skema for den kommende uge om fredagen, og det betyder, at det først er weekenden op til den kommende uge, jeg ved, hvordan jeg kan planlægge ugen.
Her er min ugeplan guld værd, for når jeg sidder søndag aften og kan se alting samlet, er det meget, meget nemmere for mig at bevare overblikket. Jeg kan se, hvis jeg f.eks. er nødt til at handle tirsdag til de gæster jeg får fredag, jeg kan se, hvornår jeg har brug for hjælp til at hente børn, og jeg kan se, hvilke dage, jeg er nødt til at lave mad, så der er til dagen efter.
Det kræver et meget struktureret sindelag, men det har jeg alle dage haft, så det føles ikke besværligt eller som noget, der strammer for mig. Tværtimod oplever jeg, at det muliggør at jeg kan fylde lidt ekstra i mit liv, fordi systematikken frigiver tid til sjov og spas. Kaffeaftaler eller at blogge, f.eks.
Endelig spørger både Lone og Henriette (inddirekte) til, hvad jeg gør ift. børnene, når jeg er træt eller syg.
I de situationer trykker jeg mentalt på ‘release’. Jeg slipper alt, og lader det falde, og jeg er superfokuseret på, at vi bare skal bedst muligt igennem den eller de dage, hvor vi er ramt. Hvis det betyder film eller mere iPad, eller noget andet mad, end jeg havde tænkt/taget op/forberedt, så er det bare sådan det er, og alt, hvad der ikke er absolut akut, bliver sparket til hjørne. Jeg fortæller børnene, at jeg har det skidt, eller at jeg har brug for, at de hjælper mig, og jeg snyder alle de steder, jeg kan. Hvis jeg er så dårlig, at jeg ikke mener, jeg kan passe ordentlig på dem, eller jeg føler, at det bliver for voldsomt for dem at se på (f.eks. hvis jeg har migræne, som altid medfører, at jeg kaster op) hiver jeg hjælp ind, og heldigvis bor vi så tæt på mine forældre, at jeg bare kan ringe; så kommer de med det samme. Vi er priviligerede ift. at vi sjældent er syge – det gælder os alle 3 – så når jeg er så skidt, at jeg ringer efter hjælp, så smider mine forældre, hvad de har i hænderne, og står der som to fantastiske, værdsatte søm.
Jeg har næsten lyst til at stå her på målstregen med medaljer til at hænge om halsen på jer, der nåede så langt.
Under alle omstændigheder håber jeg, at ovenstående var svar på det, I spurgte om, Lone og Henriette.
Tak for oplæg og rigtig god aften.
17. juli 2018 @ 21:21
Men jeg kom igennem – og det var ikke spor svært 🙂 Jeg holder i virkeligheden rigtigt meget af den slags beskrivelser af hvordan hverdagen fungerer i andre familier. Til inspiration, forståelse, forundring, jeg ved det ikke helt… Men det er i helt sikkert berigende.
vh Mia
18. juli 2018 @ 11:52
Hvor er jeg glad for at høre det – tak for tilbagemeldingen!
17. juli 2018 @ 21:34
Jeg synes simpelthen, du er så inspirerende. Jeg kan ikke lave en 1:1 relation på din og min livssituation, men jeg henter så meget inspiration i dine blogindlæg. Tak for det.
18. juli 2018 @ 11:51
Eftersom der stadig ikke er ret mange af “min slags” er det ekstra dejligt at høre, at man også får noget ud af at læse om min livssituation, selvom man er et andet sted i livet. Tusind tak for din kommentar! <3
17. juli 2018 @ 21:52
Jeg nød også at læse din beskrivelse – tak for den 🙂
18. juli 2018 @ 11:50
Selv tak <3
17. juli 2018 @ 22:02
Tak for det fine og inspirerende svar. Jeg kunne især bruge den helt overordnede indsigt, som på bizar vis er helt poetisk på trods af opkast, og det gav mig tårer i øjnene:
“Jeg tror, at det er kombinationen af kærlighed og kaos, der er med til gøre båndet mellem forældre og børn så ubrydeligt stærkt; at det er vævet af tråde af natteroderi, fedtede kys, opkast, bekymringer og øjeblikke, hvor man mærker kærligheden til dem så stærkt at man ikke kan få vejret. “ <3
Det er vigtigt at huske, når man er træt! At man stadig væver kærlighed, bare en anden farve!
Jeg spurgte til træthed, fordi jeg selv er meget udfordret af dette pga sygdom (gennem flere år, men forhåbentligt ikke for evigt). Jeg kunne godt bruge tippet om ugeplanen, det kunne måske hjælpe til at være på forkant og have overblik. De andre er egentlig meget lig mine egne bedste tips:
1) gør det let, som du også skriver. Det betyder yoghurt til aftensmad og godnathistorie på lydbog på de dårligste dage. Men det kan faktisk også være at tage pølsehorn med på stranden og på den måde slippe for både rod og konflikter hjemme.
2) udsætte ting, der forsvinder af sig selv. Fx er skraldespanden nødt til at blive båret ud, ellers bliver den stående, men hvis jeg undlader at støvsuge, og først gør det om tre dage, så er der uanset hvad ligeså rent om tre dage ;).
Og 3) sætte pris på samværet også med trætheden. Selvom mine børn ser alt for meget ramasjang om vinteren, hvor jeg har det dårligst, så ser de det sammen med mig. Jeg er rigtigt meget sammen med dem, og ikke væk til efteruddannelse og ironmantræning. Så selvom jeg er træt, får de alligevel noget godt fra mig. Kærlighed vævet i en lidt træt farve 🙂
Og nu blev min kommentar ligeså lang som indlægget! Tak for et godt indlæg, og som du kan høre, er det et emne jeg altid gerne vil blive klogere på!
18. juli 2018 @ 11:50
Tusind tak for din tilbagemelding – og for rigtig gode kontrafifs.
Jeg tænker faktisk også meget over, at det godt kan være, at jeg i nogle situationer ikke forslår, som to forældre ville have gjort, men til gengæld er jeg rigtig, rigtig meget sammen med mine børn, netop fordi jeg er alene, og dermed ikke kan tage ud, eller har et forhold, som jo også skal prioriteres og plejes, hvis det skal fungere. Jeg synes, at det er en superfin tilgang, at man prøver at lede efter gaverne i omstændighederne, uanset at man ikke selv har valgt, at de er, som de er.
18. juli 2018 @ 07:32
Virkelig fint indlæg (som jeg læste til ende, fordi det er ret interessant). Jeg synes, du er top sej! Jeg ville personligt fungere knap så godt med at få vagtplan fra uge til uge. Det sagt, så ved jeg, at tingene bliver bedre, jo ældre ungerne bliver. De kan bedre give en hånd med og bedre behovsudsætte. (og efter et par blink, så er den ældste 17 år og aldrig hjemme – husk at nyde dem). Kh. Birgitte
18. juli 2018 @ 11:46
Jeg er af natur sådan et menneske, der er frygtelig bange for ikke at sætte nok pris på det, jeg har, så jeg har sådan kæmpet med sætningen om at huske at nyde dem. Ofte kommer den i samtaler med mennesker, der har større børn, og i forlængelse af, at man har talt om noget, der er svært. Anton bliver 8 næste gang, og jeg kan godt se, at tiden nærmest accelererer – men efter megen roden rundt i sjælen og hovedet på mig selv, kan jeg med hånden på hjertet sige, at jeg nyder dem. Hver eneste dag, og i hver eneste fase. For jeg vil så gerne, at jeg også husker at nyde dem, når de bliver store, og ikke længere har brug for mig på samme måde som nu. Jeg synes, det er så vigtigt at være nærværende, og at værdsætte alt det gode, der er ved den alder, de har lige NU, og ikke se så meget tilbage, at jeg glemmer dette øjeblik. Uanset hvornår det er. Der er udfordringer og gaver i alle faserne – og jeg vil så gerne have dem alle med, så jeg håber virkelig, at jeg kan formå at holde fast i den måde at se forældreskabet på.
Et sted hørte jeg en klog kvinde, der sagde, at dét at elske at være forældre, ikke var det samme som at elske alle opgaver, der er forbundet med at være forældre. Det synes jeg var sådan en klog skildring.
Tak for din kommentar, Birgitte. Du er så dejlig at have i kommentarfeltet <3
Kh
Linda
18. juli 2018 @ 08:26
Dejligt indlæg, det er altid spændende at høre hvordan andre familier får hverdagen til at hænge sammen. Jeg er selv blevet super skarp til organisering og planlægning efter jeg har fået barn. Jeg kan virkelig genkende at det giver mentalt overskud. Hvis du har nogle ideer til hurtig hverdags mad, ville jeg elske at høre om det…
18. juli 2018 @ 11:36
Jeg er lidt troløs, når det kommer til opskrifter; mit faste repertoire er ikke imponerende. Til gengæld er jeg god til at prøve nye ting. Men det, der ofte redder mig, er tilgangen til, hvordan jeg laver mad. Jeg har efterhånden fundet ud af, at stort set alt kan koldhæves. For det tager 2 minutter at smide dej i køleskabet om morgenen, og man har lyst til at indstille sig selv til en helgenkåring, når man kommer hjem, og pizzadejen er klar. Jeg laver altid større portioner af både hovedretter og del-ingredienser. Apropos pizza laver jeg altid 2-3 gange tomatsauce til bunden, når jeg laver, for det bliver virkelig nemt at smide den sammen, hvis dejen er lavet om morgenen, og tomatsaucen bare skal hives ud af fryseren. Pasta og ris koger jeg typisk lidt for meget af (- og ikke altid med vilje..); det fryser jeg i små portioner (der er nogen, der siger, at man ikke må gøre det med ris, men vi har gjort det i 15 år, og er her endnu), og så bladrer jeg fryser og skabe løst igennem ca. en gang om ugen, fordi det ofte inspirerer til noget nemt. F.eks. en tomatsuppe, legeret med en frossen rest pikantost, med rester af kyllingekød fra fryseren. Koldhævede boller til, som man så kan spise til aftensmad dagen efter. Den slags. Så jeg tror faktisk, at den hellige gral ift. nem aftensmad, er at finde genvejene i den stil, man selv laver mad i, fordi det alt andet lige er nemmere at lave noget, hvor det meste af proceduren sidder på rygraden, end at skulle følge opskrifter slavisk.
Kh
Linda
18. juli 2018 @ 09:06
Åh, det her fik mig helt til at savne den brevkasse du havde sammen med Infotainer & Co. – good times!
(og godt indlæg her! – jeg labbede mig også hele vejen igennem det! 😄)
18. juli 2018 @ 11:29
Ja! Bordet Rundt. Som også blandt andre gode mennesker også talte Lene <3 Det er ved at være længe siden, men det var faktisk et ret sjovt projekt:)
18. juli 2018 @ 17:06
Har du og Karoline haft en fælles brevkasse?! Det ville være bedre end Mads og Monopolet! I disse borgerforslagstider: hvor mange underskrifter skal der til for st genoplive den? 🙏🙏🙏
19. juli 2018 @ 15:20
Jeg ærgrede mig også straks over ikke at have kendt til den. Sikken en perfekt kombination. Jeg giver en underskrift i puljen. 😉
19. juli 2018 @ 15:37
Jeg synes også det lyder som et Dream team uden lige!! Forudser velformulerede refleksioner med meningers mod og underholdende samtidigt! Er der et sted man kan læse det? Altså det, der var?
20. juli 2018 @ 19:35
Haha – I er skidesøde <3
Jeg har screenshot’et jer, og sendt det til Karoline, så hun også kan varme sig ved roserne:-*
18. juli 2018 @ 11:34
Det er fandme dig der skal have en medalje! (indsæt 5 stk klappeemoji) Af en eller anden grund kom jeg til at tænke på dig i går og at du har fået gravet jeres trampoline ned, det havde jeg nok også syntes var en rigtig god ide, helt til jeg skulle organisere det. Jeg er bare så stolt af at jeg i sommer har både lejet bil og booket bjergtur med ungerne, det har ligesom aldrig været mit departement – men nu er jeg blevet både regering og folketing (fedt!), så det er bare at tage fat. Måske graver jeg også trampolinen ned en dag 🙂
18. juli 2018 @ 11:55
Haha – jamen, jeg siger ALDRIG nej til en medalje!:)
Og jeg kan virkelig, virkelig varmt anbefale, at du betaler dig fra sådan en nedgravning, så du ikke skal til at betale for jordbundsprøver, når du skal bortskaffe jorden. (Med mindre, selvfølgelig, at du har så stor en have, at du kan lave en bette kælkebakke. Så har du stadig jorden ved hånden, den dag, du skal spole filmen baglæns..)
God tur til bjergene!
Kh
Linda
18. juli 2018 @ 14:06
Åh du rammer virkelig noget jeg har forsøgt at formulere i overfor min mand. At alenetid sommetider trumfer søvn. Vi har haft en periode hvor søvnen ikke har været så god hos ungerne og så er forslaget jo tit at vi må gå tidligere i seng. Det er rationelt og jeg har haft svært ved at modargumentere fordi det hurtigt blev sådan lidt dumt “jeg har altså virkelig brug for lige at sidde her og læse blogs” eller glo ud i luften. Men du rammer det. Det er nemlig lige præcis den eneste tid hvor jeg op ikke er på. Enten i forhold til arbejde eller unger og altså faktisk også bare andre mennesker. Det samme gør sig lidt gældende fordi jeg har haft brug for ro. Til bare at sidde og drikke te eller noget og min skønne mand er god til at give mulighed for det hvis jeg vil noget (og omvendt)men jeg synes det er mega mærkelig og bede om..ingenting. “jeg vil virkelig gerne bare sidde her og kigge” fordi ungerne jo ikke forsår det og jeg alligevel bliver forstyrret af 100 spørgsmål. Jeg vil så gerne være sammen med både unger og mand men sommetider er jeg nødt til at få ro omkring mig for at få ro inde i mig..det øver jeg mig på
20. juli 2018 @ 19:41
Jeg tænker faktisk somme tider på, at det må være et af de eneste tidspunkter, hvor jeg faktisk glæder mig over at være single, fordi jeg ikke behøver at forklare det.
Inden jeg fik børn havde jeg allerede den der lidt skizofrene personlighed, hvor jeg både ELSKER at være sammen med andre, men virkelig elsker ligeså højt at lukke min dør og være alene. Det er svært med børn, synes jeg. I hvert fald så længe de er små. Fordi man jo både gerne vil give dem dét, de har brug for, selv have det hele med, så længe de gider, og synes, at solen står op og går ned med dig, og de er så små, at de ikke formår at behovsudsætte. “Stilletiden” bemærkede jeg sjældent, da jeg var alene, men jeg kan mærke, at jeg har ekstra brug for at prioritere den nu.
21. juli 2018 @ 05:41
Jeg synes også det er svært med små børn og har det som du at jeg ikke lagde mærke til stillet uden før børn men jeg kan mærke at jeg har et behov for den nu. Det er svært at forklare overfor min mand men han er heldigvis af typen hvor jeg godt kan sige at det bare er noget jeg har brug for..men i virkeligheden er det mig der har svært ved at bede om det fordi jeg på en eller anden måde føler jeg sætter mig over børnene. Og det er totalt idiotisk fordi jeg jo godt ved at det er bedre for alle sådan med hjernen. Derfor er det så skønt at læse at det ikke bare er mig der har behovet og jeg øver mig på din: der skal være plads til os alle..også mig.så tak for den!
22. juli 2018 @ 19:57
Jeg må også øve mig. For mig er det jo lidt gratis om aftenen, fordi jeg kun er mig, men i løbet af dagen har jeg fuldstændig samme følelse som dig, at jeg sætter mine egne behov over børnenes, hvis jeg beder om en time out. Men jeg tror virkelig, at vi skal øve os i at huske, hvor meget federe vi bliver at være sammen med, hvis vi lige får tid til at koble hjernen og kroppen sammen igen.
19. juli 2018 @ 13:11
Skønt indlæg – og dine indlæg er aldrig for lange. Selvom jeg har en mand, så kender jeg godt det med at man af og til har brug for alenetid og der gør jeg (i særligt pressede øjeblikke) brug af “mor-tid”. Det er gerne ca 3 sekunder før jeg eksploderer af børn, der hele tiden gerne vil have/lave/lege/spise noget og går ud på at jeg sætter et ur og fortæller alle børn på matriklen at de næste 15 minutter er det forbudt at tale til mig. Det virker faktisk ret fint og giver mig SÅ meget overskud og så har det også den sideeffekt at børnene tit finder på noget at lege i mellemtiden 🙂
20. juli 2018 @ 19:38
I sidste uge satte jeg et ægge-ur på 15 minutter, og hvislede, at hvis der var nogen, der så meget som HVISKEDE mor, inden uret ringede, så var der en eller anden lam trussel, som jeg har både fortrudt og glemt
Måske jeg skulle være bedre til at sætte det lidt i system, så vi alle fik en time-out, inden vi endte dér.
Kh
Linda
20. juli 2018 @ 21:24
Awesome 🙂 Jeg gør det heller ikke så tit, men kunne godt være bedre til det. Da jeg var barn, så var der i weekenden tit “stille-time”, som gik ud på at de børn, der opholdt sig på matriklen blev sendt ud i haven og så læste mine forældre avis. De åbnede venligt døren, når vi bankede på og spurgte hvor lang tid der var tilbage, men medmindre der var et eller andet virkelig alvorligt, så kom de ikke ud – og vi kom ikke ind før der var gået en time…
19. juli 2018 @ 14:32
Skønt indlæg. Jeg har læst din blog gennem flere år, og du skriver for det første virkeligt godt, og dernæst er du meget inspirerende både ift praktiske ting og livssyn generelt. Jeg er på ingen måde i samme livssituation eller fase som du, men alligevel får du mig altid til at tænke. Tak for det.
Da mine børn var små, talte veninderne og jeg ofte om, at vi burde sende “10 opskrifter vi overlever på i hverdagen” til hinanden og samle i en fælles kogebog. Måske vi skulle gøre det nu, hvor vi har tiden til det.
Fortsat god sommer til jer alle tre.
20. juli 2018 @ 19:36
Sikke da en dejlig kommentar at få – tak for det! <3
Det er ikke nogen dum idé. Jeg prøver at se, om ikke jeg kan få den flettet ind i løbet af de næste par indlæg, ikke?
Kh
Linda
21. juli 2018 @ 22:28
Kære Linda
Du er en meget reflekterende, utroligt intelligent og selvstændig kvinde og jeg har læst med på din blog i mange år. Mangler du aldrig en mand? Eller savner at blive så vanvittig forelsket og få masser af kærlighed fra en mand og hvad dertil hører?
22. juli 2018 @ 19:54
Det korte svar er: Jo <3
En anden har skrevet med et lignende spørgsmål, så jeg vil prøve at formulere noget lidt mere uddybende i det 3. (og foreløbigt sidste) “I spørger, jeg svarer”-indlæg.
Tusind, tusind tak for dine fine ord <3
Kh
Linda