Beach Boys (and girls)
Da jeg forleden sad og rettede i mine gamle blogindlæg, faldt jeg over et, der handler om Anton i trodsalderen. Jeg blev faktisk helt glad over at læse det, for jeg havde lykkeligt glemt alt om, at han også var igennem den.
Frida er der nu. For FULD udblæsning. Alt er oplæg til forhandling (hvorfor må jeg ikke have udklædningstøj på altid/jeg vil kun have yoghurt/jeg hader yoghurt/hvorfor må jeg ikke bruge Antons tandbørste/må jeg skrubbe håndvasken med min tandbørste/må jeg skrubbe den med din/jeg vil spise under sengen/hvorfor må jeg ikke drikke kaffe/jeg vil have flyverdragt og hat på/Og. Så. Videre) og hendes lille verden vælter 16 gange i timen, fordi ting ikke lige arter sig, som hun havde håbet. Forleden fik hun et 10 minutter langt, grådkvalt raserianfald over, at vi ikke kunne tage ud at handle, og var helt uimodtagelig overfor forklaringen om, at butikkerne ikke er åbne klokken 5.20.
Nogle gange er det sjovt, nogle gange er det næsten imponerende, og nogle gange trækker det tænder ud. Det er en udfordring af de større at få lov at lave mad, når jeg skal se noget i haven, fjerne alle fluer i hele verden, finde saft, hælde saft ud, fordi det er ulækkert, finde vand, forklare, hvorfor man ikke må skubbe sin stol hen til komfuret og røre i gryden, inddrage æblet, som hun har fået lusket ud af køleskabet, da jeg fjernede 17 stykker legetøj lagt ud på køkkengulvet, fordi “så er der spærret, mor”, mægle 4323823 gange mellem hende og Anton, fordi… ja, søskende, og trøste og sige nej en én uendelighed til alle mulige og umulige ønsker og indfald.
Jeg prøver at hjælpe os alle 3 ved at skrue ned for, hvad vi skal, ud over at være hjemme, fordi jeg ikke synes, der er grund til at hælde yderligere stimuli på hende, og fordi jeg må lægge mig fladt ned og indrømme, at jeg også er ved at mør, når ulvetimen nærmer sig.
I sidste uge spurgte min veninde, om vi ville med på stranden, og pga. ovenstående var min første tanke:
Forberedelser til turen (ekstra tøj/tæpper/håndklæder/legetøj/badetøj/pose til vådt tøj/osv.), trodsalder på udebane, forhandlinger om solcreme og mængde af tøj, hjemkomst med bil, fyldt med vådt tøj og sand, to beskidte børn og udsigt til madpakker, aftensmad, badetid og forsinket putning med nu-ekstra-træt barn om fødderne, virkede helt uoverskueligt.
Men så fik jeg det også sådan lidt: Nej. Sgu. Vi skal ikke sidde indenfor i ophøjet ensomhed og glo ud på livet, og det kræver også en del dybe indåndinger at være herhjemme. På stranden er vi sammen med gode mennesker, og vi får – om ikke andet – en anden slags konflikter end the usual suspects.
Så jeg pakkede aftenen før, hev mad ud af fryseren, så dén del af praktikken var nem, og stillede de ellevilde børn udflugten i udsigt, og da jeg den efterfølgende aften landede i sofaen, tænkte jeg meget over, at en indsats kan føles meget forskellig, afhængigt af, hvad man synes, den giver.
For ungerne havde en fest. Der var bar røv, fedtede børn og sand overALT, og stranden var mere forurenet end godt var – men min forudseende vendinde havde taget snacks med til børnene, og en kold dele-øl til De Unge Mødre. Mens vi sad der, gjorde det mig helt utrolig glad, at jeg havde prioriteret at gøre det, fordi det er oplevelser af den slags, jeg forbinder med ægte barndomsminder, som jeg så gerne vil give mine børn.
Det blev hektisk, da vi kom hjem, og det er en livslektie for mig at lære, at gode barndomsminder, som er fyldte med solskin, latter og nærvær, faktisk på forældersiden er forbundet med en ret stor indsats, både før og efter – men det, der fyldte mest for mig, da jeg lagde mig på puden var, at jeg den dag følte, at der var 100 procent overensstemmelse mellem det, jeg gerne vil give mine børn, og det, jeg gav dem.
29. maj 2018 @ 19:23
Den sidste sætning. Kuldegys! Det er sådan jeg så gerne vil have det oftere. God, god reminder par example (som ikke kommer med følelsen af at være dunket oveni med andres overskud … som jeg tit får på de sociale medier. Men aldrig her. Tak. Fra én mør mor til en anden!)
30. maj 2018 @ 12:58
Tak, Karoline! Det er jeg simpelthen så glad for, at du skriver <3
(Ps: Elsker, at du er tilbage i blogland. Det er bedst, når dit hus er beboet <3)
29. maj 2018 @ 19:42
Det lyder da skønt! Jeg synes faktisk ofte ikke det er problemet når man er afsted men bagefter hvis de lige får rigeligt med inputs. Og jeg tror stadig ikke jeg har fattet det med at de glade minder krævede en del af mine forældre. Det er som om jeg ikke rigtig vil have at det er vilkårene…jeg vil også bare hygge med mine unger og have en god dag uden det kræver en masse. Men jeg kan godt se det som f.eks. da vi besøgte en forlystelsespark og jeg (som min mor) insisterede på at vi altså lige skulle have noget mad mens ældste på 5 virkelig bare synes vi skulle videre. Men det handler jo også om at man som forældre sommetider er nødt til at være et skridt foran…for at dagen bliver god hele vejen igennem.
30. maj 2018 @ 12:56
Det er virkelig rigtigt. Og jeg tror faktisk, at det er noget af det, der i hvert fald for mig koster kræfter. At være 2 skridt foran hele dagen, samtidig med, at jeg har udsigt til, at det hele ikke kører, som det plejer, når vi kommer hjem. Det udfordrer mig lidt.
29. maj 2018 @ 19:52
TAK!!!!! for det indlæg! Der var lige hvad der skulle til at minde mig om at bruge en af mine sidste barselsdage på at give min ældste en fridag fra børnehaven i morgen!
30. maj 2018 @ 12:55
Åh, hvor fint! Jeg håber, I har haft en fantastisk dag! (- uden alt for mange nedsmeltninger:))
29. maj 2018 @ 20:18
Tak. Bare tak! Jeg er lidt dårlig til når tingene bliver alt for bøvlet, men det lønner sig jo, og det mindede du mig lige om.
30. maj 2018 @ 12:54
Det er jeg virkelig glad for at høre <3
29. maj 2018 @ 20:32
Hvor dejligt!
29. maj 2018 @ 21:35
Åh hvor er det bare et indlæg jeg kan relatere til. Min søn er i den grad i trodsalderen og snart blir han storebror. Jeg gruer for hvilken retning det skal gå. Men hvor godt I gjorde det. Dejligt at læse 🙂
30. maj 2018 @ 12:54
Man kan næsten nå til et punkt, hvor man trænger til at få lov at tage hul at løse selve opgaven, i stedet for bare at tænke alle mulige scenarier i smadder på forhånd, ikke? <3
29. maj 2018 @ 21:54
Wow – jeg er dybt forelsket i dette indlæg og især i sidste afsnit. Kan mærke at jeg havde brug for at høre de ord, og jeg er så enig at det gør ondt. Som om at jeg latent havde dén indsigt, du lige formulerede, liggende i mig, og dét at læse den her hos dig gjorde, at jeg blev bevidst om den. Jeg er selv så mega smadret i øjeblikket fordi alle vågne øjeblikke går med at facilitere legeaftaler og spise mine egne og andres børn af, og rydde op, og glemme at spise (og gå på toilettet) selv, og der er et rend i huset uden lige (den slags, som kommer med godt vejr). Det er hårdt, men mine unger er lykkelige, og jeg tænker, at det er den slags dage, barndomsminder er gjort af. I mine svageste øjeblikke tænker jeg over, om det virkelig kan være rigtigt at det skal være så hårdt. For de voksne. Og så læste jeg dette indlæg, og det satte det hele i perspektiv. Tak!
30. maj 2018 @ 12:53
Ej, det genkender jeg simpelthen så meget, det der! Anton er ikke altid så opsøgende, hvilket betyder, at det ofte er her, ungerne ender med at være, og hvor jeg på den ene side er inderligt taknemmelig over, at der er legeaftaler og kammerater, så kan jeg også blive ramt af “- og virkelig meget ekstra arbejde!” når overskuddet ikke er der.
Jeg er glad for, at du følte genkendelse. For det er virkelig rart at blive spejlet i, at andre også har det sådan her.
30. maj 2018 @ 21:41
Ja nemlig, samme her – ikke de mest opsøgende børn, så i min velmenenhed ender legeaftaler tit her. Ak ja, hvad gør man ikke…
Det er nemlig fantastisk at opdage at man kan spejle sig i andre. Jeg er så glad for din blog – du er en klog (og sjov – og ærlig!) kvinde. Tak for det. Lida
29. maj 2018 @ 23:50
Det der var PRÆCIS hvad jeg havde brug for at læse idag. Mine børn er 1, 3 og knap 5, så med andre ord er der næsten konstant nogen, der har krise. Og hvorfor er der altid nogen, der skal skubbes hårdt i ryggen, når de for en gangs skyld passer sig selv?! Der er også de dejligste stjernestunder, men det er ofte derhjemme for vores vedkommende, netop pga det du beskriver i indlægget. Jeg har det simpelthen ikke i mig at planlægge og eksekvere “nogle fede oplevelser” udenfor hjemmet særligt ofte. For nok er børnene tæt i alder, men deres behov er somme tider vidt forskellige og så er det, at jeg klamrer mig til rutinerne. Alt imens alle andre holder hyggelige grillaftener på et tidspunkt hvor børnene egentligt burde sove eller besøger museer MED BØRN uden (tilsyneladende) at få stresspletter på halsen. Jeg vil gemme dit indlæg og læse det igen, næste gang jeg tænker “det lyder hyggeligt, men det orker jeg ikke.”
Et af mine bedste barndomsminder er i øvrigt, da vi var på teltferie og regnen silede ned en dag og min lillebror og jeg fik lov at vælge en hel pose chips hver på Statoil, som vi så spiste til aftensmad, imens vi spillede kort. Jeg kan stadig huske hvilken smag det var: Kims med sour cream and onion 😊
30. maj 2018 @ 12:51
Jeg kommer faktisk somme tider til at hyle over, at mine børn har fået sådan en elendig mor, der ikke kan overskue lige at suse en eftermiddag til Fanø, eller spontant kører til Djurs Sommerland. Hvordan gør de andre!?
Jeg elsker dit barndomsminde. Jeg tror faktisk, at der ville være megen visdom gemt i at prøve at sætte sig ned og tænke tilbage, for jeg tror, man vil opdage, at det ofte virkelig, virkelig ikke omfanget af det, man lavede, der satte sig fast, men snarere stemningen. Og det er måske nemmere at skabe, uden at skulle orkestrere det med 3 Excel-ark og en au pair?
30. maj 2018 @ 09:19
Jeg er enig med alle de andre.
Det er en god reminder at få.
Nogen gange må man bare hive sig selv op ved nakkehårene og gøre noget, selvom det virker uoverskueligt.
Da min søn fyldte tolv for nogle uger siden, glædede han sig allermest til at have bål i haven og først komme i seng, når det var blevet mørkt. Jeg fortrød næsten at have lovet ham det, for alle ville være trætte efter at have haft gæster hele dagen, og det bliver jo fandme først mørkt efter kl 22, og, og, og……
Jeg behøver vel ikke sige, at det næsten var det bedste tidspunkt på dagen? At sidde der, bare vores lille familie, og snakke, glo ind i bålet og fange glimt af flagermus.
(Men vi VAR meget trætte. Og det var ikke heeeeelt mørkt, da vi gik ind).
30. maj 2018 @ 12:47
Lidt mørkt tæller også! Og hvor var det fedt, at I holdt ved. Det bliver garanteret en af dem, han husker resten af sit liv <3
31. maj 2018 @ 13:15
Tusind tak for det indlæg! Det inspirerede mig til spontant at køre på stranden i går med baby på fire måneder og drengene på 4 og 6. Jeg kunne virkelig ikke overskue logistikken, men fik det ned på skovle, spande, badebukser, en flaske vand, en ren ble, et håndklæde og babyens uv telt. Og så afsted.
Drengene havde tilsyneladende fattet at mor var ret meget i undertal (far er væk med arbejde) og kvitterede med at opføre sig eksemplarisk og det viste sig, at bølgelyd er the shit for den lille dame. Og det var skønt. Og der var sand overalt og aftensmaden blev forsinket, men drengene var lykkelige og sov på 30 sekunder og jeg fik et glas rosé da alle de andre sov. Så ja, nogle gange skal man tage sig sammen så det hele ikke er leverpostej og logistisk. Så tror jeg også man bedre kommer igennem alle dagene hvor det handler om at komme igennem uden at nogen får bidt hovedet af. Også uden at græde over at man er Verdens Dårligste Mor. 🙋🏼♀️
1. juni 2018 @ 11:00
Det tror jeg, at du har fuldstændig ret i <3
6. juni 2018 @ 20:50
Åh, hvor er det bare det dejligste, jeg har læst længe. Jeg blev så stolt af dig og af mig selv og af alle os forældre som tager den der tur til stranden, og lægger os glade på puden om aftenen. Glade, og fuldkommen udmattede. Jeg glæder mig, til alle trodsaldre er overstået og til alle børn sover mere. Virkelig. Men jeg glæder mig også over de gode stunder nu <3
7. juni 2018 @ 18:50
Du er skøn, Maj My <3
Og du er bedre end gennemsnittet til at huske at dvæle ved alt det gode, der er her og nu. Det inspirerer mig meget.
(PS: Eben Alexander-bogen er kommet og ligger klar på natbordet. Jeg glæder mig til at se, om den er ligeså god som den første:))
7. juni 2018 @ 09:21
Må jeg bare lige skrive noget til alle jer mødre, som skriver her: jeg er ikke selv mor, og lever et helt andet slags liv end jeres (lige nu). Så jeg ved ikke, om det her kompliment rigtigt er noget værd for jer.
Men! SHIT HVOR ER I SEJE. Både jer, der kommer afsted til stranden, og jer, der drukner i alt det andet derhjemme. Husk-husk-husk at jeres børn jo ikke er med i jeres hoved alle de gange, hvor I tænker, at I burde/skulle tage på stranden/i Djurs/andet, og derfor ikke ‘går glip’ af noget som helst, når det ikke lykkes. Jeg er så overvældet over jeres tanker og refleksioner over det hele, men også over jeres dårlige samvittighed og den måde, I virker til at føle, I ikke slår til. For mig lyder I nemlig hele bundet som nogle dejlige, dejlige mødre <3
(og mere rosé, når børnene er puttet, til jer alle! Eller i kaffekoppen inden)
7. juni 2018 @ 11:36
Sikke en overskudskommentar at skrive! Hvor er du sej! Og tak 😊
7. juni 2018 @ 18:47
Er du syg, en fin kommentar!! Den tæller næsten dobbelt, fordi den kommer fra én, der ikke selv står i det, og som derfor kender betingelserne.
Din kommentar giver mig lyst til at være random sød ved andre mennesker, så jeg har stillet 4 Pepsier i køleren til skraldefolkene, som i morgen tidlig kommer piskende med en kropskernetemperatur på omkring 80 grader. You did that <3