Policy of truth

Jeg er med i en gruppe på fb, hvor folk køber og sælger Hummeltøj til børn. Egentlig ved jeg ikke helt hvorfor, for jeg tror, vi – samlet for hele husstanden – har 2 stykker Hummeltøj, men måske troede jeg, da Frida var lille, at hun var en hummelbaby? Anyway. Jeg har indtil nu oplevet gruppen som for-fb-helt-ukarakteristisk ordentlig; folk taler pænt, roser hinanden osv.

I morges så jeg så, at én fra admin havde lagt en undskyldning op; hun var kommet til at poste et screenshot i gruppen, som skulle have været lagt i admin-gruppen. Et medlem havde forbrudt sig mod reglerne og havde fået en advarsel. Når man kan se, at der under sådan et opslag er 88 kommentarer, som er indløbet på en time, er der kun én ting at gøre: Hente popcorn og læne sig tilbage. (Jamen, jeg kan lige så godt være ærlig; jeg åbner jo ikke kommentarfeltet, fordi jeg forventer at finde kuren mod kræft derinde.)

Stemmerne fordelte sig 50/50 på hhv. “Alle begår fejl” og “Det er ulovligt, uanset hvor det er lagt op!!” Og kender I de situationer, hvor noget, man indtil nu kun har haft til at drive rundt i kanten af sin bevidsthed, pludselig glider i fokus? For jeg er kæmpepro, at fb tager ansvar for at forsøge at slå nogle af alle de falske nyhedsartikler ihjel, og pludselig kunne jeg mærke, at jeg syntes, at vi – altså, alle os helt almindelige mennesker – bør være med til at komme problemet med ytringer, der på forunderlig vis forvandler sig til sandheder, fordi de bliver gentaget i det uendelige og delt, til livs.

Der var *virkelig* mange kommentarer om den påståede ulovlighed i opslaget, og jeg har (apropos…) ikke tjekket op på, hvor mange jurister, der er i gruppen, men jeg har en formodning om, at det er en af de situationer, hvor man bare højt råber det, man føler så stærkt, at det MÅ være sandheden.

I hvert fald har jeg efterfølgende kun kunne finde steder, hvor man kan se, at det er ulovligt, at fremsætte æreskrænkende, injurierende, usande/ubeviste påstande om andre, eller facerape dem. Intet af ovenstående var tilfældet her. Og alligevel var der så mange, der bekræftede hinanden i, at det, der var sket, var ulovligt, at mit bud er, at det for nogen opfattes som en sandhed, de efterfølgende tager med sig ud i verden.

Internettet glemmer ikke, og hvis man ikke synes, at falske nyheder og alternative facts er et problem, kan man med fordel følge med i serien “Mit liv er stjålet” på DR3. Det er rystende tv.

At folk hidser sig op over ting de læser på fb, synes jeg er helt i orden, og ofte også ret underholdende. At folk er rabiate, må de også selv ligge og rode med, sålænge de husker, at leve op til egne høje standarter. Fx. var der utrolig mange, der i forbindelse med Frost-gate lavede “meanwhile in Syria” opslag på deres vægge. Det er sådan set fint nok. Jeg kan sagtens se, at det kan være godt at huske, at der sker mere væsentlige ting rundt omkring i verden. Men når selvsamme folk så, ugen efter, poster billeder af tekopper, lommetørklæder og Vics, akkompagneret af rigelige mængder af grædesmileys og #FeelingTerrible, så tænker jeg, at det må være ok lige at spørge opklarende ind til, om man har misset den glædelige nyhed, at krisen i Syrien er løst.

Så hvad er det, jeg vil? Jeg vil gerne slå et slag for, at vi i bedste forældrebestyrelsesstil, prøver at være behjælpelig med oprydningen på vores eget lille hjørne af legepladsen. Man behøver ikke være ubehagelig, eller lægge sure opslag op, men når din veninde næste gang poster opslaget om, hvor farlig aspartam er, så synes jeg sagtens man kan skrive “Det lyder godt nok fælt – hvem er kilden her/hvor er det fundet?” For det kan sagtens ske, at aspartam (kunstigt sødemiddel) er farligt. Men det er da stadig relevant at se, hvor pågældende artikel kommer fra? Hvis det fx. er sukkerindustrien, der er afsenderen, er der da grund til at bevare en sund skepsis ift. indholdet. Eller alle opslagene om de farlige bivirkninger ved vacciner. Hvor kommer de fra? Statens Seruminstitut eller Heal Dig Selv- netværket? Det værste, der kan ske er, at vi bliver klogere, for ligger der en valid kilde bag, så har man lært noget nyt, og hurra for det. Ind imellem vil man ikke være i stand til at vurdere, hvad der er rigtig og forkert, og somme tider har man ikke tid. Men selv da vinder racen stadig, fordi vi er med til at fremelske en kultur, hvor det er normalen, at man forholder sig kildekritisk, og måske også hjælper hinanden med at gøre det til en vane liiige at tænke en ekstra gang over, om det godt nok kan passe, at man dør af at drikke mælk.

Det handler om at få plantet frøet i omgangskredsen, og om at få gjort det ok at standse ulykken. Hvilket selvfølgelig kræver, at man tænker over, hvordan man formulerer sig, så det bliver formålet og ikke retorikken, der fylder. Men det bliver kun gjort, hvis vi gør det, og jeg tror, at det er den eneste måde at lære både vores egen og de kommende generationer, at noget ikke nødvendigvis er sandt, bare fordi det står på nettet.