Førstevælger!
De sidste mange uger har reformer og vækstpakker præget en stor del af det mediebillede, jeg har været omkring, og en af dem, der har fyldt rigtig meget, er SU-reformen. Der debatteres lystigt og forudsigeligt; alle, der ikke studerer, ikke har børn eller som arbejder på Borgen er for, mens alle studerende er imod.
Et af de argumenter, der oftest lyder fra de studerendes side er, at den nye reform lægger op til at pace de unge gennem uddannelserne med dårligere kandidater til arbejdsmarkedet som konsekvens.
Jeg har selv arbejdet 2 år på et studiekontor. Jeg er bekendt med forskellen på studerende, der har været ude og klare sig selv og dem, der kommer lige fra gymnasiet, og som stadig bor hjemme; det kunne ikke falde mig ind at påstå andet, end at man får mere hele og selvstændige mennesker ud i den anden ende, hvis der er tid og økonomisk mulighed for at fjumre et års tid eller to undervejs.
Og måske er det mig, der ikke læser med de rigtige steder, men jeg savner virkelig, at parterne på begge sider af bordet – uanset om vi snakker om studerende, lærere, læger, tegnsprogstolke eller noget helt syvende – forholder sig til, at verden i dag ikke ser ud, som den gjorde for 20 år siden. Europa falder sammen om ørerne på os, og alligevel er der ingen, der synes, at der skal skæres i noget. Overhovedet.
Vi kan mange ting i Danmark, og meget af det vi kan, kommer af årelang tradition for at udforske og udvikle. Og bliver der mindre tid til det, hvis vi sætter tempoet op? Ja. Kommer det til at påvirke hele vores system og grundstruktur i negativ retning? Ja. Uden tvivl. Men ingen vil give noget, og kagen, der skæres af, er blevet mindre. Ligesom verden. For for 20 år siden var Polen et sted, man tog hen for at købe obskure kopivarer til spotpriser (her kan f.eks. nævnes mit Lenny Kravitz kassettebånd, som kostede 10 flade, danske kroner). I dag er det i manges optik arnested for håndværkere og lastbilchauffører, der kommer og tager vores arbejde. Og det betyder, at vi ikke kan sidde på godset og forvente, at alt det, vi var så heldige at blive født lige midt i, forbliver vores, fordi dem, der trak den geografiske og udviklingsmæssige nitte bare affinder sig med, at goderne er ulige fordelt.
Det behøver man ikke have gået på handelsskolen for at gennemskue vil påvirke markedet, priserne og – i mange tilfælde – kvaliteten.
Og det er så nemt at synes, at vi skal holde fast i de danske dyder, og ikke gå på kompromis.
Jeg vil f.eks. have ordentlige lærere til Anton, have godt og veluddannet personale på sygehuset, hvis min mor skal indlægges, og jeg vil ikke vente i 2 timer, hvis jeg skal have fat i en medarbejder på Kommunen. Jeg vil have tid til at forberede mig, når jeg skal ud og tolke, og jeg vil have timer for den tid, jeg bruger på transport, for det er det eneste rimelige.
Synes jeg.
Men af jer, der læser med her, gætter jeg på, at en del tjekker nettet for at finde den billigste pris på en vare, når I skal købe noget, der ligger i den dyre ende af skalaen. Jeg antager, at jeg kan risikere at møde en eller flere af jer i Bilka om søndagen, hvor vi glad og gerne handler, selvom søndagsåbent for de ansatte derude betød, at alt, hvad der hed tillæg blev fjernet med et trylleslag, fordi Bilka ikke kunne oppebære den enorme ekstra lønudgift, dét ville udløse. Og kan vi spare noget, ved at købe det på nettet, så er 3/4 af os pisseligeglade med, hvor det er produceret.
Min pointe er, at vi alle sammen gerne vil holde den høje standart på de områder, der lige præcis er vigtige for OS – samtidig med, at vi alle er med til at dumpe priser og dermed udlicitere, hvis vi som menige forbrugere kan spare 2 kroner.
Men når hele lande går konkurs, er tiden måske kommet til at forholde os til, om det f.eks. er en lille smule forkælet at stå fast på retten til et fjumreår?
Selvfølgelig skal vi ikke forære hele butikken væk, give køb på alt og tage til takke med mindsteløn og brugerbetaling, men det er som om, at vi alle sammen insisterer på at betragte økonomien som små fragmenter, hvor vi kun vil forholde os til den del, der lige præcis vedkommer os.
Måske vi kunne slippe for at gøre Grækenland selskab, hvis vi blev lidt bedre til at huske, at der stadig kun er en kage. Og at når nogen flår et ekstra stort stykke over på deres tallerken, så er der bare mindre tilbage til dem, der stadig ikke har fået.
Fri for at sidde sidst.
22. april 2013 @ 20:05
Det var dét jeg ville have sagt,hvis jeg var blevet spurgt,og hvis jeg kunne formulere mig bare nogenlunde – men jeg ville ikke engang vide, hvor jeg skulle starte 🙂 Så: ENIG!!!
22. april 2013 @ 20:09
Smukt og nuanceret. Tak. 🙂
22. april 2013 @ 20:21
Hørt !!!
22. april 2013 @ 22:49
Du har ret i mange af dine antagelser. Men hvad nu hvis den kage vi har, er så lille fordi store selskaber ikke bidrager dertil med deres del? Eller hvis en del af kagen går til nogle få på toppen? Ville det så ikke give mere mening at hente pengene der, i stedet for hos de, der i forvejen har lidt at gøre med?
23. april 2013 @ 06:32
@Amaya: Jeg tror, at alle kan pege på nogen, de synes, tager mere end de bidrager med. Afhængigt af politisk ståsted plejer det at være indvandrere, folk på overførselsindkomst, udenlandske studerende eller Maersk, der står for skud.
Men uanset hvordan vi vender og drejer det, har vi selv været med til at skrue systemet sammen på en måde, der muliggør det for nogen at modtage uden at give.
Skal vi straffe folk for at tjene penge eller for at skabe arbejdspladser, og dermed fjerne incitamentet til at starte virksomheder i Danmark? Eller skal man tage fra dem, der ikke har en skid i forvejen, og forværre deres situation yderligere?
Jeg ved det ikke. Og jeg er heldigvis ikke en af dem, der er sat til at løse problemet. Men jeg mener stadig, at det er en opgave, der skal løses ved at alle bidrager til det, hvilket kan ikke ske, uden at det kan mærkes. Og lige nu er der INGEN, der lader til at synes, at de skal bidrage med NOGET.
Det er bare det, jeg studser over.
Tak for din kommentar, og hav en dejlig dag:)
23. april 2013 @ 21:36
Dejligt med et nuanceret indlæg. Jeg er nok en af de få, der faktisk synes at regeringen handler ansvarligt og seriøst. Jeg glæder mig over de gode ting, der OGSÅ er kommet fx.: Togfonden, styr på finanserne, skattelettelser (også i bunden), ambitiøs energipolitik, øget forskning, øget uddannelse, besparelser på militær, lighed i sundhedsudgifter, afskaffelse af fattigdomsydelser m.m. Og alt det i en tid med en rå finanskrise – det er da ikke så ringe endda.
24. april 2013 @ 13:19
I concur! Jeg syntes det var et fint kompromis at der blev skåret i SU'en mod at indtjeningsloftet blev højere – jeg kan godt se DUF-formandens pointe med at man kan risikere at virksomhederne ansætter du studentermedhjælpere frem for 1 fuldtid, men ja.. jeg tror det sgu ikke, og jeg er villig til at tage chancen og se om det sker.
Lærerkonflikten tror jeg stadig ikke rigtig at jeg har forstået – jeg ser umiddelbart KL som værende meget firkantede, og lærerne som værende fanget i fortiden..
Men lækkert indlæg, og et dejligt konstruktivt svar til Armaya 🙂
24. april 2013 @ 17:00
Jeg bli'r så sur når snakken falder på at unge ikke må have fjumre-år. Og alene navnet. Ja, for det er jo det de gør, de fjumrer bare rundt og ser lalleglade ud i ansigterne, laver ikke noget anstændigt. Virkeligt hånligt navn at give det eller de år, som unge mennesker som regel bruger til at tjene penge til deres egen lejlighed, til et højskoleophold, til en opsparing eller til at rejse ud i verden og opleve andre kulturer samt udvide deres horisont og tolerance og lære sig selv at kende og modnes til det videre liv. Og måske også til at samle kræfter efter tre års gymnasial skolegang lige efter 9 års folkeskole-gang, så de er klare i hovederne til de næste mange års studier.
Fyy, tænk at bruge tiden på den slags.
25. april 2013 @ 06:39
Selvfølgelig skal de studerende have plads til "fjumreår" som vi for mange nyslåede studenter kunne kalde "modneår". Som en af dem der møder dem på Uni, ville det passe mig rigtigt fint. Det behøver bare ikke være betalt af SU.
30. april 2013 @ 17:45
Altså… Fjumreår er jo ikke et "modneår". Man får ikke SU til at tage et års dannelsesrejse efter gymnasiet.
Fjumreår er den framede betegnelse for, at man har klip til et ekstra år, for det tilfældes skyld, at man dumper en prøve, bliver syg eller det viser sig, at man har valgt helt helt forkert.
Men at nogle af jer tror, at det er et år til at gå og lalle den af i, viser jo bare, hvor effektiv rammesætningen har været! Og det er i virkeligheden en smule beskæmmende…