En af de erfaringer, man godt ville have været foruden
Jeg tror, at jeg har skrevet om det før, men efter jeg har fået Anton, har jeg været nødt til at indføre restriktioner på, hvilke nyheder, jeg må gå ind og læse på diverse nyhedssites.
Åbenbart kom jeg, i forbindelse med fødslen, til at flå overhuden af 80 % af mit følsomhedscenter, hvilket har efterladt en klump blottet, råt kød, der gør hvinende ondt, selv ved de mest fjerlette berøringer.
Lige nu er det dækningen af retssagen mod Manden I Den Røde Bil, der under ingen omstændigheder må klikkes på, for jeg går i stykker inde i hovedet, hvis jeg skal rumme tanken om, at den slags trusler mod alt, hvad der er fint og godt i livet, går frit rundt og indånder den samme luft, som min lille, tillidsfulde dreng.
Ikke mindst fordi truslen for mig ikke er helt så abstrakt, som jeg ville ønske den var, fordi jeg selv som 9-årig var meget tæt på at blive taget af en ”børnelokker”, som de hed dengang.
Mette P. og jeg var gået en tur i Sædding Centret for at kigge på Barbier og brevpapir. Da vi havde drysset rundt en times tid, og haft alle æskerne nede og beundre, gik vi mod udgangen, hvor vi blev stoppet af en gammel mand. Jeg husker ham i hvert fald som gammel, så han har nok været midt i 50’erne. Han spurgte, om vi ville hjælpe ham med at lede efter hans kone, som var blevet væk. Jeg kan ikke huske, om Mette P. var spejder, men jeg var, og jeg havde lært, at man skal hjælpe, hvis man kan.
Til at starte med fulgtes vi alle 3. Vi gik tilbage til legetøjsforretningen, hvor både Mette og jeg fik nogle virkelig seje neonmærker, man kunne skrabe på med en mønt og overføre til sine negle. Jeg fik 2 ark; nogle runde og nogle firkantede. Jeg kan huske, at damerne i Dacapo kiggede mærkeligt på manden, da Mette og jeg spurgte, om de havde set hans kone, men de gjorde ikke noget, og de spurgte ikke, hvorfor 2 små piger gik og ledte efter konen til en mand, som bare stod passivt i baggrunden og kiggede på.
Efter nogen tid foreslog manden, at vi skulle splitte os op. Den ene af os skulle gå alene, og den anden følges med ham. Det var mere effektivt på den måde, sagde han, for så kunne vi lede flere steder på én gang. Jeg startede med at gå med ham, og der gik ikke lang tid, før han foreslog, at vi skulle gå over og se, om hans kone var gået over til bilen. Jeg kan huske, at noget begyndte at føles lidt mærkeligt – f.eks. at han ikke rigtigt kunne svare på, hvordan Mette skulle finde os, hvis det nu var hende, der fandt den forsvundne hustru – og derfor syntes jeg ikke, vi skulle gå uden Mette.
Resultatet blev, at vi fandt Mette igen, for derefter at gå over til bilen alle 3.
Det er vel nærmest overflødigt at skrive, at bilen var parkeret afsides, bag en hel masse træer.
Da vi stod ved bilen, syntes han, at vi skulle sætte os ind. Et par småpiger som os måtte være trætte i benene efter al den gåen rundt, og vi kunne jo ligeså godt vente på hende inde i bilen, som han sagde. Jeg kan meget tydeligt huske, at det var i præcis det øjeblik, Mette satte sig ind på bagsædet, at det gik op for mig, at det her var helt galt.
Selvom det føltes meget forkert at sige en voksen imod, insisterede jeg på, at jeg ikke ville ind i bilen, og at jeg gerne ville hjem nu. Heldigvis var han ikke den voldelige type, så efter nogle forgæves forsøg på at overtale mig, fik vi lov at gå.
På vejen hjem lovede vi skamfuldt hinanden ikke at sige noget til nogen (hvilket jeg, set i bakspejlet, nærmest har lyst til at græde over) men Mette kunne alligevel ikke lade være, så om aftenen ringede hendes mor til mine forældre, som blev helt mærkelige og stille. Jeg var så flov, så flov. Fornemmelsen af at være den, der havde gjort noget forkert, var nærmest
kvælende. Selvom mine forældre på ingen måde bebrejdede mig noget som helst, sad jeg alligevel tilbage med følelsen af, selv at være skyld i det, der næsten var sket.
Børns tillid til verden omkring dem, er en af de ting, der gør barndommen til det, den er: Et trygt sted, hvor nogen altid sørger for dig og passer på dig, og hvor alle vil dig det bedste. Hvordan lærer man dem at passe på alt, hvad der lurer derude af kryb, uden samtidig at smadre tilliden til verden?
Hvordan sørger man for, at de tager vare på sig selv, når man ikke kan være der, uden samtidig at forpeste deres barndom med mistro og angst?
Neonmærkerne gemte jeg bagerst i en skuffe.
Jeg brugte dem aldrig.
3. september 2014 @ 18:18
Tankevækkende indlæg…. Lige pt. har jeg ikke noget svar.
Ved heller ikke om det findes. har ingen børn, hvis jeg havde ville jeg foretrække mistro fremfor et ødelagt barn.
Følte du selv du voksede op i en verden af mistro ? I forhold til at du jo godt vidste der var noget galt da i var på vej ind i bilen?
3. september 2014 @ 19:01
Og det er vel nok det bedste vi kan gøre, at hjælpe vores børn (for mit vedkommende børnebørn) til at være åbne, men tænke sig om og bruge sin kritiske sans – kan det passe, at jeg skal sætte mig i en fremmeds bil, at jeg skal gå med en jeg ikke kender hjem, at jeg skal have slik af en fremmed, at min mor har bedt en om at køre mig hjem osv? Vi må jo heller ikke skræmme vores børn unødigt, så de ser spøgelser, hvor der i virkeligheden er venlighed. Men medgivet – det er så svært ikke at blive kategorisk af bare skræk for hvad der kan ske.
3. september 2014 @ 19:37
Har du nogen siden læst Kristian Ditlev Jensens bog "Det bliver sagt"?
Jeg kom sådan til at tænke på den, da jeg læste dit indlæg. Bogen kan i øvrigt varmt anbefales.
Ditlev Jensen blev misbrugt som barn. Og én af de ting han observerer, er at hans gode ven reagerer anderledes, da den voksne der begår overgrebene, også prøver at pille ved ham. For vennen siger "nej". Han synes ikke det er rart. Og så slutter det dér, ganske som for jer.
Den bedste tjeneste vi kan gøre vores børn, er at styrke deres bevidsthed om egne grænser og følelser. Fuldstændigt som dine forældre også har gjort det ved dig.
De fleste overgreb finder tilsyneladende sted via en relation hvor barnet ender med at være manipuleret til at tro at det "skylder noget" eller dårligt kan sige nej. Så er det dæl'me vigtigt at man har et indre kompas og en selvsikkerhed, der gør at man kan sige fra.
(Det er selvfølgeligt lettere sagt end gjort.)
Og måske er det et grundvilkår ved at have fået børn, at man slæber rundt på et kæmpemæssigt indre blåt mærke? Mine er 12 og 13, og mobiltelefoner og klare aftaler om at ringe/komme hjem, hjælper en del på den moderlige bekymring. Men den er en konstant man altid lever med, tror jeg. Øvelsen må være ikke at få proppet bekymringen ind barnet, men beholde den hos sig selv?
3. september 2014 @ 19:39
Puha … Kan godt forstå hvis den oplevelse sidder fast.
3. september 2014 @ 20:47
Det er på mange måder så utroligt synd, at børn skal blive voksne og lære verden at kende på den måde.
Det var sørme godt, der ikke skete jer noget. Der er ikke noget at sige til, at det er en oplevelse, du husker.
4. september 2014 @ 10:38
Godt det ikke gik værre og en god påmindelse om, hvor vigtigt det er, at vi forældre får talt med vores børn og giver dem troen på, at de altid skal komme til os.
Og mon ikke der er mange af os, der har haft nogle "neonmærker" i skuffen? Jeg kan huske engang, hvor jeg sammen med en veninde hentede øl til nogle sutter, der sad foran kirken. De gav os en is og en nøglering hver. Jeg turde ikke fortælle mine forældre, hvor jeg havde nøgleringen fra, fordi jeg godt vidste, at det ikke var noget, de ville billige. Jeg gav den væk.
4. september 2014 @ 15:59
Tak for din historie. Måske flere af os sidder med en lignende oplevelse, så er det rart der er en der fortæller. Mine børn bliver aldrig bedt om at holde på hemmeligheder og de får af vide at ingen hemmeligheder er så hemmelige at de ikke kan fortælles til en voksen. Jeg blev engang bedt om at holde på en hemmelighed ( en venindes far tog en biltyv på fersk gerning, men lod ham gå efterfølgende) …. Jeg troede det var en dyrebar hemmelighed, som endte med at give mig ondt i maven i lang tid.
4. september 2014 @ 17:15
Jeg har benhårdt lært mine børn fra de var ret små (4-6 år gamle) via "teater-leg" hvad de skal gøre hvis en fremmed kommer hen til dem og vil have dem til at gå med (fx for at se en nuttet hundehvalp i bilen eller få noget slik der er til overs fra en børnefødselsdag) – de skal sige nej og hvis vedkommende bliver ved skal de løbe. Jeg har fortalt dem at de fleste voksne er søde, men nogle ganske få er onde (og har ikke uddybet dette) og man kan aldrig vide hvordan de onde ser ud, derfor må de ikke tale med fremmede medmindre der er nogle voksne som de kender indenfor synsvidde. Og så har jeg selvfølgelig lært dem at være høflige men sige nej tak, hvis der er nogen der beder dem om at gøre noget de ikke vil. Dette har jeg overhovedet ikke indtryk af har skræmt dem, og det er faktisk grunden til at jeg har "trænet" dem fra små, for de er ualmindeligt godtroende overfor alle mennesker og er altid blevet skuffede når nogen ikke har mødt deres positive indstilling til livet med det samme. Jeg tror der skal meget til at skræmme, men det kommer selvfølgelig an på barnet, jeg tror dog ikke din søn er en af dem der kan skræmmes så let, så derfor kan der være god grund til at træne strategier – og så selvfølgelig lære ham at der ikke er noget der hedder at "sladre" hvis der er sket noget (forbløffende så mange voksne der afskrækker deres børn fra at fortælle dem noget med den strategi) og at grænser skal respekteres, hvilket man bedst gør ved selv at sige fra og respektere når han gør det (min søn ville fx ikke kysses fra han var 3 år gammel og det har der været ganske mange voksne der har haft svært ved at respektere…). Held og lykke med det, jeg selv frygter mest når mine 2 teenagere bevæger sig rundt i nattelivet, det er virkelig en god måde at få mors/fars hud til at miste et par cm i beskyttelse…
7. september 2014 @ 11:22
Jeg har lært mine unger, at de ikke skal snakke med fremmede, med mindre de har kendte voksne med sig, ligesom de aldrig aldrig ALDRIG må gå med en fremmed, uanset hvad denne måtte prøve at bilde dem ind. Har sagt, at vi aldrig nogensinde vil sende en, de ikke kender, for at hente dem noget sted… Og så den der med, at de aldrig har slik/kattekillinger/hundehvalpe mv, selvom de siger det. Var som barn ude med min mor og vores hund og var kommet et godt stykke foran, da en mand, alene i en bil, stoppede for at høre, hvor købmanden lå. Forklarede beredvilligt, at det bare var lige ud ad vejen og med rundt i svinget. Så spurgte han, om jeg ikke lige kunne hoppe ind i bilen og vise ham det. Jeg har vel været fem eller seks år. Jeg synes nok, det var lidt underligt, men jeg ved sku ikke, om ikke jeg var hoppet ind i min iver for at hjælpe ham, for der var jo ikke ret langt, hvis ikke det var for min mor, der i samme moment kom inden for mandens synsvidde. Han skyndte sig i hvert fald at køre! Og min mor gjorde ikke noget nummer ud af det, vi snakkede bare om, at man aldrig skulle køre med fremmede…. Men det er helt vildt svært, for de skal samtidig turde bede en fremmed om hjælp, hvis de på en eller anden måde er blevet væk. Så det er en balancegang.
9. september 2014 @ 19:25
Det er mere end blå mærker, er det ikke? For mig føles det som en fuldkrops-hudafskrabning det her moderskab og tankerne om det onde, der kan ske.
Der er ikke noget at sige til, at din oplevelse sidder fast – men hold nu op, hvor var det flot, at du sagde fra og fulgte din mavefornemmelse. Jeg er ikke nået dertil, hvor Bean er noget sted alene endnu. Men jeg gruer det i al hemmelighed allerede.
12. september 2014 @ 18:48
Jeg har det helt på samme måde – mit følelsescenter blev forstørret gange hundrede da jeg fik børn, og jeg kan feks heller ikke tåle at se dokumentarprogrammer mere – vælger gladeligt naivitet fremfor et sammenkrøllet indre.
Har i øvrigt haft en oplevelse lignende din som barn på en ferie i København. Jeg havde også en fornemmelse i maven som sagde at det ikke var ok, så jeg fik trukket min søster afsted og husker tydeligt hvor skræmt jeg var da kunne høre at manden løb efter os. Heldigvis kom min far os i møde nede af vejen, og manden forsvandt….