Tanker om tabuer
De sidste par dage er jeg flere forskellige steder stødt på ordet “tabu”, hvilket har fået mig til at tænke lidt over begrebet, og på hvordan vi prøver at komme tabubelagte emner til livs.
Da Anne på sin blog skrev om forbudte tanker, man kan gøre sig under en graviditet, skrev hun, at hun havde overvejet at undlade at skrive om det, fordi hun ikke syntes, at det stillede hende i verdens mest flatterende lys, men da det i hendes optik altid er bedre at sige tingene højt, end at lade skam og skyld æde dig op indefra, postede hun indlægget anyway.
Jeg er 100% enig. Når man googler “tabubelagte emner” kommer der en del resultater, der handler om psykiske lidelser, spiseforstyrrelser, misbrug og afhængighed, og der er ikke noget af det, man er tjent med at gå og bøvle med selv. Hvis skæbnen har givet dig en svær hånd at spille, kunne det da lige passer, at du oven i hatten skulle gå og skamme dig over det.
Men der er sket noget over de sidste par år ift. hvordan vi prøver at nedbryde fordommene, synes jeg. For hvor det før var et spørgsmål om at snakke med *nogen* om det, der er svært, er det lidt som om, det er blevet en pligt at tale til alle om det. Hele tiden.
Jeg synes ikke, at jeg lider af berøringsangst i forhold til .. noget, egentlig. Da vi for nyligt på arbejde fik til opgave at skrive en positiv ting om hver af vores kolleger, så alle til sidst fik et personligt brev med 24 virkelig fine skulderklap, var der flere, der hos mig fremhævede, at jeg ikke er bange for at blive i situationer, der er ubehagelige eller spidser til. Alligevel kan jeg mærke, at der er nogen i min digitale omgangskreds, jeg begynder at lægge lidt afstand til; mennesker, der netop lever med noget af det, der af google bliver opfattet som tabubelagt.
I min optik bliver du hverken et bedre eller dårligere menneske af at have det svært. Men jeg bliver stadig træt af dig, hvis du tvinger mig til at forholde mig denne ene ting i din bagage hver. eneste. gang. vi skal interagere, både live og over de sociale medier. Hver ting til sin tid, og selvom jeg virkelig, virkelig godt forstår, at det kan være så befriende at turde tale om noget, der i mange år har været svært, så er som med alle andre emner: Som lytter bliver man sindssyg af, at alt kun handler om den ene ting; at alting skal sættes i forhold til din angst-lidelse eller selvskadende adfærd.
Og problemet er, at man jo ikke siger til en person, der har kæmpet sig igennem noget, der for alle er indlysende svært, at de får 100 kroner, hvis de parkerer det, bare lige et døgn.
Selvfølgelig skal vi rumme hinanden, også – og måske især – når noget er svært, men jeg sidder lidt med følelsen af, at nogle psykologer og coaches glemmer, at hvis menneskerne i din omgangskreds skal blive ved med at lytte og forholde sig til noget, der jo ikke går væk, men som du skal bære med dig hele livet i en eller anden form, så kræver det, at du også forholder dig til, at de har et liv og en virkelighed, der ikke altid er nem. Som jeg læste på Pinterest: “Everybody’s fighting their own shit – try not to be a cunt.”
I princippet kan man jo sige, at det er folks egen sag, hvor lidt eller hvor meget, de vil tale om tingene, og hvor grænserne for deres privatsfære går; sagen er bare, at jeg synes, det næsten kan ende med at give bagslag. Grunden til, at det er vigtigt at tale om tabubelagte emner er jo, at de skal holde op med at være tabuer; at folk ikke skal føle sig saneringsmodne i hovedet, fordi de bakser med at spise rigtigt, eller fordi den gamle nabo på barndommens gade var en klam pædofil. Men hvis tabuer skal nedbrydes, kræver det, at vi taler om dem. Længe. Og hvis folk omkring dig skal blive ved med at lytte, virkelig lytte og forstå, kræver det, at der også ind imellem er pause i talestrømmen, så der er plads til dem.
Hvem ved: Det kunne være, at de gik og baksede med et andet tabu, som verden kunne have godt af at høre om.
13. april 2015 @ 19:30
Dejligt indlæg. Tak.
13. april 2015 @ 20:45
Man skal ikke trække for mange veksler på andre mennesker med sine problemer/tabuer. Folk bliver nemlig trætte af at lytte og høre om det. Deraf grunden til, at der er psykologer.
14. april 2015 @ 13:22
Men det her handler jo ikke kun om tabuer. Det er altid anstrengende når folk hele identitet bundet op på et bestemt emne (arbejde, børn, skilsmisser eller tabuer) og det kan kun blive værre af, at hvis mennesket ikke kan rumme andet sig selv.
14. april 2015 @ 16:21
Helt enig. Vil dog bare sig, jeg tror bestemt ikke der er nogen psykologer der anbefaler at man hele tiden "piller i egen navle", nok tværtimod. Tror i så fald at det må være klienterne der helt glemmer behandlerens råd, om ikke at dyrke det de nu engang kæmper med.
Dejligt at det er mere tilladt at åbne op om tabuer, tror nu desværre der er nogen der fortsat gemmer på deres hemmeligheder. For det er nu en gang mest populært, at være et super menneske der har et berigende arbejde, dyrker idræt i massevis og jonglerer børn, venner og diverse interesser,så let som ingenting….. og sådan nogle kan også være ret anstrengende at være sammen med 😉
14. april 2015 @ 18:17
Fru Forstad: Jeg er helt enig. Jeg tror bare, at forskellen er, at med mange andre emner, så har de en tendens til at tage af hen ad vejen, hvorimod jeg oplever, at mennesker, der fx. er kommet ud af angstskabet, nærmest grundlægger en ny identitet på det. Og det er vel i og for sig også ok. Jeg sidder bare alligevel med fornemmelsen af, at de kan ende med at få skabt en situation, hvor folk skaber afstand til dem; ikke på grund af deres tabu, men fordi de nærmest overtager samtaler og situationer i en grad, der er svær at blive ved med at finde rimelig.
Jeg fik i øvrigt aldrig svaret på din fine kommentar om, hvordan en graviditet nærmest bare er en lang række af milepæle, der skal vinges af. Men jeg er simpelthen så enig, og jeg syntes, du fik det formuleret så fint.
Tak fordi du gider blive ved med at mene noget om det, jeg skriver, selvom jeg er en røv med ører til at få responderet på dine kommentarer:-*
Ano: Jeg tror, at det nogle klienter måske får lidt forkert fat i, kan være det med, at man har ret til at kræve sin plads i verden og til at give udtryk for, hvad man mener. Det synes jeg jo, at der er meget fornuft i, men måske er det fordi nogle mennesker har stået i skyggen så længe, at de kommer til at overgøre det, når de hører en opfordring til at tage opstilling i solen:)
Og du har ganske ret i det med supermennesker. Jeg læste lige i den lokale ugeavis, at nybagte mødre nærmest overser deres børn, fordi de skal tabe sig og være tilbage i alle deres gøremål 20 minutter efter, de har født. På første side var der lavet en voxpop med 4 forskellige mødre om, hvad de fik deres barsel til at gå med, og den ene overgik den anden i fitness, løbeture, babysalmesang, rytmik og både 2 og 3 mødregrupper. Det er godt, at vi er nogen, der frivilligt påtager os at falde fladt på ansigtet fra tid til anden, så den nedre grænse ligesom bevares;)
15. april 2015 @ 08:33
Du har en sjælden evne til at skrive noget, der rammer lige midt i noget, jeg bokser med. Jeg har en kollega, der svømmer hen i selvmedlidenhed over forskellige ting. Lige gyldigt hvilke tilbud og muligheder, der åbner sig, så bliver der takket nej med enten mystiske forklaringer (det er privat/der er mange årsager til, at det ikke kan lade sig gøre). Og nu begynder jeg at have lidt svært ved at rumme det. Sådan på tæl til 10 måden. Heldigvis fik du mig til at reflektere over, hvorfor. Måske kan jeg få sagt fra på en pæn måde i stedet at snappe af hende.