M2026, uge 34

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

I den forgangne uge:

1.

Har jeg haft travlt.

Det har været den første hele uge, hvor børnene var tilbage på skolebænken, jeg har været på job både lørdag og søndag, Aula har stået i flammer, og der har været både forældremøder, skoletandlæge og opstart af fritidsaktiviteter.


Samtidigt har jeg altid nogle hængepartier af den slags, der kræver længere telefonsamtaler og/eller intens koncentration ved computeren, når børnene og jeg har holdt ferie, og lige nu er der et vindue på en uge eller to, hvor børnene er afsted i dagtimerne, og der stadig er lidt luft mellem mine tolkeopgaver, så det er nu, de punkter skal vinges af. Når vi rammer september plejer det at vælte ind med opgaver, som både er kærkomne og vigtige at dække efter en lang sommer, hvor det hele har ligget stille.

Jeg har derfor den sidste uge både haft fokus på at følge op på alt, hvad der i løbet af sommeren er landet i e-boks og diverse andre virtuelle postkasser, samtidig med, at jeg har prøvet at støbe fundamentet til et efterår, hvor det er muligt at holde fast i alle de gode intentioner om at spare på pengene, udnytte ressourcerne og begrænse madspildet.

Konkret har jeg sørget for at rydde godt op i køleskab og fryser ved at lade frokost og aftensmad bestå af rester og overskudsmad. Jeg har bladret køkken- og badeværelsesskabe igennem, og sørget for at få brugt det, der var næsten-tomt og smidt det ud, som vi ikke får spist/brugt, så det er nemt at bevare overblikket over, hvad vi har, og hvad vi mangler, og så har jeg haft lidt ekstra fokus på at lave en ideliste til madplanen de næste mange uger. Jeg har tænkt ind, at der skal være noget på planen, som er hurtigt at lave til de dage, hvor alle er afsted, og vi er sent hjemme, men også, at der er slow-food retter på menuen, som giver fryse-egnede rester, så jeg langsomt får opbygget et nyt lager til de næste 4-5 måneder.

2.

Er tomaterne i min have endelig begyndt at modne, hvilket jeg har glædet mig til.

Jeg har ingen tidligere erfaringer at sammenligne med, men jeg synes umiddelbart, at det er lidt senere på sommeren, end det plejer at være?

Om ikke andet har det givet mig god tid til at beslutte, hvad jeg gerne vil bruge dem til, og ud over de mange lækre retter, man kan lave med friske tomater, har jeg også hjemmelavet ketchup, tomatmarmelade og tomatsauce på to-make listen.

Når mine mange sorte tomater er klar om et par uger, skal der henkoges til den store guldmedalje, men for at sikre, at intet går til spilde, er jeg begyndt at vakuumpakke de tomater, jeg ikke kan nå at bruge/spise, for de kan ikke holde sig så længe, at de kan ryge med i glassene.

Jeg pakker poserne med 250 gr. tomater, et skvæt god olivenolie, hvidløg og krydderurter, og når de er forseglede, ryger de i fryseren, så jeg kan bruge dem i stedet for en dåse flåede tomater i efterårets mange simreretter.

Som ekstra bonus flækker skindet, når man fryser tomater, så i de retter, hvor jeg ikke vil have skindet med, kan jeg bare pille det fra, når tomaterne er tøet op.

Vakuumposerne er af kraftig plastik, og jeg har set flere skrive, at de kan vaskes og genbruges, så næste gang, jeg hiver en portion ud af fryseren, vil jeg teste, om det også fungerer med de poser, jeg bruger.

3.

Kan man godt begynde at se, at efteråret banker på. Både blomster og krydderurter har sat tempoet ned, og det er ikke nødvendigt at vande helt så ofte.

Sommeren igennem har jeg ugentligt studset mine krydderurter og tørret og stødt mit bytte, så der nu er timian, basilikum, oregano og rosmarin fra egen have på krydderihylden, mens jeg i teskabet har 3 slags mynte, lavendel, citronmelisse og kamille klar.

Apropos punkt nummer 1 kan jeg godt se, at tiden nu er mere knap, samtidigt med, at dagene bliver kortere. Det passer jo godt med planternes lidt langsommere vækst, men jeg vil stadig gerne være sikker på at få de sidste rester af alle mine grønne skatte med.

Derfor lader jeg nu kamillen vokse færdigt, inden jeg klipper alle blomsterne af og tørrer sidste badge, inden planten stedes til hvile for evigt.

Krydderurterne får lov at klø på, så længe de kan, men jeg klipper ikke af dem for at fremme vækst og tørre til lagret mere, men kun for at bruge dem, enten her og nu eller i en flaske olivenolie, som kan trække smag, inden den hældes over tomattærter og kartoffelpizzaer.

Mynte og citronmelisse lader jeg gro godt op, inden jeg klipper dem, overhælder bladene med kogende vand og lader blandingen trække natten over. Næste morgen sier jeg den stærke te og fryser den til store isterninger, som superlækre i en G&T eller bare i vandflasken på en helt almindelig onsdag.

Mine lavendelplanter har jeg stiklet, og mine etårige blomster klipper jeg ned, i takt med at de visner. De blomster, der burde kunne overleve vinteren, har jeg plantet over i mit højbed, hvor der er meget mere jord at grave rødderne ned i, og hvor jeg derfor antager, at de bedre kan klare sig vinteren igennem.

Det er kommet bag på mig, hvor stor en kilde til årstidsglæde min have er blevet. Jeg længes ikke længere kun efter efterårets kølige vinde og brændte farver, eller vinterens klare lys og høje himmel, men også efter det tidlige forår, hvor alle de nye frø kan lægges i jorden, og den kommende sommers blomster og farver og langsomme morgener, der alle sammen starter med en stor kop kaffe og en runde i haven.