M2026, uge 28
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Den seneste uge har jeg:
1.
Været forbi en genbrugsbutik efter en håndfuld snapseglas, for jeg har netop forsøgt mig med mit første glas fermenterede drueagurker, og i den forbindelse stødte jeg på samme problem, som jeg har haft, når jeg laver salte citroner, nemlig at det, jeg putter i glasset, insisterer på at flyde ovenpå – og det må det ikke.
Det er sådan noget, der næsten kan få mig til at opgive et projekt, for jeg kan blive helt desperat af irritation over, at jeg – som det eneste menneske i verden, tilsyneladende – ikke kan regne ud, hvordan jeg får det forbistrede frugt og grønt til at arte sig.
Men så kom jeg til at tænke på, at de syltede chilier, jeg somme tider køber, i glasset har en sådan en plastik-dims, der trykker dem ned under lagen – og derfra var der ikke langt til at ide-udvikle på, hvad jeg selv havde ved hånden, der kunne bruges.
Jeg fandt et enkelt shot-glas fra fordums tid, som i dag henslæber tilværelsen i et mørkt skab, undtagen når det lejlighedsvist får lov at tjene som målebæger for hostesaft (tal om et fald fra magtens tinder), så det prøvede jeg at sætte ovenpå det sammenfoldede vinblad over agurkerne, så låget pressede det ned – og det virker perfekt.
Fordi det er glas, kan man tilmed næsten-skolde det.
Så i Røde Kors med mig efter 5 små glas, som blev mine for bare 10 kr.
2.
Har jeg, her på mine gamle dage, up’et mit kalendergame.
Jeg har faktisk allerede sort bælte i at bruge og tjekke min kalender 16 gange dagligt; det er man nødt til, når man arbejder, som jeg gør.
Men de seneste måneder er jeg begyndt at bruge den til ting, som jeg tidligere bare noterede på løse lapper og tomme sider i min notesbog, for da jeg havde én skaldet mynte stående i vindueskarmen, kunne jeg godt huske, hvornår jeg havde sat en sirup til at trække, og dermed også hvornår den var færdig.
I dag har jeg hele tiden 16 små projekter i gang, og selvom der jo ikke er noget af det, der er VIGTIGT-vigtigt, så er det stadig ærgerligt at have brugt tid på at hente røllike, skylle og tørre det, købe vodka og vælge den rette placering til glasset – for så at glemme det, eller blive i tvivl om, hvornår tinkturen er færdig.
Derfor kan man nu i min kalender se noter som ‘Hyldetinktur færdig’ og ‘Husk at ryste lavendelolie’, og jeg behøver ikke bruge kapacitet på selv at huske det.
(Jeg skriver selvfølgelig datoer på alt, hvad jeg laver, for jeg er trods alt stadig #PrepperLinda, der ikke har tænkt mig at tabe alt på gulvet, hvis nettet går ned, men altså. Det er stadig rart at slippe for at skulle regne et random antal dage eller uger frem, hver gang man står med noget).
Der, hvor kalenderen bliver relevant for M20XX-indlæggene, er ift. det, jeg sidste år begyndte at skrive i den, nemlig hvornår min årlige tilskudsperiode til medicin udløber.
Jeg ved godt, at man kan se det online og i apps, men når man får dyr medicin, som kræver blodprøver og tid hos lægen, er det ret smart at have det noteret, så man stadig både kan nå dét og forbi apoteket i tide.
Og det er virkelig ikke bare lige meget, for jeg hentede min medicin tirsdag, hvor jeg fik det hele gratis.
Havde jeg ventet til fredag, havde det kostet mig 8000 kr.
(Måske er det almen viden for de fleste af jer, men jeg vidste det ikke, så blot i tilfælde af, at der sidder andre derude, der heller ikke var klar over det: Det er din CTR-saldo, der afgør, hvor stor en procentdel af din medicin, du får tilskud til. Ikke al medicin er tilskudsberettiget, og for lægmand er det ikke umiddelbart indlysende, hvad der er med på listen, men du kan altid se din saldo i appen ‘Apotek’).
3.
Kørt sjat- og reste-tema, både til lands, til vands og i luften. (Eller, altså, bare på badeværelset og i køkkenet, men det andet er sjovere at sige).
I sommerferien er det hele en smule løsere her, end det plejer at være, for der er børn overalt hele tiden, og det genererer automatisk flere ting og mere rod. Jeg bliver den sureste mor i verden, hvis jeg skal rydde op hele tiden, så i stedet har jeg valgt den lidt mere franske tilgang, hvor jeg lader stå til det meste af dagen, og så kører en semi-struktureret oprydning om aftenen.
Derfor får jeg ikke stress over, at der på badeværelset står en næsten-tom bodylotion fremme på bordet, for der står alligevel 3 forskellige slags solcreme i forvejen, og i køkkenet gør det hverken fra eller til, at jeg har sat tebrevene ved siden af kogekanden og pakken med instantnudler på hylden ved komfuret.
Det kan være svært at overskue at skulle jonglere job, feriebørn og mange flere måltider hen over dagen, end man sædvanligvis har ansvar for at skulle fremtrylle, men samtidig giver det også lidt andre muligheder, at tingene kan tilberedes og at de ikke nødvendigvis skal kunne være i en madkasse.
Eksempelvis er ingen af os særlig gode til kolde rester i madpakken, men nu er der mulighed for at køre reste-tapas fra fryseren til frokost, fordi det hele kan varmes, ristes eller toastes.
Mange af de mange venner, der hele tøffer rundt i huset, er altædende, og fungerer dermed som søde anledninger til at komme til bunds i kassen med madpakkesnacks, som på denne tid af året kun indeholder det, der ikke lige faldt i smag hos mine egne to.
Der er ingen regler, når det er sommer, og i går bestod frokosten til 4 børn af et stort fad med frugt, grønt og kiks, to pizzaslices skåret i strimler, 3 ristede pitabrød med hummus og et par kyllingespyd on the side. Og så alle de Sun Lolly, de kunne overskue at klippe op, til dessert. Anmelderne gav 5 ud af 5 stjerner, og jeg tror, de kommer igen.
Det er rart for både overblik og pengepung at få tyndet ud, og samtidig kan jeg mærke, at det også gør det nemmere at smide de ting ud, som jeg godt kan se, at jeg ikke får brugt. For det er en af de få ulemper ved at være blevet god til at bruge alting op og til at stoppe madspild; at det kan være svært at smide noget ud, som egentlig godt kan spises/bruges.
Der er noget balance i at være bevidst om, hvordan man forbruger, samtidig med, at man husker at leve. Det er et ENORMT privilegium, at vi ikke er tvunget til at spise mad, vi ikke kan lide, eller bruge shampo, der forvandler håret til hø, og det sætter jeg inderligt pris på. Dagligt.
Men jeg tror, at det kan være kontraproduktivt at gøre minimalisme og bevidst forbrug til en sur pligt, fordi det ikke på nogen måde inspirerer til at holde fast eller virker tillokkende for den næste generation at føre videre.
