M2025, uge 5
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
I den forgangne uge:
1.
Har jeg sendt en mail til boligforeningen, efter at have læst en historie i nyhederne, om et ungt par, der har haft en vandskade og selv skal betale for det ekstra forbrug, det ødelagte vandrør har givet dem. En regning, de forventer ender et sted mellem 40 og 50.000 kr.
I artiklen står, at regningen ender hos dem, fordi de afregner direkte med deres forsyningsselskab, mens udlejers forsikring ville have dækket, hvis de havde betalt aconto til ham. Vi er fra 01.01 også overgået til netop at afregne direkte med Din Forsyning, og derfor gav historien mig akut lyst til at finde ud af, om det samme gælder her.
Jeg kunne læse i artiklen, at flere forsyningsvirksomheder på deres selvbetjeningssider giver mulighed for, at man kan vælge at få en varslings-sms, hvis forbruget pludseligt stiger uventet meget, og spørgsmålet er, om jeg ikke skal have det gjort under alle omstændigheder.
For selvom det første og største problem ville være pengene, er det jo stadig i alles interesse, at vi hjælper hinanden med at passe godt på tingene.
(Plus: KÆMPE fri for at bo i et hus, med sådan en tørre-satan, der skal køre i døgndrift i 3 måneder!)
2.
Har jeg netop bestilt varer til den kommende uge, og det blev en billig omgang, fordi jeg har besluttet, at vi den kommende uge KUN skal have mad fra fryseren og/eller rugbrød.
For meget af det, jeg har i fryseren, er temamæssigt i den lidt tungere vinter-ende, og jeg kender mig selv godt nok til at vide, at lysten til kartoffelsuppe og chili con carne kan ligge på et meget lille sted, når først foråret rigtigt kommer.
I næste uge har jeg meget arbejde og et par sene møder, og det er derfor oplagt at kombinere logistik og praktik.
3.
Nåede vi til ved vejs ende med at tømme oldefars hus.
Jeg har en håndfuld ting derudefra sat til salg for mine forældre, og vi venter lige på, at Antons klasselærer afhenter en håndfuld småmøbler, som de har spurgt, om de må få til et recycling-projekt – hvilket min murerformandsbedstefar ville have elsket.
Men ellers er huset nu klar til at blive sat til salg.
Jeg ved ikke, hvad den sædvanlig tidsramme for at binde sløjfe på et liv er, men her har det taget næsten to måneder, fordi julen satte hele processen på hold.
Modsat hvad jeg ville have forventet, har det faktisk vist sig at være en gave i forklædning, for det sænkede tempo har været godt for os alle sammen. Jeg kan mærke, at mine forældre har fundet ro i den nye version af deres virkelighed, fordi lavpraktik jo på en måde er sorgbearbejdning, og samtidigt har vi haft tid til at opdage, at der har været ting og møbler, vi selv kunne bruge.
Det sidste har jeg tænkt meget over. For vi er egentlig ret gode til at få meget ud af lidt og til at tænke kreativt ift. anvendelsesmuligheder. Alligevel har det her været en påfaldende blind vinkel for os alle sammen, som jeg selv er det bedste eksempel på.
For jeg manglede et vitrineskab, og har de sidste mange uger gået op og ned ad et dækketøjsskab, som ville være den *perfekte* løsning, og som min bedstefar har haft i hele min levetid – og stadig havde jeg det sådan her, da det gik op for mig, at jeg kunne bruge det:
Jeg tror, det er fordi, det er svært at skille et hjem fra dets beboer? For havde du lukket mig ind i et fremmed hjem med oldefars ting, og sagt: “Tag, hvad du kan bruge” ville jeg være strøget *lige* hen til det. På samme måde fik min mor forleden pludselig ægte øje på en lampe, hun kan bruge, som vi jo altså har flyttet 24 gange, mens vi har ryddet op derude, men uden at SE-se den.
Men fordi man ser det menneske, man har holdt af i tingene, er det på en underlig måde svært at reducere dem til deres rene funktion. Det har den lidt lange procestid gjort muligt, og det er jeg bare ret taknemmelig over, fordi vi nu alle sammen har nogle af hans ting flettet ind i vores indretning, uden at det skriger “dødsbo!” eller “pligtarv!” Tingene er 1:1 noget, vi stilmæssigt selv kunne have fundet på at købe – men de er stadig fyldt med historie.
Det elsker jeg.
1. februar 2025 @ 11:06
Min farmor var mega smart. Hele min barndom boede hun alene på et kæmpe landsted, ude hvor kragerne vender. Og hun havde det fyldt til randen med ting og møbler, fordi hun så muligheder i alt og ikke smed ud.
Men hun indså selv nødvendigheden af at down-size, mens hun endnu var frisk og rørig.
Hun startede med at bede alle i familien om at ‘tage, hvad vi ville have’ med os, når vi var på besøg.
Og hun mente det: Vi er engang kørt fra et julehygge-klippeklistre arrangement med en maleri og en lænestol i bagagerummet.
Da hun så helt flyttede, holdt hun ‘åbent hus’ over et par weekender. Her havde vi bare at troppe og og tage, hvad vi skulle bruge. Først fik familien lov, så kom en opkøber. Og resten røg til møbelgenbrug.
Mine forældre kørte derfra med en havetraktor – af alle ting (de bor i forstadskøbenhavn, så behovet er virkeligt begrænset). Og jeg kunne indrette min første ‘voksenbolig’ med nogle solide kvalitetsmøbler, som stadig dagligt minder mig om min seje farmor.
1. februar 2025 @ 22:49
Det var jo genialt tænkt af din farmor! Så så hun jer jo også få glæde af tingene. Mine svigerforældre bor stort og med mange ting og de smider aldrig ud. De er 80 år. Jeg frygter lidt oprydningen, når den dag kommer…
2. februar 2025 @ 20:46
Frygt det, Tanja. Der har vi lige været…😬
2. februar 2025 @ 21:53
Din stakkel…:-/
Vi snakkede flere gange om, at selv i et hus så småt og velopryddet som min bedstefars, så er det alligevel helt vildt, hvad ‘et liv’ genererer af ting.
For de små avisudklip, der minder os om særlige begivenheder, modellen af vores svendeprøve, bunken med værktøj, som Erik skal have osv. osv; alt det, som vores minder og vores hverdag er bundet op på, fylder virkelig overraskende meget, når man skal have det hele gennem hænderne.
2. februar 2025 @ 21:45
Det er virkelig en fin måde at gøre det på.
Min bedstefar og bedstemor fik sorteret grundigt, da de flyttede fra det store hus, de boede i, og som årene gik, fik min bedstefar også ryddet op i det, de havde med videre. Han spurgte jævnligt, om der var noget, vi ville have, og han satte navne under eller bagpå, hvis der var nogen, der pegede noget særligt ud.
Det har også lettet processen meget her til sidst.
1. februar 2025 @ 19:59
Vi har tidligere boet i lejebolig hvor vi også afregnede direkte med forsyningsselskaberne; vi gjorde os den vane at vi hver søndag aflæste alle målere. Således vidste vi at det ikke kunne gå helt galt med fx. vandspild.
Men mon ikke det er noget du allerede gør😊
2. februar 2025 @ 21:48
Nej, det har jeg faktisk ikke gjort, for vi har fået skiftet målere her så mange gange, at jeg blev helt svimmel af det til sidst. Den vi har nu er virkelig svær at bladre rundt i, og derfor forsøgte jeg sidste år at få den app op at køre, som efter sigende skulle hænge sammen med måleren. Men efter 2 måneder og 600 mails til boligselskabet måtte jeg opgive. Jeg fik en forklaring, som jeg ikke forstod – var det måske noget med, at vi (som rækkehuse) faktisk udgør ét matrikelnummer, og derfor ikke kunne få et brugerid til app’en?
Men når jeg får svar fra boligselskabet allierer jeg mig lige med min søde vej-bo, så vi kan få fundet en løsning, som vi også kan hjælpe de gamle på vejen med at få sat op <3
1. februar 2025 @ 21:21
Super smukt chatol. Heldige dig. Ikke mindst fordi det er dejligt, når arvestykkerne er ægte lækre.
2. februar 2025 @ 21:49
Jeg bliver simpelthen så glad, hver gang jeg kigger på det. Og det føles lidt som at vinde to gange, ikke?
2. februar 2025 @ 00:51
Jeg må korrigere. Hvis billedet er af omtalte møbel så er det ikke et chatol men et dækketøjsskab. Et chatol har skuffet nederst, dernæst en skriveplade der kan klappes op over en overdel med mindre skuffer.
2. februar 2025 @ 21:54
Haha, Kirsten – det er PERFEKT! Jeg elsker det:)
Ting hedder det, de hedder, og jeg retter det straks. Tak:)
2. februar 2025 @ 22:32
Jeg elsker det også 😄 Min kæreste arvede en skænk for nogle år siden – han kalder den en kommode, og min indre røde pen ka’ slet æ’ ha’ det 😂
2. februar 2025 @ 07:38
Mine svigerforældre er lige gået fra hus til lejlighed. Børnene fik så hvwr en liste, hvor de kunne krydse af hvad de ville have. Det flere ville have blev der trukket lod om. Det var et mareridt, for åbenbart var der i min ene svigerindes øjne nogle “gode” ting, som alle de andre fik, og hendes søster havde allerede fået noget “godt” på forhånd. Det var egentlig ikke særlig fedt. Måske var det lige en generation for tidligt tingere skulle fordeles. Eller også var taktikken forkert.
Men vi fik dem flyttet og jeg fik solgt en del af deres ting til glade nye studerende, der manglede det hele. Den del var rigtigt god.
2. februar 2025 @ 22:04
Det kan meget hurtigt blive meget grimt. Selv i de allermest harmoniske familier.
Min venindes svigerfar døde sidste år, og her var de 3 børn lige ved at kappe alle familiebånd over de hårde hvidevarer. Og det ser åndssvagt ud, når man skriver det, og ingen tror vel for alvor, at de vil gå op i en vaskemaskine.
Men scenariet her var, at den ene søn har et barn, der har haft det virkelig hårdt, og som derfor ikke har salt til et æg. Den anden søn er fuldstændig ligeglad. Og den sidste fungerer som bebestyrer og står med en køber til huset, der gerne vil købe de (ret nye) hårde hvidevarer med. Første søn har selvfølgelig mest sympati for sit eget barn, mens bobestyreren måske er mere tilbøjelig til at synes, at hvidevarerne skal sælges med, så købssummen kan fordeles ligeligt mellem alle. Og frem af ingenting vokser pludselig alle mulige gamle konflikter, hvor nogen har følt sig tilsidesat og andre har følt, at de altid har stået med mere ansvar og flere pligter, end de andre to.
Vi har talt om, at det måske er bagsiden af medaljen, når man vælger at lade børn og svigerbørn fordele tingene selv, for havde man skrevet et testamente, hvor de store og vigtigste ting var fordelt, er det ikke sikkert, at børnene ville forstå den måde, man havde valgt at gøre det på, men man hjælper dem måske med at bevare relationen på en bedre måde, fordi det i det mindste ikke er hinanden, de kan blive sure på?
3. februar 2025 @ 07:05
Det der er klassisk! Da mine bedsteforældre døde blev flere af min mors søskende uvenner over et reolsysyem af syret eg, som de åbenbart mente at forældrene bare havde lånt af en af dem. Tror ikke nogen ville have det, men bare helst have at de andre ikke fik det. Det var i øvrigt virkelig grimt.
3. februar 2025 @ 21:38
Jeg er enebarn og har altid tænkt, at det bliver hårdt at stå helt alene med oprydning efter mine forældre (som heldigvis har downsized fra hus til lejlighed for nylig), men efter at have læst flere kommentarer her, så er det måske ikke så slemt alligevel.
6. februar 2025 @ 16:51
Det er jo faktisk ret trist, for sådan burde det jo ikke være:(