Back to the gypsy that I was
Som jeg vist fik skrevet lidt om for nogle uger tilbage, gik jeg fra den oprindelige plan om sommerferie i Sverige i erkendelse af, at jeg ikke har strøm på batterierne til det.
At jeg har formået at stoppe op og lave den vurdering på forhånd, er ene og alene medicinens skyld. For 2 år siden ville jeg være rykket afsted uden at tænke over det, for når det står på sedlen, er det sådan det bliver.
Men heldigvis og gudskelov er det blevet nemmere for mig at mærke ting på forhånd. Og egentlig er det jo ikke mærkeligt, at jeg har brug for at trække vejret. Det sidste år har budt på opstart som selvstændig, 2 x udredning, 2 x medicinopstart, skoleskift og. så. videre, så egentlig havde det vel været mere bekymrende, hvis jeg ikke havde haft brug for lige at stå stille 10 minutter.
Der begynder at være mere overskud hos mig end der har været meget, meget længe, og det plejer at være der, hvor jeg tror, jeg kan det hele, og ender med at lave en supernova, men for første gang i mit voksenliv kan jeg lave en ret klar skelnen mellem need to have og nice to have.
Mit træningsforløb gør underværker for mig, og derfor er det blevet én af dem, som jeg sætter øverst på listen – og det betyder, at jeg skal styre mig ift. at fylde mere på, for jeg vil ikke risikere at fylde så meget på, at det hele falder af tallerknen. Jeg ved at lære, at man ikke nødvendigvis skal maxe alle nyerhvervede pinde på batteriet ud med det samme, for det er federe at have dem som buffere, så man kan holde fast i træningen, selvom der pludselig kommer en fødselsdag eller en sommerferie ind fra højre, end det er at fylde en masse nyt på, som i det store billede er ligegyldigt, og som jeg bare tilføjer, fordi jeg kan.
Derfor kører vi i år i stedet en sommerferie, hvor jeg tolker en time i ny og næ, hvor der er lidt aftaler hos specialtandplejen og psyk. inde over, og hvor vi ellers rakker rundt og ser gode mennesker og fjerne afkroge af Danmark, som jeg har haft på min to-do-og to-see lidt for længe.
Vi har været forbi Marsk Tårnet i Skærbæk, vi har sat tænderne solidt i Fanø, og lige nu kører vi østkysten og Nordjylland tyndt.
Jeg nyder, at ungerne er store nok til at tage de mange kilometer i bil i stiv arm, og jeg opdager nye yndlingsstrækninger, som f.eks. landevejene i Nordjylland, hvor køerne står på hylder, og landskabet er en sælsom blanding af hede og vestkyst. Det er fladt og råt, vejret skifter fra minut til minut, og det hele passer perfekt til playlister bestående af gammelt Neil Young og Fleetwood Mac.
Frida samler venner op, hvor end vi er, Anton tager, hvad han kan overskue, og trækker sig, når det er nok og mig? Jeg tjekker ind med gamle bekendtskaber, vedligeholder nuværende og stifter nye, som det giver mening undervejs.
The kids are alright og det er jeg også. For første gang i mange, mange år.
20. juli 2023 @ 19:08
❤️
Virkelig dejlig læsning
22. juli 2023 @ 19:12
❤️❤️❤️
20. juli 2023 @ 19:30
Bliver virkelig ægte rørt af at læse det her ❤️😭 Glæder mig SÅ meget til at se dig snart!
22. juli 2023 @ 19:12
I lige måde, søde musse <3
20. juli 2023 @ 19:49
Hvor er det på alle måder et skønt indlæg ☀️
22. juli 2023 @ 19:13
❤️☀️
20. juli 2023 @ 20:46
Det lyder bare så dejligt❤️
Nåede at overveje, at invitere dig på kaffe, fordi du kører omkring i min landsdel. Kom så i tanke om, at vi jo slet ikke kender hinanden 😂 Det føles bare sådan ❤️ tak for alt det du beriger os med.
22. juli 2023 @ 13:56
Jeg tænkte det samme, Helle 😀 “Juhu – hvis de kommer hér forbi en dag så giver jeg kaffe og overnatningsmulighed”. Men det bliver nok sådan når man har hængt ud herinde så længe <3
22. juli 2023 @ 19:15
@Helle og @Kristina:
Jeg har før slået hovedet sammen med søde mennesker herindefra, og det er der kommet meget godt ud af. TBS, der har lagt den første kommentar til det her indlæg, er faktisk et venskab, der er opstået på den måde. Så man må altid smide et tilbud om kaffe, hvis man kan se, at jeg er i baghaven. Man skal bare være forberedt på, at jeg måske *dådådååå* kommer forbi!
20. juli 2023 @ 22:19
Så dejlig en opdate – I fortjener det så meget alle tre💗💗💗
Rigtig go’ sommer.
22. juli 2023 @ 19:16
Tusind tak – og uendeligt meget i lige måde <3
21. juli 2023 @ 09:14
Det er simpelthen så “sundt”, og ret befriende, når man endelig lærer at stoppe op, og tænke “for hvis skyld…”
Jeg er selv af den rastløse type, som elsker at have planer og aktiviteter klar til alle ferier. Og som alligevel får lidt stress over mit eget tempo, og om alle nu nyder ferien.
Indtil min søster helt uskyldig spurgte. “For hvis skyld”? Øhhh…
Så afsted på famile tur, hvor jeg sad på hænderne de første 3 dage, mens alle slappede af og nød det.
Klip til dag 3, hvor manden pludselig satte sig op fra liggestolen og udbrød: “Sig mig, skal vi overhovedet ikke lave noget”???
TA-DAAA…. Jo da, her er en liste med 20 attraktioner, ture, aktiviteter, bare vælg!!😂😂
Uh, og et lille “enlig-forældre-ferie-tip: Vandrehjem!!
Brugte jeg i de år, hvor manden rejste meget. Billigt, altid i nærheden af “noget” værd at lave, seng&eget bad. Ungerne husker stadig de ture – især den eksotiske oplevelse af at “vaske op i hånden” efter aftensmad…🙈😄
22. juli 2023 @ 19:18
Hahaha, ja, jeg har også opdaget, at der er ting, der går i stå, når den sædvanlige primus motor letter foden fra pedalen:)
Vi har faktisk kørt en luksusudgave af et vandrehjem på en af turene. Det var verdensklasse – og helt vildt at opdage, hvor meget engelsk mine børn taler, og fuldstændig frygtløst kaster sig ud i at bruge.
21. juli 2023 @ 16:39
God update og god sommer
22. juli 2023 @ 19:18
Tusind tak – og i lige måde.