It’s 5 o’clock somewhere

Vi starter lige dagens indlæg med lidt serviceinfo: Der er bøvl med teknikken. Det betyder, at mange af jer ikke kan få lov at kommentere, så hvis I har forsøgt, og bare har fået en fejlmelding, er det derfor. Verdens bedste IT-mand er gået i maskinrummet, og der bliver skruet og banket derinde, og vi er nu så langt, at I skulle gerne kunne kommentere igen. 

Jeg sørger de næste dage for at godkende så hurtigt, som jeg kan, men app’en, som jeg plejer at bruge til at godkende kommentarer, er også blevet sur, så jeg skal logge ind på bloggen for at godkende. Uanset hvor travlt jeg har, godkender jeg altid på dagen, så hvis I oplever, at I ikke kan få lov at kommentere, eller at en kommentar ikke bliver godkendt, den dag I har lagt den, må I meget gerne sende mig en mail (blogsbjerg@gmail.com), for ellers opdager jeg det simpelthen ikke. 

Når det hele er skruet sammen igen, skulle problemet med, at kommentarer lægger sig forkerte steder i tråden også gerne være løst, så måske viser det tekniske uheld sig at være en virtuel gave i grimt cyberpapir.

Men bortset fra det, så går det over stok og sten.

På jobfronten er der eksaminer til højre og venstre, hvilket altid medfører lidt mere forberedelse og koordinering med kolleger og brugere, og så har jeg pt. også et par af de lidt mere kradse opgaver, som man ikke helt kan slippe, fordi man går hjem.

Om halvanden uge har Frida fødselsdag, og gaven i år er et nyt værelse, som det jo nok ender med at være mig, der skal lave. Og kan jeg overskue at skulle skille et skab på størrelse med en herskabslejlighed ad, samle nye senge og reoler – og male? På alle måder nej. Men de begynder gerne at ville være derinde, når de leger her (og lad mig ENDELIG ikke stå i vejen for det…) og så er jeg er også ved at være done med at skulle afgive min seng, når hun har soveaftaler. Så i erkendelse af, at det er i alles interesse, har jeg overgivet mig, og hun er ved at selvantænde af begejstring. Så jeg måler op, henter farvekort og siger nej til glimmervægge, og om et par uger går jeg i gang. 

Sommerferien lurer i horisonten, og som altid både glæder jeg mig og gruer lidt for den på én og samme tid. For det bliver rart at have tid sammen. Bagkanter og skift er noget af det, der er svært for begge børn, og derfor giver det altid ro at kunne parkere de elementer for en stund.

Anton får mærkbart mere overskud, når han ikke bruger kræfter på at være i skole, og selvom det er mit klare indtryk, at det er nemmere for ham at gå på den nye skole, så er det et nulsumsspil, fordi han har brugt så mange kræfter på selve skiftet. Han glæder sig usigeligt til 7 ugers fred og ro.

Frida har brug for roen, men skyr den som pesten (#girlSAME!), og selv med medicin, er det tydeligt, at 7-års alderen er der, hvor ADHD begynder at bide fra sig. Derfor kan jeg godt frygte, at 7 ugers stilhed for hende ville føles som tortur, og hun er bare lige præcis stadig så lille, at fornuft og argumentation ikke bider på hende.

At være Fridas mor kan godt somme tider føles lidt som at være spindoctor for Joe Exotic.

Så jeg kigger ind i små to måneder, hvor jeg godt ved, at der bliver lidt langt imellem mulighederne for at tænke to sammenhængende tanker, og den udsigt kan godt lige kræve en ekstra kop kaffe.

Sommerferie betyder også, at alt, hvad der bare lugter en smule af det offentlige, bliver endnu tungere at danse med, fordi den, man skal tale med, altid holder ferie lige der, hvor man kan få det til at passe med at ringe. Derfor er der nogle praktiske ting, jeg gerne vil have styr på, mens tid er. Jeg jagter de offentlige instanser, der ikke har betalt deres regninger, jeg rykker for svar på de 8 timers månedlig pasning, jeg søgte om for 7? 8? 9? måneder siden, jeg forsøger at få speedet processen med at få Anton flyttet over i specialtandplejen op, og jeg tæppebomber min revisor med mails, så jeg kan få rettet min forskudsopgørelse rigtigt til, nu hvor der er gået et halvt år, og det derfor er lidt nemmere at estimere, hvor vi ender.

Endelig er der også lige en samtale med psyk til mig, der hænger. “Den, du skulle have haft i mandags, Linda? Som er 5 måneder overdue?” Ja. Den. For den blev SELVFØLGELIG aflyst på dagen.

Smid alt det i gryden og tilsæt fødselsdage, sommerfester og alt det sædvanlige jazz; det er efterår, før vi når at blinke med øjnene.

Men i dag skinner solen, der føles som sommer, og jeg overvejer alvorligt at rejse mig ved det træ, jeg faldt noget så eftertrykkeligt ved i weekenden med et glas rosé i haven, når jeg kommer hjem.